Til forsiden

Akademiets publikationer

Hvert 7. år samles de ovennævnte pristaler i en bog sammen med de årlige sekretærberetninger fra årsfesterne om aktiviteter og begivenheder i det forløbne år. Hver enkelt syvårsbog får desuden sit særpræg ved essays og digte af akademimedlemmerne, gerne forenet ved et fælles tema. Foreløbig er udkommet:

Det danske Akademi 1960-1967.
Gad 1967. Heri en redegørelse af Karl Bjarnhof for Akademiets tilblivelse samt essays med blandede emner, det fyldigste af K.E. Løgstrup »Om den æstetiske oplevelse af litteratur«.

Det danske Akademi 1967-1974. En bog om sproget.
Gyldendal 1974. Heri en række essays og digte om sproget, især vort eget, motiveret ved formålsparagraffen om »at virke for dansk ånd og sprog«.

En bog om inspirationen. Det danske Akademi 1974-1981.
Gyldendal 1981. Heri essays og digte »om inspirationen, både digterens og forskerens forhold til det ska bende øjeblik«.

En bog om kunst der forløste. Det danske Akademi 1981-1988.
Gyldendal 1988. Her behandler medlemmerne ifølge forordet »en kunstners, digters, tænkers værk, som har haft blivende betydning for den skrivende«. I syvårsperioden indtraf 25-årsjubilæet, og i den anledning har Thorkild Bjørnvig affattet en oversigtsartikel, bl.a. med sin personlige version af Akademiets opståen. Bogen slutter med et personregister til alle hidtidige fire bind over essayforfatterne, talerne og pristagerne.

Rungstedlundbilleder. Det danske Akademi 1988-1995.
Gyldendal 1995. Man har denne gang valgt at referere til den ydre ramme for møderne og arrangementerne, i forlængelse af nogle billeder fra Rungstedlund, hvormed den første syvårsbog sluttede – forfattet af Karen Blixen selv, Chr. Elling og Steen Eiler Rasmussen. Til medlemmernes nye bidrag er føjet øjebliksbilleder fra nogle af de nordiske digtere, som var gæster ved forfattermøderne.

Minderids. Det danske Akademi 1995-2002.
Gyldendal 2003. Et bind med minderids over afdøde Akademimedlemmer.