Til forsiden

Andet

november 2003 · besvarelse af prisopgave

Det Danske Akademi
udskrev i foråret 2003 en
prisopgave over emnet:

"Hvad skal vi med
dansk litteratur?".

Der blev udsat en pris
på 50.000 kr., og den
blev ved Akademiets
årsfest 2003 overrakt til
vinderne:

Henrik Hansen og
Kristian Husted.

Deres besvarelse -
i form af en brevveksling -
følger herunder:





Kære Kristian,

Det her en kort beskrivelse af, hvad jeg har oplevet i løbet af de seneste uger, snart måneder, hvor vi har arbejdet med disse breve og erindringer – jeg forestiller mig dem som stemmer.Det har ikke været nemt – hvorfor? Fordi vi har insisteret på, at litteraturen er personlig, er henvendt til Hr. og Fru HVEMSOMHELST. Fordi vi i vore breve har ramt (eller indrammet) de ting, som vi mener, en dansk litteratur kan have – og har -, samtidig med vi har forsøgt at tale om det fremmede, mens vi selv er blevet fremmede, fremmede i forhold til det danske sprog og Danmark.

Kort sagt: det er vel et kærlighedsforhold. En ven, en sputnik og en pacemaker. Vores litteratur har fulgt os, og når man pludselig skal forholde sig til den, så bliver man også nødt til at forholde sig til sig selv, fordi den er blevet en del af dig (af mig). Den er et hav af stemmer, af breve, som venter på svar. Det er ikke litteraturens problem, at vi forsvinder. Den sender sine breve, sine henvendelser, videre. Den binder os, generationerne, fællesskaberne, sammen.

Når vi har virket stive i vore breve, når vi har famlet, så er det, fordi vi ikke længere skrev breve til hinanden – til os selv! – men til akademiet og til litteraturen. Til litteraturen, som om den ikke var en del af os. Men litteraturen er en del af os. Vores venskab, vores fællesskab bygger på litteraturen. Vores venskab begyndte på grund af litteraturen, og hvis det en dag skulle ende, så vil det også være litteraturens skyld.

Det har hele tiden været en del af det usagte i vore breve. Alt det andet vi har delt, historierne, elskerne, rejserne, har altid været betinget af og en del af vores oprindelige fællesskab. Men fællesskabet er og var kunstigt, for i alle vore breve, i hele den sindssyge korrespondance forestillede jeg mig, hvad du ville skrive; og du skrev noget andet.Vi har forsøgt at gøre litteraturen personlig, at give den stemmer bag stemmerne. Jeg kommer til at savne din stemme blandt disse stemmer, dine breve. Den konkrete forpligtelse til at svare på noget, som ikke er dig, men noget fremmed. En stemme, der starter et hav af andre stemmer.

Hvor dette ender, det ved jeg ikke, men ”hvad er min viden værd, hvis ingen ved, at jeg ved det?” Jeg kommer til at savne dig, min trofaste ven. Hvor er jeg dog glad for, at vi mødte hinanden (den anden).

Din ven Henrik



Brev

Hvis vi en dag skulle finde på at mødes

(hvilket jeg i grunden tvivler på)

så lad os da for Guds skyld vælge et sted

hvor ingen af os har været før.

En eller anden forlagt ø i Ægæerhavet

eller en strand nær Alexandria.



Et sted, hvis natlige haver ikke straks

får os til at opleve os selv

som spøgelser, hvor folk ved synet af os

ikke straks kommer til at tænke

på den som døde siden vi sidst sås

og hvor vi ikke optræder i deres historier.



Vi kunne tilbringe natten sammen

med at drikke, tale om ingenting

og måske ro ud på havet i måneskinnet

og hvis vi ikke fandt på at drukne os

skilles lige inden solopgang

lykkelige, inden vi var blevet ædru.



- Hvis der altså findes et sådant sted

(hvilket jeg som sagt tvivler på)

et sted hvor selv visse sene solstrejf

og visse natlige træers dufte

ikke nu og da minder os om at vi har forsøgt

alt dette så mange gange før, uden held.

Ellers lad os opgive tanken om at mødes.



(Henrik Nordbrandt)

Ærede damer og herrer i Akademiet!

I vores besvarelse af Akademiets spørgsmål, har vi valgt at betragte den danske litteratur som et brev, som en opfordring til at mødes. Vi har stillet os selv og hinanden spørgsmålet, direkte og indirekte, personligt og upersonligt, i en række breve, men også via brevets særlige form. Først og fremmest på grund af vores fysiske adskillelse fra hinanden, men også fordi det for os var vigtigt at forholde os så personligt og så åbent som muligt til den danske litteratur.

Formen og indholdet, svaret og spørgsmålet, grænserne mellem de to er svære at opretholde. Konkret har vi forholdt os til den danske litteratur og brevet gennem en række danske – og udenlandske -forfatteres brevveksling eller breve. Vi har efterabet dem, diskuteret dem, mishandlet dem.

Vi har følt, at vi ikke kunne komme udenom at forholde os til Danmark gennem den frivilligt eksileredes optik. Flere af brevene udtrykker den samme trang til at rejse og til at beskrive mødet med det fremmede i det hjemlige og mødet med det hjemlige i det fremmede.

Ind imellem når breve ikke frem til deres modtager. Af og til indeholder de opfordringer til møder, som aldrig finder sted uden for brevets eget rum. Som i Nordbrandts digt Breve. Af og til længes brevene, eller er brevene, en utopi, et sted, som ikke er. Hvis man ikke kan mødes der, så vil man ikke mødes nogen steder. Vi har hele tiden forestillet os litteraturen som et sted, man kun kan besøge alene.

Selvfølgelig er litteraturen ikke et brev og selvfølgelig er vi ikke litteratur, eller dette essay. Essayets kernepligt har været at henvende sig til hinanden (den anden) gennem litteraturen betragtet som et brev.

Hvis Akademiet skulle beslutte at tildele os prisen, vil vi anvende en del af pengene på at invitere danske forfattere til at skrive (anonyme?) postkort til tilfældige danskere. Postkortene skal indeholde en begrundelse for, hvorfor modtageren skulle svare på denne henvendelse.

Korrespondancerne kunne siden udgives, hvis tilladelse gives.



Kære Henrik,

Tak for dit brev. Det er længe siden. Jeg har savnet dine småberusede, storhikkende kærlighedsbreve. En svensk-argentiner, hvilken vidunderlig bastard! Glæder mig til at møde hende – og især hendes veninder fra ”det argentinske miljø i Paris”!... Jeg forestiller mig ALT MULIGT: Sidste tango i Paris med une vraie argentiner-senõrita, hemmelige forsamlinger i store patricier-lejligheder, og så er der noget med eksilet, det sydamerianske eksil-miljø i Paris. Paris, eller rettere forestillingen om Paris, ville ikke være den samme foruden. Jeg ved absolut intet om det, men forestillinger, forestillinger! Federico Garcia Llorca, 30’erne, surrealisterne, - havde Anaïs Nin ikke sin oprindelse i Argentina? Store forventninger herfra til et snarligt møde med Miljøet!

Jeg er helt med på at (prøve at) skrive et essay om Hjemstavnens Litteratour. - Hvilket spørgsmål! Sjovt nok, så så jeg for nylig alle girafferne – medlemmerne af Akademiet – på Det danske Hus; de kom netop fra et besøg hos deres franske “moderorganisation” og læste op af egne værker. Til ære nok mest for en forsamling danskere i eksil og måske en enkelt eller fem franskmænd, som var der sammen med en dansk ven. Mærkeligt at sidde der med alle kanonerne hjemmefra og vide, at de er så lidet kendte her. Ikke fordi dansk litteratur er ukendt i Frankrig, jeg tror nok Jørn Riel og Henrik Stangerup læses. Efter oplæsningen blev der talt om sproget, naturligvis: det havde optaget de franske moder-medlemmer en del, hvilke forholdsregler man i Danmark tog overfor den anglo-amerikanske “sprog- og kulturinvasion” (jeg refererer efter hukommelsen). Man havde sagt, blev det sagt – jeg husker ikke af hvem – at dansk altid havde optaget elementer af fremmede sprog: latin, engelsk, fransk, tysk. Indflydelsen fra det anglo-amerikanske var derfor ikke noget nyt fænomen; det nye bestod i, at der var sket større ændringer i det danske sprog i de seneste halvtreds år, end der var sket i tiden før. – Kan det virkelig passe, eller svigter min hukommelse? Peter Laugesen indskød, at faren – hvis det altså er en fare – ikke kom fra den anglo-amerikanske indflydelse, men fra ”ekspertsprogene”. Jeg tror, han mente, enten at den voksende udbredelse af idiomatiske sprog var en trussel imod et fælles sprog, eller at danske videnskabelige afhandlinger i stigende grad skrives på engelsk, så det danske sprog mister viden eller vidensproduktion. Han brugte vist ordet “domænetab”.

Pia Tafdrup læste op af sin digtsamling Hvalerne i Paris. Hvalen var et billede på Paris, metropolen, sagde hun. Dén er jeg med på: jeg kan sagtens se Paris som bugen på en kæmpe blåhval, opulent og rummelig, fyldt op med alskens vraggods og skrammel og rigdomme fra Verdenshavet, fra VerdensKulturen. Jeg tænkte selv for et stykke tid siden hvalen som et billede på det eksotiske, det svært indkredselige, det blandede, da jeg hørte en sang og et interview i radioen med Natacha Atlas. Sangen var banal og ligegyldig, men hende: Rødder i Europa og i den arabiske verden, hvilket også gælder hendes musik, som er en blanding af ligegyldig europæisk-amerikansk pop og arabiske og afrikanske elementer: hendes frasering er arabisk (strubelyde!), og der er rytmer fra raï og zouk (tror jeg) og ragga. Hun taler seks eller syv sprog: tunesisk mor og italiensk far, eller noget lignende, opvokset i forskellige europæiske lande.

Hun er hvalen, og hvalen er fremtiden: fremtidsmusik og fremtidens hersker: fra det fjerne, dybe ocean (fremtid, eksotisme) udsender den sine tidsforskudte kaldelyde, som vokser over enorme afstande, mens modtageren tålmodigt venter nyt langt derfra.

Vi lytter, måbende og fascineret, med. Vi gammeldags én-nationsfødninge.

Atlas: hendes navn indvarsler et nyt verdenskort. Hvalernes Atlas.

Det samme kunne man sige om den danske gruppe Outlandish, som lige nu har kæmpesucces i Tyskland (jeg besøgte for nylig S.) og på MTV. Gruppens medlemmer har vidt forskellige oprindelser og de synger i nogle af deres sange på flere forskellige sprog. Hvad forener dem? Musikken? Indvandrer-status og udlændighed? Brøndby Strand? Det danske sprog?

Jens Smærup Sørensen læste et uddrag fra sin bog ”Breve”, hvor en almindelig dansker skriver til Djævlen som svar på dennes tilbud om at købe hans sjæl. Sproget – og humoren – var småborgerens omstændeligt-højtidelige efterligning af et vist officielt brev-sprog, sådan ”offentlig skrivelse”-agtig, brev-til-kommunen, undertegnede, ihvorvel, med samt. Jens Smærup Sørensen havde en interessant kommentar til sine ”Breve”, nemlig at djævle-pagter ikke længere er forbeholdt ”Litteraturens Store Sjæle” (Faust, Ivan i Brødrene Karamazov), men nu også – eller udelukkende - litteraturens små, småborgeren, gennemsnitsmennesket. Pointen var måske, at Litteraturen ikke længere tilhører Sjælen, den store, den Skønne, men Hvemsomhelst, forskellige variationer over det Gennemsnitlige, Almindelige, Borger-menneske. Jeg forvansker måske en smule, hvad der blev sagt; ja, jeg tillader mig tilmed at drage konsekvenser eller paralleller i følgende Diskussions-oplæg, der kan eller kan-ikke indgå i vores overvejelser:

Forestille sig to Litteraturer: én, der er National, eller fremstilles som sådan i visse medier og fantasier. Den danske Litteratur, Den danske Roman, Det danske Digt, Den danske Sang er en ung Blond Pige, osv. Og én, der er Over-national, eller Trans-national, nemlig ”avant-garden”, ”modernismen”, ”det postmoderne métro-kortprosa-langdigt”. Skellet er måske identisk med det, ”man”, det vil sige – senest – direktøren for et større dansk forlag og en dansk dramatiker (you know who), har draget imellem en ”realistisk” (national, særligt dansk) og en ”eksperimenterende” (u-national, u-dansk, uden-landsk) litteratur. Men jeg tror ikke, skellet mellem det nationale og det over-nationale har nogen gyldighed på litteraturens område længere. Hvis det overhovedet nogensinde har haft dét. Selvom der skrives på forskellige nationale sprog, er de afgørende forskelle eller skel over-nationale, og jeg tror de væsentligste fællesskaber i dag er transnationale, interessefællesskaber, snarere end nationale sprogfællesskaber. Ingen litteratur skrives til – eller om – en hel nation, men til forskellige udgaver af (små-) Borger-dyret, som er en over-national bamse. Måske siger det mere om en bestemt læsers litterære præferencer, hvilke programmer han ser i fjernsynet, end hvilket land han kommer fra.

Akademi-medlermmerne diskuterede, om litteratur kan oversættes, eller om en oversættelse vil være et helt nyt værk i forhold til sit forlæg. Peter Laugesen mente det var umuligt at oversætte f.eks. poesi, Rifbjerg var af det modsatte synspunkt. Jeg tror ikke, man kan oversætte f.eks. Smærup Sørensens fremstilling af en danskers kejtet-højtidelige brevskrivning. Men man kunne sagtens forestille sig den samme henvendelse fra en småborger til Djævlen skrevet på fransk, i et sprog som efterligner en fransk småborgers særlige måde at skrive officielle breve. Enhver kender disse breve, f.eks. fra familiemedlemmer som ikke er vant til at skrive, men kender dem naturligvis på sit eget sprog. Det er humoren, en levende og tilegnet viden om hvilket sprog og hvilken sprogbruger der ligger bagved, som ikke kan oversættes.

Til slut vil jeg bare sige, at jeg er glad for din henvendelse. Vi ser og skriver alt for lidt til hinanden! Jeg husker stadigvæk vores ”tutorgruppe-morgenmad” og gåturen bagefter langs Nyhavn, i solskin, og dig i dine sandaler, som jeg syntes var grimme (det har jeg aldrig sagt!), og som jeg senere har set hos dig både i Berlin og Bruxelles... De forlader dig aldrig, og jeg bliver glad hver gang jeg ser dem.

Og så har Eiffeltårnet fået nyt lysshow! Lige nu gnistrer det med hundrede - eller måske endda tusinde! – blinkende lys. Som en kæmpe-stjernekaster. Og i toppen: en kæmpeprojektør, hvis lys fejer henover mit Raskolnikov-kammer. Kæmpefyrtårnet lyser vej i mørket for alle Hvalbyens små, fortabte hvaler.

Din egen lille hval

sang

Kristian



Kære Kristian.

Jamen så lad os det. Mit hoved er stadig rundtosset efter en tur gennem undergrunden. Her fra ottende er jeg ikke længere sikker på, om jeg er tættere på himlen eller om undergrunden stadig sidder (hvorfor egentlig ikke står eller flyder?) i min krop. Som sølv eller kviksand. Noget som trækker mig ned. Tiden går stærkt under jorden, sagde en af mine venner i Berlin. Det fik os til at tænke på endnu et fiktivt værk, det som du forleden kaldte fremtidsarkæologi. Historien om Eurydikes liv under jorden i de dødes rige, fra det øjeblik Orfeus vender sig om og hun forsvinder. Som min skygge, da jeg gik fra gaden ind i din kulsorte trappeopgang, - hvor blev dén af? Hvad ville hun have tænkt dér i mørket? Som at være lukket inde i en hval. Jeg har ikke læst Pia Tafdrups Hvalerne i Paris, men i Berlin mødte jeg en engelsksproget digter, en stor korpulent kvinde, som havde kendt Tafdrup, mens hun boede i Paris – hvalbyen – og skrev bogen.

Nok om disse minder. Skal jeg have ondt af Eurydike? Er man en Eurydike i byen? Du venter på nogen, der skal komme, og som vil fortrylle dig, hive dig ud af den døde verden – som en prop af en flaske - til en anden verden. Det er en sørgelig betragtning. I stedet kan man tænke på Jonas og hvalen. Jeg har lige læst historien igen, og det er skægt, som ens forestilling om visse klassiske, arketypiske fortællinger er vidt forskellige fra den egentlige tekst. Sådan er det vist med meget, for hvor meget kender vi på første hånd, hr. Polyhistor? Historien handler om Jonas’ utaknemmelighed, ikke hans heltegerning, som var at redde en by og et skib. Sig selv kan han ikke redde.

Vi er utaknemmelige. Den lykkelige slutning er aldrig god nok, og måske ville Eurydike også have begrædt endelig at blive slæbt ud af hvalens bug, op på land.

Der ér en litteratur i Danmark, som ikke længere er europæisk, men heller ikke længere dansk. Der er en række forfattere, som ikke længere er danske, men bare skriver om det danske. Faktisk, nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg ikke huske en rigtig dansk forfatter. Jeg kan huske, at Borum engang skrev, at Schade ville være det danske bidrag til en kanon over den moderne Litteratur. Det var noget med humoren, såvidt jeg husker. Det betyder ikke, at den danske litteratur ikke bruger den samme form som andre litteraturer, men at der er en stemning, en vis følelse, eller måde at tænke på. Ikke kun et folkesprog, men en folkesjæl. Fra hvalens bug. Hvis Borum har ret, så er avantgarden en form, som man kan fylde med sin folkesjæl. Et syret postkort, hvis grænse fyldes ud indtil man møder den luft, man ikke kan skrive videre på. Kan man så stille kravet, at en forfatter skal skrive nationalt?

I 1800-tallets Europa begyndte man højt at besjunge det kære fædreland. Her i Belgien, der blev selvstændigt i 1830, dannedes med ét, som svampe på en næsten nyslået græsplæne, litterære selskaber, hvis formål var at støtte den nationale litteratur. Forbilledet var naturligvis Frankrig, og det i stigende grad stærke, bedsteborgerlige Franske Akademi. I Belgien, ligesom i Frankrig, opstod en fejde mellem akademiet og de avantgardistiske forfattere. I Frankrig stod Flaubert i forgrunden for det såkaldte ”modernistiske oprør”, støttet af Baudelaire. I Belgien var det en generation af de unge, som ikke længere ville affinde sig med Akademiets definition af det belgiske. Det var et oprør imod den litteratur, som blev skrevet for det store marked, føljetonerne.

I sin underdanighed i forhold til sine store naboer havde Belgien altid målt sig med sin franske nabo og forsøgt at vinde slagene med de parisiske, litterære moder, men altid havde Paris vundet. Hvis man ville overleve som (fransksproget) forfatter, så var Paris verdens centrum. Fra Paris kom al litteratur. Fra Paris kom den gode smag. I Danmark har vi ikke denne konkurrence. I Danmark har vi vort sprog, som kun eksilet kan true. I Danmark kan vi tillade os at sætte grænser for litteraturen, for markedet.

I Bruxelles kopierede man i lang tid de franske bøger. Man genoptrykte dem uden at betale penge til forfatteren. På den måde overtog økonomiske interesser markedet. Litteraturen blev for alvor en vare. Ingen støttede den belgiske litteratur, for den kunne ikke sælges. Man forsøgte at samle penge sammen, som kunne støtte udgivelsen af ægte, belgiske værker, men staten var ligeglad, og støtten til litteraturen var minimal. I tidsskrifterne, blandt de få lærde og i Akademiet, beskæftigede man sig imidlertid konstant med dette spørgsmål: hvad er belgisk litteratur, hvordan ser den belgiske sjæl ud? Som regel blev spørgsmålet besvaret via historien. Man udvalgte heltemodige episoder, skrev ridderromaner om de tapre belgieres (flamlændere, valloner) kamp mod den fremmede overmagt. Eller man skrev sædeskildringer fra livet i det belgiske folkedyb. Den folkelige fortæller blev en national helt; han som kunne spejle det ægte belgiske.

Den belgiske litteratur stod stille i sin egen selvtilfredshed, akademiet blev fyldt op med forfattere, som ikke søgte det nye. I 1882 skulle det belgiske akademi uddele den femårige pris til et forfatterskab, som havde hædret det belgiske. Man mente i Akademiet ikke at kunne finde et værdigt værk. Man stemplede den belgiske litteratur som ligegyldig, som uværdig i forhold til den Store (franske) Litteratur. Så rejste de unge sig. Deres fantasier løsrev sig, og deres fortællinger. De ville selv bestemme, hvilken litteratur de ville skrive! Tidsskrifterne svømmede pludselig over med et militært sprog, avantgarde, opfordringer til slag, der skulle kæmpes mod det romantisk-nationale og mod Akademiet. Akademiets ”bogstavelige” magt var brudt, og en ny litterær og kunstnerisk elite – de ”bukdahlske”, ”brostrømske”, ”skyumske” kritikere – begyndte at sætte en anden målestok for den belgiske litteratur, ikke længere som isoleret og i strid med den franske litteratur, men i frodig udveksling med Paris. Lysten og glæden ved at skrive, den direkte kontakt til Paris, til litteraturens hellige centrum, blev dyrket. De flamske (men frankofone) forfattere skrev underlige, symbolistiske digte og realistiske romaner og fortællinger på fransk. Selv i Paris beundrede man de belgiske forfattere, som havde tilført ”deres” sprog en eksotisk fremmedhed.

Alting gik godt nogle år, men den belgiske litteratur flyttede langsomt til Paris, for markedet var trods alt så lille bitte i Belgien, og Paris var kraftcentret for det nye. De (fransksprogede) belgiske forfattere havde nu kun hånlige ord tilovers for Bruxelles, og i lang tid så de ”rigtige” belgiske forfattere, såsom Henri Michaux, ikke Belgien som deres fædreland. De tilhørte Litteraturens Fædreland, Paris.

Hvordan kan man løse dette problem? Konflikten mellem en litteratur, som ikke føler sig som en del af andedammen, den grimme ælling, og litteraturen, som kun vil skrive som Blicher om den jyske hede. Skal den danske litteratur være litteratur eller dansk? I Belgien hylder man i dag de hjemlige forfattere, der har succes i Paris, som om de var helte, rigtige helte, fordi de har bevist, at Belgien er noget andet end Paris. Noget i sig selv. Man tør ikke være national, men man er patriot alligevel. På trods måske. Det er rigtigt, at det er dagbladene, forretningerne, som fremelsker den slags, fordi litteraturen er en handelsvare. Og der er måske ikke en objektiv forskel imellem den danske litteratur, og for eksempel den norske (humoren?); Jan Kjærstad kunne måske have været dansk? I det store hele bevæger de sig ad den samme strøm, den samme mode.

Alligevel elsker jeg den danske litteratur, fordi den er en del af mig, af mit spind af minder. Litteraturen er personlig.

Karen Blixen skriver fra Afrika: ”I skriver om, at Tyskland kun drømmer om revanche; men det kan man jo også forstå, og det var jo hvad, Frankrig levede for i alle årene før krigen. Jeg tror nok at Tyskland ville være endnu grummere mod de besejrede, hvis det havde vundet krigen, men jeg synes sandelig, at de andre er gale nok; hvad du siger om, at Tyskland kun ville lade Frankrig beholde ”sine øjne til at græde med”, synes jeg heller ikke er langt fra, hvad Frankrig, - hvis de kunne, - ville gennemføre overfor Tyskland; og kan man have nogen sympati med en nation, som vil holde en anden nede som slaver?”

Det er ikke en kamp mellem forskellige litteraturer. Den ene litteratur er ikke den andens slave. Der er en drift, en darwinistisk trang til at gøre det til en kamp om overlevelse. Litteraturen kæmper vist mod noget andet. For det danske? Det danske sprog? Det håber jeg da. Og mig. Den danske litteratur står ikke kun skrevet ind på et atlas over al mulig litteratur, den står også på mit atlas.

Det var godt at høre fra dig. Nu står solen så højt på himlen, at jeg må forlade brevet. Der har dannet sig mørke rande af sved på min skjorte, mens jeg skrev brevet. Afrikas hede og tagene reflekterer en nådesløs glæde.

Fra hullet

Henrik



Min kæreste og modigste entreprenør!

Fra et andet hul lød det engang, lød det fra et Kældermenneske: “Se godt efter! Vi véd ikke engang i dag, hvor livet holder til, hvad det er, og hvad det hedder”.

Som når jeg forestiller mig, at jeg står i et leret hul og ikke kan komme op, væggene giver efter, jeg træder blot klumper af væggene i mit forsøg på at komme op, og godt så -, så vil jeg slet ikke op! så træder jeg med vilje større klumper af væggene, i trods, så vil jeg glide afmægtigt ned, og at mine bestræbelser er nytteløse, så tager jeg nytteløsheden til mig og gør den til en gestus, så står jeg dér og graver mit hul større og vil slet ikke op længere. Nydelsen ved afmægtigheden. Måske vil jeg, og det sker at jeg vil, ligesom Kældermennesket, så langt ned i hullet, som man kan komme, dér hvor man kommer ud på den anden side, ud til lyset på den anden side af Dødsriget? Er hullet en tunnel, og er der lys for enden? Eller kommer man bare om til kineserne?

Jeg ville slet ikke bringe religion ind i dette, men det sniger sig umærkeligt ind alligevel. Jonas har uforvarende forvildet sig ind i dit brevs fede hval-bug, og sådan tager vores breve hele tiden uventede retninger i mørket. Produktive misforståelser. Selektive forståelser. En metafor bliver til noget helt, helt andet, og hvalen er en fisk er en by er et brev er et dødsrige.

Med religion mener jeg naturligvis helt specifikt forestillingen om frelse, om at blive reddet, om at blive bragt ud af mørket. Jeg har altid forestillet mig, måske siden en Disney- eller anden tegnefilm, at Jonas havde pandelampe på. Som en minearbejder. Og alt det vraggods, lampen fandt i mørket omkring ham. En vigtig pointe i lignelsen, som du overser: Jonas vidste ikke, om han nogensinde ville se dagens lys igen. Jeg forestiller mig, at hans pandelampe kun har oplyst isolerede punkter i mørket. Ligesom vores historiske mørke og denne uvidenhed om, ”hvor livet leves lige nu”. Livet med stort -L.

Vi har talt om grænser, mest om de geografiske, men også lidt om de formelle, dem der gælder for litteraturen. Hullet er det grænseløse, dér hvor alle konturer forsvinder, hvor alt er muligt, og intet derfor realiseres. Hullet har alt at gøre med litteraturen. Jeg er flere gange stødt på den forestilling, specifik måske for det 20. århundredes europæiske litteratur, at bogen, det enkelte, forsvindende, individuelle skriftlige værk, er “noget”, en genstand og en gestus, der ligger, henkastet, placeret tilfældigt eller demonstrativt iøjnefaldende, med sin tavse bøn, eller som en tavs bøn, om at blive samlet op. Af Hvemsomhelst. Jeg tænker på Batailles formulering, at “Mennesket er en bønfaldelse uden svar.” Bogen er, hvis ikke en bønfaldelse – jeg bryder mig som sagt ikke om denne religiøse drejning, men føler heller ikke jeg helt kan undgå den - så i det mindste en henvendelse, som vi besvarer på en helt, helt anden måde. Hvis man forestiller sig henvendelsen som en bestemt intention eller et bestemt spørgsmål.

Kældermenneskets: denne vrissende søgen efter en ny grænse i mørket, på én gang en forkastelse af de herskende grænser, af enhver kendt grænse, og et forsøg på at skrive sig frem til en ny grænse, at fremskrive den sidste, den sande, den eneste grænse. Og hans forkastelse af ethvert “2 + 2 = 4”.

Og så sker der måske det, når vi samler bogen op, enhver bog, at vi sætter en grænse for den, at vi tillægger bogen den grænse, den sluttethed og det fællesskab, som den efterspørger. Men ”vi” er Hvemsomhelst og hvilkensomhelst grænse, et hvilketsomhelst fællesskab. Og samtdig sker der dét, at bogen ophæver mine grænser, at den taler til dét i mig, som vil at jeg skal være noget der ligger, som den, henkastet. Ligger som noget der kan samles op. Op af hullet. Ud i lyset.

Jeg er, som du kan høre, grundlæggende modstander af at stille specifikke krav til litteraturen, det vil sige til dem, der skriver den. For den, som sidder i mørket, i hullet, og skriver ind i uvisheden, forstummer dén slags krav alligevel helt af sig selv. Tomas Tranströmer skriver i et digt:

“Man går længe og lytter og når så til et punkt/ hvor grænserne åbner sig/ eller snarere/ hvor alting bliver grænse. En åben plads/ nedsænket i mørke. Folk strømmer ud/ fra de svagt opløste bygninger omkring/ den. Brus af stemmer.”

Jeg forestiller mig, det er dér litteraturen skrives.

Litteraturen har længe bevæget sig i grænseløshedens land, hvorfra den har formuleret det grænseløse, det gudeløse menneske. Og selve grænsedragningens område har flyttet sig, er rykket tættere ind på kroppen, - ind i kroppen - og dens grænser, åbninger og huller. Kroppen er blevet et sidste grænsedragningens sted. Man burde skrive det 20. århundredes litteraturhistorie som en undergrundens, et hullets, et boets og et blindgydens historie. Og den skrivende er en minearbejder.

Og jeg lytter til en CD med Peter Laugesen og Mindspray, “Howl on!”: “Jeg har gået i storbyens gader og set menneskene dér gå rundt som personer i en meningsløs tegneserie. Allesammen bærer det helt rigtige tøj på den helt forkerte måde, der er karakteristisk, og de véd det allesammen, men ingen gør noget ved det, sådan skal dét være. Jeg har været der selv og prøvet så mange gange at gøre det helt rigtigt og virkeligt, og er hver gang endt det samme sted, i det fænomen man kalder kunst. Hvis dét er det eneste sted, hvad så?”

Kristian

(fra ottende)

PS: Har du lagt mærke til, hvordan vores brevveksling efter at have nået et vist omfang, er blevet til en samtale: “vi har talt om”, ikke “vi har skrevet om”?



Til den ottende.

Ikke flere huller. Nu har jeg siddet på taget det meste af dagen (og sovet en smule, selvom bøgerne, avisen, og byen lå åben foran mig), mens naboen langsomt klædte sig på, klædte sig af. Og var det nu en drøm, eller bare endnu en af de syner man får, når kviksølvet stiger fra normalt til for galt! Termometret eksploderer så hørligt, så lettere usynligt i denne varme. Hvor er det vidunderligt så at kunne se solen gå ned over byen og farve tagene igen, efter den, solen, lyset, som du skrev (lysten, begæret) havde stjålet de farver. Mens jeg sad der ude på taget, læste jeg i Halfdans Rasmussens faxer til Johannes Møllehave. I en af dem skriver han om en drøm, hvor han har set sin afdøde kone i en lade. Hun har en pensel i hånden og forsøger at give et maleri nye farver, stærke farver. I stedet bliver det gråt, grænseløst.

Bruset af stemmer, som ikke længere er skilt ad fra kroppen.

På taget havde jeg den samme fornemmelse af at flyde sammen med byen – og af at blive suget ud mod kanten og ned. Mine briller var små magneter, og hele tiden tænkte jeg: ”nu falder de ned, snart, snart”.

Jeg nægter at falde i det hul! og klamrede mig derfor til tæppet og taget og tankerne, som også befandt sig et andet sted. Jeg læste dit brev. Det fik mig til at tænke på, om jeg mon var en Jonas, en Orfeus eller en Eurydike? Er litteraturen utaknemmelig? Næ. Er litteraturen en sanger, en sang, en henvendelse, en beskrivelse af verden? Eller er den som Eurydike det tavse svar? Den store, ugyldige tavshed. En tavs bøn skriver du. En henvendelse skriver du. Hvad betyder det? Eurydike er ikke en henvendelse, hun er den tomme venten (for hun venter ikke på NOGEN, ikke på Orfeus). Eurydike er bare en skygge, en ting, der forsvinder, et minde.

Hullet er en tunnel, men er der en ende? For det her er mindearbejde, ikke minearbejde. Hun er et minde, den afdøde kone, som står og maler med grå pensler. En gammel edderkop, der sidder i et spind, og hver gang minderne rammer, bevæger han sin langsomme krop mod fluen for at æde dens levende blod. At leve i minderne og langsomt blive til mindet om minderne. Et tågehorn, som ikke har lyst til at synge. At blive ved med at beklage at man ikke skriver om noget, når man skriver om sig selv. Et ”sig selv” som er så knugende virkeligt, at det ikke kan blive mere. Når mindernes verden reflekterer de breve, som modtages fra forskellige byer, som ingen smag har. Intet grønt græs. Det eneste, der står tilbage, er de grønne træer, som beder om at blive klædt af til efteråret.

Litteraturen er ikke en bøn. Hvorfor skulle den bede nogen om noget, den har da ikke brug for noget? Litteraturen er et tomt svar på et spørgsmål, som jeg i hvert fald ikke har stillet. Den står bare der og dirrer, som et minde i et spind. Mindelunden. Det er så underligt, hvordan man vænner sig herude til at leve i minderne, eller i tankerne på noget som er langt borte, så man mister følelsen af afstand, ikke bare i rum, men i tid. Jeg kan ikke forklare, hvordan det er, det bliver for én, - men jeg kan ikke mere have en stærk følelse af, at der er en forskel på fortid og nutid. Thomas siger at Einstein siger det samme: at de samme love gælder for tiden som for rummet; vi befinder os ganske vist selv på ét bestemt sted, men det er kun en fordom at tro, at de andre steder i tid og rum derfor ikke skulle eksistere på ganske samme måde. Med en så stor autoritet som Einstein kan jeg vel så have lov at tro på sandheden i det, som jeg ikke kan udtrykke, men aner eller føler så stærkt. Hvis jeg nu ikke mere kom hjem, så ville jo f.eks. den gamle vej gennem lunden eksistere lige så meget for mig og være ligeså sand som Lauras anlæg, som kom i stedet for. Det er ligesom med sundet og Folehave Skov, der ikke er her, hvor jeg er; men jeg er ikke så kortsynet alligevel at begynde at tro, at de derfor ikke er til mere...

Grænserne viskes ud... nej, de er der. De er ligeså håndgribelige, som det hår jeg har mistet og mister. Det er min krop, som forsvinder, og mine minder skaber en grænse til den krop, som var.

Ja, jeg var frustreret, men hvad fanden skal man gøre? Skubbe den frustration ned i et hul eller ud på kanten af taget? Der er ingen magneter i min frustration – jeg er magneten for min frustration, den hæger sig fast til mig.

Der er kun én ting, jeg tror på i dit brev: litteraturen er til hvemsomhelst. Den er skrevet allermest, som det brev, hvor man skriver til en anden og til sig selv. Det du skrev engang, at (du forestillede dig at) jeg stod bag dig og så dig skrive, som om du allerede havde svaret på dit brev i postkassen, før du havde sendt det. Som om dit brev i sig selv var et svar, men et tomt svar. Et lille spejl, hvor du kunne se en anden i dig selv. Den ene litteratur ser den anden i øjnene, som jeg ser dig i øjnene (og forsvinder eller bliver her?). Hvis grænsen sættes, så er det kun for at bekræfte en(dnu en) forskel. Den er ikke grænseløs, den litteratur. Og den er ikke det eneste sted, den er fortid og nutid, der er ingen forskel mellem de to. De eksisterer begge ved siden af hinanden, og forstår hinanden ligeså lidt, som vi gør. Af og til. Og af og til rækker vi hinanden hånden. Men for det meste skubber vi til hinanden, så vi falder ud over taget og ned over byen som en Strunge. Hele tiden mod grænsen. Grænseløs grænse. Er det ikke det, din svenske digter skriver? Et postkort, der aldrig kan fyldes.



Så lad mig fylde mig selv med de sidste Elefanter. Girafferne står og skråler mod himlen, og heroppe fra er der ikke meget udsigt, når først lyset det slukkes. Allerhelst ville jeg være dit juletræ.

Henrik



Kære Henrik,

Tak for dit brev. Jeg var på biblioteket i dag og fandt, som du foreslog, Henry Millers og Anaïs Nins korrespondance. Jeg sad derinde det meste af dagen og læste indtil jeg ikke kunne længere; det er hårdt at læse engelsk, når det meste for tiden foregår på fransk! Men hvor blev jeg grebet! Brevene besidder en sjælden intensitet, en styrke og en livskraft, som inspirerer og udfordrer sin læser til en lignende livsudfoldelse. Om ikke i andet, så i det mindste i grådig læsning og beruselse i brevene selv... Der er vilje i disse breve, især og ikke mindst viljen til at skrive, til at (om- og gen-) skabe i skrift, hvad de to elskende netop har skabt eller vil skabe sammen. Og i det hele: viljen til at leve i og gennem skriften. Henry og Anaïs var begge to lige så meget forelskede i skriften, i forfattergerningen, som de var i hinanden. Hvis ikke mere: ”in love with eachother, for a time, but, above all, in love with writing”, som bogens redaktør skriver.

Men hvem kan bestemme, hvor grænsen går mellem liv og litteratur? Efterhånden som jeg bladrede igennem korrespondancen, fik jeg et indtryk af, at de to forfatteres lyst til at skrive voksede proportionelt med deres voksende lyst til hinanden og til at skabe et liv sammen - selvom Anaïs til det sidste nægtede at forlade sin mand.

Som du ved, har jeg selv haft problemer med at adskille liv og litteratur i mit eget liv. Uden tvivl havde det fra starten en hel del at gøre med den geografiske og sproglige afstand imellem L. og jeg. At vores forhold tidligt fik et liv i breve. Og måske var min beruselse på biblioteket i dag ikke uden forbindelse til dengang Anaïs Nins og Henry Millers forhold slyngede sig ind i vores forhold.

Jeg stødte første gang på Anaïs Nin og Henry Miller i 16-17-årsalderen. Jeg sad nede i kælderen derhjemme og bladede i min mors gamle Alt for Damer. Efter et par numre havde jeg godt gennemskuet, at der ikke var meget at komme efter: ingen nøgne damer! Højst en blottet ryg, et retoucheret bryst i en Sanex-reklame... Da var det, jeg i et af numrene stødte på et par stills fra filmen Henry and June, baseret på Anaïs Nins bog af samme navn, om hendes dobbelte erotiske forhold til Henry Miller og hans kone June. Der var ikke tale om noget opsigtsvækkende indhold i disse billeder, to let påklædte kvinder (June og Anaïs) i en rodet seng, en mand med hat og overtøj ved fodenden (Henry), men i Alt for Damer virkede billederne obskøne, farlige, inciterende.

Nogle år senere, da jeg havde mødt L., læste jeg i PRESS et interview med en færøsk digter, jeg tror det var Tóroddur Poulsen, som mente, at Anaïs Nins dagbøger var den bedste seksualundervisning man kunne give de unge i skolen. Da var det jeg tog Henry og June ned fra mors og fars bogreol.

Netop på det tidspunkt boede L. i London, og jeg havde bogen med, da jeg tog på studietur til London med gymnasiet (jeg havde fået det arrangeret sådan, at jeg kunne bo hos hende). En dag kort tid inden havde jeg ringet til hende. Pigen som tog telefonen havde sagt: ”Hun er ude med sin kæreste”. Jeg havde selvfølgelig aldrig hørt om nogen kæreste, troede sådan set det var mig, og tog afsted i overbevisningen om, at der dybest set ikke kunne være andre end mig i hendes liv, ikke virkeligt. Da jeg erfarede, at hun ikke ville gå i seng med mig fordi hun gik i seng med ham den anden, forsøgte jeg med Henry og June som reference og autoritet at overbevise mit tavst blødende hjerte om, at L. sagtens kunne elske mig og ham den anden på samme tid. Ligesom Anaïs Nin havde elsket sin mand Hugo og Henry Miller og sin psykoterapeut og sin fætter og June. Aldersforskellen mellem L. og min rival var i øvrigt ca. identisk med den der var mellem Henry og Anaïs.

Sådan kunne jeg ikke bare affinde mig med den nye situation, men på én eller anden måde løfte vores forhold ind i en helt ny og mere spændende dimension. Ind i kunstens parallelunivers, hvor L.’s afvisning af mig til fordel for en anden mand blev til noget helt andet, til et 1930’er-agtigt trekantsdrama i parisisk stil. Det var måske sådan jeg fik smag for at skrive.

Kort tid efter tog L. hjem til Australien, hvor jeg besøgte hende året efter. Hun var i mellemtiden blevet religiøs og havde igen fået en ny kæreste (ham der introducerede hende for hendes nye religion). Jeg kunne derfor ikke bo hos hende, men måtte tage til takke med hendes mor, som boede i en lejlighed i den samme ejendom, men et par etager længere oppe. Her fandt jeg Henry Millers I krebsens vendekreds, som med sin promiskuitet og sin vitalisme og sin kropslighed på én gang blev mit lille oprør midt i al synds- og frelse-snakken, men også en påmindelse om, at jeg stadigvæk levede i en verden af indbildninger og poetiske dagdrømmerier. Mens hun var gået videre... – Eller, slår det mig nu: var trådt ind i andre indbildningers verden?

Vi kunne på en måde slet ikke tale sammen længere, det var som om det religiøse havde ændret hele hendes sprog. Midt i det hele afslørede hun for mig, at hun engang havde været i seng med A., en pige vi havde gået i skole med og som jeg selv dengang havde begæret stærkt uden at ville indrømme det for mig selv. Utroligt, som vi taler sammen uden at høre det samme! For L., tror jeg, var afsløringen ren illustration, eller demonstration, som skulle vise mig, at hun havde været mig utro med en anden pige – det med englænderen vidste jeg jo allerede – at så groft havde hun syndet, og så kunne jeg da vel nok se nødvendigheden af nu at tage korset på sig. Hos mig vakte afsløringen bare jalousi og – mest af alt – fortrydelse over at hun på en måde havde realiseret, hvad jeg selv havde drømt om men aldrig turdet realisere. Hun havde realiseret mit begær.

I dag, på biblioteket, havde jeg den samme blandede følelse af ophidselse og misundelse og fascination og angst over for Anaïs Nins radikale fordring på det hele. Og jeg følte mig som et barn, man har svigtet, og som ikke er gammel nok til at lege med.

Kh.

Kristian

PS. A. har meldt sin ankomst i København i midten af august, hvor jeg tilfældigvis er hjemme på ferie! En smule nysgerrig er man vel altid.



Kære fortvivlede Kiste!

Det er rart at høre fra dig igen. I nat drømte jeg, at jeg fik besøg af en gammel ven (og). I dag kan jeg vågne op til den sagte knitren af dine sider. Hvordan går det? Det er et spørgsmål jeg burde stille til mig selv. Alting er så meget anderledes her. Når man bor i en by, hvor ikke alle taler det samme (hvilket?) sprog.

Jeg kender din historie om L. Den forbandede kærlighed. Jeg savner ikke den smerte, du skriver om. Med E. er alting anderledes. Jeg oplever byen på en anden måde gennem hendes øjne (der er en særlig måde hun ser på byen, indtager byen, indtager mig). Vi går gennem byen, men jeg ser kun på hende, og på den måde hun ser på husene. Når hun siger noget om byen, så bliver det byen. Hun er en betragter. Hun betragter mig, når vi går i seng sammen – svært, så forbandet svært. Hun ser mig elske med hende, og jeg forsøger at forstå mine egne bevægelser, når jeg elsker med hende. Jeg skal have hende helt tæt på mig som ”Asking myself over and over, does she look at men always with those steady eyes?... And then, invitation to walk through the country, to walk, not through the country but to some obscure inn, to waylay you with wine, smell out your Arab blood. Your blood – I want a smear of it to put under the microscope. Once you came within a foot of me, face to face, the back of a chair between us – how did I ever restrain myself? And there were other times I felt only your mind, and your mind is slippery, it gets between my thoughts and I have to squirt sand or the wheels will slip… Fear that you are coming close to me as you would to some monster, that you are studying me – heretofore I have always done the studying.”

Hvilket monster er det, vi kæmper med?

Godt at du har haft tid til at se på brevene. Jeg vil se på dem igen i løbet af i dag (efter dette brev, efter alle disse breve, efter mere eller mindre af mig selv). Jeg har to bøger foran mig, mit arbejde som venter og en trist morgen med regn, øsregn, fra en utaknemmelig himmel. Lagde du også L.’s blod under mikroskopet eller var det mon hende, som betragtede dig, mens hun langsomt skar mere og mere kød af dig?



Jeg ved godt, at du føler dig forpligtet til at affærdige Miller og Nin som et par forfattere, der kun brugte brevene til at styrke deres egen forfængelighed, men det er for nemt. Der er så meget mere i deres begær, som ikke er litteratur (eller er det?)...tag mig, jeg elsker din kusse, jeg er så alene og stiv.

Ærlighed er en ærlig sag. Jeg kender ikke Henry Miller... fra andet end mine forældres reol (den som nu er forsvundet til fordel for et større køkken). Dér stod bogen. Hvorfor tænkte jeg på hans breve? Hvorfor bad jeg dig finde dem frem? Det var ikke på grund af Hr. Poulsens seksualundervisning, selvom det er en fristende tanke. Jeg har læst dem nu, og intensiteten i henvendelsen, det skjulte begær, deres spil og deres ærlighed (ærlighed mere end kærlighed?) ryster mig. Den berører mig, som jeg berøver min kæreste hendes frie krop. Hendes frie krop, fri til at være en anden i min. Jeg tror (altid denne tro), at jeg ikke vil være helt den samme mere. Jeg. Hader dette altid tilbagevendende. Hvorfor skriver vi ikke breve til hinanden? Det er det vi skal diskutere. Jeg savner næsten L. Selvom jeg aldrig har mødt hende. Hvorfor? Disse breve hvor man taler til sig selv om sig selv, men sender til en anden. Hvad er det, vi vil forstå (villig til at forstå?)

Nok. Det bedste venter forude...

vin,

Henrik



Kære Henrik,

- som altid et hav af spørgsmål, langt flere end jeg kan nå at besvare og langt flere end du selv ville kunne huske, hvis jeg spurgte. Denne strøm af spørgsmål, der opstår i en tankestrøm, mens vi skriver, en dialog der skrider fremad. Vi skriver ikke til hinanden for at få svar på bestemte, præcise spørgsmål. Eller det er ikke det væsentlige. I grunden tror jeg aldrig vi ville ønske, hvis det var muligt, at få et endeligt svar på et endeligt formuleret spørgsmål. F.eks.: ”Elsker du mig?”. Vi ville aldrig kunne holde ud at leve med den tavshed, som netop dette spørgsmål og dette svar satte i verden. Vi ville stille det samme spørgsmål, eller en variation over det samme spørgsmål, igen i morgen, eller i overmorgen. Ikke fordi vi kommer i tvivl om svarets sandfærdighed, men fordi vi ikke kan leve med denne tavshed. Vi vil høre os selv tale og blive talt til. Er det ikke det, vores breve handler om? Det er det, vores breve handler om. Vi samtaler, småsludrer, storsnakker. Men med hvem? Hinanden, os selv? Hvor småt er det vi kæmper med, hvor stort det der kæmper med os?, spørger Rilke et sted. Og ”Hvis vi en dag skulle finde på at mødes/ (hvilket jeg i grunden tvivler på)/ så lad os da for Guds skyld vælge et sted/ hvor ingen af os har været før.”, skriver Nordbrandt.

Når jeg skriver til dig, er det selvfølgelig dig jeg skriver til. Men jeg føler, at noget andet ser med, at jeg indimellem, distræt, kigger henover dig, mister blikket for dig og det, jeg ville sige til dig, for i stedet at flirte med en anden, som står bagved. Dette upersonlige ”De”? Men på én eller anden måde er det som om, denne anden samtidig er mig selv, på frihjul, samtalende med mig selv. Og da er det, når jeg igen kommer til besindelse, som om du bare har været et påskud for min ene-samtale. Så skammer jeg mig. Over denne selvbefamling, der maskerer sig som en henvendelse. Måske forventer vi i grunden aldrig at få et svar, svaret er en ekstra ting, en luksus. Når vi spørger, så er det fordi vi bedst hører os selv i denne form. Mikkel Thykiers bog Daglig tale f.eks. er en ”dialog” mellem en fyr og en pige, men hun siger aldrig noget, hun er blot til stede som den tavshed der nærer hans strøm af spørgsmål og tanker og teorier. Men hun er nødvendig, som den tavshed, hvor han kan komme til at høre sig selv, fordi den modtager hans tale.

Omvendt, når jeg nogle gange skriver noget, som ikke er direkte adresseret til dig, så forestiller jeg mig måske at det er dig der ser med, og ikke denne upersonlige hvemsomhelst. Men dig, med dine ører og dit smil og din gang og din ruskindsjakke, som du havde på, da du hentede mig ved bussen. Jeg skrev engang et brev til dig, som ikke var et rigtigt brev, fordi det aldrig var meningen, at det skulle puttes i nogen postkasse og som aldrig er blevet det. Men jeg skrev, at jeg stillede dig op ved siden af teksten, så du kunne våge over mig, fordi jeg havde brug for at forestille mig, at du var dér. Imens jeg ikke vidste, hvor du virkelig var henne. Det var dét, teksten handlede om: et brev, som ikke skulle eller kunne sendes.

Men det er dét, jeg mener: ikke, at Anaïs Nin og Henry Miller kun bruger hinanden som sådanne modtagende tavsheder. Men det er øjeblikket, når det ikke længere er nok, når de bliver utålmodige og vil videre, vil mere end det blotte samvær, og det så bliver litteratur. I det øjeblik fjerner de sig ligeså langt fra hinanden, som begæret efter at nærme sig hinanden er stort. Jo længere de vil trænge ind i hinanden, jo mere litteratur, jo flere billeder stiller sig i vejen. Og du forsøger at ”forstå” dine bevægelser, når du elsker med din kæreste!? Men ser du da ikke, at hun forsvinder under dig, og bliver til at billede, som du ikke kan fastholde, bliver til en krop, du ikke forstår?

Måske er det virkeligt store at kunne stå ved siden af, være tilskuer, når hun sætter af, løfter sig, og i denne bevægelse utvivlsomt udsletter det som er specifikt dig og hende, og hun løfter sig ind i det upersonlige, dér hvor det bliver en sag mellem hende og det upersonlige, ikke mellem dig og hende. Vide, at du har hjulpet hende derind og samtidig acceptere din egen udslettelse.

Daglig tale indledes med et citat, som forekommer mig at sige noget om denne blanding af personligt og upersonligt i henvendelsen:

”Gør sådan, at jeg kan tale til Dem.” – ”Ja, men har De en idé om, hvad jeg skulle gøre for dét?” – ”Overbevis mig om, at De hører mig.” – ”Godt så, begynd, tal til mig.” – ”Hvordan skulle jeg kunne begynde at tale, hvis De ikke hører mig?” – ”Det véd jeg ikke. Det forekommer mig, at jeg hører dig.” – ”Hvorfor dette dig? De er aldrig dus med nogen.” – ”Netop dét er beviset på, at jeg henvender mig til dig.” – ”Jeg beder Dem ikke tale: lytte, blot lytte.” – ”Lytte til dig, eller lytte generelt?” – ”Nej, ikke mig, De har ret forstået. Lytte, blot lytte.”

Jeg forventer ikke noget svar. Kun høre



Hej Henrik, din gamle kløver!

Din bedstefaderlige næve har atter tugtet mig! Du sender mig en række forslag til at lave om på mig selv (sådan da), og tror, at jeg (jaj! jaja!) bare sådan kan blive en anden! Under ingen omstændigheder... alting er og må blive det samme (en abe)...

Eller ikke.

Jeg tager gerne nogle råd op (men først efter min sædvanlige tirade af ligegyldigheder, af så fortvivlende vigtig nonsens, vrøvlet længe leve! – hvor er du henne lige nu?). Sidste weekend tog jeg sammen med D og K til Rørvig. Vi vandrede ved havnen og snakkede om løst og fast. Vi gik til kirken og næsten helt til Nykøbing. Vi sad ved stranden, ved klitterne og så på hinanden og mågerne. D har en ide om, at vi skal løse os selv fra et bånd af en slags. Hvilket? Det venskabelige, det vennesæle. For at kunne blive rigtige MENNESKER. Det må vist være øllet, som gik i hans ellers så skarpe hjerne, og K og jeg løb rundt som forårskåde hunde i halen på hinanden.

Skyerne trækker sig sammen over det danske landskab. Der er så meget skidt i verden, uretfærdigheden vokser, og hver dag mister jeg appetitten på livet (næsten forsvinder den, næsten, men altid...).

Jeg forstår ikke din kritik af det jeg skrev... kan du ikke forstå det, kan du ikke... forstår kunsten! det er sgu da kunst! Du anklager mig for at lide af skriveøvelser, men jeg vil mere. Hver gang jeg læste ordene op, deres vellyd, harmonien, gik jeg hen og spejlede mig.

Skriv snart igen. Jeg lægger endnu en lyrisk fejltagelse i brevet og håber at mærke din hårde næve raskt hive hårene ud af mit snart skallede hovede igen. Det fortjener jeg – ikke, men fortjener kritik, og fornøjelsen ved at mærke dig læse mit er næsten lige så stor som at stå foran spejlet (det kære spejl...) og love mig selv vellyd og klang!

Til næste gang (tag vare på dig selv)!

Din ven,

Kristian



Kære Henrik,

- Ja, og hun holdt meget af at se sig selv i spejlet, når vi elskede, hendes bryster - vi havde smurt dem ind i kokosparfumeret hudlotion - satte mærker på spejlet, og hun holdt af at iagttage sine bryster i spejlet, også når vi ikke elskede. Om hende kunne man have sagt, at hun så på sig selv elske med mig. Om kokoslotion-mærkerne på spejlet kan man sige, at de tog luften af min ophidselse.Men jeg tror alligevel ikke, modsat mit yngre jeg, at vi skal kimse ad spejlene, eller vores billede i spejlene, eller hinandens. Har du lagt mærke til (du som rejser så meget), hvordan vi umærkeligt efteraber (vi er alle aber på bunden) andres udtryksmåder og gør dem til vore egne? Dette gør sig gældende såvel i ud- som indland, i det fremmede såvel som i det hjemlige, Høje herre i Akademiet! Umærkeligt siger vi fra den ene dag til den anden Ye-s, med blødt og læspende –s fordi Hun gør, eller t’as vu? bliver en slags hemmeligt løsen mellem dig og din nye franske ven, et venskabssejl og -spejl, jeres frase, jeres humor, jeres sprog, jeres venskab. Først mig selv og så mig selv og så min madpakke (stemmer vi nej til, ik’os?). Sådan tilegner vi os hinanden gennem sproget og lader os blive tilegnet, sådan åbner vi os for hinanden ved at bruge hinandens sprog, som ikke er hans eller hendes eller dit eller mit, men som kommer vi véd ikke hvorfra, og når frem til ham og hende og dig og mig. Sprog og sprog!, vil du sige. Og at det også kan være alt det udenom, humøret, en måde at holde en kaffekop på, at man får besøg af sin mor og går dér og taler om, hvor meget hun efterhånden synes du ligner din bror på dét billede og da du stod oppe på scenen, en bestemt situation, og ja, så husker du, du smilede for nylig på en bestemt måde og det var som om, det var din bror der smilede dét smil, ikke bare at du lignede ham, men at det var ham, i din mund og i dine øjne, i dit kød. Og når du skriver og jeg er nede i kulkælderen, mens du derimod - dvs. dit brev-jeg, som kommer til mig senere, efter dét sammenfald mellem humør og stil, og du nu er et andet sted - er oppe på første, så skriver jeg tilbage, som om jeg var dig, kåd og lystig, jeg forsøger at løfte mig op på første ved at efterabe dine abestreger, ved at gøre som dig og være som dig, ved at skrive sådan som jeg tror du gerne ville høre mig tale. Vi kommer hinanden så meget i møde hele tiden, uden at være klar over det, imens vi ligesom sover ovenpå. Eller også går jeg i den helt anden retning, svarer ikke en skid på det du har skrevet så forventningsfuldt og selvoptaget i henvendelsens sommerhus, men går tværs op imod det og destruerer mig frem med dine kragetæer som brændsel. Nogle gange skal der måske også bare være noget at ødelægge.

Det er i øvrigt mig der er Kristian og dig der er Henrik.



Allervenligste unge land

Her står vi og føler, at det eneste, det eneste er et ”nogle gang skal der være noget at ødelægge”. Jeg tør ikke helt gætte på, hvad jeg skal ødelægge her, men hvis vi nu tager fat i dine bakker. Så jævner vi dem. Eller hvis vi ser en fjord. Så inddæmmer vi den. Vi vil vinde mere jord under fødderne (for med disse sandaler går alting så let under på vandet). Søen er sået til med dine ord, og jeg forventer at vende dem mod noget andet.

Dine kragetæer bliver så læselige, når alt er skrevet (på samme sprog – og ja, vi efteraber hinanden!). Jeg vil gerne vende tegnet mod tegnet og sige: se hvilket menneske (hør, mangler her ikke noget?).

Jeg efteraber. Jeg læser, hvad du sender til mig, som en pistol rettet mod min pande, og jeg skriver. Hvad er det jeg ødelægger når jeg skriver? Er det spørgsmålet, er det svaret? Jeg tror desværre, at al behandling af sproget er plat, som min pande (fladpandet). Hvem er det, hvem er det, vi kommer i møde? Jeg holdt et møde med mig selv, gik hjem forbi Kongen, så Parken og Katedralen. Det guddommelige Museum. Her stod jeg og tænkte: hvem er det vi efteraber? Jeg er et dyr i en krop, en bog lukket inde i en bog, to tårne, som svajer mod hinanden (lad os antage de forsvinder). Hvor mange skridt kan jeg tage for endelig at efterabe dig. Jeg savner en vis intimitet. Er det brysterne mod kokospalmen, spejlet mod kroppen. Den elendige litteratur mod mig. Jeg forhører dig, og du er tavs, men det er det ikke. Krigen kommer. Jeg kan mærke den i kroppen. Lussinger. Min bøjede teske i vindueskarmen. Din magelige krop henslænget i sofaen.

Det er i øvrigt mig som er dig, og dig som er dig. Andet havde jeg ikke forventet. Her på randen af en gammel verden, med udsigten til os selv, hvad ser vi så?

Rørvig. Lammefjorden passeret. Kalundborg. Arbejderne i Jylland. Min morfars ansigt.

Hvorfor forlade dette land? Hvordan mister man et land? Ved ikke at tale dets sprog? Ved ikke længere at være blandt dets folk? Jeg bliver så sørgelig. Nogle gange tør jeg ikke spå om min fremtid. Jeg skriver med det ædle formål at holde mig vågen. Tonen er (meget) enkel og ren. Tit et smukt sprog. Det blæser vidunderligt, og jeg går rundt med hovedvejen fra Mariendals Mølle til Krusaa som en rød tråd i de fleste af mine tanker. Mine små og spagfærdige ture.

Det er de ting, vi efteraber. Jeg efteraber, fordi jeg ikke kan se det nye selv. Det er så forfærdeligt at gennemgå lidelseskuren fra ung student til færdigt menneske. Jeg er halvdelen af hvert (abe, hele vejen).

Jeg tror ikke på at miste TALEN (den danske). Jeg tror på at forandre den. Langsomt tillægge sig en fremmed dialekt. En tyrkisk bazar. En kinesisk kejsers vinken. En australsk (så fjernt!) vens røde sten i lommen. Jeg mister intet. Tro mig.

Tag dette brev og brænd det!

Vandmanden



Henrik,

Du taler om at ”miste” og ”forlade”, som om – ifølge en gammel kliché – man først må miste og forlade for at kunne se, hvad man har og hvor man er. Først da bliver tingene virkelige: i deres nylige eller snarlige forsvindings lys. Lige før jeg forlod C. i Marseille, da elskede vi, og hendes krop blev med ét mere levende, mere kødfuld, mere attråværdig, og mine kærtegn samtidig mere håndfaste, som om jeg først da mærkede hende, de prægede sig ind i hendes kød som en afskedsskrift. Måske var jeg i det øjeblik mere nærværende fordi jeg var på vej væk derfra. Fordi da blev dette ”dér” (her) med ét synligt i sit snarlige forsvindens lys, og det, som ellers hersker, dette evige imaginære andetsteds, dette ”lige meget hvor, bare ikke her”, for et øjeblik suspenderet.

Det slår mig, at det er rejselitteraturen, der står mit hjerte nærmest. Du efterlyste i ét af dine breve en virkelig (nutidig?) dansk forfatter. Thomas Boberg. Hans lyriske rejsebog ”Sølvtråden” er den bedste bog, jeg har læst i lang tid. Måske er det noget med at se sit eget sprog i mødet med det fremmede og ukendte – Østafrika, Nord- og Sydamerika, uvante oplevelser -, at modersmålet på én eller anden måde bliver synligt og særlig kært i beskrivelsen af det fremmede.

Og så er der selvfølgelig Henrik Nordbrandt. De foregående linier om det ”snarlige forsvindens lys” (jeg har skrevet dem af fra mine egne rejsenoter fra dengang) minder mig om Nordbrandt. Jeg tænker på hans digt ”Vores kærlighed er som Byzantium”, hvor han ser eller tænker tilbage på sin kærlighed til en kvinde. I erindringen er det svært at bestemme, nøjagtigt hvornår det begyndte at gå galt, og mens de elskende endnu er sammen er der allerede en vished om kærlighedens fremtidige ophør, og dén vished producerer billeder – som det ikon, der optræder sidst i digtet. Det har altid forekommet mig at være slutningen, når dén vished indfinder sig: når billederne tager over, når jeg begynder at søge paralleller i litteraturen og begynder at se øjeblikket, i sit fremtidige billede. Når jeg begynder at leve ”som om”. Somom vi var Henry og Anaïs. Da er vi begyndt at miste hinanden

”Vores kærlighed er som Byzantium/ må have været/ den sidste aften. Der må have været/ forestiller jeg mig/ et skær over ansigterne/ på dem der flokkedes i gaderne/ eller stod i små grupper/ på gadehjørner og torve/ og talte lavmælt sammen/ der må have mindet/ om det skær dit ansigt har/ når du stryger håret tilbage fra det/ og ser på mig.”

Jeg stod engang... Nej, det har jeg vist fortalt dig før.

Frygten for at forsvinde, blive udslettet, og denne sygelige trang til at se tingene klart, udsondre deres rene natur. Denne distance til tingene, denne blaserthed for tidligt, denne tænken det hjemlige, Landet og Sproget, som om vi var flygtninge eller eksilerede. Denne flygtninge-diskurs, der sniger sig ind overalt, som om det skulle være den eneste legitime position at tale fra, også for ham eller hende der har valgt at forlade hjemlandet frivilligt. Ja, selv for den, der endnu er i landet, og taler som om han ikke var; taler, som om han allerede havde mistet det, allerede kommet bort fra det. Måske er det ikke os der mister landet, men landet der mister os. And what does it care?

For et øjeblik tænkte jeg, det ville være rart at komme tilbage til mig selv i morgen, efter denne weekend med dig. Så udmattende at være sammen en hel weekend. Så rart at finde sig selv igen, ensomheden, besindelsen på sig selv. Som om en samtale med mig selv var blevet afbrudt, og jeg nu længtes efter at genoptage den.

Men hvad er det, jeg tager tilbage til i morgen? Et lille værelse i en by, hvor jeg for en kort tid vil genfinde en vant lugt, hvoraf en del er min og en del er rummets og tingenes; men så vil tavsheden indfinde sig. Så vil jeg måske tage en bog ud af hylden, som jeg har læst før, en dansk bog, og jeg vil læse en kendt og kær passage for at mindes og være i selskab og overdøve tavsheden. Og nostalgien vil så bære andetsteds hen, hjem, til mit hjemlige hjem, mit barndomshjem, hvor jeg aldrig mere føler mig hjemme. Hvor jeg altid hurtigt vil tage væk igen fordi det ikke er det samme mere. Hvad jeg tænkte, da jeg vaskede ”dit” gulv for et øjeblik siden: at vi aldrig nogensinde skal finde hjem; at vi må bekæmpe denne trang, altid midt i det hele, altid midt i trætheden, som når vi føler vi er kommet bort fra os selv i det fremmede (mig i din lejlighed), og vi så kun kan komme tilbage til os selv igen med denne forestilling om den snarlige hvile ”hjemme”.

Ja undskyld, jeg håber ikke du vil tage mig det ilde op; måske har du efterabet den forkerte lille chimpanse (der er aber overalt i sproget).

Og undskyld, at jeg nu igen ikke lytter til, hvad du siger (skriver); at jeg sætter af så umiddelbart. Men min fejltagelse har mindet mig om noget væsentligt. Jeg tror dybest set kun der er én væsentlig grund til at vi rejser: for at opleve, hvordan kvinderne er under andre himmelstrøg, ”Faa de skjøntformede Romerinder vort Hjerte til at banke lidt stærkere end de plejer i Norden, - saa er det en Privatsag.” Nej, det skal fortælles! Har jeg fortalt dig om B.? Eller om C.?

A., det står for Anaïs.

Vi går rundt med små stykker land i baglommen. Vi klistrer dem ind forskellige steder, det er Sprog, jeg taler om. Vi føjer ting sammen, det er vores virkelighed her ”på randen af en gammel verden” (det har den vel altid været?). F.eks., og jeg véd ikke, hvad det betyder, men jeg bærer det rundt:

Langt til havs gynger poetens hoved

Fader, din søn.



Kære Kristian

Måske har du ret. Måske taler jeg meget om at miste og forlade. Måske taler jeg om alle de forkerte ting. Måske skulle jeg i virkeligheden tale om de ting, vi møder. Eller mødes af. Det er rigtigt. Bitterheden sniger sig ind.Vi står stillet til regnskab for noget, som ikke er vores. Vi er forpligtet. Vi er rastløse. Ungdommelige og på vej væk fra ungdommen. Jeg ved, hvad jeg taler om, fordi jeg ikke vil tale om de ting jeg ved. Alle disse ukonkrete sandheder. At sige sandheden. At kende den. Du siger, og ser med store akademiske øjne på mig, at sandheden er total. En udfordring?, spørger jeg. Og du svarer med endnu en akademisk frase, - lad os kalde den humanistisk. Hvordan kan man beskrive sandheden? Hvorfor skulle man? Jeg er så træt af at blive mødt af besværligheder. Alt det ærlige. Jeg vil det ærlige.

Det ærlige og det uskyldige. Jeg vil berøres af en hånd, som ikke er min. Hvorfor skulle jeg ellers efterabe dig?

Hvis de virkelig skar hovedet af ham, hvorfor blev han så ved med at synge? Var det fraværet af hans krop? Var det fraværet af hans land? (nærvær til sproget, nærvær til havet). De lunser af Morten Nielsens breve, som jeg har sendt til dig, er kun et udvalg af muligheder. Jeg havde kunnet vælge andre dele (og atter andre dele). Jeg tog de dele af hans breve, som mindede mig om Danmark. Lad os være konkrete. Rørvig. Krusaa. Lad os være konkrete. Lussinger, tyskerne, nazisterne (som jeg ikke sendte til dig, men ville have sendt). Lad os være konkrete og tage disse stykker land op af lommen. Små breve, små ord. Beretninger fra eksamener, morfaren, vap, mor.

Og hvad nu hvis Morten Nielsen var en Orfeus, som tyskerne skar hovedet af, og de kastede ham sønderrevet i havet? Er det kun en poetisk fortolkning eller passer det? Hvornår så han skyggen af sin elskede – og mistede hende? Skal man kæmpe for Danmark eller for Socialdemokratiet? Og hvornår? Han talte ikke syv sprog, men sit eget (det danske). Det er værd at kæmpe for dansk litteratur. Verden bliver mindre, siger man, men det er ikke sandt. Verden bliver meget større. Pas på det idiomatiske, siger Peter Laugesen og ser ned i bordet, mens Rifbjerg stirrer ud i luften. Andre siger: det er så naturligt. Litteraturen forandres møjsommeligt. Og med ét er den anderledes. Vi vælger de bøger, som vi køber, og som sælges. Sølle er de bøger, som ingen vil have. Stakkels Morten Nielsen. Han vugger for evigt i havet, efter de vilde og dansende tyskere huggede hovedet af ham. Han mistede sit sprog - nej, han mistede sit land. Han mistede nok ikke litteraturen, for er litteraturen ikke bare et spind? Et spind (spin ville man kalde det i dag og nikke høfligt i retning af Statsministeriet) af personligheder, episoder, tilfældigheder. Et opfundet system. En nøgle tabt foran en lukket dør. Dit ansigt, når det mister sit smil.

Lad os være kokette. Lad os være letsindige. Lad os være uskyldige og elske, begære det danske land.

Så hvorfor ikke frygte det idiomatiske? Jeg forstår ikke, hvorfor man skulle frygte ekspertsprog – det er så socialdemokratisk at ønske en fælles lænke mellem alle danskere. Pladder. Lad os være liberale og sige: jeg gør, som det passer mig (som det passer til mig). Vi hævder med stolthed, at vi er forskellige, men det forskellige består i alle de ting, som er ens. Jeg ser forskelligheden i vores breve – og alligevel, for du har jo ret – efteraber vi hinanden.

Måske var Orfeus en abe? En lille, forkert chimpanse? Måske var Orfeus et spørgsmål og havet, havet var et svar (det svar som du vented og vented på og hermed fik)

Jeg er bange for, at heller ikke dette brev kunne blive færdigt. Alting ender. Uskyldigheden, letsindigheden, lussingerne. Krigen. Det er det monster, vi kæmper med (den danske litteratur er vel det hele, et (digter-/abehoved, som vugger i et hav, der hverken er godt eller ondt, som ikke er moralsk (eller er litteraturen kun den længsel efter at være?)))

Dette brev kan ikke blive færdigt. Lad os give det et sted. Rørvig f.eks.

Med rastløs hilsen

Henrik



Henrik!

Kort (M. venter mig nede i byen): det slår mig, at du åbner og jeg lukker; du forsøger at indtage så meget som muligt, jeg forsøger at afgrænse og insisterer på en mangfoldighed i detaljen. Hver gang jeg forsøger at holde det i ro, at få dets skuldre trykket til gulvet, dette kæmpe-korpus du sender mig, så sender du mig et nyt, og alting åbner sig igen. Du taler om det konkrete og om de ”ukonkrete sandheder”. Hvad jeg sagde til dig, var: at litteraturens sandhed er en totalitet, og at alt, man kan sige om den, vil være konkrete eksempler, som ikke af den grund er usande, men som aldrig kan indfange totaliteten. Kald det store akademiske øjne, eller hvad du vil.

Noget helt andet: hvorfor kommer dette til at handle om kærlighed, hvordan vi siger ”jeg elsker dig”?



Je t’aime, moi non plus.

K.



- H.: Sige de ord der betyder noget.

- K.: Jeg sidder overfor dig, og jeg er ensom.

- H.: Ensomhed er ikke en tilstand. Det er ikke engang et ord. Man vælger sin ensomhed, som

man vælger den måde, hvorpå man hilser sine venner. Ensomhed er ikke en metafor. Ikke sammenligneligt med noget. Alligevel respekterer jeg den ikke og giver den et andet navn.

- K.: Ok, så siger vi: vi skriver breve af alle andre mulige grunde end ensomhed. Ensomheden er umeddelsom, eller den er et tavst brev, vi sender til os selv med opfordringer til larm? Jeg tænkte på en anden tilstand, som ord intet ændrer ved, eller som ikke ændrer sig, som er uden den flygtighed, ordene har. En kvinde jeg kender har sklerose. Den slår hende langsomt ihjel. Hun ringer og siger, ”det bliver ikke bedre”. Der er situationer, hvor man ikke kan lyve. Hvor man kun kan medgive. Hvad er ordenes lyvende potentiale?

- H.: Jeg tror ikke, at jeg kender ”ordenes lyvende potentiale”. At tale om ord er en mærkelig ting. Hvad godt gør det at tage fat i ordene (igen). Ganske rigtigt: at ”sige de ord der betyder noget” er en glamourløs konstatering af, at ord ikke siger alt. Vi siger alt. Jeg siger alt. Og ”alt” er her kun et ord og, som ord, ikke det ord, som alt er?

- K.: Du leger små, filosofisk-logiske sproglege – eller har jeg misforstået humoren? – som ingenting løser, intet siger, andet end deres egen meningsløshed (nu leger jeg med), som er sjov eller banal eller selvhøjtidelig. Så meget, så jeg ender med kun at kunne se kortet, du har skrevet på, din skrift og din måde at skrive –k. Det var min veninde: hendes sklerose siger på en måde alt, den er absolut, det virkelige, vilkåret. Og siger alligevel ingenting. Den er et umisforståeligt og glamourløst sprog, som bringer enhver tale til tavshed. Men vi må tale videre: Hvordan?

- H.: Godt så. Jeg følte, det var dig der var præget af denne ord-filosofiske stil: ”meddelelsen”, ”brevet”... – alting skrevet i totalitære termer, som jeg ikke forstår. Jeg forstår godt, at din veninde dør. Men... er det en tilstand, som rager udover det vi siger til hinanden? Eller som holder os fast i de ting vi siger? Er døden et emne?

- K.: Dine spørgsmål lammer mig totalt. ”Er døden et emne?” Det kan jeg ikke svare på. Panik. Må svare! Noget! Man kan stille spørgsmål (du har gjort det), som stiller os over for det uudgrundelige. Dette skilt på den anden side af gaden læser: “Kamer. Room. Chambre” Det er grønt. I DK er der lignende skilte, som siger ”Værelser. Zimmer. Rooms”, men de er som regel hvide med rød skrift. Sådan skal den slags skilte se ud, de skal ikke være grønne. Jeg kan ikke forstå dette skilt, det er mærkeligt.

- H.: Ja, det er mærkeligt. Jeg vil gerne forstå, hvorfor litteraturen er mærkelig. Det er så sympatisk at skrive postkort til hinanden. Selv breve. Men kan brevet være litteratur?

- K.: 1. Skid hul i litteraturen! 2. Vi har læst alle disse breve, som var de litteratur (og måske har nogle af deres forfattere skrevet dem som sådan). Men hvad med alt det mellemliggende: aftalerne der træffes i disse breve, kyssene de henviser til, alle de samtaler de ikke gengiver? 3. Platons dialoger er først og fremmest skrevet, ikke talt. Vi rekonstruerer talesituationen, vi forestiller os (at være) de talende. 4. Vi sidder overfor hinanden i tavshed og venter på overraskelsen.

- H.: (Litteraturen kan ikke skides hul i). 5. Legen. Ja, Det er en leg. 6. Potentiel løgn – utroværdighed? 7. Tavshed. 8. Skrive til sig selv, men gennem en anden – er det privat? 9. Rekonstruktion.

- K.: Løgnen først. Altid løgnen først: Med løgnen mener jeg ikke utroværdighed – utroværdighed er et anliggende i livet, aldrig i litteraturen. Netop: det gælder om at lyve livet levebart. Derfor litteratur. Dernæst, tavshed: døden er tavsheden (døden er et emne!), tavsheden er sklerosen i min venindes krop, det er dumheden i kroppen, der byder os at tie. (Etablere forbindelsen mellem denne dumhed og det humoristiske?) Rekonstruktion: irrelevant; hellere: produktion. Af løgne. Selv er aldrig interessant uden dig.

- H.: Jeg vil gerne skrive om to ting. Der er en befrielse (en følelse af befrielse) ved at have en klar grænse, som nu postkortet. En begrænsning som vi skriver op imod for at få den til at briste?. Den anden ting: ”lyve livet levebart”. Det er en dyster vision. Det er som at sige, at netop denne begrænsning skal fornægtes, og ikke accepteres som en udfordring der gør livet interessant.

- K.: Du drager en parallel imellem postkortet som en begrænsning af dette skrevnes og denne tankes form, og døden som en begrænsning af livet. Døden er ikke en udfordring; det er livet der er udfordringen. Eller rettere: udfordringen består i ikke at resignere, ikke at holde op (jeg føler mig tom, tømt). Jeg mener, at løgnen er den forførelse der skal til for at få os til at glemme, at det nemmeste er at holde op, sætte sig ned. – Er det sort? Siger jeg uden at tro på ordene... Først genvinde troen på ordenes betydning – dernæst livets? Eller omvendt? Eller ingen af delene?

- H.: Nej, ingen af delene. Døden er en udfordring vi dagligt lever med. Den er det meningsløse. Som at skrive i luften uden for postkortets grænser. Dér hører betydningen op, dér hører ens mærker i verden op. At lege. Ikke lyve. Lyve forudsætter at der er en sandhed (i livet). Men hvis det nu ikke er tilfældet? Hvis nu døden er den eneste form for ”sandhed”, så er der ingen løgn. Ingen løgn (heller ikke ”det skal nok gå”) kan lyve for en krop der forsvinder. Vi leger i livet for at lære det. Litteraturen er en leg. Jeg leger bedst med andre.

- K.: ...

(Pludrelyde og lyden af træ mod træ, plastik mod plastik, træ mod gulv, plastik mod gulv. Latter).



Kære Henrik,

Min far bebrejder mig, at jeg fokuserer på de negative aspekter, når vi taler om vores forhold i min ungdom. Og sandt nok, så er det ofte negative ting, som jeg husker. Som f.eks. en bestemt selvhøjtidelig selvnedgørelse. Jeg mener: en form for resignation. Som om, hvis man er i stand til at erkende en negativ egenskab ved sig selv, så er det i sig selv en positiv indsigt. Men hvad kan man bruge denne indsigt til? Den kommunikerer ingenting.

Når jeg taler med min mor i telefonen, så fokuserer jeg tit på nogle bestemte ting. Jeg lytter ikke til, hvad hun siger, jeg hører kun et særligt toneleje. Som regel et trist toneleje. Eller: jeg hører altid denne tristesse i hendes stemme. I stedet for at sætte mig ud over det, så resignerer jeg. Jeg accepterer bare, at det forholder sig sådan. Men det forholder sig måske ikke sådan. Hvis man kunne tale om, hvordan det objektivt forholder sig. Min vilje til at fokusere på det negative, som jeg genkender hos hende. Min (hendes) manglende heroisme.Til at sætte sig udover...

I går talte jeg med hende. Min far arbejder for meget, siger hun. Ikke som en konkret, beskrivende forklaring, men som en konstatering. En slags formular, som jeg har hørt femtusinde gange før. En kommen til kort over for det konkrete, en åndelig sløvhed over for det konkrete. Idet man forpligter sig over for det konkrete er man også et skridt tættere på at handle.

Det er bl.a. det, som skinner igennem i Victor Andreasens breve til Tove Ditlevsen. Han dækker sig ind under en digters autoritet i stedet for at sige tingene med egne ord. En slags kysk blufærdighed over for sproget, der dækker over en åndelig resignation. Typiske, upersonlige sætninger som ”men det får vel gå”, hans konstante brug af ”man” i forhold til sin egen person. Når han taler om sine dårligdomme. Sygdomme. Svaghed. Alder.

En af grundene til at jeg er taget til udlandet er, at jeg føler, jeg har mistet retten til at tale mit eget sprog. At jeg ikke har noget “eget sprog”. Det danske spro kan føles lige så fremmed i min mund som f.eks. engelsk, som jeg talte i en vigtig periode i mit liv. Som f.eks. da jeg sagde til L. at jeg elskede hende. Senere, da jeg fik en dansk kæreste, så føltes det forkert at sige ”jeg elsker dig” på dansk. Jeg betvivlede mine følelser i det øjeblik jeg udtrykte dem som sådan i den konkrete situation. Kærlighed som en betydning var forbundet med L. og det engelske sprog.

Jeg tror mere på at miste et sprog i forbindelse med personlige kriser. Kærlighedskriser. Frem for at miste sit sprog gennem et eksil. For et sprog er ikke kun det at tale et bestemt nationalt sprog. Et sprog er også et følelsesregister, tingenes følelsesmæssige betydning, som da du skrev, at du så på byen, og det var E.’s blik på byen du så.

Hvem taler i dig - og på hvilket sprog - når du siger til din argentinske kæreste, at du elsker hende?

Nogle gange mærker jeg med irritation, en særlig dvælen ved ordene, når jeg taler. Det er en kompleks dvælen. En form for koketteri, som hos Morten Nielsen. Et forsøg på at høre det jeg siger, som det er. Som at sætte ordene i anførselstegn, så de bliver synlige. På samme tid er der en ironiseren over det jeg siger, som jeg føler er meningstomt, ligegyldigt. Og jeg hører min egen stemme som en andens. Jeg føler mig derfor nødsaget til at opsøge teateret for lære at tale højt og klart.

Bedste hilsener

Kristian



Kære Kristian,

Du bliver også nødt til at guide mig! Jeg kan ikke se, hvad jeg siger. Der er flere ting, jeg ville sige til dig, da jeg fik dit brev, men det er ikke sikkert, jeg forstår. Når jeg taler med min mor, så taler vi kun om de konkrete ting; - om hvad? mig? Men det er næsten for kedeligt at skulle skrive det til dig, lad os sige: som Tove Ditlevsen og Victor Andreasen taler om deres søn. Jeg er til stede og er ikke til stede, fordi jeg også hører min stemme som en andens. Når du taler med din mor, eller om hende, så taler du om hendes stemme, som en andens, og når du taler om den forbandede litteratur, så taler du om den som ”en anden”, og jeg ville ønske jeg kunne forklare dig, hvem denne anden er, men jeg tror ikke jeg ved det. Det er så nemt at forstå, at der er noget man ikke forstår. Når jeg læser Tove Ditlevsens breve til Victor Andreasen, så læser jeg alle de ting, som de ikke forstår, men uden at vide helt præcist, hvad det er, de ikke forstår. Det er en måde de skriver til hinanden på, eller ikke skriver til hinanden på, en måde de glemmer hinandens adresser og sender brevene de forkerte steder hen. Hvordan kan man glemme sin eks-mands adresse? Hvordan kan hun glemme Victors adresse? Hvordan kan man drømme om en mand, som man har delt så meget med og samtidig glemme hans nye adresse?

Jeg tror, det er et spil, en kåd leg med alle de ting, som du kalder det konkrete, og som de ikke forpligter sig overfor. Jeg ville ønske, at jeg kunne forpligte mig over for det konkrete, som du taler om uden at tale om, hvad det konkrete er. Hvad er det konkrete, du taler om? Det konkrete er at sige tingene som de er. Siger man det konkrete overhovedet, siger litteraturen det konkrete?

Jeg vil gerne forstå, hvad det er, litteraturen er bange for. Er det det levende? Er det at sige ”jeg elsker dig” på litteraturens eget sprog (lad os kalde det dansk). Hvis litteraturen var en kvinde, ville jeg sige ”jeg elsker dig” og jeg ville nok sige det på dansk. Jeg har sagt ”jeg elsker dig” til kvinder fra forskellige lande og på forskellige sprog. Til min argentinske kæreste siger jeg ”jeg elsker dig” på dansk, fordi det føles rigtigt.

Hvad er det, litteraturen er bange for?

Hilsen – svar udbedes!

Din Henrik



Min fortræffelige ven!

Se, her er jeg igen! Goddag! – Du skrev, og så skal du også straks have brev igen, så sladrer jeg dog med dig! Ved du hvad? Jeg holder uendeligt meget af dig, og tit tænker jeg på, hvor underligt det er, at da vi var hjemme, var det kun: Goddag og farvel; det skulle være meget mere! Du siger, du ikke kommer til Italien i vinter! Jeg burde græde over dig, kære bedste ven! Hvor inderligt jeg glædes til at leve sammen med dig, så ønsker jeg, at du ikke kommer hjem, men til mit, til vort, kunstens store fædreland: la bella Italia! Du drømmer ikke om, hvor skønt det er! Jeg tror ofte, jeg har været død, set paradis og er vendt tilbage til det dårlige jordeliv.

Hvorfor skrive noget nyt, når dette dog er den bedste måde at tale på? Du siger, at det er en måde at dække sig ind under andres (digternes) tale. Lad dem tale! Lad dem bringe glæden videre. Den store glæde, den store lidenskab, smagen af romerinderne. I dine breve savner jeg af og til glæden, og af og til overvælder din glæde mig. Uset kommer den som en lidenskab, der fanger mig. Du ønsker mig tillykke og gratulerer mig, når jeg mister. Når jeg rejser videre. Til Italien. Til skønheden og kunstens fædreland. Rejsen er en måde at se sig selv på, sagde du, mens du gik gennem byen. Det nye, det anderledes afslører svagheden i dig selv. Det danske svinder ind og bliver pludselig til en del af dig. Intet koket forhold til det fremmede, men en konkret forpligtelse (alt dette konkrete) til det, som også er dig selv. Litteraturen. Rejser og bliver sig selv. Ordene drejer sig ikke mere om en genstand, men to. Rejsen mellem de to genstande, henvendelsen bliver besvaret. Bliver til et møde. Et brev. Der venter på svar, på handling.

Rejsen og brevet er to dele af det samme. Vi skriver hjem og sammenligner det fremmede med os selv, vort liv. Vi erobrer med glæden, med lidenskaben det fremmede.

Her er så koldt, så vådt, så ækelt i København.

Så lev da!

Din trofaste, takskyldige ven



Goddag!

Du tror nok jeg er rejst udenlands igen siden der går så lang tid mellem mine breve? Når du nu åbner dette brev og ser billedet, så bestyrkes du vel i troen? Men sådan er det ikke! Og da vi nu taler om anledninger, vil jeg bemærke at da vignetten ingen anledning giver mere til at vrøvle, vil jeg holde op. Ved et par lejligheder, hvor din muse henrev mig, følte jeg efter min natur en inderlig trang til at nærme mig dig; det uvenlige forhold mellem os var trykkende. Her, hvor du, som jeg tror, i et anonymt arbejde har genkendt mig og derfor atter været alt for streng mod mig, vil det, efter verdens almindelige måde at tage sådan noget på, ikke være stedet til at begynde en tilnærmelse, og dog må jeg gøre det her for at komme til bevidsthed hos mig selv om, hvorvidt jeg opfatter dig og behandler dig forkert.

”Vore veje er højst forskellige” sagde du selv engang til mig og tilføjede, at du også erkendte det gode, der trivedes på min vej. Der er i dit brev noget så hjerteligt, så åbent, at jeg ret med hengivent sind føler mig dragen til dig; du kan tro, at jeg skatter og har altid erkendt den åndelige dygtighed, der er givet dig, og i meget bøjer jeg mig for dig; måtte en god Gud sende dig lidt mere livs-solskin, end du – tror jeg – tidligere har kendt!

I disse dage har vi haft over 70 graders kulde, efter min beregning, og skal det således tage til, så går jeg ud, som en anden blomst; jeg er slet ingen alpeplante, der kun kan trives i sneen; dag for dag bliver min længsel større efter Italien. Det er dog også ynkeligt at vi ikke kan få Sjælland til at svømme op mellem Capri og Ischia, jeg gav gerne alle de penge – jeg venter at sætte i sparekassen – kunne det ske. Nu har du vel i dag set dig om i Køge, dersom det der ikke har sneet forfærdeligt? Her i København faldt hagl så store som kålhoveder, og sneen fygede, så jeg troede ”nu plukker K. alle de hvide høns i Køge og har sendt det mod skyerne, så fjerene kunne drysse ned over Højbroplads, Nyhavn, og hvor der bor mennesker, som tænker på K.”. Gud bevares! Fik damerne her hjemme at se, hvad jeg skrev, det ville blive smukt! Du kan tro, jeg er en fandens studeret karl, vil de sige. I mit skriftsprog bygger jeg på folkesproget, det er min danskhed. Men jeg begynder straks at tale om mig og mine sager, det er nu min gamle fejl, derfor ikke mere for øjeblikket.

Husker du en syg dreng, der aldrig kom udenfor en dør, men kun kendte skoven fra den friske grønne gren, som naboens søn hvert forår bragte ham? Selvom jeg ikke er syg, og man ikke kan sige, at jeg aldrig kommer udenfor døren, så har jeg alligevel altid, når jeg får brev fra dig, en følelse beslægtet med den syge drengs, når han fik den friske grønne gren fra skoven! Men hvorfor kommer jeg da ikke ud i skov-ensomheden? Spørger du; ja i sommer har jeg flagret om på andre kyster, det har været, som en smuk sommer-natsdrøm, i hvilken jeg dog til tider har tænkt inderligt på vennerne i Sorø; og hvorfor har jeg ikke skrevet? Ja, det ligger i at den faste vilje ikke har stillet mig pennen i hånden, mens jeg i tankerne har været så ofte bestemt med, ”nu skriver jeg!” også H. har jeg ret meget tænkt på, ja jeg har endog et halvfærdigt brev, som jeg skrev da han havde mistet sin datter, jeg følte en aften ret vemodigt hvorledes han måtte være bedrøvet og jeg skrev, men dagen efter, da jeg læste det igennem syntes jeg – det gør ikke godt – og jeg udsatte det med et nyt brev.

Man fortæller i København at du og din kæreste i sommer rejser til Italien! det er jo dejligt! næste sommer igen venter jeg, for tredie gang, at flyve der hen, men jeg gør en lille svip over Spanien og den afrikanske kyst først. Skulle jeg endnu tilføje noget, var det alene, at jeg i få ord kunne udtale for dig, hvor varmt mit hjerte slår for hjemmet, hvor taknemmelig jeg i sandhed er Gud, Kongen og de mange mennesker, der så forunderligt er kommet mig imøde. Jeg føler mig bragt til et roligt punkt; jeg begriber mig selv og livet, og jeg regner mig selv til de begunstigede, de lykkelige. Gid sligt kunne siges og ikke misforstås!

Lev nu vel! Det ville glæde mig at høre et par ord fra dig, hvis tiden tillod det.

Din ven og broder.




Det Danske Akademi


Forside Medlemmer Historie Priser Arkiv Adresser
Arkiv

Den 15. maj 2003 afholdt Det Danske Akademi et møde med Det Franske Akademi på Institut de France i Paris.

Begivenheden er skildret
i artikler af

Suzanne Brøgger
og
Torben Brostrøm







Suzanne Brøgger

Et historisk møde

Hvor er den europæiske kulturelle offentlighed ? Spørgsmålet hænger i luften. Uden en europæisk offentlighedssfære, har demokratiet ingen vækstmuligheder i det samlede Europa, hedder det. Spørgsmålet blev aktualiseret i almindelighed ved genforeningen af Øst- og Vesteuropa på Københavner-mødet i december sidste år - og nu i særdeleshed af perspektivet ved Europas første fælles forfatning.

Derfor er det måske værd at minde om, at forudsætningerne for en sådan kulturel offentlighed faktisk findes i Europa - hvis vi orker at forholde os og kan strække os så langt som til at indse, at det ikke er al offentlig samtale, der er mediebåret. Der foregår her og nu europæiske samtaler og kulturelle udvekslinger, som hverken er politiserede eller medialiserede.

En sådan samtale fandt sted for nylig i Paris, da Det Danske Akademi aflagde besøg i Académie française. Et historisk øjeblik al den stund Académie française ikke har taget imod dansk besøg siden 1768-69 med Struensee og Kong Christian den syvende, denne såkaldte gale konge med det rørende motto “Gloria ex patria” - fædrelandets kærlighed - min berømmelse. Men altså ikke mere gal end at Karen Blixen kunne bruge ham som Johannes Ewalds samtalepartner i bordellet i “Samtale om Natten i København”. Denne konge med det svirende rygte har åbenbart haft en hang til - og talent for samtaler, og ikke bare med Støvlet-Katrine. Også Académie française skal kongen have diverteret sig åndfuldt med - ligesom han korresponderede med Voltaire. Nu var Voltaire, så vidt jeg ved, ikke medlem af Académie française, hvilket fortæller os, at ikke alle ørne er medlemmer af akademier - nødvendigvis. Men akademierne gør et nødvendigt arbejde - udfra Voltaires devise: “Det overflødige er det nødvendige”, vil jeg vove at påstå.

Hvad er et akademi, hvad skal og kan det ? Hvad er akademiets brand ? Akademiet er gammelt europæisk tankegods og går helt tilbage til Platon, hvor de lærde sad og diskuterede hans uskrevne lære. Idag vil jeg sige, at akademiernes opgave består i at opretholde en civilisatorisk standard, en tradition og et niveau, der skal modvirke, at vi synker ned i barbariet - hvilket vi ind i mellem kan føle os fristede af. Akademierne skal ikke tage stilling til tv-avisen, men sikre kontinuitet i en verden præget af drastiske forandringer.

Académie er hunkøn på fransk. Académie française er på en måde alle akademiers tip-tip-tip-oldemor. Formoder både for Det Danske Akademi med Selskabet til de Skiønne og Nyttige Videnskabers Forfremmelse fra 1759 og det svenske med deres berømte Nobelpris, som også er dannet efter fransk model og inspiration under Gustav den tredie.

Det, der imidlertid gør Academie Française så enestående, fornemt - pompøst vil mange danskere utvivlsomt mene - er, at Frankrig har haft en revolution, der afskaffede kongemagten. I stedet er al guldet og røgelsen investeret i sprogmagten. “At have sproget i sin magt - regnes af franskmænd for det allerstørste gode, hvilket, vi som danskere bliver enten forlegne eller forargede over, alt efter hvordan vi nu har det med sprog i det hele taget og med vores personlige overskud i særdeleshed.

Det er jo netop kernen i Blixens gæstebudskab: Babettes franske falbelader har vi svært ved at sluge i Norden, og den franske skilpaddesuppe bliver vi forskrækkede over at skulle æde. Og som i fortællingen reagerer vi i reglen ved bare at “lade som ingenting”. We are not impressed, som det hedder - på dansk.

Académie française med adressen Quai de Conti i Paris blev grundlagt af kardinal Richelieu i 1635 ud fra den visionære tanke, at en stat må have en kultur. Men denne kultur bør være uafhængig af staten, der skal dyrkes og styrkes gennem sprogbevidsthed. I dette dygtige dobbelt- greb mellem autonomi og folkelig forankring blev det franske akademi grundlagt - og selvsupplerende. Hvert nyt medlem vælges af ligemænd, som det hedder, og sanktioneres den dag i dag ved en ceremoni af Akademiets prorektor, republikkens overhoved, den franske Præsident.

Ordet lige-kvinder find ikke, kun “ligemænd”. Kvinder har overhovedet ikke fået indpas i Académie française før i slutningen af 1900-tallet, da Marguerite Yourcenar -Kejser Hadrians erindringer- blev valgt ind i 1980. Man husker, at det var et stort problem, et offentligt anliggende, hvordan hun skulle være påklædt ved ceremonien “sous la Coupole”, hvor sablerne rejses til lyden af trommehvirvler og akademisterne er iført deres gamle kult-dragter af fløjl. (Løsningen hed Yves Saint Laurent.)

Académie française er et paradox, fordi man må forestille sig en offentlighed, som offentligheden ikke har adgang til. Alligevel er der tale om en overordnet samfundsmæssig betydning, al den stund akademiets existens hverken er hemmelig eller privat, men udelukkende baseret på kollektive værdier, som sprog og litteratur. I antropologisk forstand er akademierne, selve konceptet, måske de sidste rester af den europæiske udformning af en gammel shamanistisk kult, hvor der føres levende samtaler med de døde - også kaldet traditionen.

Da intet akademi i verden nogen sinde har aflagt besøg i det franske, fordi det er en notorisk umulighed at modtage en sådan invitation, har vi den danske ambassade og ambassadørens ésprit i særdeleshed at takke for indbydelsen. Bag mødet har man mærket en begejstret vilje og umådelig lyst i retning af at få det umulige gennemført, fordi det var vigtigt.

Og hvorfor var det så vigtigt ?

For at svare er man nødt til at forestille sig en usynlig væsentlighed, der hverken er penge eller billeder i. En tankens og ordets prestige i en verden, hvor stilbevidsthed er i højsædet på næsten alle områder, undtagen det sproglige. I en flimrende verden , som hver dag byder på et accellererende mylder af modstridende informationer, der gør det ganske umuligt at træffe tillidsvækkende beslutninger, er det betryggende at vide, at de gamle og “udødelige”rask væk bruger halvtreds år på at vurdere om en talemåde har sat sig så tilpas fast, at den kan komme med i Académie Françaises store ordbog. Vi er nået dertil i vores civilisatoriske stade, at vi er nødt til at klamre os til de sidste rester af langtidsholdbar føde, ja, hvor langtidsholdbarheden bliver en værdi i sig selv. I samme lys ser vi befolkningerne i Europa i stigende grad suge kraft ud af kongehusenes symbolske mening - og efterhånden i en så altfortærende grad, at det nærmer sig det kannibalistiske.

Men hvordan ville vi så klare os i forhold til den gale, geniale konge ?

Vi skulle i princippet møde “40 genier”, som kalder sig “De udødelige”, og lad det straks være sagt: Dén kunne vi ikke klare ! Da vi andre er dødelige, forhindred det vort ærede medlem Frederik Billeskov Jansen i at være til stede i Paris. Det ville ellers have været clou´ et på hans dansk franske livsværk, der ikke mindst bestod i at indvie franskmændene i den danske poesi og i formidlingen af Kierkegaard til fransk.

Af de franske akademister var jeg personligt glad over at træffe den nuværende Secretaire perpetuel, historikeren Hélène Carrère d´Encausse, specialist i de centralasiatiske Sovjetrepublikker. Jeg havde læst hende i mine unge dage som russiskstuderende - De sovjetiske minoriteters historie foreligger på dansk. Hun var en af de få, som - profetisk dengang - indlod sig på at omtale en islamisk understrøm i Sovjet Asien, selvom talen dengang officielt lød, at alt var i den skønneste orden, der var overhovedet ingen modsætning mellem islam og kommunisme.

Nævnes bør ikke mindst den banebrydende biolog, Nobelpristageren Francois Jacob, som også er medlem af Videnskabernes Selskab i København. Hans bog Le Jeu du possible havde jeg faktisk læst engang af ren og skær interesse. Det samme gælder Michel Sèrres, som har forelæst i Danmark adskillige gange og haft en markant indflydelse på tænkningen i Det Danske Kunstakademi på Kongens Nytorv.

På mit spørgsmål til essayisten Bertrand Poirot-Delpêch, som bla. skriver i Le Monde, om han troede, at Europa virkelig har noget til fælles, svarede han cirka sådan:

"Når man, som jeg er formet gennem jødernes skæbne under anden verdenskrig er det livsnødvendigt med et europæisk sammenhold. I øvrigt mener jeg, uden kunne specificere det nærmere, at der fra Island mod nord, Mahgreb i syd, Irland mod vest, og Istanbul mod øst er en fællesnævner i tænkemåde, man ikke kan definere, men helt klart fornemme som europæisk. “

Le secretaire perpétuel honoraire, den spektaulære Maurice Druon, politiker, historiker og romanforfatter - en kæderygende vildbasse på 85 med stride hvide hår og rideheste - fordums medarbejder til de Gaulle i London - fortalte, at havde haft besøg af Karen Blixen på hendes sidste Pariser-rejse, men at han ikke kunne komme sig over, at denne nydelige dame havde været alt “dét” igennem: “Det kunne man slet ikke mærke på hende!”
Ved dette kultiske møde af skønånder var det mærkeligste, utvivlsomt, da Frederik Stjernfelt hviskede: “Claude Levy-Strauss står i entréen.” Med ærefrygt listede jeg ind igen, for hvordan var det mon at hilse på og se en myte lige ind i ansigtet? Dér stod væsenet i entréen, et illumineret skelet på snart 100 år, en fugl, enten kogt eller rå, jeg ved det ikke. Men han var venlig og skulle til møde.

Følgende repræsenterede Det Danske Akademi ved mødet i Paris: Sprog- og litteraturforskerne Torben Brostrøm, Mogens Brøndsted, Jørn Lund, Frederik Stjernfelt og forfatterne, Peter Laugesen, som franskmændene udnævnte til “Céline specialisten”, Klaus Rifbjerg, Jens Smærup Sørensen og Pia Tafdrup.

Jens Smærup Sørensen lagde ud med at præsentere os og at oplyse om, at vi ved en testamentarisk bestemmelse fra Karen Blixens side havde til huse i Rungstedlund, Johannes Ewalds gamle kro ved Øresund.

Torben Brostrøm stod for en “intervention” angående de fransk-danske litterære strømninger Holberg/Molière, Brandes/Taine, Kierkegaard/Sartre, Sophus Claussen/Verlaine, Karin Michaëlis/Colette.

Og mine kære med-akademister var så venlige at give mig ordet, sådan at jeg ikke alene - i lighed med Pia Tafdrup - oplevede den verdenshistoriske begivenhed at være en af de ganske få kvinder som har sat sine ben i disse hellige haller, hvor alle bordene er af fløjl, men som for mit vedkommende har siddet i den stol, der tilhørte moralfilosoffen de la Rochefoucauld i Académie française, som til dags dato er nået op på det svimlende antal af 3 kvindelige medlemmer blandt 40 udødelige mænd.

Udfra min beretning om mødet mellem Oehlenschläger og Madame de Staël mærkede jeg en vis uro i salen: Det var stadig kontroversielt at nævne hendes navn - og ikke fordi hun var en romantisk skikkelse, der satte sit liv ind på ytringsfriheden i flugten fra Napoleon, men fordi hun - ifølge akademisterne - skriver med redundans - altså dårlig stil, dumpet.

Det Danske Akademi, hvis fundats byder at arbejde for dansk ånd og sprog, specielt inden for litteraturen, kan selvfølgelig slet ikke måle sig med vores tip-tip-tippoldemor, det franske, hverken i alder, rigdom eller rummelighed. Académie Française optager historikere, læger, videnskabsfolk, politikere og teologer, som har bidraget til at gøre det franske sprog ære. Foruden de obligate prisuddelinger, uddeles også belønninger til mennesker af ringe kår for heltedåd, og hvert år holdes en times ceremoniel forelæsning om “Dyden”. Det skal dog bemærkes, at dydens vej er bred, for en forelæsning var blevet holdt angående dyden ved tegneserier.

Men Académie française er i den store offentlighed mest kendt for en ordbog, der er forlenet med en særlig aura. En lille komité mødes hver torsdag for at diskutere de enkelte ord, som kan komme ind eller skal ud. Experter inviteres til møderne, astrofysikere og IT-ingenører med henblik på at indvie i teknologiens sproglige nyskabelser.

Frankrig er det land i Europa, som ikke alene håndhæver det franske sprog i alle jordens verdensdele, men i høj grad også den europæiske kultur som modmagt til amerikansk verdensdominans. Frankrig er for så vidt det eneste land i Europa, der har en visionær kulturpolitik, idet man er sig Europas sproglige mangfoldighed bevidst - ikke bare som en hæmsko for indflydelse, men i sidste ende som en levende, demokratisk ressource.

Det altovervejende spørgsmål, vi blev bedt om at besvare var derfor heller ikke overraskende: Hvad gør vi i Danmark for at afbalancere den engelsk- amerikanske indflydelse på vores modersmål. Hertil svarede professor Jørn Lund, at vi faktisk har flere tyske og franske ord i dansk end engelske. Og at vi ingen problemer har med enkelte engelske ord, som feed-back , aftershave og bodybuilder , ord, der indoptages naturligt som en del af vores sproglige beredskab. Problemet er i langt højere grad alle de (forskningsmæssige) områder, hvor vi fravælger dansk. Ved i stigende grad at fravælge dansk i seriøst fagligt øjemed, risikerer dansk at forsumpe og blive et B-sprog.

Académie française og Det Danske Akademi gennemdrøftede de fælles problemer, der ligger i, at det inden for visse videnskabsgrene er stadiig mere meriterende at publicere på engelsk end på andre sprog.

Vigtige spørgsmål at tage fat på i fremtidens europæiske offentlighed. Og der er næring at hente i de gamle langtidsholdbare symbol-centre, disse historiske tidslommer, hvor glemt viden overvintrer. Akademierne giver stafetten videre - gennem traditionen. Som Maurice Druon sagde: “Det er ikke os, der er udødelige, det er den arv, vi er sat til at varetage.”



*



Torben Brostrøm

De udødelige i levende live
Ordbevægende møde i Det Franske Akademi

Af en eller anden grund kommer jeg i tanker om en replik fra De tre musketerer: ”Vær på Deres post, hr. d’Artagnan. Fra det øjeblik, jeg ikke længere holder min hånd over Dem, giver jeg ikke så meget som en skilling for Deres liv!” Jeg husker også tydeligt den sort-hvide radering af kardinal Richelieu, som illustrerede hans magtfulde ord i Dumas’ roman, men her har jeg ham i den røde kappe på et mægtigt maleri for enden af salen, overskuende den forsamling han instituerede 1635 som l’Académie francaise. Det er lige inden jeg vover mig ud i en beskrivelse af fransk indflydelse på dansk litteratur, den klare tankes godartede indvirkning på den nordiske melankoli. Kardinalen røber sig ikke med andet end sin sædvanlige mine. De levende medlemmer lytter høfligt.

Vi har fået forevist den imponerende bogsamling her i Institut de Frances store palæ på Quai de Conti i Paris, Biblioteque Mazarin, skænket akademiet af Richelieus lige så magtfulde efterfølger som førsteminister, Jules Mazarin, og opstillet i en lang, skøn bibliotekssal i to etager med klatrestiger. Vi går gennem læsesalen, lige så lang og tyst. To forskere sidder langt fra hinanden og betragter med mild forbløffelse det uvante syn af ikke studerende gæster, der ledes hen til et stort bord for enden af lokalet, hvor den hektisk smilende bibliotekar fremviser bogskatte med dansk tilknytning, Paullis Flora Danica fra 1648 mangler ikke. Der er ikke tid til pluklæsning.

Sprogniveau

Vi er et antal medlemmer af Det danske Akademi, som er på gæstebesøg blandt de såkaldt udødelige, der da også på denne og anden vis lader tidens længde hviske sine budskaber om ubrudte traditioner, fra dengang Frankrig konsoliderede sig som den europæiske stormagt og satte kulturen i niveau med magten og sproget som dens særlige udtryk. En opgave, som akademiet fik pålagt at sikre. Formentlig har sprogets reelt højt respekterede status haft sin betydning for fransk identitet. En omhu for og stolthed over sprogets kvaliteter mærkes tydeligt som en holdning blandt franskmænd, når man sammenligner med dansk praksis, hvor det halve og omtrentlige er godt nok for de fleste.

Jeg fornemmer en vis munter, tvivlrådig uro i salen et sted undervejs i Suzanne Brøggers livlige tale om bl.a. Oehlenschlägers besøg hos Madame de Staël. Forklaringen fulgte senere. Hendes litterære salon og reputation er ikke i høj kurs i akademiet: hun konstruerede altid sine sætninger på samme monotone måde, forklarede en. Så går Karen Blixen langt bedre igennem. Flere havde erindring om hendes fremtoning og beundrede hendes talesæt.

De fyrretyve
Nu er det ikke hvilken som helst salon. Jeg har respekt for Svenska Akademiens mødesal i Börshuset i Stockholm, hvor de sidder ved deres faste pladser, arvet af forgængere, som også her i forbilledets større format, hvor de fyrretyve medlemmer sidder i en stor oval formation med også tværstillede pladser. Suzanne Brøgger får at vide, at hun nu beklæder og klæder sædet, hvor forhen Chataubriand sad. Selv har jeg til låns historikeren, politikeren, romanforfatteren Maurice Druons stol, idet han selv nu befinder sig i et ophøjet panel som honorær sekretær, secrétaire perpetuel honoraire, som det ærede medlem skal tituleres før hvert indlæg, side om side med ’kansleren’ og den nuværende faste sekretær, Hélène Carrère d’Encausse, historiker med Sovjetunionen som speciale. På dansk har vi hendes De sovjetiske minoriteters historie, mens Druons store produktion kun er repræsenteret ved et par børnebøger.

Det er ikke børnesnak han fører. Det er en veltalenhedens særlige kunst, som trives i deres indlæg. De lever med en mærkbar lystfølelse i sprogets kadencer, trives i de veldrejede pointer uden tomme fraser, uden hast, improvisatorisk eller forberedt, en omfavnelse ikke uden hjertelighed. På min højre side sidder Gabriel de Broglie, jurist, statsråd, prins af blodet, nådada, og forklarer visse principper under drøftelse af det sproglige arbejde, som akademiet siden begyndelse har haft i gang med ordbogen, hvor nu niende udgave er i trykken.

Under kuplen

Og her findes selve kriteriet for optagelse af medlemmer: sådanne som kaster glans over det franske sprog. Derfor finder man ikke kun digtere og teaterfolk, men filosoffer, medicinere, etnologer, kritikere, politikere og en enkelt gejstlig. Skrivende folk – som lader sig uniformere ved f.eks. modtagelse af nyoptagne medlemmer med særlige indvielsesritualer under den berømte kuppel, i øvrigt et grimt, lugubert auditorium uden plads til ben som førhen i Stærekassen. Det var Bonaparte, der gav dem grønne, broderede uniformsjakker samt kappe og kårde, et paramilitært udstyr, da han genoprettede Akademiet, som revolutionen ellers havde nedlagt

De er også storvoksne folk, nogle af dem, som nu Pierre Messmer, tidligere premierminister. Som flere andre tilstedeværende deltog han i de frie franske styrker under de Gaulle og fulgte han troligt og er forsynet med en nærmest præsidentiel konversationsteknik. Jo, han kender da København, men husker den mest fordi han som ung sejlede fra Hongkong til vores hovedstad på en dansk fragtdamper.

Ved afslutningsfrokosten ser jeg danskerne med mad i munden mellem de tunge drenge, Pia Tafdrup, Klaus Rifbjerg, Frederik Stjernfelt, Peter Laugesen, Jørn Lund, Mogens Brøndsted samt Jens Smærup Sørensen, der rejser sig og siger noget pænt om Richelieu og hans ordbevæbnede bande, der holder sin hånd over os.

I vestibulen dukker den 95-årige antropolog og strukturalist Claude Lévi-Strauss op, selv en myte, parat til et udvalgsmøde. En af de udødelige.