Til forsiden

Sekretærens beretning 2008

Jens Smærup Sørensens
tale ved
Det Danske Akademis årsfest,
28. november 2008

Sekretærens beretning 2008


Velkommen til Det Danske Akademis otteogfyrretyvende årsfest. Vi vil benytte lejligheden til at overrække 4 priser: Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik til Morten Søkilde; Akademiets Oversætterpris til Mette Dalsgaard; Otto Gelsted-prisen til Pablo Llambías, og sidst, men jo slet ikke mindst, Det Danske Akademis Store Pris til F.P. Jac.
En femte pris skulle vi have haft med, nemlig Beatrice-prisen, der siden 1984 er blevet uddelt hvert år. Med undtagelse af Den Store Pris, der via Kulturministeriet finansieres af statskassen, stammer de pengebeløb, der følger med de øvrige priser, dels fra testamenterede royalty-indtægter efter dem af stifterne, der var forfattere – og det gælder jo eksempelvis Otto Gelsted-prisen – dels fra renter af de fondsmidler som andre donatorer én gang for alle har stillet til rådighed, og det gælder netop bl.a. Beatrice-prisen, der i sin tid blev stiftet af Birte og Paul Beckett. Gennem en række år har et lavt renteniveau nu gjort det svært at fastholde de traditionelle prisbeløb, og vi har altså for Beatrice-prisens vedkommende valgt i år – i stedet for at halvere den – at springe uddelingen over. Det samme forhold truer som antydet flere af de andre priser, og – når vi nu er inde på det – såmænd også Akademiets almindelige drift, der ud over god, gammeldags påholdenhed forudsætter en udstrakt brug af gratis arbejdskraft.
Med støtte fra Kulturrådet har vi ikke desto mindre også i det forløbne år kunnet afholde vores todages forfattermøde på Rungstedlund, med oplæsninger og kritiske diskussioner af upublicerede værker af de indbudte kolleger. Ved årets møde sidst i februar deltog Naja Marie Aidt, Anne-Louise Bosmans, Camilla Christensen, Christian Dorph, Cecilie Eken, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Louis Jensen, Dennis Gade Kofod, Steen Kaalø, Kim Leine, Pablo Llambías, Inge Pedersen, Morten Søndergaard og Merete Torp, og desuden som nordisk gæst Ulf Karl Olov Nilsson, samt medlemmer af Akademiet.
I september indvalgtes forfatteren Poul Erik Tøjner som nyt medlem. Ifølge fundatsen kan antallet af medlemmer ikke overstige 20, og det er nu oppe på 19.

Sådan, for eksempel, kunne sekretærens årsberetning lyde. Især hvis han havde bestræbt sig på at gøre den temmelig kort, og det har jeg netop gjort, fordi jeg ville sikre mig, at der også blev tid til at fortælle en historie. En historie fra det virkelige liv, og dét endda mit eget. Det er dog snart mange år siden den tildrog sig, og når jeg først fortæller den nu, hænger det sammen med at intet menneske hidtil har villet høre på den. Jeg er mange gange begyndt på den, men heller ikke mere end lige begyndt, førend én, og som oftest flere, af mine tilhørere har overdøvet mig med deres egne historier. Det er nemlig en historie der handler om genvordigheder på en rejse, og den slags er der åbenbart mange der har på lager og når som helst vil kæmpe hårdt for at fortælle. Forleden slog mig da at nu måtte stunden være kommet, også for denne lille, men i alle detaljer sandfærdige historie, nu jeg skulle stå her ved mikrofonen og foran en hel sal fuld af tilhørere, som plejer at blive pænt siddende, uden at blande sig – og dørene skulle nu vist i øvrigt også, håber jeg, være blevet låst, udefra.
Ja, og så kommer den: Vi havde kørt omkring i Frankrig, min familie og mig, og besluttede os for også lige at slå et slaw omkring Spanien. Vi kom til Barcelona, fandt et hotel, og børnene følte sig straks så godt hjemme dér, at de ville blive i lobbyen, mens min kone og jeg fandt frem til en parkering, der efter receptionistens opfattelse skulle befinde sig lige i nærheden. I sidste øjeblik ombestemte børnene sig og kørte med, og det viste sig at være et heldigt indfald. For vi forvildede os temmelig hurtigt, ad ensrettede gader, langt væk fra dette hotel og fandt aldrig senere tilbage til det. Et varsel ville det alligevel have været – hvis det var sket i en roman – at vi havde været så nær ved at miste børnene. Men vi fandt nu et hotel et andet sted, parkerede i en sidegade og satte os i en bar for i varmen at svale lidt af, inden vi slæbte bagagen op. Det skulle vi alligevel have gjort med det samme, viste det sig, for da vi kom tilbage til bilen, var et par af dens ruder smadret, og alt hvad vi havde haft liggende i den fjernet, rub og stub, fra bagage- til handskerum. I første omgang føltes det især flovt at vi ikke havde passet bedre på en hel del gaver, vi havde fået af venner i Frankrig, og en lille smule ærgerligt var det da også at have mistet så meget vasketøj. Nå, men aftenen tilbragte vi så i en skummel parkeringskælder med at samle glasskår op fra sæder og gulv. Og næste formiddag sad vi en tre-fire timer på en politistation og ventede på en derpå ganske hastig sagsbehandling, og hele eftermiddagen kørte vi omkring i halen af en taxa, der forsøgte at finde et værksted, hvor de muligvis havde nogle ruder, der passede til vores bil. Det lykkedes selvfølgelig ikke, og inden der igen blev aften, forlod vi denne uheldsvangre by, efter at jeg havde købt en hel del tape og klistret de tomme vinduesåbninger til. Dette gentog jeg i de følgende dage, på vej hjemad, adskillige gange, for tapen flaprede hele tiden løs, og jeg fik vel brugt en tyve-tredive ruller tape, i alle farver, og bilen lignede efterhånden – nej – jeg må hellere stoppe her.
Jeg stopper, og jeg kan endda forsikre jer om at jeg undervejs er sprunget over en fem-seks genvordigheder, som sagtens ville kunne måle sig med sig med de nævnte. Men jeg véd jo godt hvor forfærdelig kedelige den slags virkelige historier er at høre på, og hvor forfærdeligt I må sidde her og lide under, at I nu ikke straks kan komme til at fortælle jeres egne, og efter al sandsynlighed meget bedre, historier fra det virkelige ferieliv. Så lad mig i stedet udlede en pointe, og den mest nærliggende er vist den, at jeg – i hvert fald allerede inden jeg tredje gang tapede bilen til – kunne trøste mig med, at her havde jeg sgu da snart en rigtig god historie at fortælle venner og bekendte derhjemme!
Vi har da utvivlsomt alle sammen dette påtrængende behov for at fortælle, og jeg tror nok også at vi alle sammen – hvor pinligt det måske end kan lyde – ikke blot kan lade os trøste, men også, mere eller mindre, kan komme over eller tilbagelægge en række af tilværelsens også langt alvorligere tildragelser ved at fortælle om dem. Alene i de forhold ligger der voldsomme drivkræfter til produktionen af det der kolporteres under navnet litteratur. Til dén medvirker så oven i købet lysten ved bogstaveligt talt at give fanden i hvad der faktisk foregik, at lade fantasien overtage begivenhedernes gang, og at lade sproget lege videre med det hele. Og giver man først sådan afkald på al dokumentarisk sandfærdighed i forhold til ens forgangne virkelighed, til fordel for øjeblikkelige og i en anden forstand ganske autentiske sindbilleder, så kan der i heldige tilfælde ske det, at man får lov til at fortælle en historie færdig, uden at blive afbrudt og overdøvet af andre historier; idet tilhørerne måske fornemmer at disse egne historier nu også allerede, på en måde, bliver fortalt gennem denne her fiktive, som fortælleren på sin side jo heller ikke længere kan synes er hans alene.
Og som sagt: voldsomme kræfter er i sving, bag, og i, alt dette – litteraturen lader sig lige så lidt som nogen anden elementær menneskelig drift standse. Men derfor kan der selvfølgelig godt være nogle der forsøger på det, og om ikke hele litteraturen, så bestemte dele af den. Vi har måske allerede længe prøvet at affinde os med at den litteratur, der er flest penge i, privilegeres af privatejede forlag og medier, men vi vægrer os stadig ved at acceptere markedstilpasningen af de offentlige institutioner, der har til opgave at operere ud fra lutter kvalitative hensyn. En tendens der uafladelig forstærkes, og som virkelig bør bekymre, og vi har i Det Danske Akademi heller ikke undladt at bekymre os. Også, fortsat også, over forlagenes og avisernes bestsellerisme, ikke mindst i forhold til udenlandsk litteratur; men især over Danmarks Radio, der efter sine første 75 år med masser af oplæsninger pludselig har fundet ud af, at litteratur er for dyrt; og nu frem for alt over bibliotekerne, der ikke blot påtvinges besparelser, med reducerede bogindkøb og filialnedlæggelser til følge, men også i visse tilfælde frivilligt begrænser deres betydning ved snævert at satse på sæsonens populæreste numre; men endelig også over universiteternes nedlukning eller marginalisering af studier af fremmede landes sprog og litteratur, og dermed en udtørring af de verdenslitterære inspirationskilder, som vore egne danske forfattere altid er nået et godt stykke ved forslugent at drikke af.
Jo, der er kun alt for mange gode grunde til at bekymre sig over litteraturens vilkår; men der er dog slet ikke nogen grund til helt at gå i sort. Vore fire prismodtagere er fremragende eksempler på at lysten og viljen og evnen til frembringelse af digtekunst til stadighed triumferer. Eksempler på at der på trods af al ufremkommelig ulønsomhed fortsat oversættes verdenslitteratur, og at der ufortrødent findes udgivelsesmuligheder for den; og eksempler på at nye, originale talenter af og til dukker op og endnu en gang beviser at digte kan se anderledes ud, end de før har gjort; og på at fortællere i kraft af engagement og gennem skiftende, hele tiden opfindsomme vinklinger og motiviske kombinationer kan give os mulighed for at genopdage vores fælles virkelighed, og på at der også i denne pragmatiske og snusfornuftige tid kan trives sjældne og særegne begavelser, hvis heftige kærlighed til det danske sprog får det til at lyse og til at le, som blev det nu så synftigt feteret for allerførste gang, og dog som gangen før.
Lad os derfor nu fejre årets prismodtagere! Lad os fejre dem med taler, men også med sang og musik. Vi skal allerførst – og senere hen igen – lytte til den dramatiske alt Elisabeth Hanke, akkompagneret af Knud Rasmussen.