Til forsiden

Sekretærens beretning 2013

Sekretærens beretning 2013 (Per Øhrgaard )

Velkommen til Det Danske Akademis årsfest 2013. En særlig velkomst til årets prismodtagere: Lars Frost, modtager af Beatriceprisen, som egentlig hedder et legat, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, modtager af Otto-Gelsted-prisen, Jakob Martin Strid, modtager af den af Cecil Bødker indstiftede Silas-pris, og Erik A. Nielsen, modtager af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelses pris – det selskab, stiftet i 1759, som i 1966 blev sammensluttet med Det Danske Akademi. Vi har traditionelt gæster fra det svenske og det norske akademi. I år har Svenska Akademien desværre ikke set sig i stand til at sende en repræsentant, men Det Norske Akademi repræsenteres af John Ole Askedal, hjertelig velkommen til dig.
Og så i øvrigt igen velkommen til alle jer, som jeg ikke har nævnt særskilt!

“Nogle af mine Landsmænd mene, at Modersmaalet ikke skulde være dygtigt til at udtrykke vanskelige Tanker. Dette synes mig en besynderlig og utaknemlig Mening, som det ogsaa synes mig besynderligt og overdrevent at ville ivre for det, saa man næsten glemmer at glæde sig ved det, at forfægte en Uafhængighed saa ivrigt, at Iveren næsten synes at tyde paa, at man allerede føler sig afhængig, og at det stridige Ord tilsidst bliver det Spændende, ikke Sprogets Fryd det Vederqvægende. Jeg føler mig lykkelig ved at være bunden til mit Modersmaal, bunden som maaskee kun Faa er det, bunden som Adam var til Eva, fordi der ingen anden Qvinde var, bunden fordi det har været mig en Umulighed at lære noget andet Sprog og derved en Umulighed at fristes til at lade stolt og fornemt om det medfødte, men ogsaa glad ved at være bunden til et Modersmaal, der er riigt i indre Oprindelighed [...] et Sprog, der ikke uden Udtryk for det Store, det Afgjørende, det Fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkjærlighed for Mellemtanken og Bibegrebet og Tillægsordet, og Stemningens Smaasnakken, og Overgangens Nynnen, og Bøiningens Inderlighed og den dulgte Velværens forborgne Frodighed; [...]”
    Sådan skriver Søren Kierkegaard i Stadier paa Livets Vei, og en af de mange ting, man kan huske ham for her i hans jubilæumsår, er hans optagethed af dansk sprog og ånd, de to begreber – og forhåbentlig realiteter – som Det Danske Akademi i sin tid blev grundlagt for at virke for. Eftersom allerede Kierkegaard klagede rigeligt over sin samtids forfladigelse af alting, herunder sproget, burde jeg afholde mig fra at gøre det nu; hvis det allerede så slemt ud på hans tid, hvor meget værre ville det så ikke være i dag, ja ville der overhovedet være dansk sprog tilbage? Det var hans samtidige H. C. Andersen nervøs for ikke skulle være tilfældet, da der under fredskonferencen i London i juni 1864 opstod et rygte om, som Andersen skrev til Eduard Collin (3.7.1864), ”at vi faae Fred og gaae ind under Tydskland.””Skal vort smukke, rige Sprog om et hundred Aar kun kjendes gjennem Nordmændene?” spurgte Andersen bekymret. Collin svarede dagen efter lettere irriteret: ”Saavidt er det dog aldrig gaaet med mig, at [Phantasien] skulde lade mig see det Danske Sprogs Undergang. Jeg er i den Henseende ligesaa rolig nu, som jeg altid har været.” Det kan vi nok også tillade os at være i dag. Vist er indflydelsen fra engelsk til at høre og se, men den er næppe større og i hvert fald næppe mere dybtgående end den påvirkning fra plattysk, som i senmiddelalderen var med til at omforme det danske sprog. Nogle gange gør den engelske påvirkning et lettere komisk for ikke at sige latterligt indtryk, men det var også tilfældet med den tyske, man skal bare læse sin Holberg for at se det.

At virke for dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen – det er Akademiets formål. Lad os tale om det danske sprog, for dér begynder og ender dansk ånd. Den skal finde udtryk, og det gør den nu engang fortrinsvis i sproget. Skal det bevares og udvikles, skal der ordbøger til. Dem har vi i Danmark en stærk tradition for. Ordbog over det danske Sprog, ODS, anses for en af de bedste nationale ordbøger, og Den Danske Ordbog, som er dens fortsættelse, er det sted, man kan finde det sprog, som er kommet til efter ODS, men jo også de betydninger, som det hidtidige sprog antager i nye omgivelser og befordret af originale sprogbrugere som f.eks. forfattere. Den Danske Ordbog drog allerede i sin tilblivelse fordel af den nye teknologi, som gjorde det muligt at arbejde med et meget stort korpus – altså baggrunds-, eksempelmateriale – og senere at lægge både DDO og ODS ud på nettet til fri afbenyttelse for enhver. Løbende opdateres det alt sammen nu på ordnet.dk, som har været finansieret af Kulturministeriet og Carlsbergfondet i forening, og som har særdeles mange brugere, både engangs- og faste.
Det var derfor med nogen overraskelse, at de, der interesserer sig for dansk sprog og ånd, tidligere på året modtog meddelelsen om, at Kulturministeriet havde skåret sit tilskud for 2014 bort. Man skulle jo synes, at om et dansk kulturministerium ikke havde andre formål, så måtte det i hvert fald have det at støtte plejen af nationens sprog; men der var åbenbart så mange andre formål, at denne centrale opgave kom sidst i køen. Carlsbergfondet sprang til og har for 2014 udlignet manglen, og jeg skal her ikke undlade at citere fondets formand Flemming Besenbacher, som kort og godt sagde: ”Vi kan bare ikke leve med det her.”
Dermed mente han ikke kun, at arbejdet med ordnet naturligvis skulle kunne fortsættes, men også, at det var for galt, at staten løb fra sit ansvar. Det er godt, at der findes fonde, som kan være mæcener, og det er også godt, at kulturlivet har private sponsorer, skønt de kan fristes til at skele rigeligt til den gavn, deres støtte gør deres egen forretning (det er derfor, en mæcen og en sponsor ikke er det samme). Men det er skidt, hvis staten kalkulerer med, at mæcener og sponsorer nok skal stille op, og benytter det som påskud til selv at rende sin vej. Staten har et ansvar – ikke for at styre sprog og ånd, men for at støtte begge deles udfoldelse. Vi vælger at tro, at bortfaldet af tilskuddet til ordnet skyldes en misforståelse, og den tro ser vi meget gerne bekræftet. Ansvaret bliver ikke mindre af, at det danske sprog - skønt angiveligt et af de 100 største i verden - ikke er særlig udbredt, og at markedet for sproglige frembringelser på dansk ikke blot kan øges ved en eksportindsats.

Derfor har staten også et ansvar for bogmarkedet. En undersøgelse syntes for nylig at vise, at det gik fint med de frie bogpriser, og man mente endog at kunne regne ud, at forbrugerne havde sparet 319 mio. kroner i forhold til det, de havde skullet betale, hvis priserne havde været faste. 319! ikke ca. 300 eller måske blot et mere rundt tal som 320, nej 319! Der var naturligvis nogle skumlere, som påpegede, at det statistiske materiale var alt for tilfældigt til at kunne danne basis for så vidtgående konklusioner, og især, at der alene var tale om en kvantitativ undersøgelse, som ikke spurgte ret meget til kategorier, udbredelse osv. Det er ikke en værdi i sig selv, at der sælges flere bøger, hvis markedet samtidig segmenteres mere og mere, og f.eks. ”brede fagbøger af almen interesse”, for at citere Bjørn Bredal, får det stadig vanskeligere. Det er et politisk problem, et demokratisk problem.
Det kan undre, at danske politikere så stædigt holder fast ved en ordning, som mange andre lande i Europa har holdt sig fra, ja som nogle endda har afskaffet igen efter at have indført den, selv lande med større sprog og derfor også større markeder end Danmark. Og det kan også undre, at f.eks. formanden for Forbrugerrådet først på året erklærede, at det var helt fint, bare noget blev billigere. Selv, ja netop! en varm tilhænger af markedsøkonomi og fjende af regulering må dog – skulle man tro - foretrække en situation, hvor markedet fungerer inden for bestemte rammer og inden for disse er selvregulerende – for en mangel på ordning, hvor staten skal ind og lave mange målrettede tiltag for at bøde på følgerne af det – såkaldte - frie marked.
Et af de seneste var kampagnen ”Danmark læser”, og den kan man ikke have noget imod, tværtimod skal kulturministeren have tak for både initiativet og for den kronik i Politiken, hun ledsagede det med. Men man kunne godt overveje, om en sådan kampagne havde været påkrævet, hvis der eksisterede flere strukturelle tilskyndelser, såkaldte incitamenter, til at læse. Kulturministeren har jo ret i, at ”litteraturen er dannende i bredeste forstand”, som hun skrev. Men det er ikke forestillinger om dannelse, der har domineret de seneste års diskussioner og forlig om skole- og nu også universitetspolitik: Det er forestillinger om konkurrenceevne – som i øvrigt med stor sandsynlighed snarere vil blive svækket end styrket af fraværet af dannelsesperspektivet. Og for at blive ved bogpriserne et sekund endnu: Det var jo ikke sådan, at de faste bogpriser – som i øvrigt altid kun gjaldt for en periode - fritog forlæggere og boghandlere fra at tænke sig om og lave kalkulationer. Det var heller ikke sådan, at forlags eller boghandleres gevinstmargin lå i den øvre ende, dengang der var faste bogpriser. De var hjælp til selvhjælp, og det burde dog til enhver tid være at foretrække for manglende hjælp – og påfølgende redning af druknede.
Men nu taler manden om bøger – som om det stadig var et emne i den digitale tidsalder! Markedsproblemet er imidlertid det samme, hvad enten bøgerne fremføres på paller, der sættes ind i supermarkedet, eller elektronisk med mulighed for downloading og læsning på en skærm, eller som lydbøger. Selv den mest avancerede teknologi er ikke meget værd, hvis den ikke har noget at transportere. Men endnu mere interessant bliver det at se, hvor langt udviklingen trækker sproget, trækker formerne med. Enhver ny teknologi skaber nye genrer: Tænk bare på, hvor mange romaner der i tidens løb er blevet til som føljetoner i aviser; det kunne først lade sig gøre, da man havde fået de moderne aviser. Og se så nu, hvad der skabes på nettet tilpasset nye meddelelsesmåder, eller måske som kollektive projekter. Dem har man i øvrigt også kendt til før i tiden, fra romantikken til Rifbjergs lytterroman, men mulighederne er naturligvis blevet meget større.
 
Georg Brandes erklærede i sin tid, at litteraturens berettigelse var at sætte problemer under debat. Det har i hvert fald én bog i dette efterår gjort aldeles eftertrykkeligt, og det er ikke sket med ”en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkjærlighed for Mellemtanken og Bibegrebet og Tillægsordet, og Stemningens Smaasnakken, og Overgangens Nynnen, og Bøiningens Inderlighed og den dulgte Velværens forborgne Frodighed; [...]” – men tværtimod med store bogstaver og en dertil svarende diktion. Den er heller ikke som nogle af Søren Kierkegaards bøger udkommet under pseudonym, tværtimod står forfatterens navn på omslaget med meget større bogstaver end titlen, der så igen ikke står med større bogstaver end forlagets navn.
Det kan der alt sammen være god mening i, og alligevel ville det være en skam, hvis Yahya Hassans digte om livet inden for murene – det være sig ghettoens, institutionens, politistationens eller det besatte Palæstinas – blev læst alene dokumentarisk og biografisk. De handler nemlig også om sprog: ”I skolen må vi ikke tale arabisk/ derhjemme må vi ikke tale dansk” – det er den konflikt, lyrikeren er stedt i, og som han vrider sig ud af ved at skrive mest dansk, men i et stort langt slutdigt også med - jeg havde nær sagt - etnisk syntaks. Her – beskrives ville være et skævt ord: her aflægges vidnesbyrd om et liv mellem en brutal far, som ”gav et par flade hvis stemningen blev for god”, og ”pædagoger som egentlig er dørmænd”, aflagt af en som ”åbenbart [er] blevet dansker”, men til hvis ferieminder også hører ”israelske droner”; en som i Danmark kan få at vide, at han skal skrubbe hjem, hvor han kom fra, men i den palæstinensiske flygtningelejr hører råbet ”Skrid tilbage til Danmark”.
    Det er barske forhold, der skrives om. Men i den særlige opsigt, bogen har vakt, lurer også en fare – som man ikke skal bebrejde forfatteren! - for, at bogen etnificeres: Sådan er livet blandt muslimerne, sådan er de! I den forbindelse kan man erindre om, at den første modtager af Det Danske Akademis store pris, Knuth Becker, bl.a. skrev om forholdene på danske opdragelsesanstalter. Og ”danskerne”, i ordets fjollede etniske forstand, ville sikkert have sig frabedt, at de senere års misbrugssager skulle betragtes som sandheden om det danske samfund.
Mure findes mange steder, også i dag, og de har altid to sider – men litteraturen kan bidrage til at bryde dem ned, om ikke på anden vis, så ved at vise, hvordan de ser ud, når man ser dem indefra. Vi, der ikke bor i ghettoerne, kan så måske ihukomme den tidligere tyske forbundspræsident Gustav Heinemanns ord: Når man peger på andre, er der altid tre fingre, der peger tilbage på en selv.

Det Danske Akademi har i årets løb valgt et nyt medlem, litteraturforskeren Lasse Horne Kjældgaard, som foruden at være forsker også er direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Ifølge Akademiets fundats skal det stedse rumme et flertal af om jeg så må sige ”rigtige” forfattere, men kan altså også rumme et mindretal af andre, der skønnes at kunne bidrage til dets formål.
I årets løb har Poul Erik Tøjner meddelt, at han ønsker at overgå til passivt medlemskab, og således har Akademiet ligesom ved samme tid sidste år sytten aktive medlemmer: Benny Andersen, Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Klaus Høeck, Ida Jessen, Pia Juul, Lasse Horne Kjældgaard, Peter Laugesen, Jørn Lund, Klaus Rifbjerg, Astrid Saalbach, Frederik Stjernfelt, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og mig; alfabetet sørger her udmærket for min klædelige beskedenhed. Det højest mulige medlemstal er tyve, og det kan ikke udelukkes, at vi når derop.
Året er ellers forløbet som normalt med syv ordinære møder på Rungstedlund og tilhørende drøftelser, der dels handler om litteratur og sprog i almindelighed, dels har til formål at udpege de prismodtagere, som kommer til lige om et øjeblik, og dels kan have et særligt tema, således i år et oplæg ved Søren Ulrik Thomsen om forandringer i den litterære offentlighed.
 Akademiet vil i det kommende år søge at manifestere sig mere offentligt – inden for de rammer, vores økonomi giver os, og som i 2014 er videre end ellers i kraft af en donation fra Ole Kirks Fond, som der her skal siges en stor tak for. I februar afholdtes det årlige forfattermøde, hvor Akademiet indbyder et antal danske forfattere og en nordisk gæst to dage til Rungstedlund, hvor nogle af forfatterne læser op af værker, de har i arbejde, og bagefter må påhøre kritiske og rådgivende bemærkninger uden selv at kunne tage ordet. Forfattermøderne har nu eksisteret i mange år, og der har været stor glæde over dem - både hos de indbudte og hos arrangørerne. I 2013 havde vi inviteret Peter Asmussen, Majse Aymo-Boot, Hanne Richardt Beck, Thomas Boberg, Stig Dalager, Mia Degner, Katrine Marie Guldager, Christina Hesselholdt, Lars Husum, Peder Frederik Jensen, Hans Otto Jørgensen, Janina Katz – som ikke er blandt os mere, men som var en af dem, der læste op, og med succes - Kim Leine, Thomas Levin, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Inge Pedersen, Sidsel Falsig Pedersen, Arne Herløv Petersen, Stine Pilgaard, Olga Ravn, Aase Schmidt, Charlotte Weitze og som nordisk gæst Jan Henrik Swahn. Fra Akademiet deltog Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Ida Jessen, Pia Juul, Jørn Lund, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og jeg selv.
På Akademiets vegne har Pia Juul og Søren Ulrik Thomsen i nogle år varetaget arrangementet. Pia Juul har ønsket at blive afløst, og i stedet er Ida Jessen indtrådt i den lille organisationskomité. Den får i 2014 lidt mere tid, idet vi efter aftale med Karen Blixen Museet flytter forfattermødet fra den sidste weekend i februar til den sidste weekend i oktober. Der kan være grumme koldt i det smukke, men ikke hyperisolerede Rungstedlund i februar, og undertiden kan det endda være besværligt at nå frem dertil. I højsæsonen kan vi ikke byde museet at skulle lukke en hel weekend; men sidst i oktober går det an, og der sidder nok lidt varme i væggene endnu fra sommeren.
Lasse Horne Kjældgaard har deltaget i Det Norske Akademis årsfest den 25. november, i mandags. Det er en tradition, at vi giver nyvalgte medlemmer mulighed for at lære vore kolleger at kende, og Lasse Horne Kjældgaard vil også deltage i Svenska Akademiens årsfest den 20. december. - Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung har igangsat nogle dialogmøder med andre europæiske akademier, herunder vort. Det første dansk-tyske møde fandt sted mellem Peter Laugesen og præsidenten for Deutsche Akademie Heinrich Detering i Literaturhaus Berlin den 25. april og handlede om europæisk avantgarde, det andet - med den polske germanist Leszek Zylinski og mig selv i Buddenbrookhaus i Lübeck den 15. november, hvor emnet var polske og danske erfaringer med at være naboland til Tyskland.
Og dermed er jeg nået til enden af min årsberetning og overlader nu scenen til musikken, det vil sige til Carsten Dahl.