Til forsiden

2000 Thomas Boberg

Jørgen Gustava
Brandts tale for
Thomas Boberg,
2000

Thomas Boberg debuterede i 1984 med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast,- under det mangetungede poetiske boom, hvis nyhed blev proklameret omkring 1980 med andre fanfare-lignende titler som f.eks. F.P.Jacs Jeg er fanme til eller Michael Strunges Vi folder drømmens faner ud.

Der var i den lovende nye lyrik en læggen afstand til det foregående tiårs politisk kommenterende digte og tendenser til smalltalk, -sådan sker det jo… med en ny søgen til modernismens hovedkilder, forsøg i mangeartede andre udtryk og med blanding af stilelementer.

En af de nye digtere, Pia Tafdrup, gav et billede af 80ernes nyhed midt i tiåret med sin antologi med den sigende titel Transformationer. De debuterende årgange talte navne som Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen, Seehusen, Juliane Preisler, Morti Vizki, Klavs Bondebjerg, Niels Frank, Pia Juul, Merete Torp.

- - - Thomas Boberg brugte den store moderne tradition i det 20. århundrede på sin egen personlige måde. Uanset hvor oprivende, det der siges, kan være, er hans udtryk ofte lavmælt. Det paradokse får et skær af selvfølgelighed og hverdag.

Selve sprogmusikken kan gøre det provokerende skønt. Digtene bevæger sig fra skarpe indblik i en barndom, ikke uden barske sider, over byen som motiv og kompliceret sindstilstand. Samlingen er en kamp mod desperation, en urolig søgende bog, der skaber et stort rum for sprogets musik.

I byer - såvel som i rejsesituationen - opleves fremmedheden i det hjemlige og omvendt. Et eminent nutidigt træk. Et udtryk for det sammenhængsløst transformative i vilkåret, som når det i digtet ”Centrum” siges:

Nu er jeg igen blevet spurgt om vejen til centrum
vanskeligt at forklare at vores by er uden midtpunkt
mit centrum er flydende og spejler sig i dig
din stemme rødt kobber i solen…

Boberg opererer med at se ting omvendt eller fra uventede vinkler. Det giver en suggestiv rumfornemmelse, som byer i drømme, overgangene er uvisse eller tilmed vejløse, springende…

- Hurdlen med andenbogen klarede Thomas Boberg fint. Samlingen hedder Ud af mit liv. Der er en elegisk tone, en ømhed i følelsens nøgenhed, en afskedsstemning, men også noget besværgende, der viser sig som udtryk for tillid til det kommende, vi indskrives i. Titlen er dobbelttydig.

Den tredie digtbog, fra 86, Hvid Glød, er ét digt. Bobergs bud på det erkendende, cykliske langdigt i den moderne tradition. Det kan betragtes som en afrunding af forfatterskabets første fase. Skrevet som i ét langt træk, som en dagsang under den hvidglødende kugle. Temaet er personlig metamorfose. En række blide, meget varierede udtryk for en art afviklingsproces for at nå ind til det nødvendige, i stadig forladelse af de illusoriske forestillinger, vi nærer om os selv, gennemført med fornem musikalitet. Bemærkelsesværdigt er digtets afkald på ydre retorik. Det siger noget sammensat på en enkel måde. Der økonomiseres med billederne, men indtrykket er rigt og varieret.

Med Slaggedyret indledes en ny fase i Bobergs digtning. Han har vundet ny frihed over poesiens kalenderblade, hvor billederne nu regner, sner, svæver, blæser igennem læseren, i lange arabesker og prægnante korttekster, uden at han sætter noget af kompleksiteten og musikaliteten til, tværtimod. Drømme sansninger, visioner veksler i stadig fremkaldelse og tilintetgørelse. En stor ekspansion, der uddybes og intensiveres i den følgende række digtsamlinger.

Når han kalder den næste Vor tids historie, kunne man forledes til at tro, at bogen har en narrativ, episk karakter. Det er slet ikke tilfældet. Digtene fremkalder imidlertid faktisk en slags modernitetens historie, i brudflager, en oprivende torso over civilisationens absurde komedie; - den føres videre i den storby-myldrende, kulturpessimistiske samling Digte 1990. Men ekspressionen er uafbrudt i personlig dialog med alverden.

Det bliver stedse mere tydeligt gennem rækken af fyldige, stort anlagte samlinger i 1990erne at Bobergs udtryk for smerte, vildskab, afmagt, ulmende lidenskab, eksistensens flygtighed og foreløbighed, - der altid er hudløst åbne ud mod verden – ikke alene har deres egen stemme og sansemåde, et særligt taktilt nærvær, der næsten kan gøre ondt, - men at de også er gennem-reflekterede, følelsen forenes med tanken, der altid overvåger indfaldet, og for så vidt er han en af sin generations mest analytiske poeter.

Men han er også en formidabel prosaist. - Noget af det man umiddelbart tænker på i forbindelse med Thomas Bobergs digtning er vitalitet, et gå-på-mod under utallige opbrud, en rastløs søgen efter livets fylde, nærmest i munter trods mod den samtidige skarpt erkendte sammenhængsløse, sprængte moderne civilisation.

Deraf omskifteligheden og bevægeligheden i værkerne.

Han er også den mindst hjemmefødningeagtige, vi har. Nærmest fra barnsben af. Vokset op til at blive vores mest cosmopolitiske digter.

Der er en stor tradition for rejseskildring i dansk litteratur, bøger i rap prosa, fulde af iagttagelser af den ydre verden - og samtidig skildring af de indre rejser. Bøger der rækker ud over reportagen, men ejer dennes friskhed som øjenvidneskildring. Bøger der blander personligt og objektivt, udflugt og eftertanke, sublimt med grotesk. Thomas Boberg er en stor fortæller i denne genre, som han fuldstændigt fornyer. Det viser de to store ”kontinentale” bind om livsrejsen, - ”Sølvtråden" og Americas. De er tidsaktuelle og uendelige. Og de ejer noget, der er mindre almindeligt hos samtidens rejsende forfattere, improvisationens og indfaldets poesi. Fortællingen får karakter af myte. Der er dramatik og bizar humor, maleriske portrætter og eftertænksomme introspektioner, landskaber og ritualer i veltempereret omskiftelighed, i et mægtigt, sindrigt kalejdoskop.

Det glæder mig, på Akademiets vegne, Thomas, at overrække dig prisen, der bærer en anden cosmopolitisk digters navn, Otto Gelsteds.