Til forsiden

1999 Niels Frank

Klaus Høecks
tale for
Niels Frank,
1999

Da Niels Frank for efterhånden mange år siden læste op ved et af Akademiets forfattermøder, var hans fremtræden præget af bogstavelig åndeløshed. Digteren kunne under sin oplæsning næppe trække vejret og få luft i lungerne, og når han havde afsluttet en side lod han den glide ud af sine hænder. Sådan stod han midt i de flyvende og faldende hvide papirer, hvis smukke ord lukkede sig så tæt om åndedraget, at digteren selv blev næsten åndeløs.

En digtning, der går sig selv så hårdt på i sin skønhedssøgen, lader ingen uberørt, og sådan var det også den dag med Franks digtning. Skønheden som åndenød, skønheden som hård kamp for ikke at tabe sig selv og digtet i ordenes poetiske fortætning, for at kunne slippe de hvide papirer og give dem fra sig som digte, bærer og præger i det hele taget Niels Fransk forfatterskab. Nogle har i forbindelse med hans seneste udgivelser fra slutningen af 1990'erne talt om en voksende grad af åbenhed i forfatterskabet, en vis udvikling. Sådan ser jeg det egentlig ikke. Forfatterskabet tegner sig for mig i højere grad hele tiden om den paradoksale og hemmelighedsfulde figur: skønhedens skønhed. Og her påtager Niels Frank sig digterisk de transformationer og refleksioner, der følger med en sådan søgen.

I den første udgivelse øjeblikket (1985) og Digte i kim (1986) går vejen mod digtet og skønheden indad, i en sætten sig selv fri af sanseindtryk og omverdensoplevelser, indad mod digtets form, der platonisk forbindes med erindringen. Her lukker og lukkes læber og hænder, vandet sortner og her går vejen længere og længere ind gemmen et glødende mørke, drømme og stemmers skrig og mumlen, helt herind, under øjnene.

nu hører du kun den rungende lyd fra din pande
når du atter slår blikket så ubeskriveligt ned
under nattens skrattende papir.
Linierne bliver stadig enklere og mere og mere abstrakte, til endelig erindringen kalder en digterisk verden frem: ”min pandes grønne stier/ i solen” lyder det i det afsluttende digt.

Digte i kim fortsætter bevægelsen indad og må karakteristisk nok, bevæge sig baglæns, genopsøge det poesiens sted, der blev formuleret i Øjeblikket, for så at falde ind i et andet poetisk univers. I samlingens første digt lyder det

Du går tilbage mod døren
og igennem dig selv
ind til dit eget digt
Du går tilbage og falder
Få dette poesiens sted rammer lyset uventet, balance og dimension er usikre størrelser, aftenens mur spærrer pludselig, og hånden rækker gennem regn og væltede vinduer længere ind mod det sted, hvor digtet bliver identisk med sin idé. Digteren søger lyset i lyset mellem væltende genstande og smækkende døre, og digtet bliver smukkere end smukt:

Skjult bag et ansigt
som er mit
er en grænse mellem
to ens billeder af lyset
to små mørke klokker
skibene sejler til og fra
som natten mellem to dage
som dagen der lægger sig for aften
og sover ind i sin nat
mod sig selv
I den følgende samling Genfortry}llelsen (1988) træder kærlighedstematikken forløsende ind og binder den poetiske skønhedssøgen til betagelsen, forelskelsen og lidenskaben i du'ets og jeg 'ets møde, der allegorisk fremstiller jeg'ets møde med digtet. Igen må digterdu'et indledningsvis langt tilbage, længere end dagene og nætterne

Og langt tilbage, længere
end dagene og nætterne og længere
end et enkelt ords erfaring
og længere endnu, helt ind
til et billede af en anden end dig selv
rejser sig et digt
så smukt at du
taler til det.
Digtene slynger sig langt i variationsfigurer, omkring hellige tal som 3 og 7 og med inspirationer fra valgslægtskaberne Ashbery, Rilke og Celan. Figurerne: drømmestiger, støvsøjler og vandspejle og genrerne: dagbog, talrækker og sagn tages i anvendelse. Genfortryllelsen danner et højdepunkt i forfatterskabet og et særligt afsæt for de refleksioner over kunst, som Frank fremsætter i Yucatán. Essays og andre forsøg (1993). Her er det forholdet mellem form og stil, mellem tavshed, stilhed og tale, mellem åbne og lukkede former, mellem skønhed og paradoks, der afprøves i de fine og svære tekststykker om forbilleder og inspiratorer som John Cage, Glenn Gould, Cézanne og Wallace Stevens.

Herfra går skønhedens vej tilbage til digtet, nu på et sted, der kaldes Tabernakel, der betyder telt, og som vi bedst kender som det jødiske transportable helligdomstelt og det katolske alterskab, eller fra den parodiske omtale af fænomenet: orden i tabernaklet, som det lyder hos Storm Petersen! Orden er der ikke i Franks tabernakel, men en sand bevægelig hær af tale- og skriftformer: tilløb til fortællinger, der falder anderledes ud end forventet, omvendinger, parodier, haikus, tidebøn, kalenderblad, ekfrase og ansats til biografi, du'ets bekendelse, hjemmearbejde, eventyr i international stil, katekismus og contradictio in adjecto. Det er noget af en forestilling, der bydes på i dette poesiens skydetelt. Talesproget er fremtrædende, men ofte med et lidt skævt brud på kendte idiomer. Mottoet kunne være følgende vers fra et af digtene: "at jeg kan gå, videre, gå og gå og ane mine levende råd undervejs.

En indsigt melder sig på vejen.
Og det næste bliver et særligt ritual kaldet digt.
I sig selv er det intet, og ved det, og kan ikke stå alene
med sin skønhed og ved også dét”.
Tabernakel rundkaster gang på gang dilemmaerne og paradokserne i den poetiske søgen efter skønhedens skønhed, der grundlæggende præger Franks digtning. Den fører ham ad mange veje, igennem forskellige affektioner og til dybt morsomme pointer. Er der kommet noget til i Franks forfatterskab er det humoren, der har fået plads, den underspillede, selvironiserende humor. Det er karakteristisk, at mange af digtene får skævtrukket synsvinklen, ser sprog og verden for tæt på, eller på al for lang afstand, ved det og udstiller sin begrænsning, frasiger sig al veltalenhed for ikke at lide under den. Tabernakel viser det register af udtryksformer, synsvinkler og måder som den paradoksale og platoniske søgen efter skønhed faktisk også trækker med sig. Tabernakel kan sagtens læses som en fortsættelse ud af adskillige af de linier, der er indtegnet i de første bøgers koncentrerede og smukke udstrålinger, radiatorer, fristes man, til at sige, provokeret af digterens berømte undsigelse af netop dette ord, som han da også i Tabernakel tager til sig.

En opgørelse finder sted i Livet i troperne (1998). Metaforismer, som Frank kalder dem. Igen veksler genrerne fra note, teorier, til læresætning, station, opskrift, øvelse og historie. Der er her intense tekster om analysen af metaforens destruktion af læsningen og om sproget, der i digtet taler over sig, men der er også morsomme og underfundige stykker om de svenske digtere, der alle ligner overlæger, for de yngres vedkommende reservelæger, om problemet med at være lavbenet, og den pludselige nervøsitet over, at en bogtitel måske allerede er brugt af en anden. Frank fortæller:

I nervøsitet over at en anden bog måske allerede bærer den titel, jeg langt om længe har fundet til min nye samling, går jeg til boghandleren for at spørge, om de har en bog, der hedder det-og-det? Ekspedienten slå op på computeren. "Jeg kan ikke finde nogen bog med den titel," siger hun, "men ved du hvem forfatteren er? "Nej," svarer jeg og forstår i samme sekund, at det må være det sandeste jeg nogen sinde har sagt.

Livet i troperne får fat i alle anfægtelserne og peger på at skønheden, det hemmelighedsfulde og en særlig fortættet åbenhed i digtningen ikke er mulig uden destruktion, kritik, adspredelse og indrømmelse. Ikke åndløs, men åndeløs digtning, kort sagt.

Det er mig en glæde på Det Danske Akademis vegne at overrække Otto Gelsted-prisen til Niels Frank.