Til forsiden

2006 Dy Plambeck

Pia Juuls
tale for
Dy Plambeck,
2006

Jeg skal tale for poesien. Ikke for Dy Plambeck, som om lidt skal have en pris, men for poesien. For poesien. Kan jeg hylde den, som sådan? Jeg er selv poet, jeg holder vel af den? Men den er så mange ting. Den vil tilsyneladende ingenting, den vil tilsyneladende en masse, måske ligefrem alting. Den gør så meget forskelligt, og den ser så forskellig ud, den lyder så forskelligt. Men jeg skal ikke definere den, jeg skal bare tale for den. Men hvorfor? Er den sund?

For mange år siden hørte jeg et bånd, der skulle lære mig om fuglestemmerne:

”De hørte solsorten! NU kommer bogfinken!”

Og bogfinken viste sig at være nem at lære. Den sagde nemlig: ”Det-det-det-kan-jeg-sige-lisså-tit-det-skal-være”. Og den gentog det. Og andre bogfinker siger det samme, med et lille twist måske, men nogenlunde, omtrent det samme. Anderledes med gulspurven. I starten er sangen ikke perfekt. Gulspurven må øve sig, og det tager mange uger, før den kan synge fuldt og helt. Den tæller ganske vist altid til 7, - 123456 - syyyv. Når den altså ikke lige tæller til otte. Men i visse egne af landet går den sidste tone nedad. I England hedder gulspurven yellow hammer, men den tæller også dér til syv. Eller otte. Hver fugl med sit næb, lidt anderledes, og af og til noget splinternyt. Solsorten i min have sang en sommer tonerne fra ”I’m a Barbiegirl”, og det er ganske vist, men det var jo ikke noget den selv havde fundet på.

Med en omskrivning af Jørgen Gustava Brandt er poesien for hvem-som-helst, men ikke for alle-og-enhver. Gud forbyde, at man proppede poesi ned i halsen på nogen-som-helst, men lad dog alle-og-enhver støde på den; så kan de som vil det, løbe skrigende bort. Alle er velkomne til at skrive poesi, alle er velkomne til at læse den. Vi gør det bare så forskelligt. Jeg vil hævde, at der lyder vidunderlig poesi på de mest uventede steder omkring d.24 december. Jeg vil også hævde (men det er naturligvis bare, fordi jeg er født sur), at der ofte lyder rigtig træls poesi, når der i almindelighed skal læses et digt ved en halvhøjtidelig lejlighed (noget der dog efterhånden sker yderst sjældent). Måske siger det mest om min fordomsfuldhed, at jeg til højskolefesten tænkte, at nu skulle vi nok atter engang høre om de små børns smil, og det huede mig ikke. Men en lang næse fik jeg, for det vi fik at høre var Celans Todesfuge på dansk i Ivan Malinowskis hårrejsende gode danske oversættelse. Jeg havde ikke hørt det før, og alting på mig frøs til is af rædsel og lykke.


Celan: Dødsfuga

Sorte dæmringsmælk vi drikker om aftnen
vi drikker den middag og morgen drikker ved nat
vi drikker og drikker
vi skovler en grav i vindene dér får man plads
En mand bor i huset han leger med slangerne skriver
han skriver til Tyskland imens det mørkner dit gyldne hår
Margarete
han skriver det og træder ud og stjernerne blinker han fløjter på
sine hunde
han fløjter på sine jøder lader grave en grav i jorden
befaler os spil så op til dans


Den mand der læste det digt højt på højskolen havde usynligt været min lidelsesfælle, og lidelsesfæller kan man støde på overalt. Her tænker jeg på ordet lidelse i både den nudanske betydning: en tilstand forbundet med smerte - og den meget gamle der stadig gælder på svensk: en passion, en lidenskab. I øjeblikke som det, hvor jeg hørte Dødsfuga første gang, er jeg parat til at råbe: ”POESI ER SUNDT! Du skal indtage noget hver dag, om jeg så skal PROPPE det ned i halsen på dig.” Men den slags indskydelser går heldigvis over. Der er slet ikke noget ved det, hvis det bliver halvhjertet. Nogen vil være med, andre vil ikke. Jeg synes, det skal være sådan. Poesien overvælder fra både ventet og uventet kant, og lidelsesfællerne kan gudskelov ikke skues på hårene. Det kan poesien selv heller ikke. Bedst som man har råbt, at man aldrig ønsker at se et barnesmil i et digt igen, vil der dukke et op, som man må bøje sig for.

Og bedst, som man nok mener, man har set sit fulde mål af barndomsskildringer i poesien og i øvrigt nok også ved cirka hvor mange måder poesi kan se ud på, hvor rummeligt begrebet poesi er - så udkommer der en bog der vender op og ned på dét.

Dy Plambeck! Kom hid!

Til lykke med Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, 2006.