Til forsiden

2002 Martin Larsen

Den Zeugmatiske Liste

Frederik Stjernfelts
tale for
Martin Larsen,
2002

Jeg har den glæde at overrække Rifbjergs debutantpris til Martin Larsen. Men min tale er behæftet med en særlig klausul. Jeg skal ikke motivere prisen og jeg skal ikke tale om prismodtageren. Jeg skal i stedet hylde poesien. Det er jo lidt svært. Man - eller i hvert fald jeg - har det med at få drøblen galt i halsen, når et abstraktum skal hyldes. Og det ikke mindre, når det gælder en pris, hvis grundlægger begyndte sin karriere med at råbe "Poesi, hvor er mit brokbind!" Men når jeg synes det er tungt at hylde abstrakta, så er det ikke af et livsfilosofisk had til det abstrakte. Tværtimod er abstrakte begreber og abstrakte genstande en helt uundværlig del af ånden, man kan ikke tænke en tanke uden dem og ikke digte en linje uden dem. Men man får meget med, hvis man giver sig til at hylde dem, måske mer end man bryder sig om. Jeg mener, hylder man Naturen, skal man huske, at ens hyldest omfatter jordskælv, vulkanudbrud, AIDS-virus og ens værste fjende. Og hylder man Kvinden, så omfatter det denne verdens mest forfærdelige kællinger.
Jeg vil derfor hellere tale lidt om et ganske bestemt poetisk virkemiddel. Det er det jeg vil kalde den zeugmatiske liste - efter stilfiguren zeugma, der angiver den skæve eller ulige sammensætning. Et særligt greb er, når denne sammensætning gives form af en liste. Det er ikke noget nyt virkemiddel. Man finder det fx. i Sei Shonagons Pudebogen fra omkring år 1000, fx.

Ting der gør en nervøs

At være til hestevæddeløb
At sno et papirbånd til håret
At opdage en en i familien er blevet syg og ser meget skidt ud. Hvis der er en epidemi, er det endnu mere bekymrende, faktisk kan man ikke tænke på andet.
Et barn, der stadig er for lille til at snakke, begynder at klynke, så afviser det mælk og bryder ud i en lang række skrig, der ikke engang holder op, når barnepigen tager det op.
....
(listen fortsætter)

Her præsenteres sideordnet ting og sagforhold, og der præsenteres ting af meget forskellig grad af alvor. Selv om Pudebogens lister som regel er holdt under een samlende overskrift, der ofte angiver hvilket indtryk tingene gør, er den således et godt exempel på den zeugmatiske liste - idet den samler ting, som man sædvanligvis ikke ville anbringe på en og samme liste.
Fra surrealismen, der byggede en hel poetik på zeugmaet kender vi den zeugmatiske liste i Lautréamonts berømte formel: mødet mellem paraplyen og symaskinen på dissektionsbordet.
En af det 20. århundredes mest berømte listemagere var Borges, der ligefrem selvkritisk talte om at "begå lister". Hans mest berømte liste er nok den, der skildrer Alef-punktet, eet punkt, hvori man kan skue alle tider og alle steder på een gang, og som strækker sig over mange sider ("Aleffen", i samlingen af samme navn). Men ofte er listen kortere hos ham, meget ofte er det magiske tretal tilstrækkeligt til at udgøre en minimal zeugmatisk liste: ("den symbolske detalje at erstatte et to med et tre", som Borges selv siger. ("Nytårsaften", 1923)), tag som exempel "Natten skal måle sig med århundreder, med æraer, med pyramider" ("Til en vis skygge", 1940). Der skal tre til at udgøre en liste: med kun to ting kan vi sagtens have en zeugmatisk spænding, men den vil ofte søges opløst i en topolet modsætning eller balance.
Herhjemme finder vi fx. den zeugmatiske liste brugt med stor flid hos Søren Ulrik Thomsen, der bl.a. skriver om "formler, anelser, noder og kys" (Nye digte, s. 27).
Listen underforstår sædvanligvis et fællesskab mellem de ting der oplistes: de er subjektive eller objektive, det er ting eller sagforhold, det er konkrete genstande eller abstrakta, og det er endda sædvanligvis ting, der er semantisk tæt beslægtede - som en inventarliste til et køkken: potter, pander, gryder, kasseroller ... osv. Den zeugmatiske liste bryder med dette princip, og derfor tvinger den læseren til at tænke over de forskellige kategoriseringer, der mødes.

Den muliggør en række spring af forskellig karakter: spring mellem det konkrete og det abstrakte, springet mellem det mere og mindre generelle, springet mellem natur og kultur, springet mellem det alvorlige og det komiske. Virkningen kan være mystisk: hvorfor i alverden optræder disse ting sammen? - den kan være patetisk: de højere ting trækker de lavere op og kaster nyt lys over dem - den kan være komisk: de lavere ting trækker de højere ned og profanerer dem - den kan være impressionistisk - tro mod associationers eller tankerækkers mere eller mindre tilfældige orden. Virkningen kan være konkretiserende: luftige abstrakta trækkes ned i de konkrete genstandes håndfaste sfære, men den kan også være abstraherende: de existerende enkeltting ses pludselig som henvisende til omfattende klasser af ting. Ofte kan den zeugmatiske liste være alle disse ting på een gang, eller det kan være uafgørligt, og læseren skifter mellem de forskellige læsemåder. Den zeugmatiske liste antyder verdens righoldighed, den lader antyde en uendelighed af mulige genstande og erfaringer, og den lader samtidig antyde besværet med at opregne, kategorisere og forstå dem. Skeptiske ånder ville måske mene, at den zeugmatiske liste angiver tankens umulighed, men det tror jeg slet ikke. Den er snarere en spore for tanken og forestillingsevnen.

Jeg er klar over, at denne lille tale er i fare for selv at udvikle sig til en liste. Jeg vil afslutte listen ved at pege på, at jeg fik ideen ved at læse Martin Larsens Det stof alting er gjort af. I bogens første digt fandt jeg listen "Stjerner, nætter, kulde, venners velkendte stemmer, smagen af kold kaffe". I bogens sidste digt fandt jeg listen "vand, visioner, metaforer".
Tillykke med Rifbjergs debutantpris.