Til forsiden

2000 Øverste Kirurgiske

Klaus Rifbjergs
tale for
Øverste Kirurgiske,
2000.

Da foretagendet "Øverste kirurgiske" i sig selv er en undtagelse, der bekræfter reglen, kan det være på sin plads at bekræfte, at der ikke findes en regel uden undtagelser. Den pris, jeg her skal overrække, gives i reglen til en talentfuld debutant med fremtiden for sig. Dem er der flere af også i år, men han og hun må – undtagelsesvis – vente og vige pladsen far ØK, der ikke er et dampskibsselskab, men noget så uregelmæssigt og uregerligt som et poetisk avantgarde-tidsskrift med et par år på bogen.

Vi er altså helt ude i hampen, og der befinder Øverste Kirurgiske og dets stab og bidragydere sig tilsyneladende bedst. Når jeg beskriver tidsskriftet som undtagelsen, der bekræfter reglen, skyldes det også, at jeg synes hele avantgarde-begrebet er noget opreklameret. For mange år siden deltog jeg i en fornem forfatterkongres i Rom, hvor Gud og hvermand, ikke mindst hvermand var til stede. Udover mig selv folk som Sartre, Borges, Ungaretti, Laxness, Johan Borgen og Dante. Nåh nej, sidstnævnte var der vist ikke, men mange andre klassikere. Emnet for kongressen var: "Hvad er avantgardisme?" og på det spørgsmål var der lige så mange svar, som der var deltagere d.v.s. over hundrede. Jeg heftede mig mest ved et indlæg, der slog fast, at for at være avantgardist, er det bedst at være død. Jeg ved ikke am taleren tænkte på Kafka, der i hvert fald var død, før han blev levende.

Kongressen var så fin, at hele mandskabet blev inviteret til modtagelse hos den italienske præsident. I dagens anledning trak hestegarden op, og der blev præsenteret lanser af flot udstafferede gardister i gyldne hjelme. Næste dag på kongressen var det min tur til at svare på det stillede spørgsmål, og jeg foreslog at man - a propos det vi havde oplevet aftenen i forvejen - indførte en speciel avantgardener-uniform, så man ikke længere skulle toge fejl af, hvem der tilhørte avantgarden og hvem ikke. Forslaget vakte nogen munterhed (efter langsomt at være blevet simultanoversat til alle hovedsprogene plus italiensk.) Men ingen tog det desværre alvorligt.

Min første kontakt med Øverste Kirurgiske kom gennem en af redaktørernes mor, der absolut mente, at min støtte ville være værdifuld for projektet. Jeg sendte beløbet, men vidste stadig ikke, hvad det underlige foretagende med det sære navn var for noget. Efter flere numre var tiøren stadigvæk ikke faldet, men så forlød det, at ØK var nødt til at f1ytte, og så forstod jeg, at tidsskriftet hidtil havde holdt til på kirurggangen øverst oppe på det, der engang var Diakonissestiftelsen. Men er det nok til at give ØK en pris, ja det kan man diskutere, og det har vi gjort, men jeg syn's.

Vi springer over det med avantgarden, alle litterære hummelejstreger er afprøvet, gennemprøvet og trykprøvet i løbet af det nys forgangne århundrede. Der er ikke mere at komme efter, Vagn Steen har lavet bøger med hul i, så man kan spytte efter læseren, og hvis det ikke skulle være nok, udfordrer han lascivt folk med ordren: "Riv selv!" Ikke engang dér står man frit.

Der har været automatskrift og spejlskrift, man har prøvet med duftpapir og usynligt blæk, digte der hældede og digte der skrævede, digte der slet ikke var det og absolut ikke skulle være det. Men nu er det da vist kun i hele verden Peter Laugesen, der sidder nede i sin kælder i Brabrand og oversætter Joyce's "Finnegans Wake" til århusiansk, og det er såmænd også rigeligt.

Hvorfor da en pris til Øverste Kirurgiske? Det er ganske enkelt, fordi det handler om en flok talentfulde unge mennesker, der ikke vil have at alting skal være, som det altid har været og derfor med dirk og fil og næb og klør prøver på at komme med noget andet, noget tosset, noget skørt, noget overraskende, noget poetisk. Måske er jeg ekstra forelsket, fordi jeg mener, at ungdommen altid har ret, eller i hvert fald er i sin gode ret til at tro, at den har ret. Og så må jeg sige, at jeg gik helt i spin af begejstring, da jeg så en artikel i bladet, hvor der stod, at var der to, der burde henrettes offentligt i Danmark var det Pia Kjærsgaard og mig.

Slut med det selvhenførende, jeg er er stolt og glad over på Det Danske Akademis vegne at give debutantprisen år 2000 til tidsskriftet Øverste Kirurgiske, dets initiativtagere, redaktører og medarbejdere.

Tillykke!