Til forsiden

1998 Mikkel Thykier

Peter Laugesens
tale for
Mikkel Thykier,
1998

Poesiens tilstand i november 1998. I anledning af uddelingen af Akademiets debutantpris. Som jeg har forstået det, er der tradition for sådan en tale. Der er jo heller ingen mening i at tale om debutanter. Eller tale til dem – for de ved jo i sagens natur alting. Man kan klappe dem på skulderen og invitere dem inden for i varmen og håbe på, at de siger nej tak, for man mener jo nok, at de ville have bedre af at blive ude i kulden lidt endnu. Det vil sådan hærde dem. Eller man kan give dem et los i røven, hvis man kan ramme – og bevæge benene – og sige skrub af, de kommer jo alligevel igen og igen. Forhåbentlig. Hvad skulle de ellers med en pris? Men man kan ikke være ligeglad med dem. For hvis der ikke er nogen debutanter, så dør poesien jo ud, og det ser vi i Det Danske Akademi helst ikke, at den gør. Hvad skal vi så lave?

Man kan også give sig til at fortælle dem, hvordan det var, da far var ung. Det er altid sjovt for far, for hvis han ikke fortæller det, kan han ikke huske det. For øvrigt ved de i vore dage nærmest det hele, også om den slags, allerede. De har gået på forfatterskolen, eller går der endnu, eller de er blevet undervist på højskole af en af de toneangivende nyere digtere, der også har lært at lære fra sig på forfatterskolen.

Sådan har det ikke altid været. Da jeg var helt ung og i den grad ikke vidste noget som helst, at jeg uden besvær vidste alt, delte jeg det lille bitte hjørne af poesien, jeg temmelig tilfældigt havde fået indblik i, mellem to som det senere viste sig imaginære konger. Den ene hed T.S. Eliot, den anden hed Dylan Thomas. De to ville, mente jeg at vide, i den grad noget forskelligt, at man ligesom var nødt til at vælge side, hvad jeg så også gjorde, uden nogen vaklen i det endnu ikke eksisterende forfatterskab: Jeg valgte Dylan Thomas, fordi jeg så – eller rettere hørte ham som spontan, fri, omvæltende dionysisk. Som Bundgaard Povlsen beskrev ham:

Det blide tyrehoved
virrer let og lidt fråde
lidt skum af blods
og hvidtjørnblomsters
avsindigt skønne forening
blander sig med en næppe synlig
brådsø av tid og tilstand:
Dær sidder han atter
i evighed stumt syngende
under stjærnetræet.
Det fulde bæger skvulper over
med bitter klarhed som væder
det billige lommehæfte
på de obskøne sider
og udråb pletter
fra glasset bolstret
der hurtigt blir
et anstødeligt bolster

Jeg overså måske nok et enkelt ord i Rimbauds krav til digteren i det berømte seerbrev, han som 17-årig skrev til Demeny: "Digteren gør sig seende ved en lang, umådelig og bevidst forvirring af alle sanser." Det var ordet bevidst, jeg overså – eller måske snarere overhørte. Og det er jeg selvfølgelig glad for i dag, for ellers var jeg sgu aldrig kommet i gang. Og jeg vidste jo heller ikke, hvordan Dylan Thomas sad i sit vaklende bådehus og laboriøst udarbejdede sine tumlende hymner til alt levende på jorden, ord for ord med pen og blyant, stregende ud, kradsende, fortvivlet og højt beruset bevidst kombinerende og rettende, svedende – fordi inspirationen simpelthen ikke er noget, man kan regne med, uanset hvor bevidst man forvirrer sine sanser til det yderste. Og heller ikke, som jeg forestillede mig at Eliot gjorde i sit andet og modsatte kongerige, selv om man anstrenger sig til det yderste for at holde alle sine sanser kolde og klare.

”At opleve livs blomstrende øjeblikke og gå som på en line spændt over det ufattelige. Noget af denne vej bør vel lyde i vor stammen på livsuendelighedens første bogstavs begyndelses streg,” siger Björling. Og det er jo ord, der vakler rundt der. Hvor kommer de fra? De er der jo sådan set allerede, men hvordan får man dem til at betyde noget, hvordan kan man rydde de hindringer af vejen, der forhindrer dem i af komme til verden bestandigt født på ny som sig selv? Hvis ikke de gør det, kan de jo ikke sige andet end det sludder, de alligevel ikke siger hele tiden.

Få dem herhen. Få dem ud af papiret eller ned i det. Få dem sat. Få dem til at sige noget. Få dem til at sige sig selv.

Nu er det jo heldigvis ikke så nemt at skrive digte som nogen tror. Og heller ikke så svært, som andre tror. Og selvfølgelig kan man starte med Eliot. Det gjorde Dan Turell. Og med tiden, efterhånden som man stammer og vakler sig skriblende ind i det, opdager man, at alle digtere spiller på samme hold.

Problemet kan være, at holdet ind imellem ikke har nogen at spille imod. Det kan være spil til eet mål med tusind bolde, en til hver som Dada forlangte og evig rygvind uden publikum. Sådan er det bare ikke.

Den polske digter Tadeusz Rozewich siger det sådan her:

Stadig oftere møder jeg de døde
de er usædvanligt oprømte
de har åben mund taler meget
nogle af dem skummer
som sæbe
forleden stødte jeg på et større antal døde
de sad i rækker på stole
røde i ansigterne
de to klappede satte sig
blev indignerede rejste sig
havde små personlige ærinder
mellem de gamle lig
vimsede de unge rundt
de ved ingenting
de er blæst i hovedet
de bevæger arme og ben
de fører bil bestrider nye
stillinger og endnu varme koner
kun en gammel erfaren afdød
blinkede til mig
speget
og forsøgte oven i købet endnu engang
at fødes
for øjnene af de forsamlede

Digtet er oversat til dansk af Jess Ørnsbo. Det handler om en forfatterkongres i Warszawa i november 1956, altså for 42 år siden. Nogen vil måske tro, at digtets modspiller er kommunismen, men det er det ikke.

Det ved Mikkel Thykier uden tvivl alt om. Og blandt andet derfor skal han have Det Danske Akademis debutant-pris, Jeg ved jo ikke, om han vil have den, men hvis han vil, må han komme herop og hente den. Nu.