Til forsiden

2001 Jens-Martin Eriksen

Klaus Høecks
tale for
Jens-Martin Eriksen,
2001

Virkeligheden er fyldt op af stemmer, fremmede, fortrolige, gode og grimme. De taler råt og brutalt, kværnende eller indædt, men det er ikke sikkert, at man overhovedet hører stemmerne eller at de kan nå én. Virkeligheden er der, og kunsten er der – og de kan forholde sig til hinanden, men hvis virkeligheden og kunsten ikke gør dét, så er det os det går ud over; så er det os, der falder fra hinanden under tyngden af meninger.

Virkeligheden har brug for kunsten, selv om kunsten er svær at håndtere. Kunsten har brug for virkeligheden, selv om virkeligheden ikke er rar at høre på. Jens-Martin Eriksens forfatterskab udsætter kunstens metode og virkeligheden for hinanden, fordi de to størrelser er udsatte og forbundne. Virkeligheden er der først, når den fortælles, kunsten er der først, når virkeligheden er på tale. Det kommer der litteratur ud af; vigtig litteratur, fordi den formulerer muligheden for at nærme sig det reale i og omkring os, tværs gennem meningerne og hele det sproglige forsvar, vi møder os selv, virkeligheden og andre mennesker med.

Nogle kritikere har kaldt Jens-Martin Eriksens stil for aggressiv. Det prædikat er ikke rigtigt – stilen er snarere lydhør – nærmest demonstrativ lydhør overfor alle tonefald, alle betoninger, overfor aggressiviteten, vreden, rædslen, længslen og sorgen. Men de konsekvente gentagelser gør ofte stilen til en meget langsom bevægelse ind i et univers, hvor mennesket ses på bunden af eksistensen og det sociale liv i et inferno af vrede og begær.

Der er en tradition i dansk litteratur for mest at koncentrere sig om den type af sjælekvaler, familieproblemer og sociale konflikter, der lader sig løse terapeutisk eller kan overstås, når der skrues op for tillid, velfærd og pædagogik. Denne tradition er gang på gang blevet brudt. Men bruddet må gentages i hver generation, hvis ikke litteraturen skal forfalde i nytte og begribelse. Modsætninger, der ikke kan løses, skal have lov til at stå ved magt. Jens-Martin Eriksens forfatterskab leverer et af sin generations bedste bud på en radikal og eksperimenterende prosa, der unddrager sig begribeligheden og pædadogikken for at kunne give sig i kast med det virkelige og reale og dermed med de fiktioner, vi pakker livet ind i.

Det urovækkende reale i Jens-Martin Eriksens prosa mærkes som knæk i et hverdagssprog, hvor grænserne skrider, enten i små rædsler eller i helt store kolapser. Karakteristisk er også de mange gentagelser, hvor sproget som et rovdyr sniger sig ind på sig selv som var det sit eget byttedyr eller hakker sig ind på en smerte, der ikke må være der eller ikke er til at holde ud. Det gælder lige fra debutbogen Nani til forfatterskabets foreløbige højdepunkt Vinter ved daggry (2000) om en militssoldats historie. Stilen her er alt andet end åbenlys aggressiv. Den er nedtonet og under en art sproglig lammelse fortæller soldaten om sin deltagelse i etnisk udrensning. Soldaten siger: ”Og jeg kan høre, når jeg fortæller det, så kan jeg høre ekkoet af det sprog, som vi alt for godt havde lært af kommandanten. Eufemismerne. Det at iklæde det katastrofale og horrible et dagligdagssprog, som om den der dag skulle være præcist som en hvilken som helst anden. Der er bare et arbejde, som nu en gang skal gøres, nogle opgaver, der skal løses.” (s. 89). I soldaternes vokabular betyder ledsagelse at en landsbys mænd gennes sammen og føres bort for at blive skudt ned bagfra, afsluttet som det hedder. Den lille roman gør et stærkt indtryk og peger på sproget som en eneste desperat mulighed for at udføre en talehandling, der driver apatien og angsten ud af krop og bevidsthed. Mens soldaterne og de ledsagedes march går hen til posten Perm, hvor afslutningerne finder sted, kæmper læseren for at bevæge sig den stik modsatte vej, tværs gennem omskrivninger og stirrer sig næsten blind på sit eget sprogs magtudøvelse, som soldaten, der prøver at stirre sig blind på solen for slippe for synet af landsbyens indbyggere. Da fortælleren afløses på posten, tænker han om den nytilkomne: ”Man bliver bange for at høre om sig selv, når et sådant menneske fortæller, udstiller det han har i sig. Skulle man virkelig ligne sådan et menneske?” – Spørgsmålet er også et spørgsmål til den enkelte og det bliver stillet på forskellig måde i forfatterskabet, som også omfatter dramatik og film.

Mange af Jens-Martin Eriksens karakterer er delagtige i mord, incest, mishandling, vold. Sådan er de, fordi sådan er det moderne liv også – det er ikke samfundets skyld, men det er også samfundets skyld, især fordi der er hvide smertepunkter, der aldrig får sprog, får ilt og luft og hvis destruktivitet imploderer i ondskab og grusomme handlinger mod den enkelte selv eller mod de andre. Den stadige nedskæring af jeg´et og forvandlingen af du´et til den anden eller noget ubestemt kan aflæses i sproglige skred hos Eriksen, ikke mindst i Vinter ved daggry.

Der er er en elementær sorg i Jens-Martin Eriksens prosa og en sorgens udfrielse, når karaktererne erfarer, at psyken er ved at slukkes og jeg´et ved at gå under, mens de stadig husker havet eller et venskab som drengen i den tidlige og mesterlige roman Jim og jeg (1989). Sorgen er ikke nogen genvej til en traditionel humanisme eller en indigneret intellektuel spørgen til menneske og kultur. Sorgen åbner blot for stemmer og tale, også den upassende, urimelige og anmassende. Prosaisten og dramatikeren Eriksen er i gang med en undersøgelse af vor tids menneskebilleder, og han lader prosaen udføre sine elementære talehandlinger omkring det destruktive. Men når det er sagt, ja så må læseren selv om resten.

Jens-Martin Eriksen er - som det vil være bekendt fra hans karakteristik af Det danske Akademi - ikke tilhænger af forfatteren som humajunkie.