Til forsiden

2000 Pia Juul

ZIGZAGSLANGETUNGESPIDS

Pia Tafdrups tale
for Pia Juul,
2000

Første gang jeg mødte Pia Juul var ved et særpræget arrangement i Zalon 5 den 19. juli 1985, altså kort før hun debuterede. Jeg skulle læse mine digte, hvorefter publikum havde mulighed for at læse egne digte, som jeg skulle kommentere. Én gjorde et overraskende indtryk. Hun rejste sig med en lille notesbog af samme slags jeg selv brugte og sagde: "Jeg hedder også Pia" - og så læste hun

Små formbevidste digte, der frem for alt levede af deres brudflader, et eget univers, hvor vægten blev lagt på barndommens "søvnløse sved", purunge pigers hemmelighedsfulde land og de elskendes verden. Digte, der skulle vise sig at stamme fra det, der samme år blev Pia Juuls debutbog, Levende og lukket. Det var en bemærkelsesværdig debutant, der havde sin egen tone af sødme, frygt og hexerier.

Siden er det blevet til i alt fem digtsamlinger, en roman, tre radiospil, et teaterstykke og desuden en række fine oversættelser, bl. a. af Ulla Isaksson, Ted Hughes, Michael Cunningham, Sara Kane samt en Frank Jæger-udgivelse.

I Pia Juuls poesi findes prosa og dramatik. Hendes prosa er lyrisk, hendes drama fortæller poetisk. Det er ikke mellemtekster, ikke tekster, der ikke kan beslutte sig, der er tale om en fri brug af den bevidst valgte genre, og stoffet har helt naturligt valgt sin genre. Selv betragter jeg primært Pia Juul som lyriker, i hvert fald indtil videre, men hun lægger sig i et felt, der vil bredden i en afprøvning af sprogets potentiale.

Der hoppes og danses og springes ualmindeligt meget i Pia Juuls digte - tango, twist og kædedans. Ofte springer den skrivende omkring med en lille skarp sten i skoen, deraf syntaksen.

Ikke mindst i de første digtsamlinger er alt ved hjælp af punktummer hakket op til små sætningstumper. Selv midt i linjerne finder man punktummer, det afsætter lynhurtige skift og mange udeladelser. Der skæres rask væk bort, og der kombineres ting, der befinder sig milevidt fra hinanden. Digtene har heller ikke titler, bortset fra to kursiverede – måske karakteristiske: oldemoder og hex. Enkelte andre digte har en førstelinje, der kan læses som titel, men langt de fleste hedder ingenting. Et træk der er ført konsekvent igennem i de følgende digtsamlinger, hvor et digt bare starter med en lille stjerne.

I Levende og lukket synger Pia Juul sin "prøvesang", som det hedder i digtet, der begynder med linjen: "optændt spiser hun. glemmer".

En debut er vel altid en prøvesang. Og prøvesangen lykkes i en sådan grad, at digtsamling på digtsamling følger. Opvæksten på landet bliver tydelig i den følgende I brand måske (1987):

søndag
velkommen på gårdspladsen
siger tre slagtede
svin sprættet op
på kroge i garagen.

Et andet sted:

men ål. hun tar dem i
live. hun åbner uden tøven.

De slagtede svin og levende ål er eksempler på det direkte og håndgribelige, der har sin vægtige plads ved siden af den eventyrverden, der rulles op i digtene med feer, prinsesser og trolde. Rollelisten udvides i I brand måske, og flere digte henlægges til tiden omkring det forrige århundredeskifte med stratenrøvere, tugthusfanger o. lign. Kalejdoskopet drejes, der stilles ind og skiftes synsvinkel, så figurerne ses på kritisk distance: "hun er bestemt et/ mirakel som hun bevæger/ sig der." Der leges med attituder og roller, de "askepotter" sammen, som det siges i Levende og lukket. En legesyge der får billederne til at zigzagge ind over hinanden.

Også det poetiske rum videreudbygges. Et eksempel hvor Pia Juul betjener sig af det helt enkle sprog, viser hvordan:

gule blade på plænen
triller veninden hjem
blæst og mørke
blæst mørke

"blæst mørke" er kommet til, fordi der er lyttet vågent til den foregående linje, og synet af de hvirvlende blade sætter skub i veninden, så hun rulles hjem.

Med Forgjort (1989) forstærkes de skiftende roller, spillet mellem styrke og svaghed o.s.v. Forklædningen bliver et tema på forskellige niveauer:

Han lignede en dreng
der troede
han var en mand
og du havde en hat på
der skulle skjule hvem du var

Væk er det staccatoagtige, den hakkende tegnsætning, det forsøgsvist prøvende. Projektet er blevet mere klart og tydeligvis opstået af visse bitre erfaringer. Aspekter dukker op, som den unge og forventningsfulde ikke kunne skrive.

Det er en digtsamling, men der tales i replikker. Bogen udgøres af monologlignende tekster, hvor forskellige stemmer får ordet, eller sider af samme kvinde udtaler sig: " Hun siger:/"Om jeg er ilde stedt? Nej, men dirrende"".

Det er to linjer, der kunne have været lagt i munden på en af personerne i skuespillet Spiritus (1997) eller de radiospil, som Pia Juul har skrevet: Forskel (1994), Gespenst (1996) og Tornerose (2000). De to patetiske linjer slår imidlertid om i ironi, idet digtet taler om, at kvinden ikke er en varulv, men et får.

Vi har ikke at gøre med et centralt sted at tale fra, derimod om en bevidst vekslen og manipulation - og dermed en given afkald på et fast holdepunkt. Selv om det humoristiske er til stede, er det ventende dødsrige blevet mere synligt, det er parat til at sluge den, der foretager det mindste opbrud.

Hvis vægten kan lægges på det lette og eventyrlige i de to første digtsamlinger, flyttes den i Forgjort til den komplicerede virkelighed.

Afstanden mellem de elskende er markant her. Det indses smerteligt og humoristisk:

Aldrig har du været så alene
Det kalder de samleje

Men ordet "samleje", som andre har fundet på, er også ifølge jeg´et kun blevet til, fordi disse andre er tonedøve.

En af teksterne i Forgjort er decideret en prosatekst og bærer titlen Roman. Afsøgningen af en ny mulighed i sproget antydes og udfolder sig i den efterfølgende bog med den tvetydige titel Skaden.

Fuglen er meget nærværende, men det er skaderne mennesker forvolder hinanden sandelig også. Dels på makroplanet i bogen: den krig der har udspillet sig, men som vi ikke får meget at vide om, dels på mikroplanet: de enkelte personer imellem. Det er en roman, der næsten prioriterer sveddråberne i en kvindes knæhase højere end skildringer af krigen. De få glimt af krigen læseren får, står absolut som pars pro toto.

Skønt den lyriske side er dominerende, betyder det ikke, at romangenren ikke tages alvorligt, det gør den. Man mærker, at den skrivende holder af genren, men også gerne vil give den en uvant drejning ved at prioritere anderledes end de fleste prosaister, der ønsker et vist drive. Som i Forgjorts lille prosatekst Roman, opleves denne fortælling om krig og kærlighed snarere som tableauer med de implicerede figurer, men en historie afdækkes, når den læsende lægger billede til billede.

Pia Juul har mange gange udtalt, at hun for det meste læser romaner, men foreløbig har hun kun skrevet denne ene.

Den døde er en yderst nærværende person i Skaden. Den følgende digtsamling hedder En død mands nys (1993). Døden optræder i et uhyrligt skær, måske fordi kirkegården i barndommen var en legeplads. Som i teaterstykket, Spiritus, hvor en person kan sige "Slår dem ihjel?" og en anden svarer: "Skudt forbi!" optræder humor og død side om side. Det er en åben form uden punktum til sidst, der benyttes i samtlige digte på nær ét, det ofte citerede fellatio-digt, der tilsyneladende kræver sit afsluttende punktum:

Ja. Og så kaster man sig
derind, bider
den lykke i stykker, smasker, gnaver og
raller, stakåndet, slikker den
af og får kvalme. Snubler
over ordene, sluger maden,
bruger de tre ønsker for
hurtigt og forkert. Dum og bedåret.

Forhæng løftes til side for mangeartede nys på bordeller og kirkegårde. Sceneriet er udpræget grotesk, roller og sindsstemninger skifter fra det pinefulde til det fortrøstningsfulde, fra det vidunderlige til det farlige.

Et par meget Juulske linjer lyder:

JA! råber en mand bag væggen
nej,nej, nej, vil jeg gå ud fra hun hvisker
De taler til samme tilstand

Manden og kvinden og deres evige problemer med kærlighed og begær er den røde tråd, der mellem en række andre temaer, løber gennem bøgerne. Men i Pia Juuls univers er hovedtemaet meget ofte knyttet til en iscenesættelse eller forvandlingsstrategi - måske begrundet i en udtalt sårbarhed?

I En død mands nys fanger sproget gamle udtryk og vendinger op. Hvis der siges "to", trækker det f. eks. udtrykket "For to skal man være" med sig, og det omformes til et ordspil. Et greb der videreudfoldes i Sagde jeg, siger jeg (1999).

Her er vi rykket til mere daglige omgivelser. Som tidligere inddrages den sansende krop, drømmen, refleksionen, erindringen og forvandlingen. Men her bygges i mere udtalt grad på hverdagserfaringer, man fornemmer en solidaritet med det folkelige, et erfaringsfællesskab. Slægten og det jyske barndomslandskab får en fremtrædende placering:

Min farfars hus hed "Kit"
Naboen hed Lillelund
Hans hus hed "Weekendhytten"
Tågen hed gus
Bag klitterne lå æ haw

Digtene, der spænder fra det blide til det bistre, er ofte små fortællinger med indskud, parenteser, gentagelser, korrektioner, afbrydelser o.s.v. - stilistiske figurer, der kendes fra dagligdags tale. Skjulte citater er der mange af, henvisninger til en dansk kulturarv.

Teksterne rummer ikke de første bøgers mange punktummer, men de består af meget korte sætninger, oftest bare 3-4 ord på hver linje. Genkendelige ting tages op, men digtene bevæger sig fra udgangspunktets tydelige omverdensreference helt uventede steder hen.

Det gennemgående træk i bogen er springet i tid:

Jeg har kendt bedre dage
Jeg blev glemt på banegården
og svæver nu mellem liv og død

Der refereres først til en fortid, og der sluttes i præsens. Et greb som bogens titel afspejler: Sagde jeg, siger jeg. Digtene er ofte baseret på, at synsvinklen ændres i tid, at der er en distance mellem et dengang og nærhedens tid, det skrivende øjeblik, samt at verden eller en begivenhed betragtes fra forskellige positioner. Nogle linjer længere nede i samme digt, som før blev citeret, lyder:

Mit blik
blir kastet fra det
ene spejl til det
næste og næste, jeg
ser kun mig
selv og i mange kopier
og det må jeg
lukke øjnene for
for hende vil også
jeg
gerne glemme

Endelig kan de korte linjer betones og opfattes forskelligt, så den sproglige ytring varierer med fremførelsen. Der er således ikke tale om et stabilt univers i Sagde jeg, siger jeg, men om en fragmentering – separate størrelser, der får additiv eksistens - og en forvandling - i digte udført med stor alvor.

Musikken findes både i de enkelte ord og sætningsopbygningen med de mange afsnit og skift i tempoet. Metret er frit. Det er ikke mindst i syntaks og metret, Pia Juuls stil bliver markant. Digtene har rytme og styrke, de fænger og fornøjer. Syntaksen er en vital og magtfuld størrelse i poesi, den er hjulet, der trækker, det er via den ordene sanses og fornemmes.

Det kan være svært at holde tungen lige i munden, når man skriver i denne zigzagslangetungespids-syntaks, men den mestres fint.

Efter de tidlige møder med dine digte, og efter at have fulgt dig på nært hold i den ene og anden genre i mange år, er det er særlig glæde i dag at skulle overrække dig Beatriceprisen. Til lykke.