Til forsiden

1998 Janina Katz

Jørgen Gustava
Brandts tale for
Janina Katz,
1998

Janina Katz kom fra Polen til Danmark i 1969. - Hun er jødisk polsk på dansk, og hun digter på sit multietniske liv. Hendes forberedelse til at blive dansk digter var lang. Først i 1991 debuterede hun med digtsamlingen Min moders datter. Forfatterskabet omfatter indtil videre ti bøger.

Med dem har vi fået en ny, koloristisk og frappant islæt i dansk litteratur. Men det er vel egentlig ikke det kosmopolitiske, fremmedartede og brogede ved hendes fortællinger og digte der gør forfatterskabet spændende; - det er hendes originale krydrede skrivemåde.

Den, der vil skitsere lidt om det, må pænt styre uden om de sædvanlige bekvemme inddelinger og båse. Man fristes til at nøjes med at sige, at hun er en god, ejendommeligt omsorgsfuld, menneskeklog og underligt morsom forfatter.

Janina Katz hører ikke til dem, der kan vælge mellem foreliggende stilarter, - og hun ville ikke drømme om at prøve. Hendes stil, hendes stemme i bøgerne er umiskendeligt hendes egen; og hendes livserfaring er på en gang mærkelig skæv og helt almindelig.

Bøgerne er erindrende, drømmende, skarpt iagttagende, eftertænksomme. Det personlige stof er løftet ud af det i snævrere forstand private. Selv en oplysning om navnet Katz, der dukker op, nemlig at det er et akronym for det jødiske Kohen tzedek, der betyder retskaffenhedens præst, altså oprindeligt snarere en titel end et navn, er således, ganske tørt med antydningen af noget forpligtende, løftet ud af privatsfæren. (Lidt på samme måde som da M. A. Goldchmidt i sin tid begyndte sine erindringer med ordene: "Jeg er af Levi stamme”.)

Hendes digte er fortættede og springske. Nogle er slyngede og omskiftelige, andre er lapidariske udbrud, og mange er små portrætter eller mini-noveller. Minde- og portrætdigtet har i nyere dansk lyrik været dyrket af blandt andre Ove Abildgaard, Ole Wivel, Klaus Rifbjerg og Benny Andersen; Janina har sit eget, til tider barske, til tider yderst nænsomme greb om det. Lige til titlerne kan hendes samlinger være let indadvendt spydige, men opmærksomheden er overvejende vendt udad, mod andre mennesker. - Hendes selvportrætter er imidlertid ofte ganske korte og sarkastiske - til overlevelse under livsens depressioner.

Det korteste står i den seneste digtsamling, Blandt andet, det har titlen "En recept". Det er en opvisning i talende punktummer, sådan:



Janina Maria

Katz Hewetson.

1 tablet 2 gange daglig.

Mod angst.

Maria -

fordi jeg er døbt.

To gange.

Mod angst.

Hewetson -

fordi jeg blev gift.

Een gang.

Mod angst.



Komplicerede temaer gennemføres i en syntaks, ser er ligefrem, saglig; - det er ubesmykket, men ofte forsynet med modificerende eller bizarre og barokke indskud, der turneres med lethed og præcision. Digtene kan svinge mellem fortvivlelse og komik, - og hun kan være dæmpet i udtrykket, der så er som strejfende kærtegn. -- Nogle af digtene er formet som bønner. Både i Janina Katz' lyrik og prosa ser det ud til, at hun har et livsvarigt udestående med Gud, som hun nødigt tror på. (Et træk, der forresten minder om en vis Isac B. Singer. )



Erindringsromanen Mit liv som barbar - om en jødisk pige og hendes slægt i Kraków - skildrer et sværmerisk barn, der på sin måde er uanfægtet under de utallige katastrofer og kriser, der plagede Polen; men også sammenstødene mellem religion og ideologi. Den følgende roman, Putska, genkalder den unge titelpersons omskiftelige liv i et endnu eksisterende boheme-miljø i 50erne og 60erne. Læseren indvies i tidens politiske klima og de tætte østeuropæiske stemninger. Her, som i de to novellesamlinger, Heltens tykke kone og den nyeste, Den glade jødinde, fascineres man af Janina Katz’ personskildringer.

Som fortæller har hun det med at ligestille informationer, der normalt har vidt forskellige betydning og vægt, så læseren kan undre på, hvad der i grunden er mest vigtigt. Hun kan berette tørt konstaterende, så at sige med pokeransigt, - for så at overraske med konklusioner, der fremkalder latterens hydrat.

Hvad Janina Katz skriver synes eksamineret af en altid vågen skeptiker. En let spottende tilbøjelighed kunne invitere til at kalde hende sardonisk, - dersom hun ikke samtidig gav udtryk for en virkelig kærlig overbærenhed med sine personer og - delvis - med sig selv.... Et længere prosadigt, "Sidste udkald” hedder det, slutter dog til eftertanke således:



Og i går fik jeg et brev fra en veninde. Det indeholdt et digt, der truede mig på livet. Jeg underkastede mig straks dommen. Den, der får trusselsdigte, er skyldig!'



Kære Janina: Dine omskiftelige, ofte forbavsende synsvinkler må være en udfordring for dem, der føler sig lidt for sikre på at vide, hvad der er op og ned. - Det glæder mig på akademiets vegne at overrække dig Beatrice-prisen.