Til forsiden

1997 F. P. Jac

Et Sprog Spyttes Ud
I Sang


Pia Tafdrups
tale for
F. P. Jac,
1997

Der er ikke mange digtere, der kan siges at være sprogfornyere i en grad som F. P. Jac, Flemming Palle Jacobsen. Han ankom med spontan glæde for at fejre 80´erne allerede i 1976:

lad bierne suge honningen fra din kærligheds kropsblad
lad menneskene knuse deres ærgerrige negle
når vor nytænkning blomstrer ud af sommereftermiddagen
der skal pudse 80´erne af som motiverede.
Jac indvarslede 80´er-poesien med et par undergrundsudgivelser på Jorinde & Joringel: Spontane kalenderblade, Digtet seende med verden og På et forlangende i mennesket. Den første bog, der kom på et etableret forlag, var Munden brænder på huden, som Borgen udsendte i 1978, da F. P. Jac var 23 år. Allerede året efter forelå en af hans mest overbevisende bøger, Jeg er fandme til, og følgende år var Jac fremme med Misfat, som blev gennembruddet i forfatterskabet, der i dag tæller hele 39 titler, hvis man inkluderer de bøger, der er skrevet i Bandet Nul´s regi (sammen med Klaus Høeck og Asger Schnack), en børnebog samt et par radiospil. Anelser og lyse nætter (1992) kalder sig en roman, en logisk følge af, at hans poesi ofte fortæller historier. Enkelte andre prosastykker er det også blevet til, bl. a. en meget fin tekst om angstøjeblikkets indtræden midt i bardommens idyl, der er at finde i Museum midt på dagen. 80´er-digtere skriver erindringer i utide (1991). Der er tale om et uhyre stort antal digte, og for et år siden kom et helt bind Udenomsdigte fra perioden 1977-1994, samlet i bogen Årsvækster, der igen kun rummer et udvalg af de digte, som F. P. Jac gennem tiden har offentliggjort i dagblade o. lign.
Jac har i mange år gavmildt strøet ord om sig, lige fra digte kradset ned på papirservietter over et måltid til digte i bøger, antologier og tidsskrifter. Hans pen flyder let, hvad der har resulteret i en overraskende omgang med modersmålet, når han sparker dybt i grusbunkerne og stolt hvirvler kontroversielle formuleringer op. Hans digte åbner for kalejdoskopiske rum med deres billedsprog, men er også provokerende, da han har affundet sig med en henkastet form, hvor alt - eller så godt som alt - er tilladt med det resultat, at digtene spænder fra det originale til det platte eller aldeles uforståelige.
I 1981 udsendte Jac tre titler, i 1982 ligeledes tre og i 1983 hele fem titler. I denne periode slog Bandet Nul til en gang om året, disse bøger er indregnet i de elleve udgivelser på tre år.
I 1978 er han i stand til at konkludere:

jeg knæler for verden jeg knæler for livet
- verden og liv iagttager mig når jeg bøjer mig
for at springe ind i denne eksplosion af tilfælde
- jeg vil kaste lys ind i den rubricerede verden
kaste lidt spontan glæde med fakler af hengivenhed
Starten af forfatterskabet er præget af naiv fordringsfuldhed, af glæde, overskud og tillid til sproget og verden, en fanden-i-voldskhed, der forplantede sig helt ud i den karakteristiske titel: Jeg er fandme til:

Og her står vi så
og pryder hinanden i venskaber
mellem glasstykker og blodansamlinger

vi føler vi er til som udvalgte genfødte
når vi sødt indtager vore pladser
blandt de vandrende i byens rå gader,
Og en typisk sekvens fra den store bog Misfat fra 80 kunne lyde:

jeg har skolet mig selv til eftergivenhed og afmagt
og så til min elskede der står i solen med sin erotik,
svigtet verden og vredealvoren ja måske
men altid med hjertet i hælene,
der er altid sprunget kapsler i mine hænder
og ikke et forbryderisk pigeknæ har jeg fortrudt,
jeg har vokset mig varm jeg har set solen i krampe
og jeg har gjort mig i stand til en leverlidelse,
mit samfund min klassekamp er ikke fighten for kvadratmeter i gule
stene men en værdighed der tager groft overhånd
når svanen visionerer i sin landing ude i oplandet

Misfat, der udkommer i 1980, er skrevet som en hyldest til dette årti:

sving firserne på tungen slip dem løs i dine hullede sko
for de bliver umådelig flotte at dø i
Den imperativiske form er typisk. Fornemmelsen er bevægelse, det bestandig selv at være undervejs for at være med. 80´erne kan betragtes som andet end et afgrænset rum, man kunne gå ind i, det var også en bevægelse man fulgte eller selv satte igang. Her i 90´erne kan man med rette spørge: En bevægelse mod hvad? Men det var processen og dynamikken, der for Jac var afgørende mere end retningen.
Misfat er ligeledes en bog, hvor der allerede anlægges en tilbageskuende vinkel:

men det var inden steinas periode inden mine læber blev maniske
det var inden firserne blev klare som mit sidste gennemtrængende
årti inden vampyren dukkede op i spejlet og talte om døden,
inden jeg blev indesluttet af en ustandselig nervøs tarmfeber,
det var i den der sol og barndom hvor uskylden sled i tilstandene
og træer der skinnede mens venner løb og nye blev synlige,
Da F. P. Jac skrev de første digte, var det et fåtal, der ænsede, at noget nyt var på færde. Man skulle være mere end en almindelig poesifreak for at abonnere på Jorinde & Joringels serier af undergrundsudgivelser for at opdage, hvad der gik for sig; det var vel især nye digteraspiranter, der dyrkede disse avantgardeudgivelser eller læste Strandboulevarden og Victor B. Andersens Maskinfabrik, hvor en del af udskejelserne også fandt sted. Man skulle have en vis intuition for, hvornår disse tidsskrifter var på gaden. At det ikke nyttede at abonnere på dem, fremgår af følgende brev fra Arnold Busck:

Det er desværre umuligt for os at notere abonnement på ovenstående tidskrifter, idet udgivelsen af dem er yderst sparsom og usikker. MASKINFABRIK skulde udkomme med 4 numre i 1979/80. Til dato har vi kun modtaget 3 numre, nemlig nr. 8, 10 & 11. Dertil kommer at forlaget er overgået på andre hænder, hvorfor det er meget uvist hvornår der vil udkomme noget.
Det samme gælder STRANDBOULEVARDEN. Det sidste nummer vi har modtaget er nr. 5 fra April 1979. Foreløbig sælger vi kun i løssalg.
Jeg er overbevist om, at Jac´s omgang med sproget havde ikke så lidt indflydelse på det, man bredt kalder 80´er-digtningen. Ikke at andre skriver som Jac, men gennem hans tidlige digte blev man klar over, at der var mulighed for en sprogudfoldelse og undersøgelse af en anden karakter end tidligere, og at denne proces kun lige var begyndt...
Da Jac´s første digte blev sendt ud i bogform, var det stadig et fåtal, der fik øje på dem, eller man vidste ikke, hvad man skulle stille op med dette nye sprogfænomen. Jac´s eksperimenter var præget af vild eufori, men de var så centrifugalt rablende og løsslupne, at det var vanskeligt at forstå, hvad der gik for sig i digtene, og om der overhovedet foregik noget som helst. Jac dansede legesygt med sproget, han omgikkedes voldeligt med det, boksede sig vej frem, han tog sproget i munden og spyttede det ud i sang eller voldsomme tilråb. Hos Jac blev sproget udsat for noget, det ikke havde prøvet før, og det er faktisk sjældent, at det sker i så bemærkelsesværdigt et omfang som her.
Dengang var mediernes fokus ikke rettet mod debutanter, som de er i dag. De færreste tror på, hvor lidt presseomtale F. P. Jac, Michael Strunge og Henrik S. Holck fik de første år. Der var ikke noget, der hed store interviews og fotos, før en bog kom. Og var den heldig at blive anmeldt, var det som regel ultrakorte omtaler, oftest sammen med flere andre udgivelser, der intet havde med hinanden at gøre. Der var de oplæsninger, som miljøet selv skabte, ikke noget med etablerede institutioner, der venligt åbnede dørene. Og den økonomiske støtte til poesi var dengang så minimal, at den næsten ikke var til at få øje på.
Man finder hos F. P. Jac en bemærkelsesværdig trang til historieskrivning, før nutiden så at sige er gennemlevet, og før publikum for alvor har fundet frem til digteren. Måske til stor skræk for samtiden skriver han allerede i debutbogen:

en gang for alle bliver vi moduler -
og rejser os i et langt tørt kulturskrig -
der skal få eftertiden til at standse op
Og i Misfat, der både udgør hans egen og generationens historie:

for alting fører til firserne alting fører tilbage i bevægelsen,
F. P. Jacs forfatterskab er én langstrakt lovsang til tilværelsen, oftest udfoldet i en skildring af poesien i hverdagen helt ned i de ellers utalte lag.
I titlen på den første egentlige bog focuseres der på munden: Munden brænder på huden. Man ved næppe selv, hvor skæbnesvanger en debuttitel er, når man ung og uden overblik finder frem til den. Men munden er i Jac´s forfatterskab blevet et yderst vitalt organ. Han formulerer sig i en talestrøm, der har undsluppet søvnen, kysser, hyler, skriger, overdøver, smælder af fuld hals, engang var det en mælkeforslugen mund, nu hælder han vin i munden, nogle potter gin, rummål med smeltende snaps og meget, meget mere, han bøvser og ræber, han hvisler og griner, smilebåndene får deres belønning, han pludrer og danner sætninger og synger sit oprør. I hans mund indhenter cigaret på cigaret sig selv. Hans læber er maniske, sjældent holder han kæft, men det hænder. Og senere i forfatterskabet snupper han et kvantum ro ved vandglasset. Jeg har her tilladt mig at identificere digtenes jeg med digteren selv, en læsning som mange digte hos Jac uvægerligt inviterer til, f. eks. ved at nævne visse kvinder i hans liv ved navn: Maria, Steina og mange flere, lade kendte skikkelser optræde uden omsvøb eller pryde bogomslag med fotos af digteren. Digtene har ganske enkelt erindringskarakter.
Jeg´et er ikke kun en sansende krop, det er også et "formuleringsdueligt" jeg. Der er bevidst focus på sproget fra første færd. En strofe fra Munden brænder på huden lyder således:

lad jeres spytkirtler synge
og verden forme alle afsættene,
Der er næppe mange digtere, der engang vil blive citeret i ODS for så underfundige sproglige nyskabelser som F. P. Jac. Og der er ikke nogen, der er så uoversættelig som han. Han "bider røgen til alvor", lader en fugl "forflyve", han opdyrker en sensualismens grammatik, nedbryder en vanlig syntaks, han skaber fremmedartede komposita: "silkesten", "knæleterapi", "slagtemuzak" for at nævne nogle substantiver. Og substantiverne får tilknyttet overraskende adjektiver: "vores overfyldte raseri" eller "medgørlige benklæder". Verber bruges i en kontekst, de ikke før har set sig indskrevet i: "de forurettede vores gud", "jeg sorterer dit køn", "de kan nuancere selv snestormen". Der dannes hidtil usete verber af adjektiver: "spraglet ud i det hvide blanke papir". Præpositioner optræder uvant: "lader ingen høre om sig", verber tager besynderlige objekter: "græsstrået tipper styrke i sandet". Kendte udtryk forskydes, døde metaforer genoplives. En lang række uvante tekniske greb ligger bag F. P. Jac´s verbalakrobatik. Han er modig, men er også blevet beskyldt for at "pludre" og "dalre", give sproget for megen elastik eller ende i ren rutine. Jeg´et karakteriserer sig selv således i Misfat :

Jeg er et pludrebarn med tobak og kvinder hvilende i munden,
en lille naiv gøgler der stadig tror på et sart stykke
af vores udskudte forvirrede cancerløse kærlighed,
jeg bærer fortiden i et smykke på brystet og hvæser
af den middelmådighed der tager sig til takke med pudder,
Der forekommer gentagelser af motiver i bøgerne, der næsten alle kan siges at være kærlighedsbøger med Danmark som kulisse. Hvad der ligger uden for Danmark, forekommer ret uoverskueligt: Europa er et hul, man kan fortabe sig i. Snart er det kvinder, der elskes med, snart sproget, og alligevel sker der umærkelige forskydninger, således at tingene aldrig gentager sig helt alligevel.
Det "vi", der optræder i de tidlige bøger, er ofte et generations-"vi", der kræver at få del i verden. Bemærk: mænd holder af at tale på andres vegne - senere udgøres et "vi" hyppigt af jeg´et og den elskede. Det jeg, der optræder de første år er aktivt, udadvendt, handlekraftigt, senere bliver det et mere desillusioneret jeg. Bevægelsen går fra det højrøstede, gjaldende til det dæmpede, dog stadig med en understrøm af eufori, hvor jeg´et opløfter sig selv.
Efter den første rebelske fase fyldt af udfordringer, opstilles der gennem årene et register af positive størrelser som en bænk i forstaden, en rød postkasse, en kande varm kaffe o.s.v. Den nære verden med dens tryghed eller idyl danner kontrast, eller snarere et værn mod tilværelsens elendighed, det der med ét ord kunne kaldes samfundsplagerne: de formelle masker, det konventionelle, den rubricerede verden, den overfladiske ekspansion, klassesamfundet, bureaukratiet, krigene, hvad der alt sammen hos Jac kan afføde sort depression.
Barndommen udgør en suveræn modpol til plagerne. Barnelivet med dets hemmeligheder fastholdes i stærke, klare, rene billeder som de sene eftermiddage i vore stribede natbukser eller at smugle sig selv tilbage i en yoyo igen. De kærlige kvinder, der gradvist har udviklet sig til hellige moderskikkelser, bliver en sikker havn i stormen. De glimt, hvor det fællesmenneskelige tydeliggøres, som i Mit efterslæb til fuglene- et forhåbentligt digt, optræder ligeledes som positive:

Det er løgn når de siger at et menneske er et enestående
hvem har ikke set fuglekrige rydde et franskbrød op
Hvis man skal læse Jac, må man indstille sig på at give afkald på visse af de forventninger, man ellers møder op med til litteraturen, her sker noget andet end sædvanlig betydningsdannelse, digtene giver ofte ikke mening, de er snarere en opvisning, et show. Sproget tjener ikke sjældent selvmytologiseringen, der iscenesættes eller rettere italesættes, som et par linjer fra Misfat synliggør:

mine damer og herrer nu er vi et godt stykke inde i tidshistorien
og der kommer mere endnu der er mere strand ladt tilbage,
Og denne digtbog i fem dele kalder han selv et supremdigt i fem concepter, et supremdigt som en art superlativform af digtgenren. Sproget bliver en manér, en iklædning, undertiden det rene vrøvl som titlen på et tidligt digt: Vi sidder af konservatisme i hænderne.
Jac skriver fra starten en poesiform, der ikke har de indbyggede
poetiske refleksioner som Baudelaire og Mallarmé udfoldede, og som har inspireret andre i generationen, han har derimod lagt sig i Walt Whitmans tradition ved at foretrække den frie, ekspanderende form, hvor grundtonen er begejstringen og den digteriske egenskab ensbetydende med den ærlige individualisme samt den oprindelig natursans. Helt tilbage i 1979 står der et Walt Whitman-citat som optakt til digtene. "Flydeskriften" har F. P. Jac selv benævnt sin anti-intellektuelle ecritúre. "I både romanen og radiospillet er der formmæssige grænser. De findes ikke i poesien", har Jac udtalt i et interview og lægger dermed afstand til anden tale om æstetik de år. Han lægger ligeledes ikke fingrene imellem, når han i sin seneste retrospektive bog Hvert åndedræt sit sprog siger fra over for nogle af os andre:

to selvstatuerede piedestaler skriver poetikkens selvfølgelige facit
Det er mildt sagt ikke afsættet i den reflekterede modernisme med dens poetiktradition, han værdsætter. At han ikke tager poetikgenren alvorligt, vidner følgende linjer om:

Men jeg kunne også trodse min natur, min vægt,
min poetik er asier og alen, anekdoter og analsex.
Og imens venter vi på FUGL FØNIKS AJOUR.
Den seneste sprogfase er gennemgående mere stilfærdig og rytmisk glidende. En ny livsviden sætter sine spor, det dysforiske finder sin plads, selvironien melder sig, andre veje afsøges.
Munden er også et gemmested. Vi kan med stor sandsynlighed forvente flere overraskelser fra munden i dette forfatterskab.

Det er for sin særegne omgang med sproget, at F. P. Jac skal hædres, for sin intense forelskelse i MODERS-målet. "Sprogtærsklen" er med ham blevet en anden. Det var den allerede i slutningen af 70´erne og begyndelsen af 80´erne, men det tager tid også at anerkende, at tærskler flyttes. Det er omsider gjort, når Det danske Akademi i dag tildeler dig Beatricepricen, der ud over æren også består af en "valutatilkendegivelse" på 50.000 kr.