Til forsiden

1994 Jette Drewsen

Pia Tafdrups
tale for
Jette Drewsen,
1994



Ping
Pow-wow tjikita-ita
Det må de selv om

Vi er uden tvivl sprunget ud af nogens lænder, og vi har noget besvær med dem, hvis lænder vi er sprunget ud af. Vi ønsker os en hel del, f. eks. hårklemmer med pynteblomster, og vi har en forestilling om, at rødgrød kunne smage noget bedre. Ella, det hedder vi, Ella er et pænt navn, og vi er opkaldt efter nogen. Det er fortrøstningsfuldt, for vi har truffet den Ella, vi er opkaldt efter, hun taler sjovt og syngende, hun dufter af parfume, og hun får os til at tro på fremtiden. Når vi har talt med hende, har vi de allerstørste forhåbninger om, at der er hårklemmer med pynteblomster til os forude.

Det fine ved det er, at vi ikke bliver forstyrret i vores drømme. Åh, det er så godt, så godt. Drømme uden forstyrrelser er det bedste, vi ved. Vi kunne nu godt ønske os noget mere virkelighed, vi kunne tænke os noget virkelighed, så det basker...

Hvad er det er, der gør, at Jette Drewsen med udgivelsen af romanen Lillegudsord i 1992 foretager et mærkbart spring i sit forfatterskab? Skyldes det forfatterens personlige modning? At den håndværksmæssige kunnen er blevet større? Findes årsagen i tidens skærpede krav til fiktion? Det hele på en gang eller noget ganske andet, der bevirker, at forfatteren med ét ser meget langt og meget klart? I hvert fald overraskes man som læser over det selvgyldige univers, der rulles op. Lillegudsord udgør første bind af en trilogi, hvor en ny og nærværende tone er dukket op.

Jette Drewsens forfatterskab spænder i dag over 22 år. Det tæller elleve romaner, skuespillet Hva´ drømmer du om (1981) og en tv-dramatisering af debutromanen. Jeg vil koncentrere mig om nogle enkelte værker i mit forsøg på at sammenfatte udviklingen i forfatterskabet.

Jette Drewsen debuterede i en periode, hvor mange kvindelige forfattere focuserede på samfundets præmisser for kvindeliv, men til forskel fra andre, der først og fremmest benyttede sig af egne erfaringer og ophøjede dem til den eneste værdi, forsøgte Jette Drewsen allerede fra sin første udgivelse af romanen, Hvad tænkte egentlig Arendse? (1972) og med den efterfølgende, Fuglen (1974) også at arbejde med æstetiske principper, der underbyggede de historier, hun ville fortælle. Jette Drewsens bøger er imidlertid mere end blot en kilde til viden om kvindebevidstheden og dens udvikling.

Det er en smuk titel debutbogen har fået, og der knytter sig straks en undren til den. Arendse-figuren, som Arendse Huulegaard har lagt skikkelse til, findes hos Johannes Ewald, hvor hun skildres som "en af disse skyggefulde Skjønheder, hvis Smiil er som Soelens igennem en regnfuld Himmel - hvis Vink er en gennemtrængende, en uimodståelig Straale af tungsindet Dyd - en af disse bydende, mægtige, fortryllende Brünetter, som man ikke kan see uden Ærefrygt og neppe elske uden Tilbedelse". Det, der tager sig gådefuldt ud for det tilbedende blik, søger Jette Drewsen om bag. Kvindeskikkelserne i Hvad tænkte egentlig Arendse er selvmedlidende, depressive og usikre. De gribes af angst i deres ensomhedsrum. Det er her forfatteren søger ind og finder en mærkværdig vellyst af skønhed og grusomhed. Kvinderne lever et liv milevidt fra idealet - eller rettere overlever med stærkt amputerede følelser.

I Fuglen drejer det sig om konflikten mellem arbejde og kærlighed, skyldfølelse og skabertrang, selvhad og frihedsfølelser - temaer der er typiske for perioden, men som hos Jette Drewsen udfoldes i en fintfølende og reflekteret form. - "I kan bare slå mig lige til jeg er død," siger den lille pige, Aline og peger med denne replik på bogens afsluttende kapitel, hvor hovedpersonen, pigens mor, har besluttet at begå selvmord. Det er et kapitel, der i litteraturhistorien bør ofres særlig opmærksomhed, for det er skrevet med en uhyggelig indlevelse i, hvordan sikkerheden gror frem med beslutningen. Først da kvinden vil tage sit eget liv, føler hun sig urørlig. Hun skriver afskedsbreve og foretager en rengøring, der ikke blot fjerner snavs og skidt, men også efterlader hende i et skær af skønhed, hun gerne ville have levet i. Omsider lader hun sig ikke krænke af omgivelserne, men føler styrke. Det eneste, hun tager med sig i døden, er kærligheden til den lille datter.

Den kvindelige synsvinkel er et gennemgående træk, f. eks i Pause (1976) og Tid og sted (1978). I Pause problematiseres de vanskelige betingelser for kvindelige kunstnere af en fiktiv person i bogen. I Tid og sted sættes der focus på fire kvinder, hvis skæbne man følger i årene fra 1961 til 76 for at se, hvordan de gradvist etablerer egne præmisser at leve under.

Herpå følger Midtvejsfester (1980), der ikke handler meget om fester, men om forfatterens moralske ansvar, Ingen erindring (1983), om et mord udfoldet i en sindrig komposition, hvor det ikke er mordgåden, der har interessen, men derimod en undersøgelse af de destruktive kræfter sat over for en vilje til overlevelse. Det er ikke kun enkeltskæbner, det drejer sig om, et større persongalleri inddrages og et historisk rum breder sig ud. Udsøgt behandling (1986) beskæftiger sig således med et sandt mylder af personer på randen af det moderne velfærdssamfund.

Jette Drewsen har taget udgangspunkt i en realistisk prosastil, der op gennem forfatterskabet nuanceres, bl. a. ved at give stadig mere plads for bemærkelsesværdige refleksioner over sprog. Interessant nok findes disse overvejelser allerede i Hvad tænkte egentlig Arendse?, hvor en romans fremstillingsform diskuteres. En forfatter i bogen er blevet hyldet som sprogfornyer, hvad en anden person ikke giver en tøddel for, hvis der ikke er "dækning for hovedpersonen", som det udtrykkes. Her ligger et krav om, at en hverdagsvirkelighed uden for fiktionen bør inddrages i romanen, noget Jette Drewsen i begyndelsen forholdt sig meget direkte til, men siden har forladt ved at lytte sig ind på sproget og komponere en anden virkelighed frem.

Den kvindelige synsvinkel er et gennemgående træk i mange bøger. Det er ikke kun enkeltskæbner, man følger, et større persongalleri inddrages efterhånden og et historisk rum breder sig ud. F. eks. beskæftiger Udsøgt behandling (1986) sig med et sandt mylder af personer på randen af det moderne velfærdssamfund.

Romanen En smuk mand i farver (1990) skildrer gennem en jeg-fortæller et erotisk forhold mellem to tilsyneladende uforenelige personer. Her er kærligheden i stand til at overvinde og forvandle sine betingelser. Med denne bog sker der en yderligere afklaring i forfatterskabet, hvorefter Jette Drewsen indtræder i den nye og markante fase, jeg indledningsvist skitserede, med den trilogi, hvoraf det sidste bind for nylig er udkommet: Lillegudsord (1992), Jubeljomfru (1993) og Filihunkat (1994).

I trilogien følger læseren højskoleforstanderens datter, Ella, fra hun er fem år til hun bliver student fra et studenterkursus. Fortællestemmen i Lillegudsord veksler raffineret mellem det enkle og komplekse, dels i skildringen af voksentilværelsens selvmodsigelser, dels i den indre splittelse, der præger barnet, således at hun, som det fremgik af det indledende citat, konsekvent betegner sig selv med et "vi". Pluralisformen tilkendegiver også en søgen efter balance i forhold til omgivelserne, et træk der går gennem alle tre bind i Ellas udviklingshistorie. Og netop Ella. Ella er et tysk pigenavn, der betyder fremmed.

Den lille pige er en fortrinlig iagttager af både sig selv og andre og af det sprog og miljø, hun konfronteres med gennem barndom og ungdom. Frøperspektivet udnyttes mesterligt. Hvad der især fascinerer er skildringen af, hvordan Ella overtager de voksnes sprog: Uransagelig betyder, at man ikke kan få det at vide på forhånd. Der er ellers mange ting, vi gerne ville vide på forhånd. F. eks. ville vi gerne vide, om vi bliver gift med en mand, der tager os med til fester, hvor man skal være for alvor fin i tøjet. Ella får ordene podet ind i bevidstheden ved at bruge dem, endnu længe før hun forstår deres betydning. De siver umærkeligt ned i hendes sind, og hun forstår gennem sin opvækst mere af disse ord, efterhånden som der knyttes en erfaring til dem. I tredje bind fortsætter udvidelsen af Ellas ordforråd og verdensforståelse: John Wayne don´t take no shit from nobody, siger vores engelslærer, og det er eksempel på talesprogsslang med dobbeltbenægtelser, der ikke ophæver sig selv som benægtelser, ligesom nihilne heller ikke ophæver sig selv i Ciceros første tale til Catilina.

Allerede i Jette Drewsens tredje roman, Pause (1976) erkender den kvindelige hovedperson, at det ikke drejer sig om enten at kunne identificere sig følsomt eller at kunne artikulere sig, men om begge færdigheder.

Ikke mindst de seneste tre værker, Lillegudsord, Jubeljomfru og Filihunkat hvor sprog og stof føjes så smukt sammen, har understreget den sarthed og skrøbelighed, der altid har været Jette Drewsens vandmærke. I trilogiens sidste bind fører hovedpersonen dagbog. Det sprog, Ella gennem årene har erobret, begynder her at tage form og få sin egen gyldighed i forhold til resten af romanen. Et sprog i sproget, der tager farve af og får sin kompleksitet fra den person, det udspringer af. Hvis man som læser undrer sig over det sted, hvor trilogien slutter, bør man læse dagbogsoptegnelserne som pejlemærker for, hvor Ellas liv tager retning.

Jette Drewsens værk lægger på alle måder op til en langsom læsning. Trilogien skal ikke læses med forventning om det store episke drive. Og en stresset læsning vil kun afsløre, hvordan man kan tage fejl. De største begivenheder skildres nemlig slet ikke. F. eks. får vi ikke beskrevet, da Ella føder en søn til slut. Fra det ene kapitel til det andet, er jeg´et blevet til et vi. Her et konkret vi, mor og søn, der skal op at flyve: ... der er ikke så mange med i dag, så vi har fået lov til at brede os over tre sæder. Bøgerne lader sig alene læse ved at sænke tempoet. Kun sådan registreres de overraskende synsvinkler, kun sådan fanges detaljerne og de mange underfundige betragtninger. Lad mig give bare et eksempel på, hvordan den lineære handlingsgang bestandig brydes af dagdrømme og svipture rundt i hjernens kringelkroge: Ella har på et tidspunkt fået et job, der består i, at hun fra et lille kælderlokale skal sende brochurer ud i den vide verden, så man herfra kan bestille julepynt og souvenirs. For at klare jobbet må hun tidligt op og tage en sporvogn. Hun bryder sig ikke om turen ned ad Gammel Kongevej i morgenmørke og kommer til at tænke på sit slægtskab med bohemen Jens August Schade, der går rundt i den indre by og lever anderledes ligesom hun gør det, og hun trøster sig med hans digt om linje 14:

Jeg har hørt, at linje 14

gaar mod Nord en tidlig Morgen

jeg har ikke set det selv.

Jeg er staaet op for sent

mit hele Liv.

Ella, der har fået "virkelighed så det basker" - sådan som hun som barn ønskede sig - , lever sig ind i Schades liv og forestiller sig, at han alligevel må have oplevet turen en enkelt gang for at kunne skrive disse linjer. Han må have kendt den lede og det ubehag hun føler. Og hendes tanker springer fra disse fantasiforestillinger til en helt konkret episode, hvor hun forpustet efter at have løbet af sted for at nå 14´eren kommer til at kigge ind i en port ved stoppestedet og ser en mand i cottencoat stå og onanere: Jeg har godt nok hørt om, at der findes den slags, men det er noget andet at komme ud for det, og så i en gade, man kender navnet på. Herefter er vi atter tilbage i det støvede lagerlokale, hvor Ella mellem disse digressioner - hvori megen tyngde er lagt - forsøger at passe sit arbejde. Trilogiens styrke og skønhed ligger gemt i de bestandige forskydninger og i vekselvirkningen mellem poetiske tankespring og sanseligt levet liv.

Jette Drewsen taler som tidligere i forfatterskabet ud fra sig selv, men trilogien får større autenticitet, ved at det, der før var hendes centrum, placeres i skikkelser, man ikke bare tror på, men også holder af. I debutbogen henviser en af personerne til Ewalds Arendse og Kierkegaards Regine, idet der om disse skikkelser siges, at der er noget konsekvensløst over dem. De kvinder, Jette Drewsen skildrer, er derimod nogle, der i høj grad må tage konsekvensen af det liv, de lever - oftest uden hårklemmer med pynteblomster - og det bliver de ikke uinteressante af. Virkelighedssansen er stærkt udviklet hos Jette Drewsens centrale personer.

Hvor de kvindelige hovedpersoner i det tidlige forfatterskab ikke sjældent var afmægtige og fortvivlede, er der en tendens til, at de med tiden har fået styrke og værdighed på deres egen overraskende måde.

Det er et særpræget kvindeligt sind, der skildres hos Jette Drewsen, og det sker, som jeg har understreget, med stigende sproglig omhu og underfundighed. Fortællestilen er i trilogien præget af tæthed og mange tekniske finesser, ikke mindst får det latente og bevidst underspillede vægt. Jette Drewsen skriver både eftertænktsomt og med humor; hun har for hver bog gjort nye landvindinger og samtidig har de kunstneriske betingelser fået stadig større suverænitet.

Det er hverken en Arendse- eller en Regine-, men Beatricepris du skal have. Til lykke med den.