Til forsiden

2009 Merete Pryds Helle



Pia Juuls
tale for
Merete Pryds Helle,
2009



I Merete Pryds Helles debut, novellesamlingen Mod en anden ro fra 1990 er der et eventyr med den velkendte titel Tornerose, men i Pryds Helles helt egen version. Her er Prinsessen egentlig en frø, feens gave er en oplevelse af tingenes stilstand, en evighedsoplevelse. Efter 100 års glemsel visner rosenhækken, og slottet som alle havde glemt kommer til syne.
Så står der:
"Inde i det bageste rum fandt en ung arkæologistuderende den sovende dronning og den sovende prinsesse. Hun blev først forskrækket, fordi hun troede det var mumier."

Man hører ikke så meget mere om denne unge arkæologistuderende, men man kan jo godt spekulere lidt på, om hun mon skulle hedde Edith.
Edith, det hedder i al fald den unge arkæologistuderende på udgravning i en stenalderlandsby i Saharas sandørken, som er en af de to hovedpersoner i Merete Pryds Helles seneste trykte roman fra i år: Hej menneske, en sammenfletning af en arkæologs og en stenalderkvindes liv.
Med udtrykket "seneste trykte roman" hentyder jeg til, at der lige er udsendt en mp3-lydbog, Tiden flyver, indlæst af Pryds Helle selv, en selvstændig fortsættelse til Hej Menneske. Merete Pryds Helle var den første der skrev en sms-roman, i al fald i Danmark, hun har skrevet manuskript til et computerspil, og man kan for tiden bestille hendes sms-julekalender til sin mobil. Det kan ikke undre, når hun udtaler, at hun tror på litteraturen, at den er stærk og vil finde sin vej, også i de nye medier. Ja, hun er faktisk en af dem der måske kan være med til at fordrive andres bekymring ved at være så uforskrækket.
Og hvad er det så der gør litteraturen stærk? Hos Merete Pryds Helle viser den os menneskelivet til alle tider og i mange afskygninger – som noget på een gang skønt og grusomt.
Pryds Helle fortæller os tit det samme væsentlige som sidst. Alligevel gentager hun aldrig sig selv, og der er altid noget nyt hun har fundet på.
Tiden spiller en stor rolle, næsten som aktør, men også sådan, at hele forfatterskabet gør sig umage med at vise os livet på en måde der kan tænkes at ligne livet mere end den mere traditionelle fortælling egentlig gør. Hver eneste gang Merete Pryds Helle skriver noget, gør hun op med de måder ikke mindst filmen så uopfindsomt har lært os at fortælle historier på, men søger i stedet at efterligne livet på en langt mere raffineret måde, hvor fortællevinklen skifter, hvor fortid og nutid blandes, og enhver stram kronologi brydes ned.
Anna kan se ind i fremtiden.
Stenalderkvinden Edith forestiller sig fremtiden.
Arkæologen Edith forestiller sig stenalderen.
Liget Kirsten omtales: "den kvinde har aldrig været af kød og blod, hun er upåvirket af tiden. (Bogen)
Der tales om "Samtidighedens uhygge".
Kvinden Gedske dør i en bilulykke og brænder op, og hun havner som ikke-troende – naturligvis? - i den ægyptiske nedreverden, hvorfra vi hører om hendes liv og efterliv.
I Fiske i livets flod udsættes vi for
et apparat, der kan "aflytte" en gammel sumerisk lerkrukke, og der tales om "en udstrakt verden, vi kan bevæge os igennem, mens den bevæger sig gennem os." I romanen selv bevæger vi os ubesværet gennem flere historiske tidsaldre.

De mange måder at gengive tidsoplevelser på fremkalder usædvanligt rammende billeder på menneskelivet.

I Tornerose var det en fe, der bød på en særlig tidsoplevelse, i Hej Menneske kommer en febervildelse og en anden tidsalder forfatteren til hjælp.

Pryds Helles helt overlegne syn på hvad tid er og gør – og hvordan den kan optræde i litteraturen – får en ekstra dimension i denne seneste roman. I efterordet gør hun høfligt rede for, hvordan hun har sammentrængt stenalderens faser, så stenalderkvinden Edith kan opleve dem på sin korte levetid. Det er naturligvis gjort for nemheds og overskuelighedens skyld, ja det er lige før man kunne kalde det pædagogisk, men det er ikke for børn og i øvrigt heller ikke barnligt.
"Begivenheder", hedder det i efterordet "optræder som samtidige, selvom der i virkeligheden var lang tid imellem dem".
Ligeledes er der sket en forvandling med flere af nutidens personer i bogen. De har navnefæller i virkeligheden. Merete Pryds Helle er selv overbygningsstuderende i nærorientalsk arkæologi på Carsten Niebuhr Instituttet. Romanens arkæologistuderende Edith skriver muligvis det speciale Pryds Helle er i gang med i virkelighedens verden.
Hov! Hvad sagde jeg dér? Virkelighedens verden? Hvor ligger den? Og hvad er dét, når vi taler om Pryds Helles bøger? De illustrerende fotografier i romanen forestiller fx flint, perler og sten. Et vædderhorn af ler, som billedteksten lader os vide at "jeg" har gravet frem. Jeg? Hvem? Edith? På flappen ligger udgraveren Merete Pryds Helle og hviler sig. Lyder det forvirrende? Det er det ikke. Det er spændende, underholdende, oplysende, og den hele roman et smukt billede på hvad litteraturen jo altid gør, når den er god: bruger af det forfatteren ved, sætter det sammen på nye måder og river os med.

Der dannes forbindelse mellem flere tider overalt i bøgerne, og overalt i forfatterskabet er en stor opfindsomhed, der ikke så let lader sig generalisere, men overrasker og henrykker, samtidig med at man som læser både underholdes og glædes - og af og til belæres. Samtidig handler det altid om hverdagen og de ganske almindelige mennesker – som naturligvis ikke er spor almindelige.
Allerede et halvt år efter novelledebuten i 1990 udkom romanen med den upraktiske titel Bogen. Der står:
"Han vil ikke længere være i stand til at læse bøgerne, de vil gøre ham rastløs, de vil ikke være opdigtede, men tangere virkeligheden, stikke ud af hendes mund i kvælningsøjeblikket."
Dette er naturligvis et citat helt løsrevet fra al logik og sammenhæng, men her kan vi nøjes med at hæfte os ved påstanden om, at bøgerne ikke længere vil være opdigtede.

Længe før hun sammen med digteren Morten Søndergaard under pseudonymet Liv Mørk begyndte at skrive kriminalromaner skrev hun denne roman om krimiforfatteren Kirsten, der ønsker at være mere ekstrem end de fleste og myrde læseren i stedet for en tilfældig fiktiv person. Men det bliver hende selv, krimiforfatteren, der findes myrdet på gulvet, "ublodig, viklet ind i farvebånd og printerpapir, kvalt i det." Og du, kære læser, er Kirstens eneste plausible morder. Straffen – hedder det - er, uendeligt at sidde fast i fiktionen både denne i bogen, og den i det såkaldt virkelige liv, det vil sige ude omkring "indbindingen".
En smule vanvittigt må man da godt kalde det, at Merete Pryds Helle i lang tid blev omtalt som en fra de "blodfattige årgange fra Forfatterskolen", udtrykket skyldes de kritikere der kun kendte prædikaterne minimalisme og kortprosa og klagede over, at der aldrig kom "rigtige" prosaister ud fra institutionen. Kortfattet kunne man måske nok kalde noget af det Pryds Helle har skrevet, men aldrig nogensinde blodfattigt. Og en "rigtig" prosaist – det er hun altså.
Hendes forfatterskab har været egensindigt vildtvoksende helt fra første udgivelse. Her er tale om romaner og noveller der både flirter med det mere traditionelle, bredt anlagte, og noget der i en polemik i Information blev kaldt "FIKUMDIK"-litteratur. Nu er det jo egentlig ikke sådan, at en forfatter skal komme og fortælle sine læsere, hvordan hendes bøger er – eller hvordan de virker. Det skal læserne nok selv finde ud af.
Men i den omtalte polemik tog hun til genmæle bl.a. sådan her:
"Modernistisk fikumdik-litteratur, hvortil jeg selv gerne bidrager, er meget mere realistisk end den såkaldt realistiske samtidsroman. Fordi det er sådan virkeligheden er; uoverskuelig, dyb og usandfærdig, og så skal vi endda dø fra den på en eller anden rædselsfuld måde."
Fikumdik, parret med eller bestående af både videnskabelige undersøgelser, stor sproglig skønhed, fabulerende, labyrintiske – både komplekse og skæve handlingsforløb, strømmer gennem alle bøgerne.

En vis Beatrice huserer i to af Pryds Helles romaner, i den tidlige Vandpest (1993) - med de metaforiske, leksikale opslag i bogens margen, og i efterfølgeren Men Jorden står til evig tid (1996). Jeg ved ikke, om det var en forudanelse, men nu skal Merete Pryds Helle i hvert fald have Beatriceprisen!
Den gives til en forfatter hvis
"allerede udgivne bøger har en kvalitet, som der er grund til at påskønne, og om hvem der er grund til at tro, at han eller hun vil udvikle sig yderligere". Første del er allerede gået i opfyldelse og vi har al mulig grund til at tro det sidste også vil gøre det.
Det er mig en glæde på Det danske Akademis vegne at overrække dig Beatriceprisen, Merete!