Til forsiden

2006 Thomas Harder

Peter Laugesens
tale for
Thomas Harder,
2006

Oversættelse er en blodtransfusion. Det var den tyske dramatiker Heiner Müller, der sagde det. Han talte om at oversætte Shakespeare, at sidde der med 50.000 gloser i fri dans, små og store sprogting i en fantastisk leg, hvor ingenting, heller ikke retskrivning, er lagt fast, og at få det skudt direkte ind i sit moderne blod. Han talte om overraskende udsigter og omveje i et kaotisk landskab uden hegn.

Oversættelse er livgivende, ikke bare for oversætteren. I vores nylige bestræbelser for at etablere en dansk litteraturkanon er oversætternes vitale tilskud af fremmed blod noget forholdsvis glemt. Ikke bare Molbechs Dante, men også alle de stort set anonyme, der op igennem tiden har givet os blod fra det græske, det latinske, det franske og tyske, alt det som vores litteratur bygger på, alle de sprogkonstruktioner, hvis fremmedhed har inspireret os gennem Holberg og så mange andre.

Oversætterne er også lidt glemt i moderne tid. Det er ikke dem, der står forrest, når bibliotekspengene regner ned over børnebøger og lufthavnsbestsellere, de bliver sjældent krediteret i anmeldelser. Og dog udfører de, underbetalte som de normalt er, eller slet ikke betalte, deres trælse og bevidsthedsudvidende slæb alene hjemme ved de tusind skriveborde, deres magiske og livgivende arbejde med at flytte en ene eller den anden forfatters stilistiske særegenheder og særheder fra det ene sprog til det andet.

Det var magisk, da Walt Whitman i 1906 dukkede op hos Johannes V. Jensen:

Aa, Brandmandens Fryd!
Jeg hører Alarmen i den øde Nat,
Jeg hører Kimen og Raaben! Jeg passerer Opløbet, Jeg render!
Synet af Flammerne gør mig gal af Glædet

Aa, der er Glæde i den kødfulde Bokser, der Staar oprejst i Ringen i fineste Kondition, ved fuld Kraftbevidsthed, og tørster efter at møde ain Modstander.

Aa, der er glæde i den uhyre elementære Sympati, som alene den menneskelige Sjæl har Magt til at skabe og vedligeholde i stadige og grænseløse Flodbølger.

Det lyder som om Jensen har fået et ordentligt skud amerikansk anarkistblod, og transfusionen er så gået videre ud i hans "Digte 1906", der revolutionerede dansk poesi, selv om den solgte 400 eksemplarer det første par år.

Det er ikke oplag, det drejer sig om, det er noget større. Lad mig tage et eksempel fra helt anden kulturkreds.

Jensens digt dukkede op, fordi jeg faktisk har ledt efter bogen i snart et par uger, men da jeg så, i forbindelse med oversættelse som fænomen, kom i tanker om den tibetanske ismand og digter Jetsun Milarepa, hvis ”Hundrede Tusinde Sange" er et stadig savnet indslag i oversat dansk poesi, stod "Digte 1906" undseligt lige ved siden af.

Jetsun Milarepa spillede en meget stor rolle i transmissionen fra sprog til sprog af de buddhistiske grundtekster, skrevet på sanskrit. Efter en meget urolig ungdom gik han i mesterlære hos en vis "Oversætteren Marpa", der havde sørget for, at tibetanere kunne læse Buddhas ord på deres eget sprog. Marpa indså, et en så talentfuld elev skulle have budskabet ind på den hårde måde, så den unge Milarepa blev sat til at bygge store bjælkehuse på et næsten utilgængeligt bjergplateau. Når han havde bygget et, fik han at vide, at han skulle rive det ned. Når han havde revet det ned, fik han at vide, at han skulle bygge det op.

Altså på en måde kun eet hus, men et hus kan på den måde være mange. Efter en del år med det, var Milarepa klar til de 12 års meditation alene i en bjerghule, der gjorde det klart for lam, at han skulle bruge resten af sit liv på at vandre rundt og synge sit buddhabudskab i de fjerneste egne af det vidtstrakte Tibet.

Også de nordlige, omkring Kunming-massivet, der udgør grænsen mellem Tibet og Xinjiang, som

dag er en kinesisk provins, hvor der stadig tales seksten forskellige sprog.

Milarepas poetiske eksempel fik således bragt Marpas oversættelser, der i forvejen var rejst gennem passene i Himalaya, videre gennem de lige så farlige og ufremkommelige pas i Kunming-massivet og ud over den flade ørken i Xinjiang ned de røde, de blå, de grønne og de sorte bjerge, hvor budskabet fra sprog til sprog poppede og dansede den lange vej til Peking og videre derfra, som Zen, til Kyoto i Japan.

Oversætterne holder sproget levende. De holder forbindelsesvejene mellem sprogene levende, og det er vigtigt arbejde, for hvis et sprog dør, dør også det, som netop det sprog kunne, den måde, det sprog kunne det på, som også alle andre sprog kan på deres andre måder. Oversættere transmitterer budskaber, for selvfølgelig er sprogene forbundet på kryds og tværs af alle omstændigheder, og de korresponderer med hinanden ikke bare ved det i dem, der for så vidt er ens, men også gennem de forskelle, der grænser dem ud fra hinanden.

Jetsun Milarepa levede fra 1052 til 1135, altså et par hundrede år før Dante. Hans Hundrede Tusinde Sange ændrede for altid verden. Det er hvad oversættelse gør, i det store og det små. Hvad Johannes V. Jensen gjorde med en blodtransfusion fra Whitman i 1906, og hvad Blicher gjorde, da han tidligt i sit forfatterskab fandt og oversatte de keltiske "Ossian-kvad", som man dengang troede var autentiske. Det spiller sådan set ingen rolle, et Ossian Ikke eksisterede, og at kvadene var forfattet af en vis McPherson. De gav dybde til Blichers senere værk og dermed den danske romantik sin mest banebrydende udformning.

Af og til kan oversættelsen af en enkelt bog være et helt livsværk for en oversætter. Mogens Boisen holdt aldrig op med at arbejde på detaljer i sin danske version af James Joyce’s ”Ulysses”. Den bog er også på dansk et mesterværk, helt i Joyce’s ånd var den, i Boisens version og til hans død, et "værk i fremskrift".

Vores modtager af dette ara Oversætterpris, Thomas Harder, har i en vis forstand taget over efter Boisen. Ikke hvad angår ”Ulysses”, for i så fald skulle han vel være gået videre med ”Finnegans Wake”, men med Salman Rushdie.

Rushdie er vel en slags Joyce i efterkrigstidernes postindustrielle, postkoloniale, postmoderne og i det hele taget postlitterære sproglandskab.

Så vidt jeg kan se oversatte Boisen de første ting af ham til dansk, og Thomas Harder er så gået videre. Det er således ham, der har givet os den også på dansk ret eksplosive blodtransfusion, der hedder ”De sataniske vers”.

Ellers er han jo halvt italiener, fordi han er søn af sin italienske mor, forfatteren Maria Giaccobbe. Men selv en halv italiener er ikke udelukkende sin mors bambino, han har også en far. I Thomas Hårdere tilfælde digteren Uffe Harder, der også var en af vores gennem mange år mest betydende oversættere og har indgivet det danske sprog en hel del fremmed blod af det stærke, fra steder som Afrika og Irland, Beckett.

Thomas Harder har det altså ikke fra fremmede. Det ligger ham i blodet. Dette fremtrædende medlem af den danske oversættermafia debuterede som ganske ung i 1975, hvor han sammen med Maria Giacobbe oversatte Dario Fo til Jomfru Ane Teateret i Ålborg. Stykket hed ”Mos pot er godt”.

Vi stoler på, at han nu er blevet klogere, så han ikke øjeblikkelig vil storme ud på Christiania med indholdet af den konvolut, jeg har til ham. Men gør han det alligevel, og hvis det hjælper ham med, også fremover at lede blod fra forskellige sprog ud i den tørstende danske genpøl, skal der ikke lyde et ondt ord i den anledning fra Det Danske Akademi.