Til forsiden

2000 Karsten Sand Iversen

Jens Smærup
Sørensens tale for
Karsten Sand Iversen, 2000

Man skal ikke prale, det véd vi jo. Alligevel kan trangen til det indimellem snige sig op i én, og for mig er det, i den sidste snes år, sket - i hvert fald – hver eneste gang talen er faldet på Karsten Sand Iversen. Det har da været så godt som ganske uladsiggørligt for mig at tilbageholde følgende: jeg har en gang oversat en bog sammen med ham!

Det drejede sig om et udvalg af Gunnar Ekelöfs digte, notater og prosaskitser, og i vinteren 76-77 havde postbudene i det sydlige Wales og på Mors nok at gøre med at slæbe kladder frem og tilbage imellem os. Især brevene fra Karsten var meget tunge. For hver anden glose jeg ville lægge på bordet, havde han nemlig tre andre på hånden, og de blev alle ledsaget af fyldigt dokumenterede argumenter og eksempler fra anden litteratur og almindelig sprogbrug.

Jeg stiftede således grundigt bekendtskab med en oversætter hvis altid vågne humor aldrig et øjeblik forhindrede ham i at tage arbejdet helt og aldeles alvorligt. Hans perfektionisme kunne ikke blive fanatisk, men den var på én gang lidenskabelig og kundskabsrigt nøjeregnende. Den trekvart gode løsning hørte ikke op med at nage ham, og nogen som helst af de nemme eksisterede da slet ikke, for hans troskab mod det svenske voksede sig kun stærkere jo heftigere han attakerede det danske.

Al denne id og akribi – som uden tvivl langt overgår det almindelige – havde dog næsten været spildt, hvis ikke Karsten Sand Iversen også var i besiddelse af et endnu sjældnere talent, eller dobbelttalent, og endda så rigeligt af det, nemlig for at læse digterværker og for at skrive dansk. Det betyder, at han som oversætter har et instinkt for at vælge eller slå ned på det rigtige; for simpelt hen at se og lugte og fornemme hvad der skal gøres, og at han så jo har evnerne til at kunne det. Ikke alene i detaljen, men også i genskabelsen af værkerne i deres helhed finder han derfor den klang og den atmosfære, som kan bringe læseren i direkte berøring med deres originalitet. Når man sidder med hans danske versioner af Lo-Johansson, Lindgren, Lidman, af Beckman og Norén, eller af Le Guin og Faulkner, af Walser, Canetti, Musil eller Ransmayr, af disse forfattere og adskillige andre, så kan man altså føle sig temmelig sikker på at sådan her ville de selv, hver især, have skrevet, hvis de tilfældigvis havde været danskere.

Sand Iversen har en lille svaghed for anvendelsen af biordet ’kun’, når han taler om sin virksomhed. Dette ’kun’ skal jo nok sige at han overhovedet ikke er forfatter, og at det skam ville have været meget mere krævende end noget af det han udsætter sig for som oversætter. Jeg tror dog ikke jeg har hørt hans ’kun’ uden at det er blevet fulgt til dørs af et vist drillelystent blik. Jeg tror med andre ord ikke rigtig at han straks lader sig dupere så forfærdeligt af selv den allermest romantisk selvbevidste erklæring om den litterære skabens gigantiske udfordringer. Ja, måske vil han ligefrem antyde at dette at udforske og indleve sig i alle sider og i de yderste afkroge af de allerstørste forfatteres universer og derpå så at sige at genopføre dem ganske grangiveligt i et andet sprogrum, at det undertiden næsten kan måle med sig med bare at skrive som man lige føler trang til.

Men lad nu enhver, mere eller mindre spøgefuld, mandjævning ligge. Der er dog en afgørende pointe i sagen. For den ideelle position for en oversætter må være en ubetinget respekt for det originale værk på den ene side, og på den anden en tiltro til sproglig ligeværdighed med dets forfatter, og netop sådan har Sand Iversen helt åbenlyst og selvfølgeligt kunnet placere sig. Han vil derfor ikke være tilbøjelig til at kalde sine oversættelser for gendigtninger, eller noget lignende; de vil aldrig først og fremmest dreje sig om hvad netop han, Sand Iversen, som den han nu er, kan få ud af en digter på dansk, men snarere om hvad denne digter kan bruge Sand Iversen til for at hans værk kan tage form og leve også på vores sprog. I denne mediale situation er det da at vores mand kan sætte sin autoritet ind og tage hele sin kunnen i anvendelse uden at ryste på hænderne, og således fordufter altså i hans oversættelser enhver underdanig antydning af at vi som læsere ville have været så meget bedre tjent med originalerne.

Som tidligere medlem af en forlagsredaktion véd jeg en del om at Karsten helst ikke lader sig nøje med de opgaver andre kan finde på at stille ham. Han møder selv op med dem, han kommer til stadighed med forslag om uomgængelige værker fra sin omfattende læsning, og han gør det både overbevisende og vedholdende. Landet har heldigvis ligget sådan at han langtfra altid har måttet gøre det forgæves, og i nogle af de tilfælde hvor forlagene har tøvet for længe med at bide på, har han dog underrettet os alle, i tidsskriftsartikler, om det vi måske ikke vidste vi savnede. Uden at ville berøve ham det mindste af hans menneskelighed, må jeg sige at han med alle sine gerninger efterhånden har nærmet sig en status af litterær institution, ene mand. I det mindste er han i bedste forstand en gammeldags litterat, hvis glubende appetit på litteraturen synes umættelig, og som uden at skele meget til litterære skoler og smagsretninger kan få øje på lysene hvor de faktisk er tændt.

Karsten Sand Iversen kommer da hele tiden stikkende til sit gamle land med disse blus og tællepråse, lommelygter og lanterner, og han har på den måde gennem mange år været til betydelig gene for sortsynet. Han er en af dem der lige præcis forhindrer os i at kunne sige at det litterære liv i Danmark er helt forsumpet og gennemført provinsielt.

Kære Karsten – vi er taknemmelige for din indsats og håber at du nu vil tage til takke med vores erkendtlighed i form af Akademiets oversætterpris.