Til forsiden

1999 Hans Hertel

Tage Skou-Hansens
tale for
Hans Hertel,
1999

Hvass-Fondens pris gives for en kulturel indsats af skabende eller formidlende karakter inden for de talte og skrevne massemedier. Fundatsen sidestiller altså formidling med skabelse. Det plejer man jo ikke at gøre, heller ikke i Akademiet. Man skelner i reglen mellem skabende talenter og modtagere, såkaldt receptive begavelser. De sidste har lejlighedsvis fået at vide, at de går med en mislykket kunstner i maven – som om skabende talenter slet ikke kendte til den fornemmelse fra sig selv.

Og hvor mange kunstnere er der mon, som aldrig er stødt på en fortolker, som kunne forklare hendes eller hans anliggende bedre end de selv var i stand til? Var klogere på det, rent ud sagt. Ikke særlig mange.

Hans Hertel er forsker, underviser og aktuel kritiker i samme person. Hvordan bliver litteraturen brugt i samfundet? Det er det der altid har optaget ham. Han er en meget nysgerrig og veloplagt og flittig mand. Samtlige institutioner i den litterære verden har han gennemlyst, frem for alle myten om deres frie bogvalg. Som dengang Indbindingscentralen ville bestemme valget af titler på forretningsmæssige principper og administrative skøn – før bøgerne var udkommet.

Det mindede om en kriminalsag, da Hans Hertel fik fat i den. Han kunne have gjort karriere som opdager. Han har indføling, sans for detaljer og kombinationsevne og gør pludselige fund på kvalificerede gæt. Ikke kun i den aktuelle medieverden. Også når han forfølger sine vaneforbrydere to hundrede år tilbage i tiden, – forlæggere, bogtrykkere, grafikere, kritikere og boghandlere. Forfattere ikke at forglemme. Folk med sans for både forretning og den ægte vare.

Tag som modbillede hans fortælling om billigbogens mirakler. Hvordan Penguin blev til, efter tyske forlæg, sjovt nok, Tauchnitz, Reclam og Insel Bücherei, og lanceret via jernbanekiosker og rutebilstationer bare to år efter nazisternes bogbrændinger. De store medier skulle ikke have al magten. Den lille papirsbog kunne jo noget, som de andre medier ikke kunne. Det kan den også i dag, men billigbogsmiraklet lader sig åbenbart ikke gentage oftere og hvad gør man så?

"Se på litteraturen!" hed Gyldendals julebog i 1982. Forlaget ville gerne have en fremstilling af hele verdens litteratur forfra. Også den uden for Europa og Amerika. Også de ikke-boglige genrer. En bred fremstilling som på centrale punkter var skrevet og fortalt omkring billeder. Især dét var nyt. Op imod en tredjedel af hver side blev sat af til billedstof. Til at synliggøre den sociale historie bag ved digtningen. Hvor kom den fra, hvem skrev den og hvem brugte den?

Hvad der blev fundet frem af originale billeder, det er en overdådighed. Og mageløst præcise, levende tekster skrevet til dem. Det er forbløffende, ren forførelse. Man kommer til at læse meget mere end man ville have gjort, fordi der hele tiden dukker et billede op som man aldrig har set før.

Der er masser af pointer der bedst lader sig forklare visuelt, erklærede Hans Hertel også fortrøstningsfuldt, da værket lagde ud med en større kreds af nordiske forskere, som både stod for hovedafsnit hver for sig og samarbejde med andre om et eller flere afsnit. Men syvende og sidste bind kom først i 1993. Fem et halvt år forsinket.

Salget gik i stå undervejs, efter kartoffelkuren. Det er den eneste gang jeg har set Hans Hertel modløs. Bidrag kiksede og måtte skrives om i den rigtige længde at andre, nye forskere i værste fald. Forskudskassen løb tom. Hvis Hans Hertel nu og da over for mindre redaktionelle opgaver havde følt at det i grunden var, om ikke nemmere, så hurtigere at gøre det hele selv, fik han sin lyst styret.

Verdenslitteraturhistorien er hans største indsats. Som hovedredaktør er han ansvarlig for hele sammenhængen af tekst og billeder, for tendensen og balancen såvel som fortælletonen hos de vidt forskellige bidragydere.

Hans muntreste og frodigste projekt er to store billedbøger med Bo Bojesens tegninger af danskerne hjemme og ude i verden de sidste halvtreds år. Men han gør det samme her som med litteraturen: skriver den aktuelle politiske baggrund ude i kanten, ind imellem og uden om de uudtømmelige, troskyldige, groteske og morderiske tegninger. Der var 12-13.000 at vælge ud af.

Sans for dagligt liv mangler en seriøs litteratursociolog naturligvis ikke. Mr. og Mrs. Henderson skal mindes i forbifarten, et naturaliseret engelsk ægtepar i København, kunne man tro, som giver sig hen til tidens store laster. De horer og de læser aviser uden respekt for den litterære profession. Deres vellystige satire, fjant og sladder går ud over alt hvad der var helligt og politisk korrekt på både højre og venstre fløj. Hendersons små samtidshistorier kom i Information mellem 65 og 75. Information kan være morsom.

Den realistiske roman, hvor virkelighedsstoffet er selve den fiktionsskabende kærne, var fra begyndelsen Hans Hertels foretrukne genre. I dag er det klassikerne som især optager ham. Selve fortællekunsten, som ikke kun er knyttet til bogformen. Begyndt som sagn og eventyr kan fortællingen den dag i dag forandre sig til mundtlige og massekulturelle former. Gå under jorden som triviallitteratur. Blive til tegneserie, film og tv-føljeton. Til ballader i beat og rockmusik.

Fortælling imødekommer vores episke behov for samhørighed, for at sammenfatte tid og erindring, anskue verden som en helhed og få form på den. Eller tværtimod afstand til den, så vi kan give vores liv en anden retning. Når vi åbner os for en fiktiv verden, læser og lytter uden krav om at mene noget her og nu, åbner vi os for andre måder at leve og opleve på. Fortællingen er litteraturens chance for at holde sig i centrum hos mennesker.

Sidst Hans Hertel skulle til årsmøde i Akademiet faldt han over en uforkortet udgave at Jules Vernes "Jorden rundt i 80 dage." Han gik hjem igen og læste til ud på natten. Men i dag er han altså til stede, så han kan tage imod Hvass-Fondens pris, som er et rejselegat på 50.000 kroner.

Du skal have det fordi du som forsker og formidler forbinder visse egenskaber, som ikke altid følges ad. Entusiasme og trofasthed, opfindsomhed og stædighed, blankt overblik og utrætteligt pedanteri. Men frem for alt skal du have det for den læselyst, som du altid smitter andre med og som nu og da også stikker af med dig selv. Begejstring er en stærk formidler. Til lykke.