Til forsiden

1999 Einar Már Guðmundsson og Thór Vilhjálmsson

Blixen Medaljen

Torben Brostrøms
tale for
Thor Vilhjálmsson
og Einar Már Guðmundsson,
1999

Fortællinger til den store guldmedalje

MÅSKE er taxikørsel ikke det første begreb, der falder en ind ved tanken om Island, om Reykjavik. Måske snarere regnvejr, og derfra er der ikke så langt til ønsket om en hyrevogn, som folk deroppe må ty til, når de ikke selv ejer en af de utallige og terrængående biler, hvis hestekræfter for længst har fortrængt de firebenede islændere.

Men hør bare, hvad der skete, da historiefortælleren Homer ankom til Reykjavik og tog en taxi, der kørte ham ad de regngrå gader med triste huse. Ved et stop for rødt lys lænede han sig frem og spurgte chaufføren:

"Hvordan kan man forestille sig
at der her i denne regngrå ensformighed
bor et folk der fortæller historier?"
"Det er netop grunden," svarede chaufføren.

At det, hvad regnen angår, ikke er et tilfældigt påfund af Einar Már Guðmundsson i et digt fra samlingen Orkanens øje (dansk 1996), fremgår af hans roman Regndråbernes epilog (dansk 1986) i et fantastisk, prosalyrisk afsnit om, hvordan disse regndråber opfører sig ved "verdensaltets tærskel", sådan som islændingene uden blusel selv opfatter deres sted. I den halvmørke, aftensøvnige by er det "som om ordene hopper ud af øjeblikket. Så hurtigt, så pludseligt og i fuld overensstemmelse med tiden der vender om og kommer idet den drager af sted."

Der er en hel poetik i dette, når regnen falder i sølvklare gennemsigtige dråber. Ordene hopper ud af øjeblikket, de trodser regnen og bliver til historier.

I Thor Vilhjálmssons seneste roman på dansk, Isblomsterne brænder (1994), er jegfortælleren taxichauffør og sidder i åbningsscenen ved vinduet og ser i mørket ud over fjorden. "Jeg nød efter nattens kørsel at lade det sive ud af mig, når jeg var færdig med småkøreri for folk, hvor det ofte havde krævet filosofisk ro at berolige aggressive personer og glide af på stridigheder, tvivlsomme erotiske handler, uanvendelig livsvisdom, excentrisk poesi, korte livshistorier, bekendelser og klagemål fra privatlivet og andet man snart tabte al sympati for."

DER ER HISTORIER overalt, i regndråberne, i taxierne, i mørket, i tiden, der vender om og kommer, idet den drager af sted. Der er det særlige hos disse to islandske fortællere, at tiden i deres bevidsthed er universel, at fortiden og hele verdensatlasset er til stede i deres fortællende præsens, der dog forholder sig ganske nøje til samtidens og stedets realiteter i fantasiens lokalsamfund.

De er indbyrdes meget forskellige, men begge har i sig ganske tydeligt den store islandske fortælletradition med baggrund i sagaernes univers af slægter, konflikter, humor og realitetsbetonet fantastik. De tilhører af alder hver sin generation, men med samme mærkbare veneration for den uforlignelige Halldór Laxness, han der om sagafortællerne sagde, at "de var i stand til at tegne de billeder, der kræves til ren rystende fortælling, ofte billeder af mennesker, som ingen kendte andetsteds fra, personer fra ubetydelige steder." Laxness skabte den umiskendelige tonegang i ny islandsk epik, som vi også mener at kunne høre på dansk: De to yngre har det held siden 1980'erne i Erik Skyum-Nielsen at have en fælles, indlevet oversætter af deres atlantiske bøger. Det er derfor med roligt sind og udelt glæde, at Det danske Akademi kan tildele dem Karen Blixen-medaljen. Vi har sparet på den, idet den gennem årene hidtil kun har været uddelt to gange til store fortællere - begge hjemmefødinge med det store udblik, William Heinesen fra Tórshavn og Astrid Lindgren fra Vimmerby.

JEG SER ENDNU for mig fra Akademiets besøg på Island i august Thor Vilhjálmsson vandre af sted på stien langs den mægtige klippevæg i Thingvallaslettens uophørlige regnvejr. Tålmodigt skred han frem med regndråberne i det hvide hår og skæg som en lovsigemand i sit landskab, med ekkomuren rejst ud mod den vide verden. Med den første bog på dansk brød han ganske med islandsk tradition og lovmæssig epik. Hurtigt, hurtigt, sagde fuglen (1971) hed romanen med en pudsig titel efter T.S. Eliots "Quick, quick, said the bird" fra Four Quartets. "Other echoes inhabit the garden. Shall we follow?"

Thor fulgte ekkoet, alle hans tidlige bøger har kosmopolitisk miljø; i en rastløs, identitetsløs europæers bevidsthed huserer her fragmenterede billeder og refleksioner, mens den episke sammenhæng er at finde i et underliggende mønster af erotik, flugt, tilintetgørelse. Thor Vilhjálmsson er den rejsende skjald, der som modernist kender og bruger hele kulturhistorien i én samtidighed, men som i romanen Glødende mos (1986) lod rejsen gå til en bygd i det nordlige Island i 1800-tallets slutning, hvor en ung dommer skal tage stilling til et kriminelt erotisk skæbnedrama. En myldrende farverig gobelin, lyrisk-episk glødende som mosset, der spiller i lyset af klippernes fantastiske flader og revner.

Og i den før omtalte roman, Isblomsterne brænder, vokser kriminaliteten frem med taxichaufføren som statist i et raffineret fortælleteknisk arrangement af lyrisk karakter, montage, spejling, dobbeltgreb, tilbagelik. Voldshandlinger i Njals saga går igen i mægtige slagsmål og hævntogter, fremstillet med grotesk humor og ironisk nøgternhed. Både chaufføren og politiet er godt hjemme i den islandske verskunst, når lejlighed gives. Mobiliteten er fabelagtig i den moderne saga.

"FØLELSERNE, vi udvider til mange tusind sømil", står der i et kærlighedsdigt af Einar Már Guðmundssons i det første bind digte, der kom på dansk, Frankensteins kup (1981), et forrevent ironisk billede af en ny generation. Udvidelsen er der ingen tvivl om, selv om han derefter har koncentreret sig om Reykjavik som verdens ende og begyndelse med en suiteagtig trilogi, en menneskelig komedie i romanform, først Ridderne af den runde trappe (1984) om barndommens grænseløse mulighedsverden med en 7-årig fortæller, der har mere end ét bevidsthedsniveau, svarende til hans højhusmiljø. Vingeslag i tagrenden (1986) er med sin sproglige rigdom en smukt styret, ustyrlig fortælling om duer og drenge, frihed og fantasi. Jeg ømmer mig lidt ved at tale om symbolik i denne berigede realismeform med dens basketag med duerne og virkeligheden. Men med islandske sejdmandskneb fortrylles man til at se krønikens mønstre som et potenseret liv mellem ganske alminelige mennesker, der går igen fra bog til bog i al deres sære ualmindelighed, med Regndråbernes epilog som tredje del.

I Universets engle (1995) er højhuset blevet en dødelig fare, som den skizofrene jegfortæller ikke undgår. Det er en øm og farlig analyse af splittelsen i historie, politik og kultur, anskueæliggjort i én person, med al den vemodige humor og ukuelige realitetssans, der sættes i spil, også i den seneste roman med den overmodige titel Fodspor på himlen (1997) om folk, der dog vandrer på jorden, en proletarslægt, hvis gode og onde lykke indfinder sig under moderniseringen af den voksende hovedstad.

"HISTORIEN trykker om hjernecellerne" siger et digt i Einars seneste samling, Orkanens øje (1996) om nødvendigheden af at holde det forgangnes stemmer hørbare: "Vi ved ikke hvorvidt vores hang til excentricitet stammer fra bøger, eller om litteraturen nærer sig af vor excentricitet. Vor erindring ligger gemt i digtekunsten."

Det er denne erindring fra det excentriske centrum i Atlanterhavet og verden, vi i den grad har brug for også i danske sammenhænge, og som Akademiet hermed slår et slag for med to nyslagne medaljer i storytelleren Karen Blixens navn til mesterfortællerne, som på deres side har slået to forskellige taxametre til for at udmåle det lange stræk ind i nutiden, Thor Vilhjálmsson og Einar Már Guðmundsson.