Til forsiden

1998 Cecil Bødker

Cecil Bødker og
Livets Primalscener

Torben Brostrøms
tale for
Cecil Bødker,
1998


Græs er et godt litterært motiv eller stof fra modernismens begyndelse med Whitmans Leaves of Grass, via Tom Kristensens berømte digt om døden, hvor han ligger med næsen mod jorden og ser gennem de grønne spidsbueporte, til Inger Christensens meditationer i samlingen Græs.

Hos Cecil Bødker hedder det "Afspænding" og lyder:



Ligge på sin flade ryg

og lytte,

synke ned til græssets rod

og ormene, og føle tørven

halvvejs op ad siden.

Gå i leje

låne et cikadelår

og spille fint

på egerne i solens hjul.



Dér ligger hun og lader jorden tage imod sig og føler klokkeblomsterne spire mellem knoglerne og hjernen sive ned i jorden med regnen. Og det slutter: "Ingen aner hvilken vægtig træthed/der fandt hvile her."

Nu skal digtet ikke forstås som en programerklæring.

Det stod ikke for ingenting trykt i antologien Lytteposter i 1960, et mødested for en ny generation af lyrikere, der rykkede i nerverne på uforberedte læsere. Og hvad Cecil Bødker ville med jorden, fremgår om ikke andre steder, så af et sent digt i samlingen Jordsang (1991), der siger:



Allevegne synger jorden

altid - allesteder

vælder op af undergrunden

dette mærkelige klarsyn

fyldt med ikke hørlig lyd.



Og der tales om jordens opstrøm, der virker som en doping-kanyle i hælen. Og det billedgøres i et andet digt i denne foreløbig seneste samling, "Douglasgranen", hvor en lyst vækkes ved foden af det høje træ: lysten til at være egern bærer opad, bærer øreduske øverst, bærer pels og bagerst halen indianerrød og håret, og der sluttes:



Lysten til at være egern piler atter opad

hujer, gnældrer, skælder skingert

ned mod nogens tomme

efterladte støvler under træet

tæt ved roden.



Meningen med disse indledende citatøvelser er at antyde et karakteristisk spændingsfelt i Cecil Bødkers værk, her mellem nede og oppe, mellem driften mod jorden, foreningen med elementerne, og springet mod rummet, eksperimentet i at forlade, at bryde op og opleve en anden frihed. Her i billeder af nærmest animalsk energi.

Mobiliteten, udforskningen, modet til nyt har flere tematiske fremtrædelsesformer i forfatterskabet, fx som børns farlige lege, måske uskyldige, men på kanten af afgrunden, eller som især kvinders frigørelsesbehov og bruddet med den jordtyngende normalitet, skabt af mænds småligt indrettede herskerverden - med mindre de tilfældigvis hedder Tavs eller Silas. Der forekommer syner af den store ordens principper og en angst for katastrofen i billeder af den endelige udslettelse, livet i sidste diminutive fase. Der er vrangmasker i det store strikketøj.

Litterært og genremæssigt medfører disse spændingsforhold også en sprængning af realismen, af de normer, der hersker for virkelighedsfremstilling. Gnisten springer mellem natur og overnatur, mellem realitet og symbol, mellem hverdagsfornuft og fantastik, mellem novelle og myte. Undertiden i eksplosiv form, hvis der ikke ligefrem bygges et utopiens Sebastiansbjerg med underjordiske gange med en vis knægt som motor. Altsammen "Mens tid er" - for nu at låne titlen fra den seneste roman om den voksne kvindes radikale forandringslyst. Især i de tidlige værker befinder vi os i et eksistensens provisorium, indrettet af moderniteten.



Det er et omfattende og broget forfatterskab, men konsistent, med sine spring, ikke bare opad, men frem og tilbage mellem fjern fortid og endnu ikke indtrådt nutid, med lange forbindelseslinjer i en inciterende mønsterdannelse. Den første novellesamling, Øjet, forbinder sig med den seneste, Farmors øre, alene ved markeringen af de to sanseapparater, øje og øre, hvorfra der strømmer fortællinger.

Cecil Skaar var et navn, man kunne læse under fint ciselerede digte af den 26-årige sølvsmed og debutant i tidsskriftet Hvedekorn i 1953, og de dukkede op i de to digtsamlinger, der blev redigeret til udgivelse i 1955 og 56 under navnet Cecil Bødker, Luseblomster og Fygende heste. Værkstedstøvet blev blæst ud af kraftige sansebilleder af umiddelbar naturstyrke, en sproglig dynamik, der kombinerer idyl og skræk, eventyrverden og tomhedsoplevelser. Nu ligner de optakter til den følgende, gennemkomponerede samling, Anadyomene (1959), der rummer digtsuiter, fortællende og visionspræget udviklingshistorie i myteform, kritik af den "sindssvagt accelererende tid".

Det var dengang for 40 år siden, da vi mente, at det ikke kunne blive værre med civilisationens opskruede tempo. Først for et par år siden opdagede Milan Kundera det samme og skrev en lille satirisk roman op imod modernitetens forhippelse og neurotiske emsighed, La lenteur, Langsomheden.

Cecil Bødkers bog er en sådan tidlig bekendelse til en langsommere verden med Anadyomene-titlens tro på, men også konstaterende afmagt over for de værdier, kvindeligheden står for. Digtene oplevedes med deres billeddannelser og brutale energier som et brud med traditionens jeg-centrerede kvindelyrik. Et lille symptom i så henseende er, at Cecil Bødker generelt foretrækker du-formen også i de personlige tekster, fx i panikdigtet "Tårnet" om det du, der jages opad i en mental sneglegang i et isnende koldt tårn:



Kun du og dit ekko

kun du og dit ekko

i den krumme kalkhvide gang

der stiger og stiger

som konksneglens blege

forladte bolig.



Op til døren, hvis håndgreb åbner til den pludselige, meningsløse træk og tomheden, der stormer imod en.

Læs ikke digtet, inden I næste gang bevæger jer op i Rundetårn, med mindre I vil genkalde jer 1960'ernes eksistentielle angstoplevelser eller bekræfte en tilbøjelighed til paranoid svimmelhed. Det er sin sag at være dus med overmagten.

Man kan vel se det som noget af en selvkarakteristik, når Cecil Bødker i titeldigtet til den senere samling I vædderens tegn (1968), født som hun er i marts, siger:



Jeg,

et landskab med øje,

født under vædderen.

Vandrende tangurt

fra verdenshavet forvekslet -



En stor sang ligger begravet

i marts,

en stor latters genlyd

bevaret -



Der kommer altså kvinden op af havet, Anadyomene forklædt. Et landskab med øje. Her er det ikke det tårnhøje helvedes ekko, men en latterevne bevaret, i nærhed af det mindste.

Lad mig kaste et blik på novellesamlingen Øjet fra 1961, der ikke mindre gav og giver et frapperende indtryk af samtidens indre tilstand, tiltrukket som jeg er af disse gennembrudsårs energier af kulde og varme tomhed og fylde, angstens energier og katastrofetænkningens intensitet.

Bogens ti noveller er komponeret sådan, at indledningsnovellen korrespondererer med slutnovellen, nummer 2 med nummer 9, 3 med 7 osv, således at fire realistiske fortællinger i midten omgives af mere abstrakte fantasier over den yderste dag, fiktioner, der kunne bringe Jorge Luis Borges i erindring. Midt i denne apokalyptiske vision finder man så disse uundværlige antologiberømtheder, "Vædderen", om feriedrengen, der tirrer vædderen, så den går løs på en sagesløs kammerat, "Døvens dør" om drengemobning, på en gang ligefremme og dybt sindrige analyser af bevidstheder i alarmtilstand. Kanoniske tekster i skolen.

I en selvbiografisk skitse i Farmors øre, fordringsløst kaldet "Noget om mig selv", fortæller Cecil Bødker om sin fars gode råd til den kommende forfatter om at lave en ordentlig disposition, så man på forhånd véd, hvad en historie skal handle om, og hvad den skal begynde og slutte med.

"Jeg kom hver gang til at sidde med et skelet, der pegede i én retning og en begyndende historie der uden vaklen forlod mit skelet og rejste et helt andet sted hen. - Så forlod jeg også skelettet og fulgte historien, og det har jeg gjort lige siden."

Det lyder enkelt, men vi kan se, at det medførte deltagelse i den ene 'danse macabre' efter den anden, og at det ikke er en lige landevej, fremgår af, at hun samme sted røber, at hun gennemskrev begyndelsen til romanen - eller dobbeltnovellen -Tilstanden Harley (1965) hele 29 gange. Den er en af datidens mest eksperimenterende skildringer af en bevidsthed, en mand der tager sin Harley Davidson og bryder op og bare kører. Med bogens første ord: "En af den slags mænd der rejser sig op i et hus midt om natten og fortsætter. Forlader.” Bogens to dele er to synsvinkler på en tilstand, en blotlæggelse af identitetens splittelse, en vanvittig fartkørende tilstand.

Det er en sådan blanding af frihed og konsekvens, der kendetegner forfatterskabet med dets historier, som bygger sig op og finder deres plads, om mennesker, der frigør sig fra den givne systematik, går på vandring, finder nyt liv og etablerer en anden eksistensform, om folk, der adlyder optakten i forfatterens historie og overlader skeletterne til deres egen skæbne i skabene.



Cecil Bødker har en særlig sans for, hvad jeg vil kalde livets primalscener. Fra dem udgår impulserne. Jeg slår ned på novellen IlTyrenYl fra Øjet: Om en mor over for en tyr, der har revet sig løs og truer hendes små børn, som nu befinder sig bagved den uden at have bemærket noget. Hvad gør hun? Hun indleder et forsøg med at besværge tyren. Det er en mageløs skildring af angstens styrke:



"Kom så, hviskede hun med en stemme der ikke var hendes. Kom sa.

Hun kunne ikke se på drengene for ikke at slutte nogen kontakt, der kunne virke som en opfordring. Et blik, og de ville opdage hendes forfærdelige angst og komme travende for at gemme sig hos hende. Hun måtte ikke engang tænke på dem for ikke at vække dem, ikke røre ved deres tøven med sin bevidsthed.

Hun måtte fornægte dem. Slette dem. Hun havde ingen børn, havde aldrig haft nogen.

Tyren nølede og Bertha følte kvalmen stige som en prop i halsen. Hun måtte være mere bestemt. Hun måtte ikke lade dem mærke noget.

Kom så.

Det var meningsløst, men hun var nødt til at gøre det meningsløse. Hendes lille kolde sammenkrøllede hjerte gjorde ingen modstand mere, og hun lokkede desperat for skæbnen. Og tyren flyttede sine ben og begyndte at følge efter hende henover tørrepladsen. Væk fra huset. Bare væk fra huset. Hun turde ikke tænke.

Kom så, ja kom så."



Det går så galt, som det bare kan, ligesom i "Vædderen". Med årene er der nok kommet mere tiltro til mulighederne for at styre kræfterne. At bevæge virkeligheden.

Jeg springer til en tilsvarende scene i den sene novelle "Havgus" i samlingen Tørkesommer (1993) , hvor en ældre kvinde er blevet fanget og afspærret af tidevandet. Hendes klagende protest og rivende angst kalder atter på arkaiske kræfter: hun reddes op i en klippehule af en gådefuld, tavs kvinde. Det viser sig at være en gengangerskikkelse fra en urtid. Dagen efter finder de kun knoglerester på stedet, da hun og hendes mand vil tjekke den usandsynlige oplevelse.

De yderste reserver aktiviseres i nød. I samlingens titelnovelle, "Tørkesommer" er en ung kvinde i gang med en selvdestruktiv protest mod sin sociale situation, arbejdsløshed og mandlig uforstand. Hun solbader sig knastør og sortbranket på parcelhusets triste terrasse. Og da gør hun en vanvittig opdagelse: hun kan kommandere med en myre, der kravler på madrassen og hendes ben, og da hun opdager, at naboen skamløst studerer hende i sin kikkert, betvinger hun ham med tanken og henter den modstræbende mand ned til en konfrontation.

Det ser ud til, at denne novelle er en af de selvstyrende optakter med så megen magi i sig, at den vil sig selv: den er i let bearbejdning blevet første kapitel i romanen Mens tid er, der kom fire år senere, 1997. Denne Ellinor bryder op fra ægteskabet, drager ud i verden med ny, sort identitet, kalder sig "Svarta". Hun har overvundet sin ekstreme narcissisme og er ved at erhverve sig ny erkendelse. Falder i med en gammel, døende kattemor, arver ansvaret for hendes losagtige kæmpekat samt et skur i en samling barakker i et klondyke af en tørvemose, blandt et ros af outsidere. Og der bygger hun et nyt, selvstændigt liv op - endnu med noget af sin magi bevaret.

Cecil Bødker administrerer selv en woodooagtig evne i denne robinsonade, denne bekendelse til forsvundne livsformer, som vi kender også fra hendes firserromaner, Evas ekko og Tænk på Jolanthe, om kvinder, der begge så at sige sner inde, men graver sig ud med nye erfaringer. Lutter markante kvindebevægelser og frigørelsesgestus.

Grundtemaet finder vi også i Sal thandlerens hus (1972) med dens reale afrikanske erfaringer og i Fortællinger omkring Tavs fra året før, som viser, at drengen Tavs med udgangspunkt i Bedstes hus også besidder overleverens egenskaber.



Hvad under da, at Cecil Bødker kunne modtage opfordringen til på nutids vilkår at genfortælle historien vores kulturs mest magiske skikkelse, drengen og manden Jesus. Og hun valgte at se ham gennem moderens øjne som Marias barn, to store fortællinger - på sin vis dokumentariske, skrevet af en kvindelig evangelist.

Denne nye vinkel har ikke så få pointer, praktiske, snusfornuftige, med udgangspunkt i det ikke ukendte lille drama, at den bare 15-årige Maria må ind og fortælle forældrene, at hun skal have et barn med en ukendt størrelse. Hendes senere fødsler er af mere kontrolleret art. Hverdagssynspunktet og familievinklen medfører i al deres stilfærdighed og hidtil uprøvede ligefremhed en markant dekonstruktion af de gamle tekster. Metoden står for så vidt nærmere realismens filosof, ungareren Georg Lukåcs, end evangelisten Lukas.

"Nærkontakt med handlingen uden for mange solnedgange og landskabsbeskrivelser" har Cecil Bødker omtrent sagt om formlen for den type beretning, indledt med Silas og den sorte hoppe

(1967) , et manuskript indsendt til en børnebogskonkurrence, som Det danske Akademi dengang udskrev. Det var med forudseenhed og sikker smag, at det vise Akademi - som jeg dengang ikke var medlem af - kårede det som vinder og dermed satte et hovedværk i forfatterskabet og i dansk ungdomslitteratur i gang. En fri og sammenhængende komposition med drengen Silas som centralfigur, der gennem de nu 13 bind og godt 30 år er blevet voksen af alder og danner par med en brav Juline, rustet til kampen mod flodrøverne, der gør livet på Sebastiansbjerget usikkert. Det er drømmen om en fristad, som her er realiseret, den som så mange af forfatterskabets figurer på forskellig vis stræber mod. Det magtfri fællesskab.

Cecil Bødker fortæller i sin selvbiografiske skitse, at hun egentlig aldrig fik gjort oprør i barndommen og vist egentlig var konfliktsky. Det mærker man ikke meget til forfatterskabet. Fra fortællingen om "Ole Brøndgravers fyldeplads" i Farmors øre forstår vi, at der dog var rigeligt af brugbart materiale til digtningens brogede univers, alle disse konstellationer som fantasien lever af. Ole Brøndgraver boede i et hus, der ligner det, som Svarta finder frem til i Mens tid er. Hans hus er senere forsvundet og blevet til fortid, hedder det. Og videre:



"Fyldepladsen er forlængst fyldt op og camoufleret som asfalteret landevej og der hvor Oles mærkelige hus lå mellem de krogede frugttræer ligger nu en moderne villa. Men indeni mig har jeg stadig et sted fuldt af sol og rustne kakkelovnsrør og gamle madrasser som vi med god samvittighed slagtede videre på med dolke og skarpe jernstumper.



Det er så, hvad digteren går og gemmer på. Huset er nok forsvundet og blevet til fortid. Men det er også blevet til kunst.



Jeg begyndte med at tale om græs som litterært motiv, om det at synke ned til græssets rod, at gå i leje og spille fint på et cikadelår. I debutbogens digt "Selvportræt" for nu 43 år siden stod der:



Ugræs vokser frækt

på min tunge

midt i et bed

med smagsløg.



I Den store danske Encyklopædi står der om græs, at "mange flerårige græsser har stor evne til vegetativ formering ved underjordiske udløbere og skyder hurtigt nye blade."



Kære Cecil, dit græs er næret og groet og har bl.a. snoet sig fra Kritikerprisen og via den gamle børnebogspris gennem adskillige smagende og læsende selskabers udmærkelser frem til Det danske Akademis store pris, som jeg her har fornøjelsen at overrække dig.