Til forsiden

2010 Ursula Andkjær Olsen

Sven Holms tale for Ursula Andkjær Olsen


(musik (ca. 1,05 min.): Pelle Gudmundsen-Holmgreen: start af ”Mester Jacob”)

”En lille historie om en fagots ensomme vaklen.
I begyndelsen hører man blot nogle få klange. Man lytter til selve fagottens klang, ikke en linje spillet af en fagot, for den spiller netop ikke en rigtig linje, man får kun klangen af et par enkelte toner – fagotten har faktisk kun tre toner til sin rådighed i hele stykket – et meget begrænset musikalsk materiale, der spilles igen og igen af det samme instrument. --- Og pludselig fokuserer man på at den bliver ved. Kort sagt: fagotten får al den tid, den har brug for – hvor andre ville have ”slukket” for en sådan ubeslutsomhed langt tidligere. Og ved at vise den retorisk set ikke synderligt overbevisende fagot tillid og lade den blive ved med at humpe rundt i manegen, så viser den sig at have en egen stemme. Som belønning for ulejligheden.”

En egen stemme – det er det Ursula Andkjær Olsen har formået at skabe igennem sine syv første digtsamlinger – fra debuten i 2000 og til i år.
Men for nu ikke ganske unødigt at forurolige Det danske Akademis gæster så skal jeg straks afsløre at det lille stykke musik i begyndelsen var indledningen til Pelle Gudmundsen-Holmgreens orkesterværk ”Mester Jacob”. Og den lille historie om fagotten stammer fra Ursula Andkjær Olsens beskrivelse af værket i  hendes bog ”Med hver sit næb”, der er et indsigtsfuldt og særpræget essay om den danske komponist, en bog, der udkom i 2004.
Men Ursula Andkjær Olsen giver – udover karakteristikken af ”Mester Jacob” – også en overrumplende indgang til sin egen lyrik gennem fagothistorien.


 Sådan fremstiller hun altså sin sproglige arbejdsproces – denne mærkelige verden af alvor og leg, af mekanik og følsomhed, som hendes egne digte er bygget op af. Det kan naturligvis godt lyde utilstedeligt når jeg påstår at den ene historie er kongruent med den anden, men hvis man ikke er utilstedelig bliver man hverken videnskabsmand eller kunstner i det her liv – og slet ikke i stand til at finde nøglen til naturens krummelurer – eller til Andkjærs poesi. ”Naturen er en sjofel rad ligesom mig,” som hun skriver.
Allerede i sin debutbog ”Lulus sange og taler” fra 2000 var Ursula Andkjær Olsen så klædelig ubeskeden at kalde sig selv Ursula Ursprung. Og hun er virkelig et udspring, en kilde. Hun er en oprinder og en opfinder. Hun begynder sit kunstneriske arbejde nede i urgrunden, hun roder rundt blandt sproglige brokker, æder et væld af klichéer fuldstændig råt og kvitter dem derefter som stumper af visdom.
I debutbogen formulerer hun det:

”Fra sprogets nulpunkter
stiger og stiger
kunsten.
Bare den ville flyve op til Vor Herre
Og bede om godt vejr.”

I digtsamlingen ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” fra 2005 skriver Andkjær om noget, hun kalder en ”rundfarelse”. Måske er det en krydsning mellem en rundtosset rundkørsel og en vildfarelse. Under alle omstændigheder er det en stadig bevægelse – ”en fortvivlet cirkelbevægelse”, skriver hun, men før man får set sig omkring er denne rundfarelse pludselig blevet et menskligt grundvilkår, som hun så digter videre på:

”En skål for kontinuiteten i det vaklende. Eller. Sagt på en anden måde. Man kan gå over grænsen. Eller man kan gå i ring. Mennesket er det, der vokser ind i himlen, hvorfra det så falder ned. Lidt senere. Desværre.”

Bevægelsen er et mantra-begreb hos Andkjær. I bogen ”Havet er en scene” fra 2008, det værk, der godt kan betegnes som hendes hidtidige hovedværk, taler hun om bølgebevægelsen:

”Jeg bølger som kun en
ting uden ben kan bølge. I det følgende vil det nok
vise sig jeg er en væske.”

og hun siger at hun besidder

”lysets dobbeltnatur: Halvt bølge, halvt
partikel, jeg åbner døren.”

Bemærk denne bevægende coda på kadencen: ”Jeg åbner døren.” De tre ord åbner for det magiske i det fysiske, i det atomfysiske.
Hvorpå hun i samme bog pludselig kan benytte sig af en helt anden tone:

”Den manglende accept af bølgebevægelsen er en af tidens helt store politiske plager.”

I hendes senere bøger er der i det hele taget en stigende udpegning af det politiske og det satiriske:


”Før omgav magten sig med skønhed. Nu skal den selv være smuk, ellers får den ingen stemmer.”

og

”Hvad ved jeg om mig? En varulv!
Halvt ulv halvt
vare: altid sat på udsalg i deres system.”

De sidste citater kan få én til at tænke på Erik Knudsen – og dermed nærmer vi os Otto Gelsted, hvis pris vi i dag giver til Ursula Andkjær Olsen.
Men det skal ikke være en hemlighed at vores forfatter også er kærlighedslyriker – af de markante.

”Dit liv er i mine hænder. Det er derfor jeg
ikke kan holde dem stille.”

og

”Hvert menneske er en afgrund og
man bliver svimmel. Hvert menneske
er et hul og man kigger derned og man falder.”

eller

”jeg siger dig: som du råber i
elskoven sådan skal du få svar!”

og et sted hvisker hun:

”Luk mine læber når du går.”

Men den filosofiske lysthave er måske alligevel hendes mest elskede tilholdssted:

”Mennesket er træer, for hvem det ikke er
lykkedes at slå rod. Træer for hvem det
endnu ikke er lykkedes?”

eller fra bogen med den fortryllende titel ”Atlas over huller i verden” fra 2003, hvor der står:

”Vandet stiger op og
ud gennem nøglehullet
vandet er den eneste
nøgle der passer
i alle døre mennesket er 80 procent
vand det er ikke
nok døren er låst.”

Ind imellem kan Andkjærs metode godt nok ligne noget mekanisk, for eksempel i ”Skønheden hænger på træerne” fra 2006, men ofte kører mekanikken så vidunderligt af sporet og ud i det sundt lufttomme rum, hvor poesien fortættes som dug på en underafkølet rude – eller hvor den efterlader sine helt personlige fodspor i undergrunden mellem de nedfaldne blade.


Og rundfarelsen eller bølgebevægelsen fører altid teksten videre med hende ved roret, hende hvis yndlingsord er de to kontraster: nærsynethed og udlængsel  og
 hvis navneskilt på indgangsdøren godt kunne være: ”Et klaver er et hav med tangenter.”
Ursula Andkjær Olsens filosofiske og monologistiske poesi kan fare som røg hen over jordskorpen, men pludselig rejser den sig – cirklende – højere og højere og lige ind i himlen.
Der er noget af en prædikant i Andkjær, en profet på stylter, overgiven og hengiven – lige til det øjeblik hun styrter – for straks derefter at spadsere meget frit videre. Hun er simpelthen eminent til at gå – og musikalsk rytme er jo også en gangart – hun ånder så at sige med fødder.
Når hun da ikke lige vælger at ånde med gæller fordi hun opholder sig i vandet – og lakonisk kan konstatere: ”Kun bølgeslaget gør havet til at tale med.”
Den vældigste af hendes bøger, den hvor citatet om bølgeslaget er hentet fra, nemlig ”Havet er en scene” fra 2008, den bør man egentlig ikke tale om som en bog, men snarere som en antologi, et sætningsudbrud på over 200 store sider, et amfibium, der kun med møje og besvær er holdt inde mellem bogomslagets havblå papskiver – den er genremæssigt fyldt med både sanselig poesi, revy, stand-up-punchlines, satire, centrallyrik, orkestreret sprog og knaldhård filosofi. Hun har lyst til det hele og det skriver hun også om i sin allersidste bog, der udkom i år.
Den er skabt sammen med hendes søster, billedkunstneren Julie Andkjær Olsen. Den hedder ”Have og helvede” og er et fortryllende og tornefyldt eventyrdigt om Paradisets have og slangen og om menskene, der kæmper for at give tingene navne. Digteren Ursula er naturligvis også med og hun siger:



”alting har muligvis navn men
jeg kunne finde på nye til det hele hvis
jeg ville for
jeg er alene oppe   så    ”


Måske burde nogen overveje at udgive udvalgte punch-lines af Ursula Andkjær Olsen i form af badges. Lige til at sætte på tøjet. Eller måske ligefrem indlagt i intelligent tøj, hvor sætningerne så kunne stå og blinke havblåt, stålgråt eller blodrødt, alt efter humør og vind og vejr og tilbøjelighed.