Til forsiden

2006 Lars Roar Langslet

Blixen Medaljen

Jørn Lunds tale for Lars Roar Langslet, 2007

Akademiet uddeler med års mellemrum en Blixen-medalje. Den blev indstiftet i 1984 til uddeling første gang i hundredåret for Karen Blixens fødsel, altså i 1985. Den tildeles som udtryk for Akademiets særlige anerkendelse, især til udenlandske forfattere. Den er i 1985 tildelt Astrid Lindgren og William Heinesen, i 1997 Václav Havel, i 1999 Einar Már Guðmundsson og Thór Vilhjálmsson.



Få er som Lars Roar Langslet fortrolige med dansk-norsk kultur og historie fra middelalderen og frem til i dag. Den gennemgående linje i en stor del af forfatterskabet er interessen for den dansk-norske fælleskultur, der var knyttet til rigsfællesskabet fra 1380-1814, og som endnu finder udtryk i riksmålsbevægelsen i Norge, hvis historie Langslet har skrevet.



Langslets produktivitet er stor og nærmest stigende genem årene. Omtrent hvert år er der fra slutningen af 1900-tallet til i dag udsendt grundige, velskrevne og originale biografier, monografier og andre fagkyndige udgivelser, som overalt har aftvunget respekt. Ingen genre synes ham fremmed; selv en kriminalroman har han skrevet, dog under pseudonym.



Langslet er uddannet mag. art. i idéhistorie, var redaktør for det indflydelsesrige norske tidsskrift Minerva 1957-1968, han blev formand i Det Norske Studentersamfund 1960, medlem av Høyres centralstyre fra 1970, stortingsrepresentant for Oslo 1969-1989 og formand i kirke- og undervisningskomitéen 1973-1980.



Langslets politiske karriere kulminerede med posten som kultur- og videnskabsminister i Willochs regering 1981-1986. Han var den første minister med denne portefølje: Det drejede sig om Kultur-, kirke og undervisningsministeriet, noget vi i dag har splittet op i hele fire forskellige ministerier i Danmark. Som kulturminister afskaffede han bl.a. NRKs monopol i æteren, og han åbnede også mulighed for at drive for private lokalradioer. Om han så er tilfreds med dagens situation i de elektroniske medier, er nok mere tvivlsomt.

Efter Stortingstiden var han kulturdirektør i Oslo 1989-1990, og har også været skribent i Aftenposten. Han er medlem af og præses for Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur. Fra 1997 og til sin pensiorening var Langslet statsstipendiat, en stilling, man i Norge har oprettet for at sikre særligt kvalificerede forskere ro til deres studier. Og i jubilæumsåret 2006 for Henrik Ibsens død var Langslet leder af Nasjonalkomitéen for Ibsensatsingen.

Som man forstår, er Langslet noget så usædvanligt som kombinationen af en æstetisker, en politolog, en politiker, en sprogforsker, en litteraturforsker og en forfatter – på en gang en skønånd og en praktisk mand, der får tingene gjort. Langslet er Norges Johan Ludvig Heiberg!

Blivende tilskud til kulturen er en lang række biografier om betydningsfulde personer fra den dansk-norske fællestid og også fra tiden efter samt det omfattende værk I kamp for norsk kultur: riksmålsbevegelsens historie gjennom 100 år (1999). Fremhæves skal også udgivelser som Kong Olav V av Norge - Monarkiet i en brytningstid (1992), Olav den hellige (1995), Christian IV, konge av Danmark og Norge (1997 (også i dansk oversættelse), Christian Frederik, konge av Norge (1814) (1998), Christian Frederik, konge av Danmark (1839-48) (1999) (også på dansk), Den store ensomme. En biografi om Ludvig Holberg (2001), (også på dansk, oversat af Ida Jessen) og endelig Sønnen. En biografi om Sigurd Ibsen (2004).

Bag biografierne ligger der et omfattende researcharbejde; Dronning Margrethe gav således tilladelse til, at Langslet fik adgang til hidtil ukendt materiale, da han skrev om Christian VIII, og Holberg-biografien udtrykker en ny forståelse for forfatterpersonligheden bag det store værk.

Langslets styrke er kombinationen af indlevelsesevne og respekt for kendsgerninger, et stærkt intellekt og en imponerende produktivitet, der manifesterer sig i et sprog, der slutter som en handske. Den dansk-norske fælleskultur lever, så længe Lars Roar Langslet bliver ved med at skrive. Så skriv, Lars Roar!