Til forsiden

2012 Vigdís Finnbogadóttir

Jørn Lunds tale for Vigdís Finnbogadóttir


Vi kommunikerer livet igennem, måske endda før vi bliver født, og i løbet af få måneder vokser vi ind i sproget, som bor i os og former og spejler vores liv gennem hele tilværelsen. Sproget er den mest trofaste livsledsager, man kan få. Sproget kan også blive en skæbne i en anden forstand for dem, der udvikler et bevidst forhold til det, udfolder det i kunstnerisk virksomhed, skriver dramaer og opfører dem. Og så er der jo dem, der analyserer det og prøver at forstå dets mekanisme, funktion og udvikling. Sprog som fællesskab, i bedste fald et inkluderende fællesskab, sprog som identitet og sprog som en vej til en bedre verden, alt dette kan Vigdís Finnbogadóttirs liv og virke dokumentere og inkarnere.
            
Vigdís har ved at spejle sig i sine forældres eksempel fået med sig, at man ikke er sat her på jorden for passivt at hytte sit eget skind, men skal involvere sig og gøre en forskel, som det hedder med en nykliche. Vigdis uddannede sig bredt -  i fransk, engelsk og dramaturgi - og læste på universiteterne i Reykjavik, Grenoble og Uppsala. Selv har hun undervist på mange niveauer og gennem mange medier: i gymnasieskolen, på universiteter i ind-og udland, i radio og tv, ja også guidernes uddannelsesniveau har hun højnet. At vise Island frem for gæster er nemlig en ansvarsfuld opgave, som kræver forkundskaber.

I 1970'ene var Vigdís leder af Reykjaviks teater, og her kom sproget igen i spil, blot på en anden måde end gennem sprogundervisningen. Vigdís var for længst blev en kendt skikkelse i landet, og til præsidentvalget i 1980 lod hun sig opstille. Som bekendt blev hun valgt som verdens første kvindelige præsident og siden genvalgt, genvalgt og genvalgt med overbevisende stemmetal. Mange tror stadig, hun er Islands præsident, men i 1996 genopstillede hun ikke.

Det gav genlyd over hele verden, da Vigdís sad for bordeden under et topmøde på Island mellem Reagan og Gorbatjov - og dermed gjorde den kolde krig lidt lunere. Vi andre blev næsten stolte af at være nordiske, for hvad der ikke kunne lade sig gøre andre steder, lykkedes i Reykjavík. Historien fortæller, at der ikke var politibetjente nok på Island til at etablere det sædvanlige sikkerhedsniveau, et militær har man ikke,  i stedet dannede unge spejdere i orangefarvede redningsdragter ring omkring Höfdi, bygningen, som dannede rammen for samtalerne.

I 1998 blev Vigdís Unesco good will-ambassadør for sprogene i verden, specielt de små sprog. Men sprogs storhed er ikke det samme som sprogs størrelse, siger Vigdís, som selv er dybt forankret i et rigt sprog, der viderefører det middelalderlige sagasprogs ordstof og i stedet for ukritisk import af ord udefra aktiverer de gamle rødder i nye kombinationer; en smartphone hedder på islandsk en snjallsími, en snild telefon. Fortiden og dens litteratur er mildt sagt mere synlig i islandsk sprog, litteratur og samfund, end den er her og de fleste andre steder, hvor de fleste har et ureflekteret maskinelt syn på sproget.

Vigdis ved, hvad et sprog er og betyder for hvert enkelt, hvad et sprogfællesskab er, og hvad litteraturen kan betyde for sprog og kultur. Det skal alle have del i, mener hun, og der er da også oprettet et institut i Vigdis navn på universitetet i Reykjavik. Her bliver der opbygget et videncenter for verdens sprog. Vigdís udtaler til instituttets hjemmeside:

”Verdens sprog er klenodier. Ideer, der udtrykkes i ord, har givet verdens befolkning al den viden, som samtiden råder over: al den vældige rigdom, vi ejer i form af indsigt, kunst og knowhow. Med sin fond af ord, sin fantasi og sin skabende kraft giver den menneskelige tanke sig i kast med opgaver hvor som helst i åndens vidtstrakte landskab.”

Det budskab deler Vigdis ud af overalt i verden. Hendes rejseaktiviteter kan tage pusten fra enhver. I 2010, da Danmark havde formandskabet i Nordisk Råd, havde vi arrangeret en ministerkonference med nordiske sprog og sprogene i Norden som tema for et møde mellem sprogfolk og 26 nordiske ministre. Men så blandede skyerne fra vulkanudbruddet ved Eyjafjallajøkul sig i arrangementet, og de fleste ministre meldte afbud. Men ikke Vigdís. Hun umagede sig fra Reykjavík til Akureyri, tog derfra via Glasgow til København, søvn fik hun ikke meget af, men alligevel nåede Vigdís alligevel frem, stod på talerstolen og holdt sit fine indlæg.

For Vigdis er Islands forbindelse med Norden central. Vi var sammen i Nordens Hus i Reykjavik til en konference den dag, den islandske regering erstattede dansk med engelsk som første fremmedsprog i skolen. Det budskab blev ikke modtaget med glæde, for dansk sprog er traditionelt den islandske vej til hele det nordiske sprogområde med 25 mio. mennesker og en længere kommunikationsradius end den, det islandske sprog har.

Vigdís er højt dekoreret og æresdoktor ved en snes universiteter rundt omkring i verden, og i sit eget land er hun både æresdoktor ved Háskoli Islands og æresborger i Reykjavík. Karen Blixen medaljen uddeles af Det Danske Akademi, sjældent og fortrinsvis til udlændinge. Jeg er sikker på, at Karen Blixen ville værdsætte valget af modtager. Begge har de involveret sig i andre kulturer, end den, der er deres udgangspunkt, begge er de uforskrækkede over for det fremmede og anderledes, begge er de sprogligt reflekterede, begge forstår de fortællingens betydning som en vej til indlevelse, indsigt og traditionsformidling, og begge har de et format og en autoritet, som ikke er til at tage fejl af.

Det Danske Akademi er derfor glad for at kunne overrække Blixen-medaljen til Vigdís Finnbogadóttir.