Til forsiden

2012 Sissal Kampmann

Klaus Høecks tale for Sissal Kampmann


Jeg blev en gang spurgt om, hvilken bog fra verdenslitteraturen, jeg gerne ville have skrevet. Mit valg faldt på en stor klods af en bog i rød indbinding og på 800 sider. Den slags er der flere af, men min røde bog er Ezra Pounds The Cantos. Det er et kontroversielt valg at mindst to grunde.  
Den første grund er, at jeg aldrig har læst denne bog i sin helhed. Og det virker selvfølgelig mærkeligt at vælge en bog, man ikke har læst. Den anden grund vender jeg tilbage til. Men for mig faldt The Cantos på et tørt sted. Både i kraft af dens størrelse, dens uhåndterlighed og dens anderledes indhold. Jeg var flasket op med små tynde digtsamlinger, der i et højstemt grædefærdigt sprog besang tilværelsens inderste smerte. Og nu var jeg stødt ind i et bjerg af en digtsamling, der modsagde alt dette. En bog der viste mig, at digtning kunne være helt anderledes. En digtning, der inddrog hverdagssproget i sit univers, en digtning der forholdt sig til hvad som helst i denne verden og den hinsidige med for den sags skyld. En digtning, der forsøgte at omfatte det hele.
Det er næsten lige så svært at forklare, hvad The Cantos går ud på som at læse den. Og jeg begyndte jo netop med at indrømme, at jeg ikke har læst The Cantos til ende, sådan fra venstre mod højre. Dette skyldes først og fremmest, at The Cantos slet ikke er bestemt til den slags læsning, men netop lægger op til det, jeg vil kalde en hug-læsning, en labyrintlæsning, en lystlæsning. En læsning hist og her, nu og da. Så længere passager, så kortere. Nu et helt andet sted i bogen. Så øverst på siden, så nederst. Bogen hører til den slags værker, der bevæger sig på grænsen til uforståelighed i kraft af sin collage-teknik, sin cut-up-teknik, sin anvendelse af ekstremt mange fremmedord og fremmede sprog: kinesiske skrifttegn, nodepartiturer, lange sekvenser på latin og græsk, sit ekstremt store persongalleri fra alle tidsaldre, sin maniske hang til skift og spring i stil og forståelse, en meningsløshed eller rettere en uforståelighed, der ofte er mere stimulerende end den sporadiske forståelighed, der nu og da springer frem af tekstmassen; mere stimulerende end den forståelighed, der præger så megen anden poesi.
The Cantos hører til den slags værker, jeg i mangel af bedre ord, vil kalde for et åndeligt dokument. The Cantos hører til den slags værker, læseren kan fortabe sig i eller fare vild i, gå i stå i.
Min egen læsning begyndte ellers regelret. Canto nr. et og så nr. to og tre og videre gennem de første 30 sange: A Draft of XXX Cantos. Samtidig havde jeg anskaffet et såkaldt Index til The Cantos, hvori alle vanskelige ord og alle personernes årstal og erhverv og alt muligt andet blev forklaret. Alligevel var det næsten umuligt at hugge sig vej frem. Hele tiden nye opslag og nye forklaringer. Indtil jeg en dag hørte Dan Turèll i radioen sige, at The Cantos netop er ulæselig i vanlig forstand. ”Den skal man ikke læse, den skal man vandre rundt i”. Tak for det, Dan Turèll. Det har jeg så gjort, vandret rundt i The Cantos, dvs. hug-læst her og der og nu og da, når inspirationen har været der. Og derfor har jeg aldrig fået læst The Cantos til ende, selv om jeg har læst den sidste Canto.
Undervejs er jeg stødt på vidt forskellige tekster, digte og stemmer fra samtaler mellem personer og genfærd fra alle tidsaldre. Uddrag af rådsforsamlingsbøger fra 1255, af breve fra Den Første Verdenskrig, forordninger fra Kina, samtaler mellem mennesker, jeg ikke aner, hvem er, økonomiske udredninger om rente og åger, passager af vældig poetisk skønhed i den sædvanlige forstand, udsagn om hvad som helt. Om hvad som helst. Og hvorfor det? Fordi Ezra Pound hævder, at poesien ikke er begrænset til bestemte ord og kendsgerninger, men at poesien er knyttet til helheden. Til hele sproget og til hele virkeligheden. Til hvad som helst. Men da helheden netop er splittet af vores intellekt, af vores modernisme og er sprængt i stumper og stykker, så forholder The Cantos sig til denne helhed dels negativt som stykker og stumper af noget, der er blevet væk, og dels positivt som stumper og stykker af den helhed, forstanden kun kan begribe gennem stumper og stykker. Den helhed, som ånden derimod indser uden videre.
Det er den negative forståelse af helheden i The Cantos, der har inspireret modernisterne, mens det mere er den positive forståelse af helheden, der har inspireret min generation. Dan Turèll takker med A Draft of XXX Space Cantos, Peter Laugesen med Grassinan Cantos  og jeg selv med Last Cantos. Og andre digtere uafvidende ved at inddrage hverdagssproget naturligt i deres digte uden at tænke nærmere over det side om side med et mere traditionelt lyrisk vokabularium. Det er den frigørelse og udvidelse af poesien, der finder sted i The Cantos, der gør værket til sådan en stor oplevelse at beskæftige sig med mere end til at læse.

Jeg begyndte min tale om poesien med at mit valg af The Cantos er kontroversielt af mindst to grunde. Den første grund har jeg omtalt. Den anden grund skyldes det faktum, at Ezra Pound  som bekendt under Den Anden Verdenskrig samarbejdede med de fascistiske myndigheder i Italien, blandt andet ved at deltage i radioudsendelser, hvor han forsvarede det fascistiske regime. Et enkelt eksempel demonstrerer dette: ”Amerikas krig mod Italien og Europa er fuldkommen tosset. Og enhver amerikaner ved det - fuldstændig idiotisk,” sagde og skrev Ezra Pound. Det er rene ord for pengene. Og der er ingen undskyldning.
Men vi er nødt til at acceptere, at kunst ikke altid kun springer af lysets kilder, den kan også være involveret med mørkets vældige kræfter. Og dernæst, at kunstnere, som alle andre, er mennesker på både godt og ondt. I Ezra Pounds tilfælde in extremis. Ezra Pound blev straffet efter krigen. Han sad indespærret på en sindssygeanstalt i tolv år. Pound udtrykker straffen over sig selv i Canto 81:

Hvad højt du elsker blomstrer,
                                              resten dør.
Hvad højt du elsker skal ej røves dig.
Hvad højt du elsker er din sande arv.
[…]                           
       Riv ned dit hovmod, ned.
Du er en hund i haglvejr, gennemtævet.
Et skadeådsel i ustadig sol,
Halvt sort, halvt hvidt.
Vinge og hale eet.
Riv ned dit hovmod.
                          Hvor gement dit had
Fostret i falskhed, riv
                         dit hovmod ned, du som
Sent elsker, ødelægger snart.
Riv ned dit hovmod
                           siger jeg, riv ned.

En sådan selvafstraffelse gør næsten poesien stum, men sådan går det alligevel ikke: Poesien svarer igen til andre tider, i helt andre forfatterskaber og kulturer.

Klaus Rifbjergs debutantpris går til Sissal Kampmann, og jeg vil slutte med at læse en  oversættelse af  et digtene fra hendes debutbog, Ravne flyver lydløst - digte fra opgangen:

Vedvarende vinter.
Minder om
stenbrud,
nedfaldne klipper
i sne,
hvor huler rummede
alt med istapper.

Brugt barndom
Mærker
tørre hænder
kabaler, ingefær
sult, the
prikkende sofa
svaj i kroner,
duft af
tang af
tømmerflåder af bambus.
Af blanke fiskeskæl.

Løbende efter sparkede blikdåser
på ujævn asfalt.

Hvidt i grønt.
Le, du ukendte,
med tallerkner i ryggen.

Hånd på hænder,
dansende mand på grå cement.
Uroen kryber ind
i strikket trøje.

Brune, brudte løfter
i rødt rum,
hvor akvareller
ejer det første minde