Til forsiden

2013 Erik A. Nielsen

Lasse Horne Kjældgaards tale til
Erik A. Nielsen
2013

Tale
for Erik A. Nielsen ved overrækkelsen af Selskabet til de skiønne og
nyttige Videnskabers Forfremmelses pris, 29. november 2013.

Da
University of London for nogle år siden bestilte et portrætmaleri af
George Steiner, gav de motivet lov til selv at vælge titlen.

George
Steiner er kritiker og essayist, født i 1929 i Frankrig af østrigske
forældre og uddannet på flere amerikanske universiteter. Han har i syv
årtier nu været aktiv som komparativ litteraturforsker og som fabelagtig
essayist og underviser, både på den ene og den anden side af Atlanten.
Han har en litteraturhistorisk horisont, der strækker sig over flere
årtusinder, og som er underbygget af en enorm lærdom samt indsigt i et
stort antal sprog, både levende og døde.

Da denne store
litteraturforsker skulle navngive et portræt af sig selv, valgte han at
kalde det for  ”Il Postino”, ”Postbuddet”.

For mange her i
forsamlingen vil det være en titel, der genlyder af en efterhånden
gammel og lidt sentimental italiensk film om den chilenske digter Pablo
Neruda og hans fiktive venskab med et postbud. Men for Steiner selv var
titlen også afledt af noget, den russiske forfatter Pusjkin engang
skulle have sagt. Nemlig at han skyldte sine forlæggere og sine
redaktører tak for, at de bragte hans breve videre. ”Og det er, hvad jeg
gør”, tilføjede George Steiner, ”jeg bringer nogens breve. Jeg er Il
Postino”.
 
Umiddelbart kan det lyde lidt beskedent, men
selvfølgelig er det uhyre selvbevidst. For dét at være postbud i denne
forstand betyder ikke blot at bringe et brev eller en pakke fra en
afsender til en adressat, fra A til B, på en tid og til en takst, der er
rimelig. Det kan jo ellers være vanskeligt nok, ikke mindst for det
danske postvæsen. Nej, det vil også sige at formidle tekster, som kan
være skrevet for århundreder eller årtusinder siden, til læsere, der
befinder sig i nutiden. Og overlevere dem, vel at mærke, som om de var
breve, der er stilet til modtageren, og som skal åbnes af modtageren.
Som breve med budskaber, der skal forstås personligt, og som egentlig
kun kan forstås personligt.

Som litteraturhistoriker er George Steiner sådan et postbud.

Det er Erik A. Nielsen også.

Det
er selvfølgelig grunden til, at jeg nævner Steiners metafor – det er,
at den også kan gælde for ham, vi hædrer nu, litteraturhistorikeren Erik
A. Nielsen. Som jeg vil tillade mig at tale til direkte, hvorfor jeg nu
skifter fra tredje til anden person.

Kære Erik,

du er
en ægte brevbærer, i denne eksklusive forstand, beslægtet med Hermes,
den græske altmulig-gud, som du ofte har skrevet om.

Hvis man
ser på Hermes’ portefølje, lyder den som et løseligt sammenlagt
ministerium. Han var sendebud for Zeus, beskytter for de vejfarende, for
hyrder og hjorde og tyveknægte, ledsager for de døde til Hades og gud
for gevinst, handel og sport. Hermes kunne altså lidt af hvert, og
derfor er det også passende, at han vist nok har lagt navn til den teori
om tekstforståelse, som kaldes for hermenutik – og som du er en
fremragende dansk repræsentant for.   

”Fortolkning” har været
nøgleordet i dit virke som forfatter og forsker og underviser igennem
mere end fire årtier – fortolkning forstået som evnen til at åbne
litterære tekster ved at stille gode spørgsmål til dem, uden at gøre sig
forventninger om enkle eller entydige eller endegyldige svar. Du havde
modet til, midt i 1970’ernes politiske oprustning og teoretiske kapløb,
at forsvare dét, som du dengang kaldte for ”fortolkningsfjolset”.

”Ikke
at man ønsker fjollerier i stedet for forskning”, skrev du da – og
fortsatte: ”men at man ønsker at se forskerne påtage sig rollen som
fjolser. Se dem opgive deres stadige personlighedsbekræftelse, som de
finder i deres effektive videnskabelighed. Se dem turde påtage sig at
lade stoffets mangfoldighed gøre sig gældende i det nødvendige tidsrum,
selv når denne arbejdsfase kan forekomme kaotisk og socialt
misanskrevet. Se dem komme i skred ud over den personlighed, som de ved
deres metodes hjælp accepterede som deres færdige væsen ved 25-års
alderen” (Fortolkningens veje, 1978, s. 22).

Det skrev du i
Fortolkningens veje i 1978. Tendenserne, du dengang reagerede imod, er
desværre kun taget til siden da – og ”fortolkningsfjolset” virker til at
være et fjernere ideal end nogen sinde.  

Det er ikke din skyld.

Du
har fundet dine egne veje som fortolker, Erik. Og det er én forklaring
på din eminente evne til at hente fortidens tekster frem, børste støvet
af dem – som man ofte siger – og gøre dem vedkommende for nutidige og
fremtidige læsere. Det har du demonstreret i bøger om Lars Ahlin, Ludvig
Holberg, Edgar Allan Poe, Shakespeare samt i artikler og mindre
afhandlinger om mange, mange flere forfattere og temaer og teoretiske
spørgsmål.

Dit forfatterskab var allerede stort, da du fratrådte som professor ved Københavns Universitet for snart tre år siden.

Men
det var slet ikke færdigt. For kort før fratrædelsen havde du udsend
både første og andet bind af et stort anlagt firbindsværk om
kristendommens udtryksformer og billedsprog – et værk, som du har
arbejdet på i over to årtier, og som jeg vil sige noget om nu.

Indtil
videre foreligger der tre bind: Kristendommens retorik (2009), der
udfolder en både historisk og systematisk fremstilling af kristendommens
billedsprog, samt bøgerne Thomas Kingo: Barok, enevælde, kristendom
(2010) og H.A. Brorson: Pietisme, meditation og erotik (2013). Hver for
sig leverer bøgerne om Kingo og Brorson udførlige og meget overbevisende
demonstrationer af fortolkningsperspektivets frugtbarhed.

Nøglerne,
som første bind udleverer, bliver anvendt med stort udbytte i andet og
tredje bind, ikke mindst fordi eksemplerne tjener meget mere end blot
illustrative formål.

Derfor lykkes det også at bidrage med
originale og helhedsskabende perspektiver på de to forfatterskaber. For
eksempel når du går imod tendensen til at forstå Kingo som en præst, der
brugte digtningen til at forkynde, altså som en slags propagandamiddel –
og i stedet lægger vægt på at læse ham som en digter, der blev teolog
og præst og biskop, og dermed betoner, at det var digtningen og kunsten,
som var Kingos egentlige udgangspunkt. Det åbner for nye måder at
forstå både hans digtning og hans teologi på.

Eller når du, lidt
omvendt, gør opmærksom på, hvor kompleks en størrelse pietismen i
1700-tallet var, og når du bruger denne udvidede forståelse af denne
bevægelse til at læse dig ind på Brorsons salmer.

Pietismen har
jo – i Danmark især – et dårligt rygte på grund af den dybt religiøse og
ikke så duelige kong Christian 6. Han var vild med forbud og straf.
Forbud mod at blive væk fra gudstjenesten, forbud mod alle offentlige
forlystelser, inkl. teaterforestillinger, på søn- og helligdage, forbud
mod at mødes til religiøse møder i private hjem, uden at sognepræsten
var til stede. Men du viser, at pietismen er meget mere end forbud og
straf og fanatisme – at den blandt andet også var en radikal og endda
anti-patriarkalsk frihedsbevægelse. Og det viser du i kraft af dine
fortolkninger af Brorsons salmer, som du netop overleverer som stærkt
vedkommende og stadig udfordrende breve til den moderne læser.  

Billedsproget
betyder noget i dine fortolkninger. De kunstneriske metaforer har både
en historisk gennemslagskraft og en egen digterisk gyldighed. Hvis
grundlaget for Brorsons salmeværk er en poetisk vision – og det viser
du, at det er – så må man dertil føje, at også poetiske visioner kan
ændre verden, både den indre verden og den ydre.    
 
Det fjerde
bind, som endnu er i vente, bærer titlen LEKS-IKON – med bindestreg
imellem leks og ikon – og det skal rumme et ikonografisk leksikon over
kristendommens billedsprog. Lad mig lige citere fra Kristendommens
retorik, hvad du har stillet os i udsigt:

 ”Registreret i den
form, som leksikonnet gør det, opviser stoffet overraskende mængder af
slægtskaber og berøringer både på langs af århundrederne og imellem
forskellige verdener og litteraturer, der ikke kan formodes at stå i
påvirkningsforhold indbyrdes, men snarere må forstås som en række
forskellige fortolkninger af en stor, jødisk-europæisk kultur, der med
Bibelen som kanonisk midte og messen som liturgisk praksis stiller
generation efter generation og nation efter nation over for beslægtede
erfaringer og formuleringer” (s. 25).

Det udsagn er sigende for
ambitionsniveauet for dit lærde, velformidlede værk. Det kan måle sig
med nogle af de allerstørste litteraturhistoriske værker også i
international sammenhæng, som Northrop Fryes The Great Code (1982) og
Ernst Robert Curtius’ Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter
(1948), som det er nærliggende at sammenligne det med.

Du har
allerede modtaget stor og velfortjent anerkendelse for denne bedrift. Du
har endda forsvaret de to første bind for den teologiske doktorgrad ved
Oslo Universitet.

Men hædres skal du også her i dag, med
Selskabets Pris, der stammer tilbage fra Selskabet til de skønne og
nyttige Videnskabers Forfremmelse, som eksisterede i over 200 år, før
det i 1966 blev fusioneret med Det Danske Akademi. Da Selskabet blev
stiftet i 1759, skete det med et erklæret forsæt om at ”udsette tvende
Priiser”, som det hed: en for ”den beste danske Digt, over en Materie,
hvilken vi forud bestemme; den anden … for den beste Danske Afhandling i
ubunden Stiil over en ligeledes af os fastsat Materie”.

Det
værk, som du prises for i dag, Erik, befinder sig i den anden afdeling,
selv om jeg skal skynde mig at sige, at vi på ingen måde har haft
indflydelse på den ”Materie”, som du har skrevet om ”i ubunden Stiil”.
Prisen uddeles nu almindeligvis for et ikke-skønlitterært forfatterskab
eller værk.

Selskabets pris kan ses som et brev, der bliver båret
op igennem århundrederne. I dag bliver den givet  som en påskønnelse
til dig, der holder den ældre litteratur levende ved din måde at
overlevere den på. Ved din store indsats for at bringe nogens breve.

Og
nu sender jeg bud efter dig, Erik, Il Postino – kom herop og modtag min
lykønskning sammen med prisen på 20.000 kr. og sammen med en stor
applaus fra os alle!