Til forsiden

2014 Asta Olivia Nordenhof

En søjle af ilt

”…jeg synes altså at mandens bøger er både ”tynde”, indholdsmæssigt, og ubehagelige, fulde af den skarøjede ondsindede sladder, der kendetegner inside-dopsteren. Og når jeg stemmer for udgivelse er det bare for at vise danskere, at teknik anvendes glatvæk andre steder i verden uden at der går stykker af vitaliteten”, sådan skriver Elsa Gress i 1958 til forlæggeren K. E. Hermann, der forsøger at overtale hende til at oversætte Jack Kerouac til dansk. Hun er ikke meget for ideen, for hun afskyr Kerouacs sprog, som hun kalder snappy og snazzy. Hans poesi er hende komplet fremmed. Hun bryder sig ikke om, hvad hun kalder Kerouacs bøsseterminologi af San Francisco-afart. Men hun udfører selvfølgelig opgaven fuldstændig professionelt, og oversættelsen af Subterraneans fanger den sprogtone og den helt nye poesi, der er til stede i både lyrik og prosa hos de amerikanske beatdigtere.
    Tidsskriftet Vindrosen var også tidligt ude med præsentationer af den nye amerikanske digtning. I 1959 er tidsskriftets nummer 4 et temanummer om amerikansk digtning med oversættelser af Allen Ginsbergs Howl, 1956, og Ferlinghettis Pictures of the Gone World, 1955. Sidstnævnte er oversat af Klaus Rifbjerg, for hvem det lykkes at få Ferlinghettis talesprog og konkrete brug af ord frem i digtene.
Mens Rifbjerg rammer tonen, kniber det mere for den 25 år ældre Poul Sørensen helt at finde Ginsbergs anslag – ”I saw the best minds of my generation destroyed by madness, starving hysterical naked,” bliver til ”Jeg saa mit Slægtleds bedste Hjerner, ødelagt af Galskab, dø hysterisk nøgne af Underernæring”, hvilket lyder mere som 1950´ernes danske kulturdebat end som Ginsbergs bankende vers. Heldigvis hørte også yngre studenter og digtere ”hylet fra Amerika”, som Peter Laugesen udtrykker det, og Ginsberg og the beats blev frontfigurer i en fornyelse af også europæisk og dansk digtning, der bliver ved med at brede sig som ringe i vandet efter en smuk serie smutsten.  Men der skal ikke bare formidling og præsentationer til; også oversættelser er pinedød nødvendige. Gottfried Benn erklærede ganske vist, at man kan definere et digt som det uoversættelige, og mange digtere, oversættere og læsere har måttet sande, at det er, om ikke er umuligt, så dog er meget vanskeligt at oversætte digte. Ikke desto mindre gavnes digtekunsten af den særlige tilegnelse og fortolkning, som en oversættelse er. Ja, bryderier med en oversættelse kan faktisk vise, at en tekst har digteriske kvaliteter. Selv om Bob Dylan er repræsenteret i femte udgave af Norton Anthology of Poetry fra 2004 med ”Boots of Spanish Leather” har mange svært ved at lade sig overbevise om, at song-and-dance-manden, Bob Dylan, selvfølgelig også er poet, digter.
Men måske kan forsøg med oversættelser hjælpe. Sammen med John Irons har jeg leget med en oversættelse af Dylans sang, ”Visions of Johanna” fra 1966 for simpelthen at blive klogere på den gådefulde tekst og dens poetiske kvaliteter.  Sangen er et surrealistisk kunstværk om visioner, drømme og digtning. ”Visions of Johanna” åbner med et spørgsmål og en beskrivelse af en situation, hvor inspiration og glæde er langt væk for en gruppe unge mennesker, der er strandet på et af New Yorks kunstnerlofter. Det suser i varmerørene og det elektriske lys flimrer som i en gyserfilm:

Ligner det ikke bare natten
at spille dig et puds, når du prøver at være stille?
Vi er strandet her,
selvom vi gør vores bedste for at nægte det,
og Louise holder en håndfuld regn frem
og frister dig til at sige fra.
Lys flimrer fra det modsatte loftsrum,
i dette værelse hoster kun varmerørene.
Countrymusik-stationen spiller lavt,
men der er intet, virkelig intet at slukke for,
kun Louise og hendes elsker så sammenfiltret
og disse Johanna-visioner, der erobrer mit sind.

Vi kender nattestemninger fra romantikkens digtning, hvor mørket ofte giver adgang til en særlig inspiration og indsigt. Men ikke i Dylans vers. Natten driller, og heller ikke Louises regn er inspirerende. Der er i Dylan-forskningen en vis tradition for at opfatte udtrykket ”regn” som New York slang for kokain og heroin, og Louise frister således på en mærkelig omvendt måde digteren til at sige nej tak til både hende selv og til beruselsen. Noget andet er på spil. Digteren er hjemsøgt af visioner, men velafprøvede romantiske ”digt-fremmere” som stemning, rus og erotik hjælper ham ikke videre. I sangens forløb knyttes de gådefulde Johanna-visioner sammen med en evne hos digteren til at se ind til knoglerne og døden i levende ansigter og kroppe, til at kunne gennemskue hykleriet i den moderne kunstinstitution og til at indse, at det åndelige i skikkelse af jomfru Maria er flygtet ud af kirken. Kun hendes slængkappe ligger teatralsk tilbage i et rustent bur.
I strofe tre hedder det om museerne:

Inde i museerne
bliver uendeligheden stillet for retten.
Genlyd af stemmer, der siger, at sådan
må frelsen være efter et stykke tid.
Men Mona Lisa, hun må have haft the highway blues.
Det kan man se på hendes smil.
Se den enfoldige bænkevarmer stivne,
når alle kvinderne med gummiansigter nyser.
Hør hende med overskæg sige, ‘Guud
jeg kan ikke finde mine knæ’.
Åh, juveler og kikkert hænger ned fra muldyrets hoved.
Men disse Johanna-visioner
de gør, at alt synes så grusomt.

Digteren har fået nok af kunstpublikummet med deres kikkerter og selvoptagede adfærd. De nyser, hvor de burde ryste eller græde.  Han føler med bænkevarmeren, der bliver forskrækket over de besøgende, og det er Johanna-visionerne, der får digteren til at opleve hele sceneriet på museet som grusomt.
    Mange forsøg er anstillet på at finde ud af, hvad Johanna-visionerne mon hentyder til, og når det gælder figuren Johanna, der er i Dylanologien nok at vælge imellem. Johanna er blevet opfattet som både en reference til Bertolt Brechts Sankt Johanna, til en spansk dronning, til Dylans kollega og tidligere kæreste, Joan Baez, til Jeanne d’Arc eller til Armageddon. Der er intet, der tyder på at dén diskussion bliver afgjort med det første, for teksten gør modstand.  Det er en af dens digteriske kvaliteter: den giver ikke entydige svar, og alligevel kan man jo ikke lade være med at forsøge sig og forfølge en idé. Johanna-visionerne er for mig at se digtets navn for sig selv. I slutningen af sangen, er det, der står tilbage, digtningen selv: Visions of Johanna. Det er netop ikke alle digtningens ydre omstændigheder og institutioner, der forløser og giver indsigt.  Gådefulde nattetableauer, beruselse, sex, kritik, digterens dårlige samvittighed, splittede følelsesliv, hans maniske trang til at få alle regnskaber til at gå op og interesse for at tale med sælgere, grevinder og spillemænd hører med. Men det er i musikaliteten og i digtets evne til at binde sprog og virkelighed sammen, at poesien begynder.
     Derfor slutter sangen også i et fantastisk, allegorisk optrin, hvor skelletter, nøgler, mundharmonikaer, regn og visioner forenes i en poesi, som faktisk dårligt lader sig oversætte: ”The harmonicas play the skeleton keys and the rain/And these visions of Johanna are now all that remain”. Jeg er ikke færdig med at tænke over oversættelsen af disse vers, som jeg hermed overlader til mine tilhørere selv at eftertænke.
    Allen Ginsberg var vild med både Dylan og hans digtning, og han siger meget præcist i Martin Scorseses film om Bob Dylan, No Direction Home, 2005, at Dylans kunst er som en søjle af ilt. Hvor svært det er at være en sådan livgivende ilt, finder vi et udtryk for i Michael Strunges Ud af natten, 1982, hvori det i et digt om Ole Sarvig og Ian Curtis hedder: ”hvem ville bære hele verdens ilt/ og samtidig se de usynlige mønstre/ af død overalt” - eller som Asta Olivia Nordenhof udtrykker det i et vers fra det nemme og det ensomme: ”jeg vil ikke skinne i mit eget lig længere/ jeg vil ikke være en ensom gud”.
    Dylan har gjort svære vers som ”Visions of Johanna” til verdenseje. Han givet lyrikken et nyt vingefang, og om Ginsbergs egen digtning må man sige, at den har talt til stort set alle litterære generationer i de sidste 50 år. Han er både jazz &poetry-mand, rapper, performer og zen-modernist. Den utrolig stærke digtning vi for øjeblikket har i Danmark, har en af sine historiske forudsætninger i 1950´erne og 1960´ernes amerikanske poesi. Det kan man erfare ved at lytte til Asta Olivia Nordenhofs langvers.
Det er en glæde at hædre Asta Olivia Nordenhof med Klaus Rifbjergs debutantpris 2014.   
Anne-Marie Mai