Til forsiden

2014 Lone Hørslev

TALE FOR LONE HØRSLEV, BEATRICEPRISEN, 2014

”Da du fløjtede på dit særlige
Kulørte sprog
Så kom jeg
Som en tatovering
Fra bladet og til munden og over på din arm”

Sådan debuterede Lone Hørslev  i 2001 med digtsamlingen ”Tak”. Simpelt hen som et talent man måtte juble over. I de fire samlinger, der er samlet i et bind, Tak, ærgerligt, ærgerligt, lige mig, og jeg ved ikke om den slags tanker er normale, vrimler det med eminent gode digte, så man får lyst til at gribe fat i en eller anden og sige: Sæt dig ned. Nu skal du høre noget godt!

Senere hører jeg dig sige det samme:
Forglemmigej.
Og jeg lover som altid at det
Aldrig vil ske
Jeg fortæller dig
Igen at det er løgn hvad man siger:
At glemslen er en muldvarp
Der lever af at udhule hukommelsen.
Har du måske nogensinde set en muldvarp?
Har du set en forglemmigej?
Jeg lover
At selv nattens små gule skiver af uro
Ikke kan få mig til at gå
Fra dig
Igen i går
Harkede du alligevel
En sort klart slim op og spurgte
Om jeg tænkte
Det kunne være udtryk for en indestængt smerte
Og så grinede du
Til jeg troede din mave havde vendt sig en omgang
Ja, det kan ske –
Det sker ikke! selvfølgelig ikke.
Og slet ikke som dengang
Du ved –
Sådan vil det ALDRIG
Det lover jeg dig
Ske igen.

I Lone Hørslevs digte er kærligheden et projekt, der beskrives i versaler og derefter iagttages, mens det styrter sammen. Igen og igen. I Hørslevs digte kan der være en Tove Ditlevsensk tone og tematik. Men først og fremmest er hun  sin egen. Hun kan være så GRÅ, og så så farverig. Først og fremmest er det drevet af lysten til at lege med, og af en energi, der af og til kan være så indestængt, at der kommer noget klumpedumpet energisk, ligesom knolder af fandenivoldsk energi  ud af det, af ren og skær snak og sludrevornhed. Men alligevel er det sikkert, at der er noget på spil, noget på færde. En blodig virkelighed, som et jeg søler sig til af, og som et jeg vil blande blod med. Men hvordan få det til at holde op, når først man har revet hul – det er et voksende tema i forfatterskabet.

Den lethed, den råhed, den skuldertrækning Lone Hørslev kan have over for det hårde er et andet ord for vrede. Som om det er en uretfærdighed, der skal gøres opmærksom på, så subtilt og dog så dørsmækkende. Det flyder med hjemløse i gaden og uden for lejligheden, og så er der også rigtig mange af verdens katastrofer, som bliver remset op i hendes seneste digtsamling, La’os fra 2012. Der er en verden i skred, som måske skyldes uafbalancerede doser af lykke og sorg, af hjem og af vagabondering og af hjemløshed. Hvem er det man skal være vred på, og over hvad? Over at vi mennesker laver ulykker på os selv og på andre og på vores klode, eller over at vi hører om dem?
    Men hun kan også skrive det så indsigtsfuldt, ja, mildt som i det her digt, som jeg har lyst til at læse for jer:
 
Sorg


Min datter spørger om det er
Smertefuldt at føle sorg. Hun spørger hvad der er størst:
Virkeligheden eller horisonten.
Hvad kom først, galakserne eller de sorte huller
I universet, kan du huske hvordan det gik Spørge Jørgen?
I dag er hun hjemme.
Fordi hun har feber, hjemme.
26.000 lysår fra mælkevejens centrum, vi drikker
Cola, og jeg siger at jorden er 4,567 (fire-fem-seks-syv)
Milliarder år gammel, som
Om det forklarede noget.
Når man er barn, må man stole på de voksnes
Forklaringer, jeg siger ja til det første
Spørgsmål – det er det.
Lykken kan ae din kind, blidt som et strejf af en orkan.
Det er sorg
At blive ved med at se de væltede træer
For sig, de ødelagte huses smadrede ruder
Som et bevis på at noget var der
Noget
Som aldrig vil komme igen.

Det er egentlig sjældent at se en lyriker skrive fuldblodsromaner. Eller at en romanforfatter også kan skrive fuldblodslyrik. Men sådan er det med Lone Hørslev. Foreløbig er det blevet til fire romaner, Fjerne galakser er kedelige, Naturlige Fjender, Sorg og Camping, og senest Dyrets År, der udkom for få måneder  siden og er en historisk roman om Marie Grubbe. Det er et udstyrsstykke, så det er en lyst. Man får trang til at gå i sukkerkammeret og til at drikke vin. Der bliver ædt, gnasket og kopuleret, kastet op, afbrændt hekse, åndet hedt og snøret kjoleliv i og op i den kolde vinter 1666 på Akershus.  Med den roman har Lone Hørslev åbnet for en ny bane i sit virke – hvor hun kan træde ind i helt andre fysiske verdener end dem, hun selv er bundet til. Hun gør begge dele godt! Både de bundne verdener og de frie. Det interessante ved Lone Hørslev som romanforfatter er, at hun er mindst lige så god i det langestræk, hvor stoffet folder sig ud og får tyngde, som i momentet. Man skulle jo ellers tro at det var i øjeblikket, at en lyriker fandt sit sted. Men Lone Hørslev kan både momentet, sproget og det episke. Og midt i det rå og uklynkende, det fandenivoldske, det klumpet energiske, pibler der en ømhed frem, som er den dybe bund.
For sit efterhånden fyldige forfatterskab – og nu har vi ladet Lone Hørslevs metier som sanger og sangskriver helt ufortalt – og i begrundet forventning om meget mere, får hun Beatriceprisen. Tillykke, Lone.

Ida Jessen