Til forsiden

2014 Harald Voetmann

'... Men i Italien mener man også, at det kan være uheldssvangert at se ulve, og at et menneske, der er blevet betragtet af ulve, førend det selv ser dem, mister mælet et kort øjeblik. Ulvene i Afrika og Ægypten er små og ubetydelige, men i kolde egne er de vilde og farlige. Vi bør enten føle os ganske sikre på, at det er løgn, at mennesker kan blive forvandlet til ulve og derpå blive sig selv igen, eller også bør vi tro på alt det, der i løbet af århundrederne er blevet afsløret som sludder. Dog skal det berettes, hvorfra denne forestilling kommer, der er blevet så fastgroet i folk, at ordet varulv regnes for forbandet. Evanthes, der ikke foragtes blandt de græske forfattere, skriver, at det er en skik blandt arkaderne, at der ved lodtrækning bliver udvalgt en mand af slægten Anthus, som bliver ført til en sø i området, hænger sit tøj på et egetræ, svømmer over søen og forsvinder ind i ødemarken, hvor han bliver forvandlet til en ulv og bliver del af en ulveflok i ni år. Hvis han i disse ni år har holdt sig fra mennesker, bliver han ført tilbage til søen, og efter han har svømmet over den, genvinder han sin menneskeskikkelse, og ser blot ni år ældre ud. Evanthes tilføjer noget endnu mere eventyrligt: At varulven også får sit gamle tøj tilbage!'

Det jeg læste hér har Harald Voetmann ikke selv skrevet – men han har oversat det fra latin, og derfor har han jo alligevel skrevet det. Det er fra bogen  Om mennesker og dyr af Gajus Plinius Secundus (som Voetmann skrev romanen Vågen om), hvorfra Voetmann har oversat uddrag. Han skriver i sit forord: ”'Det udvalg, jeg har lavet, er fuldstændigt subjektivt: Det er nogle af de passager fra 7. og 8. bog, som jeg selv synes er de bedste, ondeste, platteste, smukkeste og særeste. Mere direkte: Det er nogle af de passager, hvor jeg synes, Plinius bedst kommer til sin ret som digter.'
Ond. Plat. Smuk. Sær. Ord der egner sig glimrende til at beskrive Harald Voetmanns egen litteratur.
 Da jeg læste Om mennesker og dyr med stor begejstring havde jeg en overgang en følelse af at jeg blev narret. At Voetmann havde fundet på og nedskrevet det selv og blot lod som om det var en oversættelse. Samme - men omvendte følelse – har jeg når jeg læser hans seneste roman Alt under månen. Hvad har han selv skrevet? Der citeres flittigt fra Tycho Brahes Meterologiske dagbog som førtes af skiftende assistenter på Hven fra 1582 til 97, men citaterne kommer som poetiske omkvæd alle vegne i bogen, og hvornår man glider ind og ud af citaterne må man selv regne ud. Gang på gang tror jeg at lange passager også er citater men må slå mig for panden og huske på, at da det nu ikke længere handler om vejrliget, må det jo være Voetmann der digter. Men når man ikke tror det er digt må det jo være fordi man som læser tror det har fundet sted og blot er nedfældet  – dengang det skete.

Falk Gøye skrev en  vision om apokalypsen som Brahe fik ham til at brænde, men som Voetmann alligevel nedskriver dele af, så let og legende at man tror det nok var det der stod.

Gøye/Voetmann skriver fx:
”Gennem hele mit liv har jeg haft fornemmelsen af at blive betragtet, ikke kun af Herren i det høje. Når jeg lægger mig til ro i mørket, får jeg ofte et syn af et øjenpar, der hænger i luften over min seng. Det er et ansigtsløst blik over mit ansigt. Brune øjne, vidåbne og vendt ufravigeligt imod mig, men ikke egentlig stirrende. De observerer mig uden formål eller interesse. De ønsker ikke at vide noget om mig, men jeg tror, de ønsker at blive set eller blive set ind i.
    Et mørke drypper fra pupillerne ind i min sjæl. To dryp ad gangen. Jeg mærker det mod mine egne øjenæbler som kolde og klistrede dråber. Derfra siver det ind, glider killingekælent gennem min hals og mit bryst.”

Plinius den Ældre skal have ytret, at et par ting endnu mangler at blive sagt om verden, skønt han selv sagde en del. Et udsagn der vil vedblive at være sandt så længe verden består. Men Harald Voetmann gør i hvert fald sit til at vi kommer ud i krogene, ikke mindst afkrogene.


Det kan godt være, at Thycho Brahes observationer og forskning lagde grundlaget for moderne astronomi og er udgangspunkt for romanen. Men i Alt under månen der foregår på Hven i 1500-tallet og drejer sig om både Brahe og disse observationer bliver det  mere et kaos af hverdagens drifter - og vejret ¬ glem aldrig vejrliget – de evindelige fiaskoer livet kan være. Ikke som noget sensationelt, blot som hvordan det helt enkelt er at leve.– selvom det er kompliceret.

Der observeres himmelfænomer, lyst eller mørkt, hvilken måne, regnbue, sol, er der skibbrud, tåge? Det er temmelig tåget hele tiden, men sproget i romanen er det ikke. Og når det er lyst er det så overhovedet lyst? Er det ikke altid mørkt? Der gås fallit, der ædes og skides og hores og fryses. Der laves guld, - eller gør der? Altid, ikke blot i denne roman, går noget, går personerne eller deres verden i opløsning , og gør vi ikke det, gør verden ikke det hele tiden?

Både bogen om Plinius og den om Brahe låner træk fra den tid de omhandler. Bl.a. ved en form for både nutidig og arkaisk sprogbrug der er mirakuløst troværdig.

Plinius beskriver mennesket som skabt af gudinden Natura, som morer sig ved at se os lide - og det er vi gode til. Voetmann går ind på dét, uden at lade læseren fortvivle. Det er jo bare sådan det forholder sig. Vi lever og lider.

I deres behandling af Voetmanns prosa har anmelderne hæftet sig særlig meget ved kropsvæskerne der findes i rigeligt mål rundt omkring, og ved de sære (faktisk oftest helt naturlige) ting folk gør ved sig selv og hinanden. Ord som dekadent, outreret, pervers, klamt og ulækkert dukker op ustandseligt i anmeldelserne.

”Hvor kommer alt det krop fra?” blev han spurgt i radioens litteraturprogram. Og egentlig var spørgsmålet affødt af en undren over alt det skideri, alt det blod, al den kopuleren og opkast og handicap og sår og ubehag ved egen krop og andres.

I Harald Voetmanns tekster ser jeg en sårbarhed og trods grotesken en vis autenticitet, som gør hans værker usædvanligt troværdige. Særligt behagelige er de sjældent, temmelig ulækre og vulgære er de ofte, men også morsomme og frem for alt helt sig selv. En syret, velskrevet pessimisme gennemstrømmer alle bøgerne og gør sært nok ikke nærværende læser til pessimist - tværtimod går jeg opløftet fra enhver tekst af Voetmann. Det kan skyldes at det opløste samfund, det opløste menneske fremlægges mere som en beskrivelse af tingenes tilstand, sådan er vi, sådan er verden og menneskene nu engang indrettet. Og det er da egentlig også underligt at spørge til hvor al den krop kommer fra. Den efter Voetmanns eget udsagn komplet umulige tidsrejse gør han tilsyneladende ubesværet. Og han nævner selv, at selvom tidsrejsen er umulig, så er det i det mindste sådan at kroppen, det at vi bor i en krop med skavanker og drifter og behov er det vi har tilfælles med folk fra alle tider, også Tycho Brahe og Plinius. Man kan henlægge sin roman til Hven eller et talgsmelteri som i romanen Kødet letter. Man kan bruge historiske personer eller sig selv eller opfinde nogen. Men det der er fælles er jo netop kroppen. Via den, som vi alle kender, kommer vi ind i en tid vi ikke kendte.

Otto Gelsted prisen kan gives til både forfattere, oversættere og journalister. Gelsted  skrev ud over digte meget læsværdige mundrette gendigtninger af Homers Odysseen og Iliaden. At en oversætter selv er digter kan være en stor fordel, både for oversættelsen og de egne bøger. Begge erhverv smitter af på hinanden. Og Voetmann siger selv meget tankevækkende om dette:
”Det har haft ret stor betydning for mig, at jeg lærte latin især i forhold til grammatik. Jeg var ret uvidende om sproglige regler og muligheder, før jeg satte mig ned og lærte det her. At læse nogle af de her forfattere giver lyst til at prøve nogle andre ting i sproget; der er nogle virkelig vilde sætningskonstruktioner i det latinske.”

Voetmanns debutbog kom i år 2000 da han var 22 år - den hed Kapricer, som er en samling kortprosastykker. I virkeligheden ligner kortprosabøgerne meget romanerne og omvendt, for romanerne har flere spor, flere fortællerstemmer og tonefald, der gør at romanerne i hvert tilfælde bliver varierede og foranderlige fra side til side, omtrent som i hans novellesamlinger. Og hvad enten det nu har med det latinske og oversættelserne at gøre eller blot – men det er nu ikke så lidt  – har at gøre med forfatterens helt naturligt jævnt  fremskridende alder og dermed større erfaring, må man sige, at det danske sprog han skriver nærmer sig det ekvilibrististiske.
For dette og for al den syrede, opmuntrende muntre pessimisme skal han have Otto Gelstedprisen, og det er mig en glæde på vegne af Det Danske Akademi at skulle overrække ham den.

Pia Juul