Til forsiden

2015 Lars Skinnebach

Det umuliges politik
Til Lars Skinnebach – motivering af Det Danske Akademis Otto Gelsted Pris 2015

Der er så meget snak i tidens litterære debat om, hvad litteraturen kan og skal, hvad
den
bør være, og hvad den forfalder til. Snart savner man den store
samtidsroman; snart er det udkanten, det er galt med.  De unge skriver
ikke nok om udkanten, hvor den så ellers ligger! Forfatterskolen har
både grønne og gamle meningsmagere haft held med at skælde ud på, og så
der er kvinderne! Dem er der for mange af, og de skriver om sig selv.
Sådan blev det sagt i 10´erne, og sådan blev det sagt i 40´erne, altså
1840´erne! Af og til hævdes det, at den etiske vending er i fuld gang,
eller at den politiske digtning er på fremmarch. Hvad politisk digtning
er, kommer man sjældent ind på; men man kan da altid sætte et par
forfatterskaber i bås under den overskrift. Og så kan de digtere
barberes. En af de forfattere, som ofte er blevet kaldt politisk, er
Lars Skinnebach. Han har våndet sig, og det med god ret, for begrebet er
nærmest blevet intetsigende, ja man fristes til at sige misvisende.
Skinnebach har selv forklaret, at han foretrækker den svenske kritiker,
Jenny Tunedals, term ”demonstration”, når det gælder hans digte.  Men
måske kan man også finde hjælp til at tale om Skinnebachs poesi ved at
huske på Per Højholts diskussion af kunst og
politik i tidsskriftet
MAK, helt tilbage i 1969.  Her leverer Højholt sine Mindst 18 punkter om
kunst og politik. Mindst!, som han indleder med at hævde, at kunst ikke
har en skid med politik at gøre, og at al kunst er politisk, eftersom
den får det bestående til at bestå på nogle nye vilkår, blot ved sin
fremkomst.  Herfra fortsætter Højholt med en række vittige udfald mod
socialrealismen, for så at komme frem til sin pointe: Politik er det
muliges kunst, og kunst er det umuliges politik. Kunst tager vare på det
umulige, så det ikke forfalder og bliver muligt. Den er samfundets
salt.

Jeg tror, at man kan blive klogere på Lars Skinnebachs
digtning og dens paradokser ved at huske på Højholts tese om kunsten som
det umuliges politik. Skinnebachs digtning har en linje tilbage til
Højholt og umulighedspoetikken. Men også Erik Knudsen, Otto Gelsteds
reklameskib og midttressernes digtere er gode at have i baghovedet, når
man læser Skinnebach.  
Lad mig begynde med Skinnebachs begyndelse,
debutbogen, Det mindste paradis, 2000.  På omslaget er billedet af en
havelåge, der står på klem. Foran ser vi noget af en græsplæne og bagved
et vildnis med træer og buske. Billedet illustrerer den verden af
sommer og forelskelse, der er digtenes scene. Vi er i sommerhusets
mindste paradis med grillmad, børnebassiner, sommervejrudsigter,
sodavand og hvepse på
verselinjerne.”- Det er dejligt at tænke på,
at du elsker mig, sagde du – Ja, nogle gange ender det bare lykkeligt,
sagde jeg”, hedder det som en art besværgelse af den paradis-tilstand,
de to har oplevet.  Det er rart og sart. Men som allerede den lillebitte
forskel på ordene rart og sart antyder, skaber sproget forskelle og
afstande; den paradisiske havelåge er også en port, der markerer
forskellen mellem indenfor og udenfor. Digteren begynder at se
forskellene i en sådan grad, at der overalt er øjne, der kigger ind i
både himmel og helvede. Børnenes badebassin er et stirrende kæmpeøje,
hotellets sommergardin er et nervøst øjenlåg, og træernes blade falder
som tårer. Græshoppen, som kæresten har fanget i en flaske, stirrer på
digterens øje og ser ham som en græshoppegud.  Forholdet mellem op og
ned, mellem det mindste og det største, forrykkes i det blik, som
digtene har fået. Forskellen på ordene ”døden” og ”døren”, som digteren
anså for næsten usynlig, bliver synlig og tydelig, og hyggen med den
duftende grillmad gennemskues som en invitation til at fejre mordet på
familien! Men midt i det hele er der kærlighedssætninger, som ikke
forsvinder ud af Lars Skinnebachs forfatterskab, selv om paradiset må
forlades, hvis digtningen skal fortsætte.
I 2004 udkommer I morgen
findes systemerne igen, hvor de elskende er filtret ind i en krigerisk
og ødelæggende modernitet. Som kattens øjne kilede sig ind i digterens
blik i debutsamlingen, forsøger han at kile sig ind i systemernes
sætninger med sin tale og sine spørgsmål. Spørgsmålstegnene, som
Skinnebach bruger lige så flittigt som i sin tid Ole Sarvig, holder
digtene åbne. De bliver åndehuller i velfærdsideologiens kvælende
såkaldte mulighedsfelter, hvor man kan glæde sig til at dø, for så har
man da overstået sine samfundspligter!  Men spørgsmålene er også
stressende og lammende. At læse I morgen findes systemerne igen er at
blive vævet ind i et net, hvor man gisper efter vejret. ”Deponér din
vejrtrækning her” – lyder det i starten af en af teksterne, og hvis man
fortsætter læsningen bliver man nødt til at give hen til i de skiftende
replikkers hæsblæsende rytmer, der suser ind på linjerne både indefra og

udefra. Er der en udgang af det labyrintiske velfærdssystem?  Ja
måske, i besværgelser og afsværgelser. Men det skal ikke forlede nogen
til at sætte en særlig lid til digterne. I afsnittet besværgelser hedder
det: ”De tager pis på dig/ digterne når de siger at talentet er en
særlig egenskab/De tager pis på dig/ det er de privilegerede der
forsvarer deres privilegier.”   

I I morgen findes systemerne
igen har digteren malet sig selv op i et hjørne, hvor digtproduktion,
som det hedder, ”er en samfundsmæssig luksus som sker på bekostning af
andre, mere fattige samfund”, men som han alligevel må bruge som en
mulighed for at lytte og besværge. Digtsamlingen begyndte som en
invitation til den ”skeløjede ven”, læseren, om at komme indenfor i
digterens verden og møde ham i hans rene, lyseblå skjorte, men den ender
med den spand bræk, som de privilegerede hælder ud over deres ”du”. 
Når
digteren på den måde har afskrevet digtningen, er det ikke sært, at
hans følgende samling hedder Din misbruger (2006), en karakteristik, der
gælder både læseren og digteren, som simpelthen ikke kan holde sig fra
digtningen, selv om den karakteriseres som ”et tarveligt erhverv”. 
Undervejs tænker man på Erik Knudsens afsky og vrængen af lyriske
stemninger, der er ”flygtigere end æter, finere end silke”, som Knudsen
skrev i Blomsten og Sværdet (1949). Tonen er selvparodisk og aggressiv,
indimellem hakkende, og grammatikken knager. Sproget bliver til flager
af udsagn uden nogen reference, og digteren ender som sin egen kvinde
porno-gud i sin rejse mod noget, der ligner Tom Kristensenske
skibskatastrofer og pludselig død.  Rundt om i digtene ligger, som andre
steder hos Skinnebach, ord og vendinger fra Paul Celans ”Dødsfuga”
(1945). De sarvigske spørgsmål er der stadig, men udråbtegn og
gentagelser tager over. Stedsadverbiet ”dér” mister sin retning og
flagrer mellem ordene.

Skinnebachs digte bliver mere og mere
desperate både i forhold digtningen og den forrykte verden. Digtene
buh’er af sig selv, men digteren hverken kan eller vil stoppe det
misbrug, der bliver en dødssyg, men nødvendig genre og tænkeform.
Misbruget efterfølges af mislyde i den følgende samling, Enhver
betydning er samtidig en mislyd (2009). Digtenes spærrende replikker og
sætninger er her forladt til fordel for en brug af mange forskellige
genrer, roman, notater, katalog, erindring og popsang.  Bogens
undertitel er netop ”Genrer”.  At arbejde med ordkunst er for ikke
Skinnebach at følge den moderne digtnings poetiske veje til erkendelse
og betydning, men at konfrontere sig med uvidenhed og mislyde, skingre
vokaler og sin trang til verbale overfald på læseren.  Der er til
gengæld tomme linjer og linjerede sider, hvor læseren får plads til
verbalt at give igen og skaffe sig ørenlyd! Det er karakteristisk for
Skinnebach, at han i hver af sine udgivelser fører sit arbejde med
sproget og tanken så konsekvent igennem som overhovedet muligt. Vi
fanges i paradokser, hvor digtet både er den eneste mulighed for at
udtrykke sig og samtidig helt må afskrives. Det er ikke en
avantgardistisk overskridelsespoetik, men en nutidig politisk,
demonstrativ digtning, som konsekvent prøver sig selv af og bliver ved
med at ville til orde trods de påbud og offentlige formaninger, den
krigsretorik og porno, som sproget er fanget af. Efter Enhver betydning
er også en mislyd vælger Skinnebach at forsætte i en anden retning dels
med nogle mindre udgivelser, dels med Øvelser og rituelle tekster, som
udkommer i 2010, først som en håndskrevet udgave og senere i 2011 som en
trykt folkeudgave.  Den håndlavede bog, hvis eksemplarer er
forskellige, kunne man i sin tid kun erhverve mod en tillidserklæring om
at gøre en personlig indsats mod klimakrisen ved at nedsætte sit
kødforbrug i et vist antal dage. Kort sagt at udføre en politisk
handling. Folkeudgaven sælges på mere almindelige vilkår. 
Øvelser
og rituelle tekster er henlagt til en grønlandsk verden, og Skinnebach
praktiserer her det kunstsyn, at en digtning, der ikke beskæftiger sig
med menneskehedens største trussel, klimakrisen, ikke er værd at
beskæftige sig med. Alt andet er, som der står i bogen, ”at spille
violin mens skibet går ned”. Det er hans pointe, at han vil tabe sin
fremtid på dette kunstsyn. Hvis det ikke lykkes at ændre vores adfærd og
stoppe krisen, mister kunstsynet sin gyldighed, når de store krige og
sulten sætter ind. Hvis klimakrisen ikke eskalerer, mister det også sin
gyldighed, for så har grundlaget for kunstsynet ikke været sandt. Som
vanligt skriver Skinnebach bedst i et umulighedsfelt, hvor teksterne
gentager sig selv og veksler mellem lange og korte forløb. Øvelserne er
prosatekster, der forbereder ritualet, og de handler om en jagt, som
digteren og hans far var på. Faderen skød på et dyr, som rejste sig,
efter at det var ramt. Scenen gentages flere gange, og det fremgår, at
dyret ikke blev såret.  Geværets sigte var ikke skudt ind, og faren
ramte kun dyrets takker. Selv om teksterne bliver ved med at beskrive
omstændighederne og forløbet, og selv om forløbet har en naturlig
forklaring, er dyret, der ubegribeligt rejser sig af sin død, stadig en
realitet for digteren. Hændelsen er en af de naturreligiøse oplevelser,
digteren har haft. I disse oplevelser kommer han ind i en tilstand, som
er uafhængig af sine forudsætninger. Han forbinder den med sit arbejde
med sproget, der ikke går ud på at ødelægge sproget og digtene, men
ødelægge forudsætningerne. Sproget har som sin forudsætning, at det at
navngive er at begrænse, og at det at fortælle og beskrive er at skabe
afstand og privilegere et jeg og dets synsvinkel.  Tilstanden søges
virkeliggjort i ritualet, som følger efter de otte øvelser. Ritualet
danner en cirkel mellem fødsel, død og genfødsel; det tager udgangspunkt
i kvindens køn og krop og er uforståeligt som andet end et udkast af
rytme, klang og billedstykker. Det er ikke karakteriseret ved nogen
særlig koncentration eller dyb indsigt; teksten er en sproghandling. 
Skinnebachs digte er hverken naturromantik, symbolisme eller vitalisme –
de er utopiske handlinger midt i nutidens kapitaliserede sprog og
dystopiske verden.  Kunst kan være det umuliges politik.

Anne-Marie Mai