Til forsiden

2016 Sidsel Falsig Pedersen

I anledning af tildelingen af Det Danske Akademis Beatrice-pris til Sidsel Falsig Pedersen

Fortællingens sproglige vækkeur

Mon ikke de fleste kender oplevelsen af pludselig at lytte til hverdagens smalltalk og opdage, at vi siger meget mere end, vi tror og tænker? Hvis man vil have sit øre skærpet for de gedulgte hentydninger eller de foruroligende undertoner i hverdagens snik-snak, skal man unde sig at læse Sidsel Falsig Pedersens noveller. De er et sprogligt vækkeur, der morer og afvæbner læseren, men også gør én lidt bange både for sig selv og de andre.   
En hel dags kærlighed – og andre fortællinger er titlen på et fyldigt udvalg af Sidsel Falsig Pedersens noveller, som udkom i foråret 2016, og tak for det, for her har hun samlet mange af de små, skarpe og rystende noveller, som hun har udgivet siden sin debut i 1997. Titelfortællingen, ”En hel dags kærlighed”, stammer fra debutbogen af samme navn og er en fortælling om en kvinde, der køber sig ind på et terapiforløb, hvor man en hel dag igennem får lov til at være en baby med kærlige forældre, der krammer og giver tryghed. Ja, man får tilmed en rigtig sut stukket i munden! Vi hører om, at der er en lang venteliste til babyterapien, og at den er ret dyr. Staten overvejer at give tilskud, siges det, til sådan et ophold i babyseng og babybad hos en mor og far, der bager pandekager, alt i alt ”En hel dags kærlighed”. Novellen er på en gang uhyggelig, absurd og tragikomisk. Den former sig som en stadig mere urovækkende gestus, der peger på de følelsesmæssige afsavn, som kendetegner mange nutidsliv. Vi nøjes alt for gerne med narresutterne og kalder dem for kærlighed. Sidsel Falsig Pedersen er umådelig skrap til at fange sin samtids mennesker på det forkerte ben, hvor vi er på vej til at bedrage os selv eller hinanden. I novellen ”Lige lange ben” (2000) sakker en ung kvinde hele tiden bagud i forhold til sin kæreste, når de følges. Hun siger, at han har længere ben end hun; men han mener at kunne bevise, at det ikke er tilfældet. Han har nemlig målt hendes ben, mens hun sov, og nu vil han lære hende sin særlige gangart! Den lille sære historie om ben og gakkede gangarter bliver en allegori over, hvordan man kan praktisere magt og afmagt i et parforhold, og måske ryste overgreb af sig med smalltalk. Falsig Pedersen dyrker mesterligt komikken og absurditeterne i vores snik-snak, men hun tager også fat i tragikken, som når en kvinde i novellen ”Regn” på vej til undersøgelse hos lægen bliver ved med at ville have sin mand til at sige, at han ikke forlader hende, hvis det viser sig, at hun er alvorligt syg. De begynder at strides om ordet ”tro” – for det er ikke godt nok for hende, at han tror, at han ikke vil forlade hende, men til slut er det hende, der må erkende, at hun tror, at han ikke vil forlade hende. De ender med sammen at gå videre.
Sidsel Falsigs foreløbig tre romaner, Måske går det over (2012), Hestens fødselsdag (2014) og Flora (2016) lykkes også i deres umådeligt flot beherskede balancegang på kanten af følelser og tilspidsede hverdagssituationer. Romanen Måske går det over skildrer en ung kvinde og hendes forhold til sin kæreste. Hun har været ude for et pludseligt dødsfald på sit arbejde og er sygemeldt på grund af angst. Måske kan hun komme tilbage til sit liv, måske forbliver hun i en angsttilstand, fanget i den tosomhed, hun og kæresten har skabt omkring sig. Romanen dyrker en antydningens kunst, som gør læseren mere og mere usikker på den unge kvindes og den unge mands forhold, handlinger og motiver. En anelse om mærkelige og skjulte intriger holder læseren fast i det uvisse.  
Hestens fødselsdag (2014) har atter en navnløs kvinde som sin hovedperson, men romanens stemning og anslag er et ganske andet end i den forrige roman. Kvinden har mistet sit job, da hun bed fra sig og bogstavelig talt satte tænderne i sin ubehagelige chefs arm. Også hendes parforhold er gået fløjten. Hun får i stedet et rengøringsjob i en forlystelsespark befolket af eksistenser, der er ligeså sære som hun selv, og en ny kæreste kommer også til. Forlystelsesparken er en verden af både lys og mørke: på den ene side er parken skæg og ballade, og som arbejdsplads er den fri for konformitet, djøfferi og new speech. På den anden side færdes kvinden i parken, når den er lukket og beskidt, og hun ser, hvordan der i slikboden er hængt sedler op til de ansatte: ”Husk at smile” og ”Spis ikke af slikket”. Og måske ligger der faktisk døde folk under det mørke stof i spøgelsestoget, der både er forfaldent og møgbeskidt? Hestens fødselsdag er slet og ret noget så særligt som en meget morsom roman om en lammende angst og psykisk elendighed. Men måske er det røde udslæt, kvinden lider af, et tegn på hendes nye evne til at mærke livet, og den broche, hun finder og gør til en gave til en ukendt, repræsenterer også en slags håb. Udtrykket ”hestens fødselsdag” refererer til smørrebrød, lavet af tykt, groft rugbrød og er et udtryk, der bruges blandt forlystelsesparkens folk. Det er svært at spise sådan en mad, og kvinden er lidt til grin, når hun tager den op af madkassen. Kvinden tænker ved sig selv, at hun ikke vil være hende med hestens fødselsdag: ”jeg vil være en anden, mere elegant type, én med skiveskåret rugbrød i madpakken”. Som læser både griner og græder man, når kvinden til slut nærer håb for sin fremtid ved at tænke på at hun er ved at få styr på rengøringskludene, og at hun måske vil tillade sig at tage en gulvmoppe med hjem en dag, så hun får et lille forspring i den kamp om de gode mopper, som altid er i gang blandt kollegerne.
Sidsel Falsig Pedersens nye roman, Flora (2016), samler flere af forfatterskabets motiver. Vi mindes igen om underbetydninger i samtaler og samvær mellem mennesker, og oplever, hvordan hverdagsbegivenheder på to unge tvillingekvinders rejse til Syden begynder at virke surrealistiske. De to unge kvinders forhold er konfliktpræget; de kæmper om den samme kæreste og om fortolkningsretten til følelseslivet, som når de taler om og tænker over at være forelsket:
”Rosa siger, at forelskelse er et udbrud, det sker når man er parat. Det er ikke hende der har fundet på det, hun har det fra en italiensk sociolog. Hun siger at man skal benytte sig af at alle døre er åbne, både i den anden og i en selv, og man skal gå på opdagelse før det hele lukker til igen. Jeg forstår ikke hvad hun mener, jeg synes at alting allerede er åbent inde i mig, et stort tomt rum uden døre.”
Sidsel Falsig Pedersen mestrer sproget og mestrer hverdagslivets kunst. Hendes værker har humoren og foruroligelsen i baghånden. Hun er en fin fortæller.  
 Anne-Marie Mai