Til forsiden

2015 Hans Boll-Johansen m. takketale

Per Øhrgaard: Tale til Hans Boll-Johansen ved overrækkelsen af Selskabet
til de skiønne nyttige Videnskabers Forfremmelses Pris 2015.

”Empirien
har altid haft en forholdsvis lav status blandt franske
intellektuelle,” skriver Hans Boll-Johansen i sin bog De Franske fra
1992, og den elegante ironi er et af de sikre kendetegn på hans stil. I
hans seneste bog Danskerpak og Tyskerpak, trykt i dette år, læser man,
”at det er svært at mene andet end at Scavenius opnåede det bedst mulige
i situationen, hvis man regner menneskeliv for noget.”
Man kan
opleve, at teologer, som har studeret det guddommelige grundigt, er
mindre sværmerisk fromme end visse lægfolk, som mest har hørt rygter, og
tilsvarende er Hans Boll-Johansen en romanist, som har erhvervet så
stor lærdom inden for sit franske og diverse tilliggender, at han ikke
har nødig at være en frankofil af den henførte type, for hvem alt fransk
er beundringsværdigt og alt andet af lavere orden. Han er et eksempel
på, at kærlighed – for det er der så decideret tale om - også kan gøre
seende, og at en - om man vil - kritisk kærlighed ikke er den ringeste.

Det
begyndte alt sammen med fransk litteraturvidenskab, med en bog og siden
en disputats om Stendhal. Bogen hed Jeg og Du, og emnet var Stendhals
teori om kærligheden. Man kan sige: Ja, hvad skulle den så ellers
hedde,; men titlen siger lidt mere om Boll-Johansens forfatterskab i det
hele taget, som på dialektisk vis beskæftiger sig med modsætninger, der
ikke kan undvære hinanden, som nu mænd og kvinder, eller klassicister
og modernister, puritanere og hedonister, danskere og franskmænd eller
såmænd tyskere og danskere. Hans Boll-Johansen har haft en fornem
akademisk karriere, men det, der skal stå i centrum lige nu, er ikke
karrieren, det er det, han har brugt den til ikke mindst i den sidste
snes år – et forfatterskab, som ikke kan tænkes uden det solide
fundament af studier og forskning, han har skabt sig, men som kommer
spadserende, for nu ikke ligefrem at sige flanerende, aldeles ubesværet.
Man taler ofte om ”forskningsbaseret formidling”, men Hans
Boll-Johansen demonstrerer, at den sande humaniora er den, der ikke
anerkender skarpe grænser mellem det ene og det andet. Bygningen står og
kan ses, næsten som om den slet ikke  havde krævet hårdt arbejde. Men
så skal man bare se på hans litteraturliste, hans dokumentation i
anmærkningerne og ikke mindst på den utroligt brede vifte af referencer,
som dukker op. Hans Boll-Johansen er en, hvem meget minder om meget
andet – men ikke alt muligt om alt muligt andet, for der er stringens i
det hele, selv på lette fjed vil han et sted hen, og det kommer han.

Bogen
De Franske var bl.a. fremgået af Boll-Johansens tilknytning til Det
humanistiske Forskningscenter ved Københavns Universitet, hvor jeg lærte
ham at kende – vi har også optrådt side om side i et par udgivelser,
han var medredaktør af, en om Europas opdagelse, en anden om europæisk
romantik. Det europæiske engagement fornægter sig aldrig, heller ikke
når talen fortrinsvis er om Frankrig. I bogen om de franske føres
læseren i knappe, overskuelige kapitler gennem forskellige aspekter af
fransk historie, politik og åndsliv, men ikke uden udblik til det
danske, således i sammenligningen mellem Paul Claudels og Kaj Munks
mirakelskuespil., L’Annonce faite à Marie og Ordet. Det er små og store
kup af den slags, som sætter beskrivelsen af Frankrig yderligere i
relief og befordrer læserens forståelse mere effektivt end en
fremstilling, som holdt sig helt inden for grænserne af ”l’hexagone”.
Mod slutningen af bogen gør Boll-Johansen sig nogle ædruelige
overvejelser over nationale fordomme: Dem er det ikke muligt at
eliminere, skriver han, ”hverken ved oplysning, besværgelse eller
forargelse”, de har deres nødvendige funktion i enhver kollektiv
identitetsdannelse, så derfor må opgaven bestå i ”at analysere og
relativere stereotypernes påstande.” Det kan man kun gøre, når man
sætter sig grundigt ind i dem – uden at lade sig rive med af dem.

Ikke
alene stereotyper, men også mere dybtgående undersøgelser og
konklusioner analyserer og relativerer Hans Boll-Johansen i bogen De
danske og de franske fra 2007, som bla. også indeholder en beretning om
franskfagets og franskstudiets historie i Danmark. Og så er relationen
eller snarere sammenstødet mellem fransk og dansk emnet for hans bog
Latter i dødens skygge fra 1999 om Louis-Ferdinand Céline, der havde det
held eller uheld – alt efter synsvinklen – at opholde sig i Danmark i
nogle år efter Anden Verdenskrig. (Bogen om Céline er i sig selv et
eksempel på forfatterens – altså Boll-Johansens – evne til at ”analysere
og relativere” stereotyper; en gennemgang af et forfatterskab, han
oprindelig ikke brød sig om, og som han bestemt heller ikke ender med at
omfavne, men at forstå bedre).
I bogen om danskere og franskmænd er
der sammenligninger mellem dansk og fransk, beskrivelser af danskeres og
franskmænds syn på hinanden og præcise iagttagelser om de to lande hver
for sig. Når vi kommer til 1968, kan Boll-Johansen ikke undlade at
nævne, hvorledes folk i Danmark ”ideligt må høre for deres generations
ungdomssynder, skønt det store flertal af dem aldrig kom i nærheden af
hverken basisgrupper, Thy-lejr eller rektors sherryflaske.” mens han
omvendt kan konstatere, at barrikaderne i Paris på længere sigt ikke fik
nogen videre indflydelse på det franske samfund og eller på et
uddannelsessystem, hvor man – som det allerede hed i De franske –
”lægger meget vægt på at udpege de fremtidige nøglepersoner i samfundet
inden de er fyldt tyve”. Hans modstilling af en foredragsaften i den
danske kirke i Paris og en samtidig optagelse i et vinbroderskab i
Bourgogne er for lang til at citeres her, men den har man værsgo’ at
læse! Når der står, at Joseph Goebbels’ begejstring for filmmediet
”sørgede for, at produktionsapparatet forblev intakt, hvilket betød at
fransk film var parat til nye udfordringer da krigen sluttede” – så er
det nok den mest underspillede måde at skrive om fransk kollaboration
på. Når endelig Boll-Johansen nævner, at ”det niveau fransk nu er kommet
ned på i det danske uddannelsessystem, [ikke] svarer til behovet for et
nuanceret kendskab til fremmede sprog i et avanceret europæisk land” –
så kan vi inden afstemningen om en uges tid smage lidt på ordet
”avanceret”.

Smage er noget, Hans Boll-Johansen kan: Han melder
sig blandt hedonisterne og kan gøre det næsten som en konvertit, for han
er som nordbo naturligvis godt puritansk opdraget. En hel bog af ham
hedder Ved Bordet, den udkom i 2003 og er på sin vis også en
sammenligning mellem fransk og dansk, men også mellem fransk og mange
andre nationer. Ikke for ingenting spiller Babettes Gæstebud en stor
rolle i bogen, og her og i en lang række andre litterære eksempler fra
ikke kun fransk eller dansk litteratur kommer fortolkeren fint til sin
ret og sine retter. Men bogen er ikke nogen kogebog. Den handler først
og fremmest om ”konvivialitet”, om måltidet som selskabelighed og som
opdragelsesmiddel, som socialisation, som kultur.

Som Ved Bordet
handler mere om omstændighederne ved indtagelsen af føde end om føden
selv, skal man være klar over, at Boll-Johansens bog Penge handler om
meget andet end penge. Her fremgår det straks af titlens fortsættelse:
mellem kapitalisme og humanisme, hvormed også er markeret et
modsætningspar. Dialektikken er denne gang også familiær, idet
forfatteren afslører, at hans to sønner har valgt forskellige karrierer i
verden, og at det netop har været et udgangspunkt for hans bog. Man
skal nu ikke tro, at forfatteren ikke selv giver sig af med penge, han
opregner til slut de familieforetagender, han og sønnerne driver. Der er
kapitler om spilleren, om den nærige, om ødelanden, om luksus, som
mister sit præg, når for mange får andel i den, men også om forretning
og moral, endnu et modsætningspar. Om erhvervslivets for tiden
opreklamerede Corporate Social Responsibility skriver Boll-Johansen:
”Man skal for en sikkerheds skyld spænde hanen på sin pistol, hver gang
man møder de to ord ’etik’ og ’moral” […] Og om velsignelsen ved
aktieselskaber, som på fransk fornuftigvis hedder Societés Anonymes:
”Det blev muligt at handle uden at snavse sine hænder til, myrde uden at
se nogen falde, udsuge uden at se nogen sulte.” I disse tider med
tommelskruerne på Grækenland glædes jeg over en sætning som denne:
”Måske er det på tide at sætte spørgsmålstegn ved objektiviteten i den
tyske holdning til europæisk økonomi?”

 Ja, de tyskere! De –
eller rettere de tysksindede i Sønderjylland – er emnet i Boll-Johansens
forløbig seneste bog Danskerpak og tyskerpak, som udkom i foråret. Som
opvokset i Aabenraa har han en særlig historie at fortælle, fordi der
efter befrielsen, da de tyske skoler blev lukket, kom ”tyske” elever i
klassen på Aabenraa Statsskole, hvor han gik. Først mange år senere, ja
først for ganske få år siden, er de gamle klassekammerater begyndt at
tale om baggrunden for det hele, om det tyske mindretals modtagelighed
for nazismen og den søde danske hævn efter befrielsen, da Frøslev-lejren
i en håndvending blev til Faarhus-lejren. Men det er ikke en bog, som
blot nu anklager danskerne og taler tyskernes sag. Når den tales, tales
den af de tyske skolekammerater, det er lykkedes Boll-Johansen at få
deres tunge på gled eller få dem til at rykke ud med de erindringer, de
har skrevet. Bogen lever op til bestræbelsen på at ”analysere og
relativere” stereotyperne. ”Det lyser ud af Uwes familieberetning at man
i Sønderjylland efter afstemningen i 1920 godt både kunne være medlem
af nazistpartiet og være et ordentligt menneske. Det er hele ideen med
denne dialektiske fremstilling at lade den slags paradokser fremtræde
som de var og ikke korrigere den for at skåne nutidens politiske
sensibilitet,” står der allerede på en af de første sider, og sådan
bliver det. De fleste kender udenrigsminister Scavenius’ erklæring fra
juli 1940 om de store tyske sejre, men de færreste kender
indenrigsminister Knud Kristensens cirkulære fra august 1940, som
opfordrer danske myndighedspersoner til at pleje også selskabelig omgang
med besættelsesmagtens repræsentanter. Hukommelsen, både den
individuelle og den kollektive, vil gerne være selektiv – Scavenius blev
syndebuk., Knud Kristensen blev statsminister -, men det får den ikke
lov til hos Boll-Johansen. Hans videnskabelighed fornægter sig aldrig;
vi får det hele med.

Hans Boll-Johansen holder meget af Michel
Tourniers fortælling om kaliffen af Isfahan, som søgte en ny kok og
havde to fremragende ansøgere. Den første lavede det mest utrolige 
måltid, så godt at kaliffens hof mente, at det var nok at smage hans
mad. Men kaliffen ville nu også prøve den anden – og han eftergjorde den
førstes menu! Det var for galt, sagde hoffolkene, men nej, sagde
kaliffen og ansatte dem begge to: Efterligneren til at sørge for
stabilitet i kvaliteten derhjemme, iværksætteren til at stå for nye og
originale menuer på rejser.
Faktisk holder Hans Boll-Johansen så
meget af den historie, at han bruger den to gange i sit forfatterskab.
Men det sker i forskellige sammenhænge, og derved viser han, at han 
faktisk er de to kokke i en og samme person. I dagens anledning går Det
Danske Akademi så let hen over hans konstatering af forskellen på den
placering, Det Danske Akademis besøg hos Académie Française for nogle år
tilbage har fået i de respektive akademiers annaler. Interesserede kan
læse om det i De Danske og de franske på s. 145, men nu er vi ikke spor
fornærmede, tværtimod giver vi dig med fornøjelse den pris, der har det
mest akademiske navn blandt vore priser: Selskabet til de skiønne og
nyttige Videnskabers Forfremmelses Pris. Kom herop og få den.

Hans Boll-Johansens takketale:
Tusind tak for de smukke ord.
For
mig er det specielt ærefuldt at blive anerkendt af Det danske Akademi,
når jeg tænker på jeres særlige forhold til, man kan man vel næsten
sige: ansvar for, det danske sprog.
Da jeg kom i 1. G – det var længe
inden der var noget der hed Det danske Akademi, kanon, og alt det andet
nymodens – gav min dansklærer os en liste over de 50-60 vigtigste
værker i dansk litteratur, som han anbefalede os at læse i løbet af de
næste tre år. Det gjorde jeg så, plus hvad de ellers havde på Det
sønderjyske Landsbibliotek i Aabenraa.  Og lige siden har jeg været
optaget af hvad litteraturen kan med sproget – og hvorfor et budskab gør
større indtryk og trænger bedre igennem til modtageren, når man giver
det en litterær form.
Jeg har i næsten alle mine bøger – også dem der
ikke primært handler om litteratur – brugt litterære eksempler, fordi
jeg tillægger det litterære udsagn en særlig vægt – og ikke mindst –
fordi jeg ikke kan stå for den veldrejede formulering.
Patrick Modiano
For
at spare tid her – jeg har fået besked på at fatte mig i korthed – har
jeg i dag trykt et essay i Kristeligt Dagblad om nobelpristageren
Patrick Modiano, hvor jeg mere detaljeret end jeg kan gøre det her,
forklarer hvordan han – med litterære midler – kan skrive den uhyggelige
stemning frem fra Besættelsestiden – uden at han i øvrigt selv har
oplevet den, og uden vide noget som helst om den hovedperson han skriver
om. Modiano er født i 1945.
Det er en holocaust-historie. Alle
mulige historikere har jo skrevet om holocaust med de mest gruopvækkende
detaljer. Men det lykkes Patrick Modiano, uden at kende andet til Dora
Bruder, som hovedpersonen hedder, end et avisudklip, efterhånden som
fortællerens efterforskning skrider frem, og selv om han egentlig ikke
finder ud af ret meget, at gøre læseren fuldstændig rystet over denne 16
årige piges deportation fra det berygtede opsamlingssted i Drancy
nordøst for Paris til Auschwitz. Og vel at mærke uden at skrive et
patetisk essay om det ondes natur. Det er ren litteratur, og det er
meget smukt - og diskret - gjort. Og rystende.
At fortælle om en der ikke efterlader sig nogen spor, det er virkelig den ultimative udfordring for en fortæller.

Det danske, det franske og det tyske
Den
anden grund til at det varmer mit hjerte at få en pris af netop det
danske Akademi, er at jeg har brugt halvdelen af mit liv, deromkring, på
at leve mig ind i fransk kultur og fransk litteratur. Jeg har boet fem
år i Frankrig og har skrevet disputats på fransk. Jeg har i en
menneskealder undervist på Københavns Universitet i fransk litteratur og
fransk kultur.
Så jeg er meget rørt over at I ikke har sagt: Vi giver kun den fine, gamle pris til rigtige danskere.
Jeg
synes selv jeg har fundet mig i en interessant iagttagerposition mellem
to sprog, hvoraf dansk altid er det ene. Det komparative aspekt er
gennemgående i det meste af hvad jeg har skrevet, med dansk som det
altid tilstedeværende referencepunkt.
Må jeg lige sige i parentes, at
jeg synes det er forkasteligt, at man på danske universiteter har
vænnet sig til at se ned på dansk som sprog. Vi er en nation af
selvhadere. Som til gengæld stærkt overvurderer det engelsk, vi formodes
stort set at beherske fra fødslen.
Det er fordi vore ledere ikke har
forstået, hvad sproget er for en fin ting. Det er jo ikke kun et
kommunikationsmiddel til at gøre sig forståelig for hinanden, det er et
helt forståelsesunivers. Hvis man behersker flere sprog på et vist
niveau, er det fortolkningsverdener der mødes, som George Steiner siger.
Men man skal være meget omhyggelig med at aflæse ordenes betydning i
forskellige sprog, ellers går det galt. George Steiner siger i Errata:
‘Spinoza affirms that error, controversy, mutual misinterpretation,
arise ineluctably from the incapacity of different languages to grasp,
to translate rightly, each other’s vocabulary and grammar,’ Sprogene er
hver for sig forståelsesuniverser af uhyre kompleksitet.

Hvis man
vil have et eksempel på hvor vigtigt det er at medfortolke de
forskellige virkeligheder ordene fungerer i, kan man tage ordet ’folk’.
Og se lidt tilbage i tiden.
Ordet folk er et ord, som i det
grundtvigske Danmark garanterer selve sammenhængskraften. Det folkelige
Danmark, taler vi gerne om. Det er os.
Men sådan et ord kan blive ideologisk kidnappet, ligesom Grundtvigs nordiske mytologi i øvrigt blev det af de samme kræfter.
Hvis man så tror at det dækker over den samme virkelighed, bare fordi ordene er de samme, kan man komme slemt galt af sted.
Ingen nævnt, ingen glemt.
Det
skete i de dage, dvs. i 30’erne, at nazismen kidnappede ordet ’folk’,
og brugte det i alle mulige sammensætninger, så det blev kompromitteret
generationer frem i tiden:  Volksdeutsche, Volksgenosse, Volkshalle,
Volkswagen, Volksgemeinschaft.
Kan I huske den tyske professor,
Victor Klemperer, der blev fyret fra sin universitetsstilling i Leipzig
fordi han var jøde? Han skrev i sin bog Lingua tertii imperii: ’Ordet
Folk bruges lige så ofte i tale og skrift som salt i maden, alt giver
man en knivspids folk: Folkefest, folkefælle, folkefællesskab, folkenær,
folkefremmed.’

Konvivialitet
Lad mig slutte med et eksempel fra den mere fredelige ende af kulturkampen.
Dengang
jeg skrev min bog om madkultur, Ved bordet. Madkultur i nord og syd,
blev jeg forelsket i et fransk ord, som jeg partout ville have med i
bogen, endda som kapiteloverskrift, fordi jeg mente at det var umuligt
at erstatte af et dansk ord. Det er jo ved mødet med sådanne
Jean-de-France-holdninger brave danske patrioter spænder hanen på deres
pistol: Kom ikke her og påstå at vi ikke kan sige alt på dansk. Vores
sprog ’stønner ikke forfangent i den vanskelige tanke’, sagde Søren
Kierkegaard. Det står stadig ved magt, selv om det i dag kun er
hesteejere der ved hvad forfangent betyder.
Mit livord var, på det
tidspunkt da disse hændelser udspillede sig, konvivialitet. Det er – som
enhver i denne sal ved - et centralt begreb i den gastronomiske teori.
Konvivialitet
er ikke bare et ord, det er en livsform. Når man taler om madkultur, er
det ikke alene et spørgsmål om den mad der laves, men om den stemning
der opstår omkring bordet, når der fremtrylles et måltid på gastronomisk
niveau.  Konvivialitet, det er den spirituelle konversation omkring et
bord, styrket af det udsøgte måltid og den fremragende vin.  Det er
åndfuldheden deltagerne i symposiet besjæles af, det er essensen af
måltidets æstetik. Og det er vitterlig noget andet end det der sker
omkring bordet, når karle og piger mødes til nadver for at stille sulten
efter en slidsom arbejdsdag.
Der er tale om to fortolkningsverdener,
to forskellige forståelser af hvad et måltid er. Franskmændene har
tænkt over de ting, og skrevet om dem, i hvert fald siden det 17.
århundrede. Vi begyndte for en generation eller to siden.
Selvfølgelig kan man ikke bare oversætte konvivialitet med ’samvær’. Der mangler alle de finere nuancer.
Jeg
er taknemmelig for at Johannes Riis ikke bare affærdigede min skåltale
om konvivialitet som noget fransk fis (selv om det er jo egentlig er det
de mener på Mors). Han kunne have sagt: hold op med det skaberi og gå
hjem og find et ordentligt dansk ord.
Johannes var åben over for den
tanke, at selv om ordet konvivialitet ikke findes på dansk, så kunne
det jo komme til det. Det var da et forsøg værd.
Operationen er ikke
lykkedes, skal det lige siges, endnu, ordet er ikke slået bredt igennem,
men nu gør jeg så et nyt forsøg i dag.
Eksemplet med ’konvivialitet’
er delvis en spøg i den franske manér. Men det er ikke en spøg at tænke
på om Gyldendal kan finde en forlægger med Johannes Riis’ vingefang,
når du engang går på pension. Jeg er taknemmelig for at jeg udgav på
Gyldendal, mens du var der. Og at du var min redaktør.
Det er for trist at tænke på, hvad der kan overgå det danske sprog i fremtiden, så jeg slutter brat, i den jysk-franske manér:
Hjertelig tak, kære Académiciens. Skulle det være en anden gang!