Til forsiden

2016 Peder Frederik Jensen

Per Øhrgaard: Motivering for tildelingen af Gelsted-prisen 2016 til Peder Frederik Jensen

Hos Franz Kafka står der et sted: ”For den, der lever sådan, er det tvang. For den, der ikke kan leve sådan, ville det være frihed.” Den sætning kan man godt komme i tanker om, når man læser Peder Frederik Jensens bøger. I den første, Her står du, kan man f.eks. læse: ”Familie er noget, man vælger til og fra.” Men mange andre steder står sætningen: ”Det er sådan, det er.” Og her er der ikke tale om valg. Det er der i virkeligheden heller ikke, når vi kommer til familien, tværtimod! Det fremgår f.eks. af dette sted i Peder Frederik Jensens seneste roman Vold: Simon er til sin mosters begravelse og til gravøl, hvor ”Simons næsten skindøde mormor blev fuld i cognac. Hun sad til bords med brødrenes far, der var ved at tippe ind i døden efter en livslang druktur, og moster Nana sad dér med sit demensblik (tre år efter var de alle væk og lagt i graven), og mormors skæg nærmest flagrede, da hun pludselig råbte, at det skulle jo have været hende, og moster Nana blev helt nervøs og råbte, at det var hende, der var død, og de måtte sige, nej, du er Nana, og så sagde mormor, at hun var Nana, og så, at nå, nej, og Nana sagde: Det er mig, der død, og brødrenes far sad med sin krøllede hat, udtjente krop og sine ben, der ved en eller anden form for mirakel ikke var blevet amputeret, men som var røde og skællede og mærkede af druk. Men han sad bare og nikkede med sin hvide hat og fredstegnet på et lille badge, mens to kvinder sloges om at være den anden, og begge to ville være den, der var død, og ingen var sig selv, og sådan er det jo: Ingen er sig selv, alle er noget andet. Enten skingrende skøre eller påvirkede af medicin og alkohol eller nyreligiøse og optaget af en større sandhed.” (S. 212 f)
    Det fortælles om den angiveligt så dystre Kafka, at han undertiden var ved at kvæles af latter, når han læste op af sine små noveller, og sådan er det også her: Situationen er grotesk – og frygtelig. Er man ikke part i den, ser man en scene fra en farce, men er man part i den, er man ved at fortvivle. Læseren er begge dele, romanens Simon er på en måde også begge dele, for han skriver jo om det alt sammen. Hele hans forfatterskab handler om spændingen mellem hvad man vælger til og fra, og hvad der ikke kan være anderledes, og om at hvert eneste valg skaber noget, som herefter ikke kan være anderledes, ikke tages tilbage eller gøres ugjort, men måske i bedste fald bearbejdes, være byggesten til noget nyt – en virkelig frihed? Det er tvivlsomt, som det er det med Simons familie: ”Hvis de havde været ingeniører og havde brugt den samme mængde energi og tid på en virksomhed, som de bruger på at manipulere, analysere og frem for alt fortælle historier om sig selv, kunne familien have ejet verden og bygget de største broer og hoteller, eller de kunne have haft et rederi og opkøbt Mærsk, men i stedet bruger de hver især år, hele og halve liv, på at brygge historier.” (S. 213) Simons familie er en patchwork-familie med ”mange weekendbørn, der strøg ud og ind gennem huset, indtil de forsvandt i forskellige former for sekter, politiske bevægelser og andre alternativer, hvor der måske var et svar, lidt fred, et sted at være.” (ibid.)
    Sekter, politiske bevægelser og andre alternativer: Peder Frederik Jensens personer, især hans fortællere, er søgende, men ofte uden selv helt at vide, hvad de søger. Titlerne på nogle af hans bøger viser det: Her står du (2007), Udsigtspunkter (2011) – du’et er nok snarest henvendt til fortælleren selv, udsigten er i hvert fald hans, men så kommer der en novellesamling, der hedder Banedanmark i ét ord (2014), så det er måske ikke så meget navnet på et selskab som en betegnelse for Danmarks bane i betydningen banesår. Derimellem romanen Læretid (2012), hvad der dog antyder en udviklingsroman, og så nu i år Vold – kortere kan det ikke siges, hvad der er et gennemgående tema hos forfatteren.
    For bøgerne handler for det meste om, hvor tynd vores civilisatoriske fernis er, og hvor mange helligdage der oven i købet er på det ferniserede gulv, hvor meget der fejes ind under gulvtæppet, for nu at blive i billedet, og hvor stærkt det efterhånden bulner. Lunten er kort: Når et hus i Gilleleje skal sættes i stand, bliver det snarere til hærværk, et skænderi ender hurtigt i vold, personerne flyder med en mudret strøm og har nok at gøre med at holde hovedet oven vande, derfor udebliver paranoiaen heller ikke, som når både fortælleren og hans veninde i Her står du føler sig iagttaget, overvåget, om det så er i supermarkedet. I Vold tales der tilsvarende om at blive fortalt af andre i stedet for selv at fortælle sin historie.
Livet forekommer på den ene side nærmest tilfældigt – tilfældige møder, tilfældige forhold, tilfældige slagsmål – og på den anden side lagt i så faste rammer, at de ikke er til at slippe ud af. Alle forhold er skrøbelige eller allerede brudte: Caroline går fra den ene til den anden, og med den aktuelle aftaler hun at køre nordpå, når de vågner. ”Det bliver der ikke noget af, tænkte hun og bad ham lyne sig ned i ryggen.” (Banedanmark s. 21). I Læretid er et parforhold mest af alt markeret ved, at pigen kommer og lægger en stabel trusser i kommodeskuffen, og på spørgsmålet, om hun er ved at flytte ind, svarer hun: ”Det ved man aldrig.” (Læretid s. 42) I øvrigt afsluttes det ved, at stablen af trusser er væk igen. Novellen ”Et møde” slutter sådan her: ”Hun havde et ar over brystet. Han spurgte, hvor stammer det fra.” – og så er den historie ikke længere, og der er ikke engang et spørgsmålstegn (Banedanmark 101).
Der berettes om megen elendighed hos Peder Frederik Jensen. Man kunne godt kalde ham socialrealist, og det mener jeg som en ærestitel: I en tid med mere og mere synlig elendighed ville det være at feje tingene ind under gulvtæppet ikke at beskrive den - om det så også kan vække protester, som det gjorde i forbindelse med hans tekst til tv-produktionen På røven i Nakskov. Peder Frederik Jensen er ikke sentimental, han har ikke travlt med hverken medlidenhed eller forsvar, han skildrer – ikke kun skinheads og deres brutalitet, men også de autonome og deres; bz’ere, Ungdomshuset, stofmisbrug, prostitution, ikke mindst i iagttagelserne af livet eller døden omkring Istedgade på Vesterbo, omkring Mariakirken.
Et sted i Vold tænker fortælleren Simon over sin og nogle andres skæbne. ”Den eneste forskel på Hassan, Omar, Satan [et navn for broderen] og Simon er sidstnævntes held med at finde en vej ud af sin vrede gennem håndværket.” (S. 339) Det er den vej, som beskrives i den minimalistiske roman Læretid fra 2012. Fortælleren tager arbejde som lærling på et småskibsværft i Kalundborg. Her indordner han sig, han lærer for alvor – så meget, at der for den læge læser er anbragt en liste over fagudtryk sidst i bogen, under overskriften ”Værktøjskassen”. I små kapitler berettes om livet på værftet: mester, svenden, mesters kone – og om lidt privatliv, som ikke så meget foregår i Kalundborg som på Vesterbro. På værftet lærer fortælleren at omgås værktøj, lærer hvad tingene hedder i virkeligheden, lærer f.eks., at man ikke saver med en sav, men skærer – for man kniver jo heller ikke med en kniv, vel? Her er noget at holde sig til, og fascinationen af det praktiske, af håndelaget, at værktøj spores også adskillige andre steder i forfatterskabet. Men den virkelige lære består i at finde vej ud af vreden, som altid også er afmagt. Hvis Her står du og Banedanmark mest beretter om den famlende søgen eller om det mislykkede, så kunne Læretid som motto have haft den afsluttende sætning fra Voltaires Candide: ”Man skal dyrke sin have.”
”Simon vil skrive om Afrika – i stedet kommer vreden. Han skal finde sig et job, være på forkant […]” (Vold, s. 69). ”Han sagde: Jeg vil gerne skrive om den rejse. Om at hjem ikke findes, at et sted defineres af det, der strømmer igennem det, men at alting kom til at handle om vold. Om rockerlærlinge og psykopatmode, om den nye type mand med store tatoveringer og klipklappere, korte hanekamme, den slags, hvor man aldrig ved, om de pumpede hormondyr er klar til at klippe fingrene af dig, eller om de arbejder i en vuggestue.” (S. 70f) Hvad enten vi er i Mauretanien, Senegal eller på Istedgade: Strukturerne er ikke så forskellige, mørket har så at sige flere hjerter, der er hele tiden kort til den vold, som har leveret titlen. Gaden, står der, ”er lidt som savannen, som naturen, hvor man heller ikke bør falde om, medmindre man vil pelses og flås og ædes til knoglernes hvide overflade.” (S. 224). Møderne i Afrika, med Pape, som man nærmest kan kalde en mentor, og Soda, som fortælleren bliver en slags kæreste med, synet ud over ørkener eller en bustur med pissende geder på (og gennem) taget, de stadige håb hos afrikanerne om at få hjælp til at komme til Europa, og fortællerens forgæves forsøg på at forklare dem, at der ikke er noget at komme efter: Alt dette komponeres i en bog, der stritter i alle retninger, men alligevel holder sammen på det hele.
Og så opdager man, at familien følger med til Afrika og Afrika tages med hjem til familien. Pludselig står der i Vold, at Afrika er ”yngste lillebror i en kæmpe, dysfunktionel familie.” (S. 372). Hvad gjorde den yngste lillebror i den dysfunktionelle familie, som vi hørte et længere citat om til at begynde med? Han lærte et håndværk som sin vej ud af den ufrugtbare vrede. Han kan filosofere over vanskelighederne ved at skrive og straks efter, og derfor, blive praktisk: ”Det er en lang, ustadig prosa, sagde jeg, og tænkte på at reparere varmeskader i lakerede overflader” (s. 305) – hvorpå der følger en nøjagtig brugsanvisning på, hvordan den slags skal gøres.
Og hvad burde Afrika gøre? Det samme – se at komme i gang: ”I har alt, men I mangler et marked. Det er da bare at komme i gang med motorsaven og oliepumperne. Men hold det for jer selv. Stop klynkeriet. Det meste af det, der foregår på kontinentet, er godt! Find en måde at gøre det bedre på, og dyrk så jer selv og skid på os hvide tumper. Vi har alligevel travlt med at lægge os selv og vores kultur i graven heroppe i det høje nord, den europæiske mindestue.” Men så fortsætter romanen: ”Sådan kan man tænke, tænker Simon og giver op.” (S. 353 f) Men ikke helt – for han er efter sin dundertale til afrikanerne også nødt til at erkende, at det, der måtte have bragt Europa længere i dyd og gode sæder end Afrika, er blevet til ved at udbytte – Afrika! Vores oplysning, humanitet, velfærd og ikke mindst selvgodhed er grundlagt på udbytningen af andre.
Hvor vanskelig en proces frigørelsen er, ved han, når han tænker på veninden Soda: ”[…] at hun mindede om kvinder, han kendte i Europa, der levede frie liv med mange partnere, men for Soda og hendes medsøstre medførte singletilværelsen en fundamental usikkerhed i et samfund uden velfærd. – Hun repræseterede en bevægelse, hun var frontløber i en afro-feministisk avantgarde, men samtidig var hun, i al sin ambition om at være en fri kvinde, reduceret til noget, andre ville have af hende.” (S. 141).
Måske bedst at dyrke sin have? hvis man ellers kan komme til det. Eller fortsætte slægten? Til slut deltager Simon i en undersøgelse om fertilitet, som er et problem ”for hvide kaukasiske mænd”, ikke for sorte. Heller ikke for finner – og hvorfor ikke det? fordi de kommer fra sibiriske nomader? Er det ”os”, der ikke har nogen fremtid? Det svares der ikke på, lægen siger: ”Vi ved ikke så meget endnu. Det er er nyt landkort fuldt af huller. Det er den nye verden.” (S. 381)

Prisen, der er indstiftet af Otto Gelsteds Mindefond, blev ikke skabt med henblik på Peder Frederik Jensen, for han var ikke født dengang i 1970 og kun lige akkurat, da den første gang blev uddelt i 1972. Men den passer til ham. Som Gelsted har han megen dannelse med sig – Gelsted kom fra jesuitterne, Peder Frederik Jensen har også teologi i bagagen – og samtidig et vågent øje for det, der foregår omkring ham. Gelsted kunne skrive om de oldgræske dramaer og som en af de første en præcis artikel om nazisternes kulturpolitik. Et sted forestiller Simon sig ”et polyfont værk fuldt af møder, skæbner, historier, sammenstød, forestillede sig en bog, inspireret af Truman Capote eller Sven Lindqvist eller Kaspuscinski, der kunne minde om Svetlana Aleksjevitsj, der fik nobelprisen i litteratur […].” (S. 258). En nobelpris kan vi ikke uddele, men en Gelsted-pris. Og da du oven i købet er kommet til stede – det er jo ikke altid, at modtagere af nobelprisen gider det - skal du også have den overrakt nu!