Til forsiden

2017 Pil Dahlerup m. takketale

Selskabets Pris til docent, emerita Pil Dahlerup

Der er mange momenter i Københavns Universitets historie, som en historisk interesseret godt kunne have tænkt sig at overvære. Selvfølgelig kan man allerførst tænke på selve indstiftelsen ved højtideligheden i Vor Frue Kirke 1. juni 1479, senere fortolket af Wilhelm Marstrand i hans bidrag til udsmykningen af festsalen fra 1871. Et andet moment kunne være Niels Hemmingsens doktorforsvar i 1557, hvor Hemmingsen efter diskussionen af sine teser om nadveren blev tildelt den teologiske doktorgrad. Det lyder måske ikke så spændende, men det var det, for der var tale om en højspændt politisk situation i kølvandet på reformationen. Det frister også fantasien, hvis man tænker sig at kunne følge den unge Ludvig Holberg og overvære hans aflæggelse af sin første universitetseksamen i 1704, og tænk hvis man kunne ledsage Nielsine Nielsen på hendes vej ind på lægestudiet som Danmarks første kvindelige studerende i 1877. Og hvem ville ikke gerne have været en litteraturhistorisk flue på væggen, da Georg Brandes som kontroversiel privatdocent ved Københavns Universitet i 1871 indledte sine berømte forelæsninger, Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Jeg var ikke en flue på væggen, men en af de mange tilhørere, der 2. marts 1984, var strømmet til Københavns Universitet for at overvære den daværende lektor Pil Dahlerups forsvar for sin skelsættende afhandling, Det moderne gennembruds kvinder. Og denne begivenhed var virkelig et afgørende historisk moment i Københavns Universitets historie. Den store festsal var tæt pakket, og mange var ikke så heldige at blive lukket ind i den imponerende hal. Det brogede publikum bestod både af akademiske honoratiores, efterkommere efter berømte forfattere og helt almindelige læsere, og det er mildt at sige, at stemningen var forventningsfuld. Endelig ankom Pil Dahlerup i rollen som præses, og det akademiske teater kunne begynde. De mange læsere, studerende og unge akademikere i salen følte sig som vidner til en gennemgribende forandring i den litterære kultur. Det begyndte muntret med, at Pil Dahlerup forklarede, at der var en trykfejl i et afsnit om Emma Gad (s. 467) – der stod nemlig i afhandlingen, at Emma Gad blev snydt for det første kys’ store ulykke! Der skulle have stået det første kys’ store lykke! Og munterheden og viddet fortsatte med at sprudle under det lange forsvar.

Pil Dahlerups afhandling udkom i 100-året for Georg Brandes betydningsfulde værk, Det moderne Gjennembrud Mænd, 1883, og den beskrev de 70 kvindelige forfattere, der debuterede i perioden 1871-1891. De repræsenterede et storstilet kvindelitterært gennembrud, men de kom til at indtage underordnede positioner i den litterære kultur, slet og ret på grund af deres køn. Afhandlingen var og er stadig en suveræn demonstration af akademisk lærdom og præcision. Den går på opdagelse i værker og tekster af den lange række forfattere, der blev moderne på den måde, at de forholdt sig til en patriarkalsk konstruktion, hvis første tegn på forfald var forhånden. Pil Dahlerup grupperer de mange forfattere ud fra deres fortælleposition og psykiske position i forhold til patriarkatet som henholdsvis sønner, døtre, emanciperede, mødre, hustruer og det hele menneske. Afhandlingen inddrager både sundhedsvidenskabelig, psykologisk, historisk og socialvidenskabelig forskning i sine undersøgelser og leverer et nuanceret og skrapt portræt af Georg Brandes og hans kønstænkning, der skaber et grundlag for en ny forståelse af hans litterære studier. Den dag ved forsvaret fik tilhørerne og opponenterne en uforglemmelig demonstration af, at tiderne var skiftet. Skattekammeret til fortidens kvindelitteratur var åbnet; og tiden, hvor man kunne affærdige kvindelige forfattere på grund af deres køn kunne begynde at gå på hæld. Allerede i artiklen ”Om at bedrive metafor” i tidsskriftet Vindrosen 1971 leverede Pil Dahlerup slående videnskabelige argumenter for, hvordan hvide overklassemænd gennem brug af natur- og dyre-metaforik udgrænser kvinder og ikke-hvide af den herskende kultur, og med den formidlende udgivelse Litterære kønsroller (1973) påviste hun forskelsbehandlingen af kvinder i litteraturhistorieskrivningen og den litterære kritik. Hendes demonstration af, hvordan forfatteren Cecil Bødker blev forskelligt behandlet alt efter, om man antog Cecil for at være navnet på en mand eller på en kvinde, knuste gamle argumenter om, at det kun er litterære kvaliteter, der tæller hos kritikken og i forskningen.

Med disputatsen om Det moderne gennembruds kvinder udstak Pil Dahlerup nye mål for litteraturforskningen, både når det gælder studiet af køn og litteratur, tekstanalyse og litteraturhistorieskrivning, og hun fortsatte straks sit energiske arbejde ved selv at bringe nye ideer på banen. Hun introducerede dekonstruktionen som litteraturteoretisk strømning i sin fine udgivelse Dekonstruktion – 90’ernes litteraturteori (1991), og snart var hun i gang med sit nye hovedværk, Dansk litteratur, der er en videnskabeligt baseret dansk litteraturhistorie. Det storstilede projekt har foreløbig resulteret i udgivelsen af fire sprænglærde bind fra middelalderens frem til reformationens litteratur. Jeg fik nys om dette spændende projekt, da Pil Dahlerup i 1993 valgte at bidrage til Nordisk Kvindelitteraturhistorie med et lysende kapitel om de danske Mariaviser, som senere blev afsæt for et kapitel i Dansk litteratur. Ideen om en ny litteraturhistorie blev nærmere præsenteret, da Pil Dahlerup på et seminar for unge litteraturforskere i 1994 bekendtgjorde, at hun syntes, at dansk litteraturhistorie handlede for meget om smørpriser og for lidt om dansk litteratur. Det kunne hun bestemt have ret i, og hendes eget arbejde med litteraturhistorieskriningen ud fra et nyt videnskabeligt grundlag aftvinger beundring og respekt. Dansk litteratur er et bundsolidt, systematisk arbejde, der sammenfatter et enormt stof, og leverer knivskarpe definitioner af sine begreber og sin retoriske tilgang til litteraturhistorien. Min yndlingsdefinition er definitionen af litteratur, der slet og ret lyder: litteratur er den kunst, der laves ved hjælp af ord, hvilket er en definition, som Pil Dahlerup formulerer i det første afsnit i det første bind af litteraturhistorien. Jeg har brugt denne definition mange gange, når litteraturdiskussioner er ved at forplumres og gro til i forbehold og unødvendigt teoretisk fumleri: litteratur er den kunst, der laves ved hjælp af ord – så enkelt og sammensat kan det siges. Pil Dahlerups værk stråler af lærdom, men det kan også glimte af et blik for den barske humor, som de gamle tekster rummer, som når Pil Dahlerup citerer den middelalderlige Peter Låle for ordsproget om den bedrevidende bonde, der siger: ”Jeg kender vel karse, sagde bonden; han åd skarntyde”.

Bindet om den litterære reformation udmærker sig både ved sin fængende diskussion af Luther som digter, af reformationens brutale retorik og sin fremstilling af de tab i forhold til Maria-kulten, som reformationen fører med sig. Det er nye og skarpe litteraturhistoriske blik.

Pil Dahlerup har givet os en videnskabelig produktion, som gennemgribende har fornyet danske litterære studier lige fra hendes første afhandling om Paul la Cour i 1962 over stribevis af artikler, antologier og bøger frem til det nye store litteraturhistoriske projekt, der stadig er under udarbejdelse. Som læser glæder man sig til fortsættelsen og de litteraturhistoriske landskaber, der bliver tegnet op, for man ved, at man bliver overrasket, imponeret og udfordret.

Hjertelig tillykke til Pil Dahlerup med Selskabets Pris, denne fine gamle pris, der daterer sig tilbage til det 1700-tal, som Pil Dahlerup snart når frem til i sit værk.

Anne-Marie Mai



TAKKETALE
for modtagelsen af Selskabets Pris 2017
Rungstedlund 24. november 2017

En solskinsdag i foråret sad jeg med tæerne i sand på stranden i Rørvig. Mobilen ringede, og stemmen sagde ”Det er Søren Ulrik”. Nu kender jeg kun én med det fornavn, så jeg blev beæret og overrasket allerede, inden jeg hørte ærindet. Da jeg forstod, at jeg ville modtage Selskabets Pris for 2017, blev jeg glad, meget glad. Det var et lykkeligt øjeblik, hvor mine børn og børnebørn legede på stranden, og jeg fik anerkendelse for mit arbejde. Mit livs prioriteringer, dvs. mine bøger, mine børn og mine blomster, gik pludselig op i en højere enhed. Nu var blomsterne ganske vist mest tang og marehalm, men alligevel: en lykkelig dag og af hjertet tak.

Tak, fordi I har set den glæde, som mit arbejde giver mig. Det er en drift; jeg ved ikke, hvor den kommer fra, men jeg glæder mig hver morgen til at komme i gang: Læse en ny tekst, opdage et mønster, forstå en sammenhæng, høre en ren litterær tone, gå ind i fiktive universer, løse nogle gåder, finde ud af, hvad der i en given tekst er på færde – og fortælle om det til andre.

Tak, fordi I har givet Selskabets Pris til en forskertype som mig. Af mine lige nævnte prioriteringer, bøger, børn og blomster, fremgår det, at jeg har foretaget nogle valg. Jeg er ikke medlem af noget politisk parti, jeg deltager ikke i sociale eller kulturelle bevægelser, jeg skriver ikke læserbreve eller kronikker i Politiken. Ikke fordi jeg mangler lyst eller synspunkter, men fordi jeg tidligt har indset, at jeg ikke når mere i dette liv end at passe mit arbejde og mine nærmeste og sørge for trygge og smukke omgivelser til begge dele. Jeg har et motto fra komponisten Niels W. Gade. Han var på vej til Kongens Have, da han i Gothersgade mødte en yngre kvindelig bekendt. ”Vil du med på en spadsere tur?”, spurgte han. Hun takkede nej, fordi hun skulle hjem at lave frokost til familie og gæster. ”Så skal du gøre det ordentligt”, sagde Niels W. Gade, ”ellers vil du kede dig”.

Tak, fordi I har givet mig en pris, der i sin oprindelse er for både skønhed og nytte. Det sidste, nytten, har, som I kan forstå, været mig en anfægtelse. Allerede i mellemskolen, som det hed dengang, vidste jeg, at jeg burde blive sygeplejerske eller læge, men at mine evner ikke lå der. Jeg har måttet skrue nytte-ambitionerne ned og nøjes med at gøre det, så godt jeg kan, i den niche, som er blevet min. ”Nogle skal lave marcipangrise, og nogle skal skrive litteraturhistorie”, som jeg i mine unge universitetsår sagde, når mine kolleger og jeg luftede vores altid sårbare sociale samvittighed. Til den samvittighed har jeg også sagt, at jeg trods alt har givet stemme til nogle, hvis stemmer ikke var hørt i de traditionelle litteraturhistorier, jeg har forsøgt at åbne øjnene for noget fremmed, og jeg har stræbt efter at have autoritet, men ikke være autoritær. Jeg prøver at sige, at en tekst kan betyde det og det, men ikke at den absolut gør det.

Tak, fordi I har givet en pris til en anderledes litteraturhistorie. Akademiet har medlemmer, der har skrevet litteraturhistorie på en anden måde. Der er i vor tid sket mange og spændende opbrud i denne genre. Jeg har selv lagt vægt på at gøre litteraturhistorien litterær, dvs. undersøge, hvad forfattere gør med sproget, med genrerne og med æstetikken. Jeg har ønsket at hæve litteraturhistorieskrivning til samme intellektuelle niveau, som litteraturanalyse og litteraturteori i de sidste generationer har nået. Jeg har lagt vægt på emperi og har et bredere tekstgrundlag end sædvanligt. Læser man 20 folkeviser, ser man ikke de mønstre, som alle 539 og deres varianter danner. Læser man 2 prædikener af Hans Tausen og ikke hele hans Postil, opdager man ikke, at han snarere er en dansk Melanchthon end en dansk Luther. Og det er først, når man læser alle salmerne i den første samlede protestantiske salmebog (1569), at man opdager, at der ingen sol er (undtagen i genbrugte middelaldersange som ”Den signede dag”). Salmesolen stråler først hos de senere store salmedigtere. Jeg vil også lægge et forsvar ind for nærlæsning. Metoden er beskyldt for at lukke omverdenen ude. Det passer ikke. Når litteraturhistorikeren er rustet til tænderne med datidshistorie og nutidsteori, vil han og hun kunne aktualisere de potentialer i teksten, som rækker ud over den selv.  Jo mere, man ved, jo mere ser man, -  hvis man ser nøje efter.

Tak, fordi I har givet en pris til et vidtløftigt projekt som mit: Ene menneske at skrive den danske litteraturs historie. Til mit forsvar vil jeg sige, at ideen ikke var min; hovmod og overmod satte først ind, da jeg sagde ja. Min kollega John Chr. Jørgensen har i en anmeldelse regnet ud, at med den fart, jeg holder, bliver jeg færdig i 2062. Det har jeg nu taget højde for. Jeg forberedte min forlægger på, at jeg nok blev nødt til at skrive det sidste bind i himlen. ”Det er i orden”, sagde han, ”bare postgangen fungerer”. Den aftale har jeg indtil for nylig været tryg ved. Men med udviklingen i PostDanmark og PostNord begynder jeg at blive bekymret. Jeg holder modet oppe ved hele tiden at skubbe målet foran mig. ”Bare jeg når middelalderen,” sagde jeg i begyndelsen. Jeg har nået senmiddelalder og reformation. ”Bare jeg når renæssancen”, tænker jeg nu.

Tak igen for prisen. Uanset, om tidspunktet vil vise sig at være et sted undervejs eller ved vejs ende.

Pil Dahlerup