Til forsiden

2017 Kristian Bang Foss

Tale for Kristian Bang Foss ved tildeling af Beatrice-prisen

Det var med hjertet i halsen, at jeg for nogle år siden lod først min ene, så min anden søn begynde på vores lokale folkeskole, Øster Farimagsgades Skole på Østerbro – en institution, der blandt sine alumner tæller både Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og den formodede leder af Loyal to Familia, Shuaib Khan.
Det er der ikke noget mærkeligt i, sådan har de fleste forældre det vel, når de overgiver deres børn til en hvilken som helst skole, vel vidende at bagved dens mure bliver skæbner beseglet. Men over for Øster Farimagsgades Skole følte jeg en særlig frygtsomhed, som jeg ved skyldtes Kristian Bang Foss.
Det er nemlig den skole, nogle af traumerne kan føres tilbage til i Foss’ gennembrudsroman Stormen i 99, som udkom i 2008. Det er en kollektiv- og arbejdspladsroman, der også rummer en romance mellem to af personerne, vi møder, nemlig Anton og Nanna. De er i begyndelsen af tyverne og møder hinanden som medarbejdere på In-Wears lager på Raffinaderivej på Amager – den arbejdsplads, der fungerer som romanens sociale omdrejningspunkt.
Anton og Nanna kender hinanden fra tidligere. De har begge gået på Øster Farimagsgades Skole, hvor Nanna – dengang Nanna H – blev mobbet med sin vægt. Det var Anton sandsynligvis med til, og muligvis er også gerningsmanden traumatiseret, for det har han i hvert fald glemt, eller måske belejligt fortrængt, på romanens nutidsplan – og Nanna er hensynsfuld nok til at sige, at de andre var værre.
Uden større entusiasme indleder Anton og Nanna noget, man kunne kalde for ”et forhold”, som Anton har svært ved at forstå. Tænk at han er blevet kæreste med hende, de mobbede, hende den tykke, fra folkeskolen. Vi bliver indviet i hans tanker, idet han forsøger at tage sig sammen til at ringe til hende, og jeg citerer her fra romanen:

”Han kan ikke bare gå og bolle hende, han må også vise lidt interesse. Og på et eller andet plan synes han også, hun er dejlig, men samtidig ser han det hele tiden udefra, hvad tænker folk mon, er hun ikke lidt tyk, og så skammer han sig over at have tænkt sådan. Han kan sidde og betragte hende og sige til sig selv, aj, hun er altså ikke rigtig tyk, men så vender hun sig lidt, og så ser hun pludselig tyk ud, og så vender hun sig lidt igen, og fra den nye vinkel, som kun er en lillebitte smule forskellig fra den gamle, ser hun helt slank ud, nu kan man ikke se fedtbræmmen under hagen – som der jo er så mange, der har. Hvis bare hun kunne slanke sig lidt mere, så ville hun da bestemt være smuk … og hun har allerede slanket sig en del, i hvert fald siden folkeskolen. Nu ringer han til hende og spørger, om de ikke skal lave noget i aften” (s. 107)

I passagen hører vi, hvordan pligtfølelse, lyst, tvivl skam og selvovervindelse følger efter hinanden – og blander sig med hinanden, ”på et eller andet plan” – i Antons bevidsthed, idet han tager sig sammen til at ringe til sit tidligere mobbeoffer og nuværende kæreste. Og hvordan ser Nanna så egentlig ud? Det får vi aldrig noget klart indtryk af, for det kan hverken hun eller Anton svare på. Det er de alt for labile, usikre og ydrestyrede til.
”Sammensat” kan man da godt kalde Anton, med et udtryk, der lyder lidt for dyrt, fordi det er, hvad han er – ligesom de andre medarbejdere på lageret, vi møder i Stormen i 99. De er strandede, forslåede, traumatiserede. Smålige, mobbende, mistænksomme, hævngerrige og intrigerende, men også af og til medmenneskelige og forstående. De skammer sig også, de længes, de drømmer, de fortryder – og de elsker og trøster til tider hinanden. De er opgivende og ukuelige, nogle gange på samme tid, som hos Strindberg eller Samuel Beckett.
Og ligesom personerne er også fortælleren i romanen letpåvirkelig og lunefuld: alvidende og ofte pedantisk, overlegen og præcis, forfinet og vulgær, skiftevis sarkastisk og solidarisk, og med en kropsrealisme, der ville have gjort Rabelais stolt. Det er slet ikke så lidt, man får at vide om personernes peristaltik, om deres tarmvægge, fordøjelseskanaler, og toiletbesøg, som giver et stærkt og stinkende billede af lagerarbejdernes lorteliv.
Hvis Milan Kunderas ord om, at kitsch bygger på fortrængningen af afføringens eksistens i verden, stadig er gældende – ja, så må man sige, at Stormen i 99 er en meget ukitschet roman.
Toilettet er nemlig et centralt sted i romanen, et locus electus, eller rettere: et lokum electum. Et af Nannas traumer fra Øster Farimagsgades Skole stammer fra dengang, de andre elever smed hendes skoletaske i toilettet. Og da hun første gang forenes seksuelt med Anton, ja, så sker det naturligvis på toilettet på deres arbejdsplads, der er i øvrigt også er en betydningsfuld scene for romanens whodunnit-plot: Den begynder med, at medarbejderne møder op en morgen og finder toilettet indsmurt i lort.  Spørgsmålet, det afføder, om, hvem ”fækalisten” er, skaber både spænding og paranoia i Stormen i 99.
Men på trods af plotelementerne er dét, der står tilbage fra læsningen af romanen, et stærkt indtryk af Foss’ mesterskab i at skildre menneskelig stilstand og stagnation – noget, han viste betydelige evner for allerede i debutromanen Fiskens vindue fra 2004. Den titel refererer til fiskeartens stærkt begrænsede synsfelt, der inden for romanens ramme bliver til en metafor for perspektivets snæverhed hos dens personer. Især den navnløse fortæller, der bestandigt fortaber sig i detaljer og æstetiske idiosynkrasier. Som for eksempel, hvordan hans kæreste Thóra holder bestikket, når hun spiser, eller hvordan hun børster tænder og tager sine kontaktlinser ud.
Pertentligheden kulminerer i andet kapitel, hvor fortælleren bruger 20 ud af romanens kun 122 sider på en minutiøs indføring i fluefiskeri. Men ellers er der ikke meget, der kulminerer i romanen, der ligesom Stormen i 99 låner træk fra slacker-genren og begynder med en lettere akavet juleferie i Reykjavik og ender om efteråret med endnu en fisketur til Sverige, uden at nogen indre eller ydre udvikling har fundet sted.
Det gør der til gengæld i Kristian Bang Foss’ hidtil seneste roman, Døden kører Audi fra 2012. Bare på de første ti sider mister jegfortælleren Asger sit job i reklamebranchen, han bliver kasseret af sin kæreste og går i hundene i et vældigt højt tempo. Men han kommer uventet hurtigt op igen, da han får et job som handicaphjælper for den multihandicappede Waldemar. De to finder hinanden i et forunderligt fællesskab, funderet i kulsort humor og udviklet igennem bizarre optrin og episoder i den sociale ghetto i den fiktive forstad Stentofte, som er Waldemars habitat.
I romanens anden halvdel forsøger de sammen at flygte fra stedet, på et desperat road trip med kurs mod en healer i Marokko. Men med mindeværdige stop undervejs, ikke mindst hos et dansk kunstnerkollektiv i Limousin-regionen i Frankrig, grundlagt som et eksil fra Fogh-regeringen. Romanen munder ud i en række poetiske ørkenbeskrivelser, som kompletterer billedet af Asgers og Waldemars sindstilstand. Idiotien er skildret uforsonligt, afstumpetheden uden formildelse, forsumpningen uden glamour eller eksistentielle dybder.
Og det mærkelige er, at man igen og igen bliver opløftet af at læse om de mest nedslående situationer og omstændigheder i Foss’ romaner. Han øser som stilist af et stort og decideret sprudlende overskud, og som satiriker er han godt på vej imod Scherfigske højder. For nu at nævne en anden forfatter, der har givet Indre Østerbro betydning i litteraturen, og som vidste, at genrer er gode, fordi genrer kan bruges til mange formål.
Men der er væsentlige forskelle på de to. Kristian Bang Foss’ romanpersoner rummer en psykologisk og moralsk kompleksitet, som Scherfigs aldrig kommer i nærheden af. Og det er – vil jeg gerne understrege – uendelig vigtigt i disse år, hvor der er skarp konkurrence imellem primitive menneskeforestillinger. Tag for eksempel de stærkt reduktive politiske diskussioner om, hvorvidt mennesket er en aldeles uædel eller en aldeles ædel skabning – de er ufrugtbare, ikke mindst fordi de fjerner os mere og mere fra tanken om, at mennesket er mere end én ting – og mere end én ting ad gangen. Hvor ville de dog kunne beriges med et skud samtidslitteratur, ikke mindst i form af Kristian Bang Foss’ flerdimensionelle menneskeskildring.
Og nu vi er ved det politiske, så lad mig nævne en anden vigtig forskel mellem Scherfig og Foss, som angår det utopiske.
Der er nogen, der hævder, at der bag satirens vrede og aggression altid gemmer sig en utopi, en drøm om hvordan verden rettelig burde være. Det passer perfekt på Scherfig, der jo drømte om det klasseløse samfund, hvor kapitalismens uretfærdighed var afskaffet sammen med borgerskabets dårskaber, som hans romaner jo svælgede i.
Men passer det på Kristian Bang Foss? Ikke umiddelbart. Til forskel fra Scherfig bygger Foss’ veludviklede fornemmelse for tingenes forkerthed ikke på underforståede entydige forestillinger om, hvordan tingene så burde være. Indignationens ubestemmelighed er netop én af forfatterskabets store fascinationskilder. Og den sociale kritik i Stormen i 99, for eksempel, bliver kun mere effektfuld af at være adresseløs.
Alligevel fornemmer jeg en utopisme et sted eller andet sted i eller bag ved forfatterskabet – om ikke andet, så i den desperation, man finder i Døden kører Audi. Eller i det apokalyptiske håb om forandring og renselse, som orkanen skaber i Stormen i 99. Eller, mere lavmælt og overraskende, i den helt elementære medmenneskelighed, der pludselig får en stemme, nærmest en fremmed stemme, til allersidst i denne roman, hvor Nanna ligger i sengen og lader sig overvælde af verdens ondskab og siger til Anton: ”Jeg tror ikke, at det går meget længere”. Hvortil Anton svarer: ”— Jo, det skal nok gå, hvis bare vi passer på hinanden” (s. 245).
Med Becketts berømte ord: ”You must go on. I can't go on. I'll go on”. Beatrice-Prisen, stiftet af Birthe og Paul Beckett, gives til en skønlitterær forfatter, hvis ”allerede udgivne bøger har en kvalitet, som der er grund til at påskønne, og om hvem der er grund til at tro, at han eller hun vil udvikle sig yderligere”. Akademiet har al mulig grund til at tro, det vil ske med Kristian Bang Foss, og derfor skal han have prisen i dag.
Vi gælder os, meget endda, til at følge, hvordan kritikken og utopismen vil udvikle sig i dine kommende bøger!
Lasse Horne Kjældgaard