Til forsiden

2019 Olga Ravn

Ursula Andkjær Olsens tale til Olga Ravn ved Det Danske Akademis årsfest, d. 29. november 2019

Jeg er rigtig glad for at få lejlighed til at holde en tale til dig og for dig. Og jeg har været ligeså rigtig glad for at genlæse – læse – mig igennem hele dit værk i den anledning.
Ved et sådant samlet møde mærker man, at du allerede har et imponerende oevre bag dig – nu siger jeg lige oevre for at undgå ordet produktion…
men altså:
Du har siden dine debutdigte fra 2012 udgivet yderligere to digtsamlinger. OG to romaner. Og derudover har du ydet dit som både oversætter, redaktør og hekseskole-leder.
Det er sgu godt gået.
Først kom – naturligt nok – din debut, digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng fra 2012.
Det gik ikke stille af – og allerede der bragte du, også via kærlighedserklæringen til Tove Ditlevsen og hendes Pigeliv, en vigtig figur ind i billedet – nemlig PIGEN. Hende vender vi tilbage til.
Dernæst kom selvudgivelsen Mean Girl fra 2014,
som jeg selv var så heldig at nå at få et eksemplar af – fotokopieret på broget papir og ankommende i en glimmerprydet konvolut, som jeg husker det.
Så kom spøgelsesromanen Celestine fra 2015.
Digtsamlingen Den hvide rose fra 2016,
hvis indledende digt: alt hvad jeg har gjort for at beholde dig blomstrer
bare er en af den slags sætninger som i hvert fald JEG ikke kan give slip på.
Og senest har du udgivet science fiction-romanen De ansatte
som kom i 2018. Og som udsprang af et samarbejde med billedkunstneren Lea Guldditte Hestelund, hvis skulpturer optræder som mystiske fremmedlegemer inde i romanens univers.
Igennem disse værker – det mærker man også tydeligt, når man læser dem samlet – løber nogle både blodrøde og sølvslimede tråde, som binder det hele sammen.
Det er de tematikker, teknikker, metaforer og humører som tilsammen danner din verden. Og som gør at man tydeligt genkender din stemme både når den taler om (post)moderne pige- og kvindeliv, når den lånes til et pigespøgelse fra en fjern, romantisk og grusom fortid – og når den gives til et helt kollektiv af stemmer ombord på et rumskib i det 22. århundrede.
Kort sagt: Den olgahed som er din skriftlige stemme.
.
Et af de mest slående tyngdepunkter i dine værker indtil nu er PIGEN som figur.
Pigen som en der står IMELLEM de (måske) mere faste positioner barn og voksen.
Pigen som en bred vifte af handlinger, ritualer og rekvisitter.
Og pigen som en mulighed, der bliver ved med at stå i overgangenes tegn, som ER overgang. Hun falder ikke til ro. Hun bliver ved med at klø.
I din roman Celestine kradser spøgelset i den mur hun er blevet muret inde bag ved af sine forældre – i middelalderen – pga. forbudt kærlighed. Eller i hvert fald klør det grundigt i romanens hovedperson – der har en opvækst som skilsmissebarn bag sig og nu er hvileløs højskolelærer –
Kort sagt: Det klør grundigt i hende efter at komme tæt på Celestine, være den krop, den indemurede middelalderpige ”kan lægge sig i og ånde stille og raspende som et dyr”, som det hedder.
Hovedpersonens og Celestines kroppe er altså helt enkelt åbne for hinanden. Deres gennemsigtighed, deres næsten-hed, gør dem nemme at bringe ud af sig selv – og ind i hinanden, ind i andre.
Både PIGEN og SPØGELSET er nogen/noget som kan hjemsøge enhver, som har noget uro i sig. Enhver, hvis overflade ikke er helt lukket.
.
Den pigefigur du fremmaner handler ikke så meget om en romantisering af ungdom – som vi jo ellers har en del af i vores kultur generelt. Hun viser sig snarere som en slags romantisk genkomst, en hyldest både til det der glimter og funkler, OG til det unheimlige, det urolige, rastløse, flimrende,
som SØGER, SØGER, SØGER og bare ikke VIL falde på plads.
Og som altså også hjemsøger både fortiden, nutiden og fremtiden PLUS omkringliggende bevidstheder med sit overskud af energi. F.eks. sit overskud af BILLEDER.
Med en ret cool betegnelse kan man kalde din PIGE, dine pigefigurer, dit univers, eller dele af det, for GIRLESQUE.
Og med til dette girlesque hører en vis ekshibitionisme, maleriskhed, en dramaqueen-hed og en hel masse udstyr! I må gerne lige holde fast i det her med udstyret, rekvisitterne, tingene, overfladerne, materialer, for med dem, tror jeg at vi nærmer os noget andet meget vigtigt …
Man kunne måske tænke, at denne PIGE er en useriøs skikkelse.
En som konstant taler om tings fedtede overflader, om krøllet silkepapir og smeltet ost – og ikke om verdenssituationen og seriøse politiske problemer.
Som jeg ser det, er der noget afgørende – også et kritisk potentiale – i at pigefiguren netop viser sig som en mulighed for en identitet som IKKE lader sig slå fast med syvtommerssøm,
som ikke ØNSKER at blive slået fast med syvtommerssøm – og sidde som en spiddet sommerfugl bag glas og ramme.
Med sin impertinence kan PIGEN rynke på næsen af det fine og færdige individ – ikke helt ulig oplysningstidens klassiske impertinente figurer, som f.eks. Holbergs Henrik og Pernille, der altid lykkes godt med at udstille deres kloge og magtfulde herskabers tåbeligheder.
Det er en velkendt konstruktivistisk pointe – som i øvrigt kan diskuteres – at identitet er noget man gør, ikke noget man er.
Dine pigefigurer, Olga, får mig til at tænke, at PIGEN måske er en af dem som tager dette på sig – som en vej ud af de individforestillinger vi ellers har holdt fast i igennem de seneste par århundreder.
Individforestillinger som har ført meget smukt og godt med sig, men som også har udelukket en hel del – f.eks. alt det, der omgiver disse individer.
For PIGEN spiller relationerne til tingene, til omgivelserne, f.eks. via deres overflader, en kæmpe rolle. Hun er ikke lukket om sig selv, hun er all over the place.
Hun kommer frem som skygge, SELV når hun bliver muret inde bag en væg.
Hun er en trickster, som forstyrrer de store linjer, de globale sammenhænge.
Og hun tager det på sig, at identiteten har brug for omgivelserne, overfladerne, for alle disse TING, alt det ikke-menneskelige:
For når rekvisitterne –
vel at mærke både de lyse og de mørke, de skønne og de hæslige, hårnåle, cremer, lus og larver –
når de er så vigtige, er det jo netop pga. PIGENS aldrig helt faste identitet.
De tomme pladser i systemet PIGE kan – eller skal nødvendigvis – hele tiden indtages af nye skønne eller hæslige genstande på gennemrejse.
Verden rejser igennem hende – det er måske hendes dannelsesrejse.
.
Ikke bare genstandene er på gennemrejse hos dig, hos dine figurer. Nært knyttet til dette er også BILLEDERNE på gennemrejse:
Dit billedsprog er båret af både skønhed og skødesløshed.
Det virker som om du altid er på vej med ubekymret iver i en evig sult efter flere billeder.
PIGEN ER SULTEN, kan man sige!
Man har igennem tiderne talt om både billeddyrkere og billedstormere; at læse dig er som at befinde sig inde i en billedstorm, hvor det ene billede taber sig selv ned i det næste, og hvor man som læser er nødt til at lade sig falde med for at følge billedet – og derfor pludselig finder sig selv faldende som en anden Alice på vej ned i kaninhullets eventyrland.
Nu lagde du jo ud som digter, og der er ingen tvivl om at det er en af de ting, du er. Men din prosa GØR eller UDFØRER din poesi på mindst ligeså markant vis. Så når jeg nu vil prøve at komme lidt tættere på et par eksempler på dine billedhvirvler, bliver det med et par passager fra Celestine:
”Jeg kunne godt overgive mig til noget totalitært. Jeg kunne godt synke ind i et system som ned i blank sø, hvor fuldvoksne gedder slangede sig om mine ben som stenede hunde.”
Her har vi en klassisk Olga, en billeddannelse som hele tiden udvider sig:
Ikke bare et system der er som en blank sø – men også
en sø der viser sig at være fuld af gedder
der igen er som stenede hunde …
Ikke sandt!
Det er som om PIGEN er på spil her ikke bare som en ”åbner af overflader”, men også som en der – igen fra sin impertinente position – kilder og driller den prægnante metafor og dens fine fornemmelser. PIGEN vil da skide på den askese som det prægnante billede fordrer – som sagt HUN ER SULTEN…
Hun får måske smelteost på kinderne – og metaforsalat ved siden af. Og det er en del af pointen.
Jeg har også en anden god en – igen fra Celestine:
”Eleverne fedter sig og gnubber sig op ad hinanden og fniser og gemmer sig bag store, spejlende solbriller, som er de ikke andet end hunde, der slikker en lille dam for at nå frem til deres egne spejlbilleder, men ender med at drikke i stedet.”
Her en masse overflader, et flimmer af overflader som folder sig ind i hinanden og så let som ingenting får opløst tingenes, menneskenes, omgivelsernes grænser.
Hud, solbriller, hund, dam, spejlbillede: alt i ét glid.
.
Dit billedsprog udmønter sig også ofte i en decideret billedirritation!
Læs side 79 i De ansatte.
Til at illustrere billedirritationen havde jeg fundet en passage fra din seneste udgivelse De ansatte. De ansatte er – som der står på omslaget – en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Den består af indsamlede vidnesbyrd fra mennesker og ikke-mennesker ombord på et rumskib. Ombord er også nogle mærkelige genstande som påvirker de oprindelige passagerer, og muligvis er medvirkende årsag til den konflikt som opstår mellem menneskelige og ikke-menneskelige passagerer, og som ender med at alle passagerer bliver udsat for biologisk termination.
På den måde peger din seneste udgivelse både tilbage og frem. Den beskæftiger sig også med en slags grænsevæsner. Her ikke pigefigurer men i stedet biologiske robotter, der heller ikke kan kaldes helt klassiske, helt menneskelige i deres væsen. Og som heller ikke er særligt autonome. Og også i De ansatte indtager tingene, rekvisitterne, overfladerne en afgørende rolle – her jo simpelthen repræsenteret ved de førnævnte mærkelige genstande, som uden videre forklaring, befinder sig om bord på rumskibet. Med fatale konsekvenser.
Både de ikke-klassiske individers væsen og genstandenes og materialernes nærhed og/eller fremmedhed lader til at være kilder som du fortsat vil kunne drage nye muligheder frem af. Og det ser jeg frem til!
.
Som du kan høre, har det været en stor glæde for mig at være i dit univers.
Du har givet os PIGEN – som handlende og søgende, tanketung og forvirret, som kritisk og elskende.
Du har givet os både PIGEN, SPØGELSET og IKKE-MENNESKET som muligheder for at undersøge verden, som muligheder for se den igen med smældfed og begejstret kynisme og med tyndhudet og skællet troskyldighed.
Du har givet os verden set igennem dine mættede, og nogle gange flerumættede og overmættede billeder. Din evige sult efter billeder.
For det og for alt det andet skal du have tak!
Og nu, kære Olga, modtager du dette års Beatrice-pris:
Til lykke!


Olga Ravns tale ved modtagelsen af Beatrice Prisen 2019

Kære Akademi

Tusind tak for Beatrice prisen.
At modtage en pris er en underlig ting.
For det er slet ikke en selv, der modtager den, men en anden.
Den af andre usete del, som ingen har mødt udenfor skriftens rum; den, der skriver.
Hvordan skal jeg, der står her foran jer i aften, repræsentere denne fremmede, min dobbeltgænger, der har skrevet mine bøger?
Jeg er den civiliserede udsendte.
Hvordan lade det fejre, dette for andre utilgængelige sted, den anden hånd, der skriver i mig?
Den kan i sin natur ikke forlade sin dunkle, glitrende, sin overornamenterede celle.
Jeg blev meget glad og forbløffet ved nyheden om at jeg skulle modtage denne pris.
At andre skulle have set forbi mig – jeres loyale samfundsborger – for i stedet at fange et glimt af min grusomme tvilling, den anden, der skriver, er næsten ufatteligt.
Og i de sidste par dage har jeg også tænkt, at det måske kan være farligt.
Farligt, men selvfølgelig også helt vidunderligt at blive afsløret og belyst.

Endnu engang tusind tak for Beatrice prisen.