Til forsiden

2007 Erik Aschengreen

Jørn Lunds
tale for
Erik Aschengreen,
2007

Aschengreen blev cand.mag i dansk og fransk i 1965 og arbejdede derefter nogle år i gymnasieskolen. 1969-1989 var han lektor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, hvor han var værdsat som en blændende underviser og vejleder. 1989-2000 var han docent i dansens æstetik og historie på Københavns Universitet, et fag, der blev bygget op omkring Aschengreen og hans forskning. Havde han ikke været der, havde faget ikke eksisteret. Det er der ikke ret mange, der kan sige om deres fag. Han opnåede at blive ”Årets underviser”, og han formidlede sideløbende med universitetsgerningen teater- og balletstof i Berlingske Tidende og Weekendavisen. Doktorgraden tog han i 1986 på afhandlingen Jean Cocteau and the Dance.

Cocteau, den franske multikunstsner, Lander og Bournonville er centrale skikkelser i et forfatterskab med pionerstudier i dansens traditioner, udtryksformer og personer.

Balletkritikeren Anne Middelboe Christensen skriver i sin begejstrede anmeldelse af Aschengreens netop udkomne erindringer Som jeg kendte dem:

Det er tydeligvis passionen, som binder ham til andre mennesker. Den lidenskabelige indlevelse i Johanne Luise Heibergs inddæmmede passion eller i August Bournonvilles farlighedsflirtende passion. Eller i Jean Cocteaus udlevede vildskab.”

Og Aschengreens værk er stort; her skal blot nævnes et par numre:

Hans største nationale og internationale indsats er at have defineret Den Kgl. Ballets Bournonville-tradition. Det er sket som skribent og redaktør gennem flere opslagsværker, bl.a. Balletbogen (1982 / 1992) og Perspektiv på Bournonville (1979), og løbende gennem internationale tidsskrifter. Han har endvidere leveret hundreder af danseartikler til Den Store Danske Encyklopædi, og vi måtte ofte drøfte omfanget af disse artikler; dansen blev ikke tilstrækkeligt tilgodeset, mente Aschengreen, ligesom geologerne og de fleste andre. Men Aschengreen opnåede ofte at få udvidet sit revir, bl.a. fordi vi hverken kunne eller ville undvære hans medvirken som konsulent.

Men hans maratonpræstation er værket Der går dans. Den Kongelige Ballet 1948-1998 (1998), hvori han kommenterer hver eneste af de 50 sæsoner, som han selv har oplevet. Skæringspunktet 1948 var desuden det år, hvori det hidtidig eneste historiske værk om kompagniet ellers sluttede, nemlig Torben Krogh og Svend Kragh-Jacobsens Den Kgl. Ballet (1951). Han skrev altså historien sammen, så kompagniets bedrifter nu var dokumenteret – helt fra kompagniets begyndelse under Galeotti i 1770’erne til dets balletmesterudskiftninger i 1998.

En af de senere udgivelser er Mester. Historien om Harald Lander (2005). Denne bog blev et værk, der redefinerede betydningen af en af de mest kritiske hændelser for Den Kgl. Ballet nogensinde. Og samtidig blev bogen et skæbneportræt. Forfatteren modtog de højeste anerkendelser, både i fagmiljøet og hos det læsende publikum.

Aschengreen er en efterspurgt forelæser overalt i verden, hvor dansen studeres, og han har skrevet afhandlinger både på dansk, engelsk og fransk. Men han har ikke fravalgt at tage del i samtidens kulturdebat. I det omdiskuterede kanonprojekt var han et stort aktiv i drøftelserne af scenekunstens værker. Han har næppe protesteret over, at August Bournonvilles 'Sylfiden' og Flemming Flindts 'Enetime' kom med på listen.

Selv DR's program Smagsdommerne har han beæret med sin deltagelse, og altid taler han klarsprog, samtidig med, at udstråler munterhed, liv og dynamik. En kollega til ham har sagt, at han som en af de ganske få er blevet yngre og frækkere med årene i
sin formidling.

Der er altså god grunde til at tildele Erik Aschengreen en pris fra Det Danske Akademi, og den, der passer bedst, er Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelses pris. I al korthed:

Fordi han ene mand har løftet balletten over i forskningen i Danmark – ved at oprette Dansens Æstetik og Historie ved Københavns Universitet.

Fordi han i Danmark har sat ord på en ordløs kunstart, så det har været til fornøjelse både for almindelige avislæsere og for balletkendere.

Fordi han har lært Den Kgl. Ballet at forstå sin egen tradition og identitet, så Bournonville-arven formidles helt ned til fodplaceringer og håndbevægelser.

Fordi han med stor generøsitet har givet sin viden videre til flere generationer af dansere og balletinstrukører og til den næste generation af ballethistorikere og kritikere.

Og fordi hans studier har haft international gennemslagskraft.

Vil dr. Dans komme herop og modtage sin pris!