Til forsiden

2003 Karl Aage Rasmussen

Jørgen Gustava
Brandts tale for
Karl Aage Rasmussen,
2003


Felix Mendelsohn har engang erklæret, at ”hvad musik udtrykker er ikke for vagt til at kunne udtrykkes i ord. Det er for præcist!”

Det forholder sig da også sådan med Karl Aage Rasmussens essays, at de ikke er sprog i stedet for musik, – som det ofte er hos skrivende komponister. Hans essays er selvstændig sprogkunst – af en af Danmarks bedste komponister.

To af hans essaysamlinger, - KAN MAN HØRE TIDEN og HAR VERDEN EN KLANG, redigeret af Sven Holm, af hvis forord jeg netop har citeret, har begge undertitlen: essays om musik og mennesker. – For de er, foruden at være musikhistorie og kritik, spændende portrætgallerier.

Og her fortælles om gammelt og nyt, den klassiske musik, om romantikkens idéverden, om det 20. århundredes modernisme lige til den indtil for nylig aktuelle påst-modernisme, der nu selv er blevet påst, og den aktuelle situation konfronteres ganske skarpt. Så under læsningen synes man også, at man er i gang med en omfattende, fragmentarisk kulturhistorie.

Karl Aage Rasmussen henvender sig ikke især til musikkens medvidende sagkyndige, selvom der er rigeligt for dem, – tværtimod skriver han for enhver, der har sans for tilværelsens "musiske sider."

Betragtninger over tidsfænomenet går som en ledetråd gennem Karl Aage Rasmussens essays - og gennem den verden, hvis klang han stadig spørger om. Hans mellemværende med tiden som musikkens inderste hemmelighed viser sig stadigt, – af og til med afstikkere til astrofysik, filosofi og psykologi.

Titelstykket i KAN MAN HØHE TIDEN åbner han med ordene: ”At en komponist interesserer sig for tid er hårrejsende banalt – for hvad skulle han ellers? – Alligevel kan det vække en vis forundring når man påstår at et stykke musik ”handler om tid” … fordi tid, foruden at være noget indlysende, er noget væsensløst. – Det mærkes i sproget selv at vi savner sprog om tid. Vi taler om tids-rum, tids-punkter, tids-horisonter. Sprogets egen opbygning har tider: datid, nutid, fremtid, – men daglig-sproget om tid er et meta-sprog: tid kan haves, lånes, købes, stjæles, spildes, … siger Rasmussen..

Trist nok taler vi også om at ”slå tiden ihjel” – at fordrive den.

Den fælles tid kan måles. Vi lever i en verden af ure. (Der tælles sandelig også i musikken.) Men disse praktiske fordele, nok så nødvendige, har vi på bekostning af den individuelle sansning af tid, den bliver vi kun opmærksomme på i visse øjeblikke.

For selvfølgelig kan tid opleves på en mangfoldighed af måder, der ganske adskiller sig fra urets tid, den målte tid, den stiplede tid. Og det er dette Karl Aage Rasmussen fra sit oplæg udvider i sindrige og legende betragtninger over tid, såvel vores måde at tænke tid på, at tælle den, som over vores mere lagdelte og langt mere gådefulde oplevelser af tid – eller man kunne måske sige af tidens fylde – midt i alle overlapninger, spring og zapperi fra tid til tid. Det er så at sige ouverturen til alle Rasmussens betragtninger over musik og mennesker. Musikoplevelsen er sansning af øjeblikke, tidspunkter, – men den er også forventning og opfyldelse. Det er væsentligt, hvad musikken gør ved os, men også hvad vi gør med den. Musikken er det eneste ordentlige sprog vi har om tid.

Selv tre så store kunstnere i musikkens historie, som Bach, Mozart og Beethoven, (der jo er beskrevet så umådelig meget i forvejen, så man skulle tro det umuligt at sige noget nyt om dem,) har Karl Aage Rasmussen begået nogle mageløse stykker om, så man synes, man får nye ører for tidens mysterium.

Spændvidden, for at sige det meget kort, rækker fra den ældste kendte musik til den glade anarkist John Cage. – Det skorter heller ikke på kritik af centraleuropæisk dominans. Man kommer vidt omkring. Og løftes hele tiden af forfatterens humoristiske indblik.

Karl Aage Rasmussen er glad for hændelsen, bevægelsen, – men tror mindre på ”udvikling” i traditionel forstand, som noget lineært, noget fremadskridende. Han nærer tillid til det uophørlige i menneskelige anliggender, og det er karakteristisk for ham ret snart at gøre opmærksom på hvor ofte modernismen erklæres for død, for blot få år senere at være frisk og klar til på nye måder at gøre det igen. Det ses som et sindbillede på kulturen selv: også den synes ude af stand til at holde op med at dø. I generationer har den været i gang med den uendelige historie om enden, som ingen ende vil ta’, undergangen der ikke rigtig vil blive til noget, altid lige om hjørnet, blot en smule upræcis i ankomsten ...

Så drages læseren ind i Karl Aage Rasmussens vægtige indlæg i vore dages musikdebat og musikpolitik, for han færdes medvidende i det 20, århundredes babyloniske summen af brogede modsætninger og symbioser i fusionernes tidsalder og på de store massemediers vilkår.

Ikke sjældent tændes læseren af små, pludselige iagttagelser, overraskelser af AHA-typen ved uventede sammenligninger eller simrende bekræftelse af, hvad vi egentlig godt ved; f.eks. er det morsomt vedrørende den gamle vanskelighed med at annamme nyheden, når han et sted refererer Stravinskys ungdomsminde om et møde med Rimskij Korsakov, hvor de sammen havde hørt et værk af den dengang voldsomt moderne Debussy. Og gamle Rimskij med pokermine bemærkede: ”Det er nok bedst at lade være med at høre for meget af det, ellers ender det med at man kan li’ det” – !

– Apropos Stravinsky, – Rasmussen kalder ham en klassiker på venteliste, hvad der for en Stravinsky-fan først lyder lidt sært; så forklarer han det med Stravinskys permanent ”alternative” modernisme, at han er udenforstående i forhold til traditionen, men faktisk bruger de historiske levn som sætstykker, som en turist i kunstkammeret, hvor han i egentlig forstand komponerer med de centrale konventioner; uden, som den indfødte, at interessere sig for det de fragter, gør han dem til forsvarsløse genstande for sine egne hensigter.

Udover hvad Rasmussen siger af vigtighed om Stravinsky, som engangsfænomen i sin egen bevægelse, fuld af paradokser, tilspidser han sin betragtning ved at sige, at Stravinsky bruger hele vores musikhistorie som en billedhugger bruger et stenbrud.

Afsnittet om den barnligt naive – og yderst sofistikerede – dandy i musikken, Maurice Ravel, hedder "Den kroniske uskyld". At han så her – på musikkens gebet – sammenlignes med H. C. Andersen på eventyrets, er nok ikke noget, der lige var faldet én ind. Men det er indlysende.

Træffende kaldes Eric Satie for DEN HARMLØSE TERRORIST! – Det lyder som den korteste karakterisering af en kunstner! – Satie forklædte sig livsvarigt som sarkastisk, sylespids spasmager og klovn i musiklivet, og hans måde at tænke musik på – i kafé-regi i ”la belle epoque” i Paris – var virkelig frapperende anderledes. Men bag hans forrykte masker og værkernes skøre titler gemmer sig en helt ny musik. Rasmussen går så vidt som til at se den som den første store revision af det vestlige musikbegreb.

Men til de, – man havde nær sagt sædvanlige – overraskelser hører, at Karl Aage Rasmussen også ser masser af mening i at sammenholde den lyttende, a-logiske Satie med den tyste, kortfattede Anton Webern! Hvad Webern betød for den unge kunstmusik i 1950erne betød Satie for de unge i 60erne og 70erne, og dermed for både ”ny enkelhed”, minimalisme, tilstandsmusik – og hvad det altsammen hedder.

Men i kapitlet om Webern gør Rasmussen opmærksom på hans poetiske dybde og, ja, fromhed, – som man overså, da han midt i århundredet blev dyrket som et intellektuelt destillat af Schönberg og ensidigt udlagt som fader til den klinisk strenge, kølige ”serialisme”.

Men sådan er der så meget! – Og forresten: rigtig mange af Karl Aage Rasmussens betragtninger over musikken svarer ret nøje til de foreteelser og ryk, man kan konstatere i de andre kunstarter, i billedkunst og digtning, tilmed arkitektur, gennem årene. Der er et indre slægtskab mellem kunstarterne, så forskellige de også er.

Kære Karl Aage Rasmussen! Et sted siger du, at det er både for lidt og for meget at kalde John Cage for komponist. Og så tilføjer du: Men at finde en betegnelse der passer på ham, er som at ville fange et springvand med en kop eller reparere et ur med luffer på. – Uden sammenligning iøvrigt vil jeg gerne tilstå, at da jeg skulle prøve at finde på noget passende at sige om dine bøger, følte jeg det som skulle jeg opfange et springvand med en lille kop.

– Men det er dit gode skriveri, det overvejende litterære akademi nu gerne vil påskønne med det smagende selskabs pris. Modtag den venligst!