Til forsiden

2002 Vagn Lundbye

Suzanne Brøggers tale for Vagn Lundbye.

Næsehornet fra Langeland

Jeg mødte første gang Vagn Lundbye, da han i 1969 bad mig læse op af sin nye eksperimental-roman Nico, ind i en mikrofon, mens vi skulle gå op og ned ad en strand i stormstyrke 12. Havet, som Lundbye ville formidle som ren uforfalsket natur, lød i radioen som en kikset opvask af klirrende porcelæn med raslende bestik. Men Vagn Lundbye var stædig, nægtede at indgå kompromis med lydoptagelsen, nægtede at underkaste sig virkeligheden og tro på fakta. Denne stædighed har været både styrken og svagheden i forfatterskabet. Den både forklarer, hvorfor Vagn Lundbye måtte satse på “forblindelsen”som næsehorns-strategi, men viser også, at forblindelsen en dag, fastholdt længe nok, kan blive til klarsyn, Flugten indeholder hjemkomsten og vildfarelsen kan ende med, at man bliver fundet.

Hvis evolutionen havde fulgt Lundbyes tekstrække, der består af godt og vel et halvt hundrede værker i alle genrer, fra en titel som fx “Smukke tabere” til “Dyrejeg - en nødvendig bog om dyr og mennesker”, så var der overhovedet ingen mennesker. Fiskene havde aldrig taget sig sammen til at få ben at gå på og movere sig op ad vandet, aberne havde aldrig fundet på at tabe halen og vi havde aldrig fået Johan Sebastian Bach oven i hvalsangen. I stedet for at sidde her i Kunstindustrimuseet iført slips og stiletter, udstyret med diverse kuglepenne i skriftens tjeneste, havde vi stadig siddet rundt om et bål og hørt på vores oldemødre fortælle eller endnu bedre: Vi havde ikke været andet end orme i træets bark. Og det havde passet Vagn Lundbye fortrinligt. Det er kun i Lundbyes forfatterskab, at man kan være for meget menneske. “Hvis mennesket ikke hver eneste morgen viste sig taknemmelig over igen at blive vakt til live,så var mennesket for meget menneske”, som det så smukt hedder.
Vagn Lundbye nærer ikke synderlig tiltro til menneskene, “klodens eneste fejltagelse”, med mindre de er truet på livet som et “folk” eller forlængst er blevet udryddet. Og man kunne her tilføje den absolutte forkærlighed der næres for mishandlede småpiger, hvad enten de hedder Billie Holiday, Kaoota fra Tasmanien eller ligner den lille nøgne pige, der står og græder inden for dørene hos nogle trolde på billedet, der hang over den seng, hvor fortælleren blev født, og som skal følge familien gennem alle de flytninger, som også er en indvielse i flugtrutens motiv, der bliver Vagn Lundbyes vilkår.
Med denne helhjertede menneskemistro, som man godt forstår, når man læser seneste opus, erindringsromanen “Trefoldighedsbarn”, er det er egentlig mærkeligt, at Vagn L;undbye blev digter og ikke - zoolog. Men samtidig er det også lysende klart, hvorfor han ikke kunne blive andet. Et af beviserne er de dybt originale, lune og vemodige “Næsehorndigte” fra1991.
Vi har her, mine damer og herrer, at gøre med et ganske usædvanligt forfatterskab i anden halvdel af det tyvende århundredes danske litteratur, der starter som ren skriftteori i tresserne, men som samtidig er helt uden for tiden. En forfatter, der slet ikke følger den slagne udviklingsvej. Han tror ikke på udvikling, “den blegfis”, eller oplysning. Han tror på indvielse og “visdommens fem verdner”.
Hvad skal man stille op med denne særling, som sikkert skal have matak til middag eller måske grave efter nogle rødder, mens han skriver en alvidende fortælling i sin egentlige far, Albert Dams ånd ? Hvad skal vi stille op med “klodens sidste tykhud”, denne moralens vogter, der ikke hører nogen steder hjemme i kunsten, med det enfoldige livssyn, at vi skal være gode ved hinanden og at retfærdigheden sejrer til sidst ?
Akademiet har besluttet at give dyret i åbenbaringen Den Store Pris.
Der har i mange år hersket tvivl om Vagn Lundbye. Hans altmodische patos med ord som “omendskønt” kan drive læseren til vanvid. Man har spurgt: “Hvor brænder det egentlig på hos den mand ?” Digteren har åbenbart ikke formået at omvende ret mange til at tro på hvalerne og indianerne som hans egentlige anliggende. Men med erindringsbogen “Trefoldighedsbarn” om fortabt loyalitet, på højde med Andersen Nexø, har selv hans modstandere måttet overgive sig. Her kom ikke bare et uforligneligt digterværk, en nøgle til forfatterskabet i øvrigt, men også et hologram, der rummer alle Lundbyes andre bøger tilsammen i et enkelt greb.
Her var ikke bare en moraliserende dinosaur fra Grønland, ædt af en hval, gift med en sæl, med fletningerne i i klemme på Morten Korch. Her var en rigtig digter fra Langeland. Med reel indsigt i, hvad almuekulturens udryddelse har betydet for os menneskeligt, i hvordan skriftkulturen, der nok dokumenterer alt, samtidig har gjort os historieløse. Vagn Lundbye har gjort det vovestykke at forbinde en mindes-kultur med en skriftkultur. Og han har også fået hug for ikke at være moderne. Men han kan være hamrende ligeglad. Som kultur-revolutionær civilisations nedbryder er han dansk litteraturs shaman. Ledetråden der samler forfatterskabet - og han har fat i den lange ende - er en underfundig og dybsindig tidsopfattelse, der øser fra kilder af glemt visdom. Vi ved nu, at Vagn Lundbye hverken blev initieret af indianerne eller eskimoerne, men af en grosserer i Jylland, af sin egen far, der indviede ham i de mest fremmedartede, frygtindgydende verdner: Og navnlig i den hemmelighed, at ingenting er, hvad det giver sig ud at være.
Med “Trefoldighedsbarn” træder en fortæller i karakter, benådet, frem for alt, med en grotesk humor, som maser med at få proppet folk ordentligt ned i kisterne, uden at noget stikker ud. Vagn Lundbye er god, but when he´s bad, he´s better, som Mae West ville have sagt det. Han kan det kunstneriske greb både at være alvidende i sin disposition af stoffets historiske dimension, men samtidig fuldstændig ren i tonen udfra barnets begrænsede synsvinkel. Og samtidig er Vagn Lundbyes erindringsroman en vejledning i, hvordan man bliver indianer. Man forstår, at det næsten er umuligt at blive andet, selvom det selvfølgelig vil vise sig at være en besværlig omvej - omendskønt indianervejen af viden rummer umådelig menneskelig skønhed og mod. Men Vagn Lundbyes livsværk, der udgør et finmasket fletværk af flugtruter, bygger på en ganske enkel forblommet drengedrøm: Paw i Urskoven.
Skal det nu tage så lang tid at komme ud af den urskov ? kunne man spørge den snart 70-årige digter. Ja, det kan det. Emils livsnødvendige symbiose med moder-natur afstedkommer en regressiv modstand mod intellektet og alt hvad der analyserer, adskiller . “Trods sliddet og slæbet/ ved verdenssmertens hof/så blev jeg træskonæbbet/ og ikke filosof.” Emil og moderen, som personificerer godheden, tålmodigheden og kærligheden er “ét kød”, han er moderens dreng. Men er han også en “mors dreng” ? Lige præcis den fælde undgår han ved at hoppe i den med et stangspring og blive helten i den store fortælling, der modsat Sankt Georg redder dragen, moderens liv, og som inkarnerer den gamle drøm om at få den lykkelige tid tilbage, hvor dyr og mennesker og træer var ét.
“Det var umuligt at se forskel på landskabet og os” hedder det om barnets verden. “Vi kendte alle de hemmelige steder, der var fulde af visdom”. Naturen tillægges altid den visdom menneskene ikke har. Men digteren i Vagn Lundbye ved mere end ham selv, digteren ved, at lysningen i engen gemmer på et ildelugtende, gruopvækkende væsen med hår over det hele.
Derfor kan man heller ikke komme de læsere i møde, som siger, ja, ja, den er meget god, den bog, men kan vi ikke blive fri for slangen. Nej, det kan vi ikke. For her i døds øjeblikket, hvor livet passerer revy, og hvor begyndelsen er i slutningen, som også T.S. Eliot ved - “In the beginning is my end” - dér er slangen på sin plads. “Som en fortrængning nede fra skovbunden” - både som metafor, kundskab og indsigt. ”Uventet og alligevel ventet” hedder det om den dødstrussel, der tvinger livet og fortællingen frem.
Barndommen vender tilbage i dødsøjeblikket og starter med det livsfarlige spring, som ethvert barn er nødt til at foretage, når det er livstruet. Og derefter går det over stok og sten ad flugtruterne. På en af de første med Niels Holgersen som guide, hvor det igen bliver vigtigere, hvad gæssene kan fortælle drengen om verden, end hvad de voksne ved. Afsporingen er godt begyndt, men også illusionen om redningen. Eventyret. Under besættelsen holder Emil ikke med tyskerne, men med Afrika.
Vagn Lundbye´s liv kan godt fortjene at blive kaldt et eventyr. Gerne Grim´s. Lundbyes eventyr er nok en roman, men virker med eventyrets dybe rødder, dér, hvor man bliver lettet over at få det værste at vide. Slangen uddriver digteren fra den fantastik, at man kan redde sit liv ved at sætte sig op på en gås.
Alligevel skal vi ligesom Emils mor tåle den fantastiske potte pis, vi får væltet i hovedet, når vi skal klare et helt folks udryddelse bare for at få en enkelt dansk drengs opvækst fortalt. Det er meget. Er det ikke bare for meget ? Kan den mand ikke fortælle en Århus-historie, uden at han samtidig skal udrydde hele den tasmanske urbefolkning ? Nej, det kan han ikke. Vagn Lundbye betræder hermed den tabu-belagte litterære vej, som måske især kvinderne har benyttet: Marguerite Duras: “Hiroshima, mon amour”, der spejler andens verdenskrigs atomragnarok i en individuel kærlighedshistorie eller Sylvia Plath´s digt “Lady Lazarus”, hvor hun giver sit suicidale raseri konnotationer af holocaust. Er det ikke hysterisk og utilstedeligt at spejle sin egen narcissistiske livsulykke i folkemordenes kollektive katastrofer ?Jo, det er hysterisk og utilstedeligt. Men det kan ikke være anderledes, når historien skal fortælles som andet og mere end statistik, ud af den personlige nødvendighed.
Det er Vagn Lundbyes præstation at have skildret den sandsynligvis ondeste far i dansk litteratur, men også den morsomste. Aldrig er en fars synder blevet kortlagt så uhyggeligt samtidig med, at det bliver klart, hvordan offeret fra første færd er bundet til bøddelen. Den far, han er flygtet fra, er den, han er tættest forbundet med gennem et meget nøje og udførligt regnskab, som skal vise sig at blive Vagn Lundbyes livsprojekt. I den hvide mands overherredømme på jorden, som faderen kommer til at repræsentere, er der næsten ingen overgang mellem venligheden og ondskaben på samme måde som der globalt næsten ingen overgang er mellem teknologisk udvikling og den økonomiske udstødelse, der navnlig gælder kvinderne, dyrene og sprogene.
I dag, hvor enhver afvigelse fra mainstream kaldes terrorisme, må vi sige, at Vagn Lundbyes forfatterskab er én systematisk, melankolsk, terror-virksomhed, ét langt beklagende hævntogt mod blegmandens civilisation. Og jeg har hørt Brutalis fortælle - ikke uden den karakteristiske bedrøvelse i stemmen - at om ti år vil ingen af os kunne rejse nogen steder hen i verden uden at føle os truet på livet, fordi den hvide mand overalt vil møde sit eget skyggebillede, som det viser sig fra Colombus og frem. Og som det dukker op overalt i Vagn Lundbyes forfatterskab gennem snart fyrre år, kunne man tilføje til skræk og advarsel - og nævne specielt perlen “Palindromos- eller Colombos sidste rejse” fra 1990.

En større dansk kulturinstitution, som for nylig ville have Vagn Lundbye til at skrive noget på kommando, fik han sat på plads med ordene: “Jeg er ikke forfatter, jeg er digter.” Som der står i “Dyrefabler” om digteren og næsehornet: “Nej, jeg er ingen overgang/og ingen sinde andre/for jeg er blot et kropsomfang/som rasende må vandre/alene, dum og svigtet/indtil jeg selv er digtet.”
I takt med at bogmesserne vokser og den ny teknologi gør det muligt for hvert cpr-nummer i Danmark at udkomme med mindst én bog om året, så bliver det i stigende grad Akademiets opgave at tegne en streg i sandet. Der er forskel på forfattere og digtere, og det er forskellen, Akademiet honorerer med Den Store Pris..
Der vil derfor fremover kræves klare regler for hvad digtning er og ikke er. Den ufravigelige regel må indebære, at et prisværdigt digterværk skal bygge på
Rhinoloven:

1. Du skal være anderledes
2. Du skal bære dit horn som en scepter
3. Du skal tage fejl
4. Du skal skille dig af med døende og døde
5. Kom dumheden i hu at du holder den hellig
6. Du skal trække tiden ud når du knepper
7. Du skal pisse mod vinden
8. Ær din afføring som var den dig selv
9.Du må ikke gøre dig mere end én tanke ad gangen
10. Uddø to gange daglig.

Da det ved nærmere eftersyn viser sig, at Vagn Lundbyes digterværk netop bygger på Rhinoloven og derfor opfylder reglementet for hvad en digter er, må vi sige: Endelig er retfærdigheden sket fyldest. Du er blevet set, Vagn, du er blevet fundet, du skal ha´ Den Store Pris.