Til forsiden

2008 F.P. Jac

Pia Tafdrups tale for F.P. Jac:

POESIENS KRAFTFELT

”Gå til Deres lokale boglade eller nærmeste bibliotek. De ved ikke hvad der venter Dem. Cirka 75 bøger og 8 radiospil.” Sådan står der i Søvnlysninger. Mandelbolsjer til alle iagtvågende på den plads, hvor andre sædvanligvis angiver titlerne på tidligere udsendte værker. ”Så lad bare snudeskaftet finde vej”, tilføjes det under ”Af samme forfatter” i Jacs seneste bog, Jeg er selv med i billederne. Der er i F.P. Jacs tilfælde tale om så mange udgivelser af henholdsvis digte, lejlighedstekster, skitseromaner, sjoverromaner, børnebøger, illustrerede bøger, erindringsbøger, radiospil, bøger skrevet i Duoen Jac & Schnack- eller Bandet Nuls regi, lydbøger, genoptryk ”i ny forfinet lærkesang” etc., at de 75 titler oven i købet er en cirka-angivelse. Selv for fans af mandelbolsjer som Jacs, har det været svært ikke at kløjes i godterne, hvis man som læser forsøgte at følge hans skrivetempo.
   Jac spyr poetiske ord ud som en partikelgenerator i Cern kunne misunde. Det er sjældent generøst, hvad Borgens Forlag har gjort, ikke mindst op gennem 80´erne, hvor udgivelsen af lyrik var så massiv, at man også uden for landets grænser fik øjnene op for, at der hændte noget på dansk grund, der måske var værd at lægge mærke til.

Jeg husker endnu den sommerdag i 1979, hvor jeg sad i en mørk stue og læste F.P. Jacs digtsamling Jeg er fandme til. Lad mig give nogle linjer som eksempel på, hvordan Jac gør kroppen ”formuleringsduelig” og ”expanderer” sig selv i ”ingen sange vil fortabe sig”:

”Af fuld hals af fuld hals synger vi
Og slår vores sommerhænder
Igennem parader af sinkende vinduesfag,

Og her står vi så
Og pryder hinanden i venskaber
Mellem glasstykker og blodansamlinger,”

En triumf og glæde, en udvalgthed ved fandme at være til, men på samme tid sange på trods i en splintret verden, hvor vold og smerte hersker. Det er ikke et ”jeg”, der taler, men et ”vi” - et af flere eksempler på, at Jac forudgriber de mange stemmer, der synger af fuld hals i 80´erne.
   Dengang var jeg selv begyndt at skrive digte, men med Jacs værk havde jeg følelsen af en beslægtet energi, fordi kroppen ikke bare tænkes ind i skriften, men rent faktisk er til stede som åndedræt, puls. Rytme.
   Nogen skal lægge ud, når der sker et nybrud. Det var, hvad F.P. Jac gjorde med sine sproglige piskesmæld, og Poul Borum satte sit ind på at præsentere generationen. ”Poesiens guldalder” kaldte Poul Borum tiden 1980-1985, når han turede rundt i Norden og præsenterede fænomenet dansk 80´er-digtning. I litteraturhistorien taler man bagudskuende om generationer. Vi var fra starten medvidende om, at vi udgjorde en sådan. Det gør en forskel.
   Det var ikke så lidt i Jacs bog, der vakte genklang den sommerdag, hvor jeg glemte alt om den bagende sol udenfor og bare sad fyldt af fryd over vildskaben i det poetiske univers. Et mulighedsrum voksede frem. En berigende tilstand. Jeg var optaget af Jacs voldsomhed og ærlighed og glædesfølelsen af fandme at være til - hvad der satte sig de mest overraskende spor i hans skrift. Et opbrud i det danske sprog, skævvridninger og nyformuleringer, der ville noget radikalt.
    Jac har siden de første undergrundsbøger afskyet enhver intellektualitet. Han er autodidakt og har opfundet det hele forfra. Sådan føles det, når man læser ham, f. eks. i bogen til lady Kirsten, Munden brænder på huden:

”Vi kom tilbage fra en fordybelsesterben –
og så alting hobet op i de udskydelser som
vi havde brugt for at opløse os selv –
det er smukt at se ting forme sig spontant
overraskende ud af noget alment – ”

F.P. Jac har ikke blot en speciel status i generationen ved at være tidligt ude, men først og fremmest ved at have lyttet sig frem og udviklet sit eget sprog: ”når du smeltede dig ud”, ”buketter af ratlåste tanker”, ”snerre krop med en skraldespand”, eksemplerne er endeløse. Han var uhyre sprogbevidst, selv sit navn redigerede han tidligt, så Flemming Palle Jacobsen blev til F. P. Jac.  
   80´ernes poesi startede i 1976, det var der som sagt ikke mange, der opdagede. Man læser sin egen tid nærsynet, ser den som rent vildnis, men med et blik på distance af begivenhederne, bliver farver, konturer og idéer klarere. Således også, at F.P. Jacs udgivelse på Jorinde & Joringel tog forskud på, hvad der i fuldt flor foldede sig ud op gennem 80´erne, men allerede i undergrundsheftet Spontane kalender-blade karakteriseres 70´erne som ”ængstelige pubertets-tider”, og intet mindre end et program for 80´erne lanceres:

”Vi er tilbage nu fra tungsindets efterår
og løsrevet fra tankerne
vi betalte af på i moderate afdrag
for at vi kunne forenes med byens lyshav igen
og vise vore virkelige ansigter
bundet op af kræfters uudtømmelige stemme
og med et syn på fremdriften
der er afstemt med den menneskelige bevågenhed”

Med andre ord en generationsbevidsthed hos F.P. Jac, der ville ”pudse 80erne af som motiverede” endnu før generationen fandtes, men undertiden skrives hændelser på magisk vis frem, skønt man arbejder nok så dekonstruktivistisk med sproget og deformerer såvel grammatik og syntaks for at gøre nye sproglige fund, og detaljerigdommen er stor i F.P. Jacs forfatterskab.
   Jacs poesi rummede tidligt episke træk. Hans digte kunne udgøre små fortællinger, eller de havde i det mindste bevidstheden om historierne indbygget i sig. Selv har Jac udtalt, at han ligger ”skævt” i forhold til andre digtere i generationen, der ifølge ham har fokuseret på ”æstetisk poesi”, mens han har skrevet ”fortællende poesi”. Han skriver i digtet ”- hvem nævner alder og degeneration” enten på sin generations vegne eller på egne i pluralis majestatis:

”Vi kom tilbage med alle fortællingerne –
uden at skulle nuancere os i særprægede
og kunstigt rettede identiteter
for det hele var udviklingsbetinget nu –
der var nemlig kun en vej frem i os selv –”

Den ene vej frem, som der blev digtet længe på, er først sent i forfatterskabet skildret i prosaform. Der er hændt meget på den front, siden F. P. Jac i 1997 modtog Det Danske Akademis Beatricepris.
   Jacs prosa er bemærkelsesværdig, fordi den er mindst lige så fritynglende, som poesien. Romanerne skal ikke læses for plottets skyld, snarere på grund af erindringssværmens epik, tidsbilledet og sprogets imaginative kraft. Særlig interessant er romanen, Fortælleren blev senere sig selv. Her får vi historien om, hvordan F.P. Jac blev digter. Bogens fiktive hovedperson hedder ganske vist Tøfle, men titlen angiver eksplicit, at bogen omhandler fortælleren, der er meget identisk med forfatteren. Vi hører om opvæksten med flere søskende, bl.a. den retarderede bror, der optræder i flere af Jacs bøger, og ikke mindst om det sprog, de to udvikler sammen:

”Han huskede den lille indergård, hvor de gik rundt og gjorde hinanden bekendt med det særsprog, som siden alle andre skulle blive nysgerrige med og i. Et sprog der fik dansklærere til at hykle og forsamlinger på højskoler til at samle sig i rand og jubel. Men det fik først lov at lykkes længe efter bruddet med skolen.”

Og så følger en rørende historie om Tøfles opvækst i Hvidemosen præget af en angst, der boede et sted, og som sprang ud i lys lue, så snart han skulle foretage sig noget uvant.
   Jac kunne ikke udholde at være soldat, han var ikke i stand til at indordne sig et system, han ville være digter og blev det – eller var det og har været det siden, uanset hvilken genre han betjener sig af. Det er, hvad der på samme tid fortælles om og demonstreres i romanen.
   Fortælleren blev senere sig selv tematiserer, som mange af F.P. Jacs værker, dette at forme sin egen tilværelse. At have sig selv med i det man gør, er vigtigt, derfor må man aktivt forsøge at give sit eget liv retning. Det er ikke udefrakommende betingelser og tilfældigheder, der skal manipulere os, vi skal selv gribe nødvendigt ind og forme vores liv, en tankegang, han deler med andre i generationen.

I Jacs udgivelser, ser man sproget skride ud i et skarpt sving, blive rettet op igen, rutsje engang og derpå fræse derudad uden hensyn til fast syntaks eller andre sproglige færdselsregler. Nej, der er tanket op med nye gloser, og den læsende bliver båret frem af en energi og begejstring, der kan have lighedstræk med en ekstatisk Emil Bønnelycke eller en virtuos lethed som hos Jens August Schade, der dog også har sine dystre sider, men alligevel anderledes, naturligvis præget af sin tid. I Misfat skriver Jac:

”Jeg husker den frontale liderlighed og regnbuerne
som vi blev dus med på de første festivaler hvor mænd var
prinsesser der spændte deres følsomhed ud i græsserne”

- en sådan følsom prinsesse var Jac selv, men han har også et stykke vej haft den hårde kerne af fandenivoldskhed, der holdt ham oppe, han var den, der ”elskede at være ond”, som han afslører i sin seneste ”biografi af sansede historier”. En kortslutning af selvværd og afmagt.
   I en tid, hvor der tales om danske værdier, kan man passende fremhæve Jac, der om nogen har været bevidst om sit modersmåls kvaliteter og muligheder fra første færd. Han snurrer ordene rundt, han spænder sine steder sproget til det elastisk dirrende, andre gange tillader han sig selv at være decideret småsludrende. Sæson tredive/tredivte sæson åbner med en side, hvorpå der står: ”På dansk ved F.P. Jac”, som om det at skrive digte er en form for oversættelse, der finder sted. En formulering fra bogen lyder: ”Sov nu bare lagnet igennem”. Som så ofte kaldes der på læserens med-digtende indlevelse. Erstatter ”lagnet” natten? Skal den elskede sove trygt natten igennem, eller hvad foregår der? Ved ikke at skrive ”Sov nu bare natten igennem”, aktiveres sproget mærkbart. På dansk kan man normalt ikke sove ”lagnet igennem”. Jacs poesi er heller ikke normaldansk. Men dog ærkedansk!
  Jacs billeder lukker op og slipper virkeligheden ind. F. eks. skildres i Misfat en gåtur på bare én linje, så man præcis ved, hvordan den føles: ”gruset vil sætte sig fastrytmende i hofterne efter timers gang”. Eller det hedder i Mit efterslæb til fuglene om træer i december:

”træerne står stikkelsbærbenede og rager uklar med frosten
 men det er kun en overgang i irritationen mellem nat og dag”.

Ikke desto mindre bliver mange ordeksperimenter så ekstremt danske, når Jac besætter sproget, at de næppe lader sig oversætte til noget andet sprog, det gælder ikke mindst selvopfundne gloser: ”ozondrilsk”, ”plejehjemspetting”, ”ugleøjneformørkelse” og stribevis af andre. Jacs digte er nemlig allerede oversat til dansk fra en dansk norm, som den har gendigtet sig kursivt og milevidt væk fra. I hans værker gør en vildtvoksende skrift sig gældende. Et net af udløbere forgrener sig i alle retninger fra de tidligt revolutionære drømme frem til senere idylliseringer. Digtene kan udgøre et væv af associationer uden et egentligt centrum eller en overordnet idé.
   Man kan ikke læse F.P. Jac, hvis man ikke begiver sig ind i denne myldren, ind i digtenes sødme, deres charme, deres ømhed eller brovten, ind i radiospillenes legesyge replikker eller ind på prosaens akut opståede labyrintiske stier. Jac er nu og da så kæk og skruet, at man må trække på smilebåndet, andre gange er automatpiloten slået til med en del gentagelser. Men oftest: gnistrende, opfindsomt og meget inspirerende. Man må overgive sig til digtenes humor, for F.P. Jac har en humor, der forbinder sig med hans glæde ved at være til. Her adskilte han sig i starten af 80´erne fra en del andre i generationen, der først senere havde overskud til at slå en latter op.

Når man udgiver to-tre bøger om året, kan det være svært for publikum at følge med. Derfor er det godt, at Usvækkede digte findes, et udvalg, der dækker perioden 1976-2000 foruden Årsvækster, der rummer digte uden for samlingerne fra 1977-1994.
   Op imod det kolossale opbud af digtsamlinger gennem årene står et enkelt digt af Jac stærkt, som når man en dag i radioen overraskende får serveret hans hilsen til Wilhelm Freddie. Der sker noget i Danmarks Radio, når Jac får ordet i en empatisk hyldest til maleren. Her tre små pluk fra ”- Under tilblivelse forekommer alt sol -”: ”verden er en størrelse af uorden” og ”Der findes rønnebær i klaser, men også Bellmans forsoning” og endelig ”Aldrig et figenblad for munden, jorden lyser i distræt”. Både Jacs indlevelse og udfoldelse er åbenbar. Sproget har fået vingefang hos ham.
   Der er et paradoks i F.P. Jacs forfatterskab, en ueftertænksomhedens refleksion, forstået sådan, at han et helt liv har gjort en dyd ud af ikke at skrive æstetisk bevidst poesi. Han har, ud fra sin egen livsmåde, som teksterne afspejler, skrevet æstetisk om ikke at være æstetisk.
     En linje fra Sæson tredive/tredivte sæson lyder: ”Eftertiden vil måske sige at jeg spildte alt i juvelkapløbet.” F.P. Jac har godt nok skudt med spredehagl nu og da, men også ramt plet med sin selvopfundne tilgang til sproget, sine mange neologismer i såvel ekstatiske som sorgmuntre tekster. F.P. Jac placerer sig som central skikkelse i poesiens kraftfelt. Han hædres for sin inspirerende, humoristiske og kontroversielle brug af modersmålet, for de sproglige nyskabelser, der har sat sit strømførende, umiskendelige aftryk. Det gnistrer i mørket. Det er værd at gå ind og lade sig illuminere.
   Til lykke med Akademiets Store Pris.

Pia Tafdrup