Til forsiden

2007 Hans Otto Jørgensen


Otto Gelsteds Mindefond

Pia Juuls
tale for
Hans Otto Jørgensen,
2007

Nu er det med at holde tungen lige i munden.
Der er slet ikke tid nok til alt det, der er at sige om Hans Otto Jørgensens forfatterskab, og hvis jeg ikke passer på, kommer det hele til at handle om køer og roer og mælder.
"Hvad er mælder for noget?"
Jeg hørte for flere år siden Hans Otto blive interviewet i et litteraturprogram i radioen af en kvinde, som nærmest flirtende udstillede sin uvidenhed på dette punkt.
"Hvad mælder er?" gentog Hans Otto forbavset.
Nu vidste jeg det tilfældigvis selv, hvad mælder var, så jeg gik rundt i min lejlighed og rev mig i håret og råbte: Nu må I holde op! Nok holder han det ikke ligefrem hemmeligt, det dér med landbruget, men er det virkelig så eksotisk?
Eksotisk, det er det altså, ikke i betydningen "fra de varme lande", men bare om det der er "fjernt". Utallige er de ikke-bondefødte læsere, der undrende fastslår, at de åbenbart interesserer sig for køer - for de har læst om dem hos Hans Otto Jørgensen med stor interesse og begejstring.
Gang på gang bliver han konfronteret med, at debutbogen "Tårnet" fra 1989 har disse sparsomme oplysninger om hans person:
"Bondefødt og kvajet opdraget".
I ét interview svarer han - jeg forestiller mig lidt træt:
"Er det de ting, vi skal snakke om?"

Og ja, Hans Otto Jørgensen, det skal vi. Det bliver vi nødt til.
Ordet kvaj betyder kvæg, - tidligere fællesbetegnelse for forskellige, som husdyr anvendte, brugsdyr (m undtagelse af heste), især nu næsten kun sådanne, drøvtyggende klovdyr der holdes for mælkens og kødets skyld.
Og hvordan er man så "kvajet" opdraget. Jeg ved det ikke. Det er muligt, forfatteren er kvajet opdraget, men de bøger han skriver, er kun kvajede i den forstand, at kvæget er der.
Kvæg, landskaber, marker, redskaber, maskiner, arbejde, sammenstød, ulykker, død, møder, liv, - der er det hele, og der er alle slags mennesker.
Det er det, der gør det fantastisk, og det er det, der er det underlige. Når nu alting er der, og det bliver fortalt på så blændende vis, hvorfor snakker vi så først om landbolivet og om køerne? Ja, jeg kan sådan set ikke se, at det kan være anderledes, eller at det behøver at være det. Landlivet er hér lige præcis ikke en kulisse, men blot det liv, som forfatteren ved så meget om, at læseren også ved det og synes, han kender det. Og det gør læseren jo nok også, fordi det, disse bøger i grunden handler om, er menneskelivet. Det overvældende vidunderlige og grusomme liv, der er os alle til del, og som foregår alle steder til alle tider. I dette forfatterskab foregår det altså bare meget tit på landet.

Hans Otto Jørgensen debuterede som 35-årig, hvad vi må kalde "sent" i et land, hvor mange debuterer kort efter konfirmationen. Måske er det derfor det virker, som om manden har travlt.
Det er en vildtvoksende, varieret værkliste, ofte med to udgivelser på et år, her er romaner, noveller, dramatik, kortprosa, digte, det er alle mulige forskellige slags bøger, men hjemsøgt af nogle af de samme stemninger og landskaber, og befolket af personer, der kan dukke op i forskellige værker, Indianeren, Molly, Jens Thorstensen, Ida og Ejnar - for eksempel, men også en dreng, flere drenge, som tilsyneladende har oplevet nogle af de samme ting. Eller er det den samme drengs historie, der fortælles på nye måder, men hele tiden i forandring i takt med Hans Otto Jørgensens forandring som forfatter. Og gennem hele forandringen dog en umiskendelig grund-stemme.
Bedst som man inde i én bog tror man ved, hvad det er man har sat sig til rette med, skifter vinklen, historien, tiden, tonefaldet, ja hvad ved jeg, alting kan slå om på uventede steder i alle bøgerne. Det er egensindigt i sin blanding af noget sindigt og moderne, men overalt overvældes jeg som læser af det melankolske, eftertænksomme, hyperopmærksomme blik, forfatteren har og bruger for at vise mig dette fortvivlende menneskeliv. Jeg siger fortvivlende, for jeg synes ikke, det egentlig er så opløftende. Alligevel bliver jeg netop opløftet af at læse bøgerne, ja, lykkelig over livet.
Hans Otto Jørgensen citerer selv dette af Tomas Tranströmer&8232; i romanen om Molly:
"Der sker altid meget mere end vi kan bære. Der er ikke noget at blive forbavset over."

Det er voldsomt og stort, katastrofalt og turbulent, men det er også det meget, meget sprogligt enkle. Gentagelser. Korte hovedsætninger. Noget der åbenbart "danner skole", og undskyld udtrykket. Det er af og til hændt, at nogen har brugt udtrykket - det er helt Hans Otto'sk. Nu skal man passe på, for der er jo evig og altid dette rygte florerende om, at eleverne på Forfatterskolen skriver ligesom den til enhver tid siddende Rektor, uanset hvordan de skriver. Men altså. En sætning kan være Hans Otto'sk. Jeg tænker det af og til, når jeg læser andre tekster rundt om. Men hvis man så kigger nærmere efter, så står der i en sådan sætning næsten ingenting! Eller: det er udtrykt så enkelt som dette:
Den står der. Stolen.
Og det er jo næsten morsomt, at så lidt kan minde om en bestemt forfatter. Men det kan det. For samtidig med sin opvisning af vidunderligt og virtuost, arabeskagtigt sprog som i "Væltede kældre", hvor man får åndenød, fordi det virker, som om der intet ophold er i hele bogen, så består det, at manden skriver som en drøm, altså også i, at han gør sproget meget enkelt og lillebitte, så vi kan få øje på det enkelte ord, den enkelte genstand, den enkelte person.

"De tretten hår i hentehårsfrisuren har forladt den leverplettede isse og ligger forvildede og våde ned over det ene øre, hans stemme dirrer."
(Molly s. 37)

Det er en sand fornøjelse at læse den nyligt (man kan aldrig sige seneste, for så er der lige kommet en ny til) udkomne roman "Med plads til hundrede køer", afslutningen på den storartede trilogi om Ida og Ejnar og hvad deraf fulgte.
Sproget er præcist, poetisk og smukt med en bitter og længselsfuld undertone, jeg ikke kender magen til. Man kan trække tråde til en hel del andre danske forfattere - Blicher, Johannes V, Albert Dam, Seeberg og Højholt og Skov - og de er faktisk alle sammen jyder - men man kan også lade være og i stedet uden tøven tale om en dybt original forfatter, der har fat i traditionen og ved, hvad han skal stille op med den.
Alle bøgerne er væsentlige, ikke mindst fordi de også taler med hinanden og derfor ikke kan undværes i det store overordnede værk, som forfatterskabet er. I bogen "Ålen har englelyd" fra i fjor finder man en perle med titlen: Malkningens koreografi. Og her står blandt andet:

"Og poesien og skønheden, som jeg kom til at tragte efter, og som jeg vel altid havde tragtet efter, opdagede jeg, rummede både gru og forvirring. Ingen anden og ingen andre syntes at forstå det på samme måde, men for mig blev det en kunst, når jeg hjalp min mor med at sætte æg i æggebakker, når jeg stablede halmballer på loftet, når vi tærskede. Der opstod et uimodståeligt andet, som jeg fik adgang til, som intet havde med det rent praktiske arbejde at gøre, men som man må forstå var en i arbejdet iboende kraft. Kraften havde struktur, eller den synliggjorde sig som sådan, en særlig rytme, som jeg på én gang nærede mig ved og bidrog til opretholdelsen af."

Hans Otto, det er mig en stor glæde på Det Danske Akademis vegne at overrække dig Otto Gelsted-prisen 2007.