Til forsiden

2005 Asger Paardekooper

Per Kirkebys
tale for
Asger Paardekooper Braun,
2005

Jeg ved godt, at han nu hedder noget helt andet, men det har jeg aldrig lært. Der står også Asger Schnack på alle de digtsamlinger, jeg har – altså af Asger Schnack. Jeg har ikke gennemskuet årsagen til denne image-harakiri. Schnack fordi det er ’snak’? Alle, om det så er for eller imod, ved hvem Asger Schnack er.

Nu har Akademiet besluttet at tildele netop Asger Schnack Otto Gelsted-prisen. På trods af forvirring omkring det nye dobbeltnavn og det gamle navn. Hvem skal have hvad?

Nu er vi altså ved Gelsted-prisen. Den er doneret af Otto Gelsteds Mindefond. Ifølge fundatsen til støtte for digtere, oversættere og journalister. Gelsted selv var jo digter, kritiker, journalist oversætter og gendigter. Kommunist og ugift.

Det åbner mange muligheder, mange ’både og’. Reelt har den i mange år været givet til forfattere. Det bliver den også i år.

Nu er det specielle ved digteren Asger Schnack, at han forlænger digteren ind i en ildsjæl, når det gælder formidlingen af lyrik. For ham er tilværelsen lyrik, både hans egen og hele verdens lyrik.

Det har mærkværdigvis vist sig at være et handikap. Er det digteren eller formidleren, der skal tages stilling til og eventuelt belønnes?

Min pointe er, at det er hip som hap, det er et hele, uadskilleligt. Det ene er forudsætninger for det, både den ene og den anden vej. Glæden og begejstringen over dette forunderlige, digte, bølger igennem det hele.

Forlæggeren, lyrik-biblioteks-bestyreren, antologi-redaktøren, er altsammen styret af en lyst til at bringe digte ned i lommen på os. Gøre det til en ledsager på dagens normale traveture.

Jeg har i perioder gået med et af de handy bind af LyrikBiblioteket fra Hans Reitzels Forlag, som Asger Schnack redigerede. Pludselig kom det over mig, at jeg måtte have Carsten Hauch med i lommen. På rejse til Ribe muligvis Ambrosius Stub. Til Lemvig Thøger Larsen. Et rejsebibliotek over den danske digtskat. En lomme-kanon.

Den store personligt nødvendige indsats er forlagene Swing og Bebop. I disse udgivelser følte man ilden. For at stille noget til rådighed for os allesammen og samtidig skabe en personlig og nærende kanon.

Her dukker det med kanonen op. Noget jeg altid har fundet helt umuligt. Den rigtige kanon er alt det, der er. Alle de fantastiske ting, som er skrevet på vores sprog. Ud af det, kan enhver lave den kanon, som man har brug for. For det meste bliver den lavet for en.

Man vokser op og udvikler sig i vekselvirkning med de bøger, man falder over. Man formes af visse bøger og søger de bøger, man kan spejle sig i. Det er valg, som ingen kan gøre for en. Man må naturligvis lære at læse.

Digteren Asger Schnacks private kanon-kasse er de bøger, han har udgivet på Swing og Bebop. De to forlag, som han efter egen energi har stampet op af jorden. Guderne må vide hvordan. Det er efterhånden blevet til 34 stykker. Som sagt hans egen kompostdynge men også til glæde for os andre. En stor del er modernister i den dadaistiske og surrealistiske ende. Men også digte og tekster af billedkunstnere som Kandinsky og Arp. Et ofte overset bidrag til litteraturen. Men også Uffe Harder og Per Højholt blandt andre.

Det er fortjenstfulde bidrag til vores allesammens forrådskammer.

Når vi nu vender os til digteren, er det let at se, at det har nedslags og strømførende energi i hans egne digte.

Digteren Asger Schnack er, forekommer det mig, noget overset. Måske netop på grund af denne ildsjæl-agtige energi på digtningens vegne. Paradoksalt nok. For mig er han en betydelig digter med en helt egen position.

Det er en hulens masse bøger, og det ligger ikke til mig at gennemgå dem akademisk tydeligt.

Jeg hopper i strømmen, så at sige, på må og få. Det er også i en vis overensstemmelse med værkets karakter.

Den store basse Treklang som udkom 2004. Det er 532 sider. Her må der svømmes.

Treklang er en samlet udgave af digtsamlingerne Kvint, Aster, Klang og Stilheden. Men optræder her som en lang ubrudt tekst. Længden er pointen. Det strømmer som en flod. Det er i lysrefleksionerne i denne flod, at man sporer slægtskab med netop de dadaistiske og surrealistiske digtere. Det er ikke helt almindeligt i den hjemlige poesi.

Jeg svømmer stadig og ved ikke helt, hvor jeg kommer hen. Bliver af og til ramt af drivtømmer i hovedet, der får det til at gnistre for øjnene. Det er Herakleitos’ berømte ord: ”Vi træder ud i den samme flod og træder ikke ud i den, vi er og vi er ikke”, som gælder.

Så er der alle de andre digtsamlinger. De har hver deres særpræg. Det må række, og overlades med anbefaling til læsning. Den første Øjeæbler fra 1967.

Det er en solid bunke af digtbøger i et samarbejde med først og fremmest Klaus Høeck, F.P. Jac. For mig er der en efterklang af tresserne i åbenhed og indgåen i noget ud over det eget digter-jeg.

Og tidstypisk, for deres egen tid, er det Bob Dylan og David Bowie, der dukker op.

Et andet spor i forfatterskabet er prosabøgerne. Der er essaybøgerne, et fint ord, der måske er misvisende i dets henvisning til intellektuelle nydelser og eftertænksom fornuft. Hos Schnack er det tværtimod sansninger og oplevelser af alt muligt. Underholdende og drevet frem af det særlige beat, som udmærker hele Asger Schnacks værk.

Det gælder også de muntre erindringsbøger. Så kan vi få lidt biografi her til sidst.

”Det var ikke mig” er en generations erindring, som jeg kan genkende med en ti-års forskydning. Den er rigtig morsom. Og hans alder? ”Jeg var midt i tyverne, da jeg blev 42 år”. Og så kan vi jo prøve at regne den ud.