Til forsiden

2004 Ebbe Kløvedal Reich

Kameloparden og den største utopi

Suzanne Brøggers
tale for
Ebbe Kløvedal Reich,
2004

Vi står på tærsklen til en tid, hvor jorden beherskes af religiøs politik, nationalisme og korstoge. Krigeriske modsætninger mellem teokratiske tendenser på den ene side og sekulær fundamentalisme på den anden. Har Danmark overhovedet noget svar på den type konflikter ? Ja, vi har Ebbe Kløvedal Reich, hans livsværk og personlige vidnesbyrd.

Ebbe Reich har gennemskrevet hele Danmarkshistorien i et hav af fortællinger fra fordums istider. Men ser man nærmere efter, vil det vise sig, at den “danske ånd”, han inkarnerer, måske i virkeligheden er Alexandrinsk eller at den kommer fra universets fjerneste solsystem: Hypateia, som nok mere er en poetisk planet end et reelt politisk alternativ.

Men det er jo også poesien, vi vil honorere. Ebbe Reich, skal have Det Danske Akademis Gelsted-pris - ikke fordi han som Gelsted er “kommunist”, men fordi han alligevel, har fastholdt utopien - både som drøm og som problem. Reich har på radikal - kulturradikal ? - vis gjort utopien til genstand for sine spørgsmål, lige fra debut- årene, hvor eventyret om Aleksander 666 fra 1970 forener det, der normalt skal holdes adskilt, ideologi og magi.

Men det største kunststykke gennem livsværket på et halvt hundrede bøger er at have skabt dialog mellem to adskilte, helt modsatrettede strømninger i dansk kulturhistorie: Hørup og Grundtvig. At have sam-tænkt den undersøgende, kritiske indfaldvinkel med den synske, åbenbarede. Det er jo det, man normalt kalder for noget “rod” - eller med William Blake for et ægteskab mellem himmel og helvede.
Når Georg Brandes blev kritiseret for at have stjålet sine tanker fra andre, svarede han: “Hvad jeg ved, ved jeg et sted fra, jeg modtager ikke åbenbaringer.” Men det gør Ebbe Reich. Han forsyner kulturradikalismen med syner. Og han har gennem sit virke vist, at ingen fløje kan have monopol hverken på sund eller usund fornuft, tro eller viden.

Det er nok ikke tilfældigt, at Grundtvig-bogen, som også var det folkelige gennembrud fra 1972, begynder med et Hørup -citat: “Grundtvig vil altid blive regnet mellem de små, politiske profeter, fordi det han skabte var uden skel og grænse”. Det man siger, er man selv. Reichs bøger er til tider grænseløse.

Men hvordan ville Danmark have set ud de sidste halvt hundrede år uden Ebbe Reich ? Han har - med alle de syrede fantasterier, der hører med - været den mest markante tænker og talsmand for ungdomsoprørets Danmark gennem mere end tredive år . Han var med til at aflive den biologiske familie for at give rum til en større åndelig beslægtet sammenhæng, et valgslægtsskab, - deraf navnet Kløvedal -, som han har fastholdt og som man derfor må forstå - ikke som et flip, men som en dybt seriøs utopi, han i øvrigt genformulerer i sin seneste bog om utopia som det sted, hvor “familier kun er nødvendige, når de er morsomme”.

Reich er oprøreren, der gennem sine halvt hundrede bøger, har taget den svage parts parti. De fattige, det folkelige og ikke mindst kvinderne har fundet deres høviske talsmand i Ebbe Reich og hans skrifter, som er forfattet på et ukrukket, gemytligt dansk.

Når vi nu har fået Kofi Annans ord for, hvor mange problemer i den fattige verden, der kunne løses, hvis det stod til kvinderne, bliver man helt rørt over den lid, Ebbe Reich sætter til Sophia, den kvindelige visdomstradition. Både i Zenobia, den syriske dronning fra 700-tallet og ikke mindst den alexandrinske filosof Hypatia, der holdt hemmelig skole, hvor hun lærte sine disciple at regne med irrationelle tal, spille lyre og beregne himmellegemernes baner. Hun blev myrdet af de kristne modstandere i år 415.

Ebbe Reich har gjort springet ind i det ny årtusind. I løbet af 90´erne, bliver det klart, at EUropa som føderation er Danmarks eneste utopi, og at man ikke mere kan skrive eller tænke nationalt. Ebbe Reich, der det meste af sit voksne liv har været første-kæmper mod EU som flæskeprisernes forum, ændrer nu fokus og sigter globalt. Han opfinder simpelthen samtidsromanen i ny skikkelse.

I årevis havde man ventet på samtidsromanen i den pontoppidanske ånd. Men paradoxet er jo, at vi som forfattere efter klassesamfundets kollaps, ikke længere kan lade mennesker fra forskellige miljøer mødes og tørne sammen på troværdig vis i en roman. I massesamfundet, som vi lever i i dag, er man på en helt anden måde ghettoiseret og plejer kun omgang med dem, der ligner én selv .

I dette livsreduktionistiske fremtidsperspektiv begyndte Reich at at skrive utopier, romaner, der gør fortiden, nutiden og fremtiden til én og samme tid - ja, sådan som tidsdimensionen må fremtræde for en mystiker. Det gælder Zenobias liv fra 1998 og Himlene og jorden fra 2003.

Her sker så det uventede, at fremtidsvisionen, utopien, hentes direkte ind fra fortiden som fx fra Aristoteles´politik: “Markedspladsen, hvor man køber og sælger, bør være adskilt fra folketorvet og ligge i en vis afstand fra det.”

Ebbe Kløvedal Reich skriver sine samtidigheds-romaner i slutningen af 1990´erne på baggrund af utopiernes fallit. De dæmoniske ideologier fra det forrige århundrede med de totalitære menneskeskabte katastrofer er
baggrunden for at utopien idag nærmest er tabu - i hvert fald kraftesløs. Tabet af utopierne, tabet af troen på fremskridtet, har i stedet givet os tragedien tilbage, som gik tabt i moderniteten.

Men Ebbe Reich hengiver sig ikke til det tragiske. I “Himlene og jorden” udsættes utopien med fornyet kraft for en radikalt kritisk fabulering, der går tilbage til urkristendommen - ormen i æblet ? - og formuleres som et synsk rejseeventyr med det klassiske komikerpar Don Quixote og Sancho Panza som hovedkræfter i forklædning. For ligesom for Cervantes i 1500-tallet gælder spørgsmålet også for Reich - og for os -, hvordan det er muligt at orientere sig i virkeligheden. Hvordan skal vi gebærde os i en totalt digitaliseret og paraboliseret verden, hvor alle tider og steder trænger ind i bevidstheden samtidig ?

Ebbe Reichs ærinde bliver en advarsel til os: Ingen kulturer er evige, visdomstraditioner kan gå uigenkaldeligt tabt. Samtidig bliver selve fortællingen også forhåbningen til, hvordan traditioner kan overleveres.

Den tabte forbindelse til den kollektive erindring anslås allerede i Grundtvig-bogen gennem den jødisk-hassidiske anekdote, som opsummerer både Reichs og Grundtvigs fælles forhåbning:

Da Baal Shem tov, sektens grundlægger, skulle i gang med et vanskeligt arbejde, plejede han at gå ud i skoven, tænde et bål og meditere i bøn. I næste slægtled kunne de ikke længere tænde bålet, men kendte stadig bønnerne. I næste slægtled kunne de ikke længere tænde bålet, og de kendte ikke længere de hemmelige meditationer, der hører til bønnen, men de kendte stadig stedet i skoven og det måtte være nok, og det var nok. Endnu et slægtled senere kunne de ikke tænde bålet, de kendte ikke bønnerne, og de kendte heller ikke stedet, men de kunne stadig fortælle historien om, hvordan det blev gjort. Og pointen er så, at den historie havde samme virkning, som alt det andet til sammen.

Som fabeldyret i dansk litteratur, kameloparden, der flimrer af sted mellem myriader af universer, lig pletterne på en leopard, og som samtidig - med kamelens stædighed - næsten ikke bevæger sig ud af utopiens vadested har Ebbe Reich gennem sin historiefortælling holdt håbet levende.

Men den største utopi, der bærer hele vejen igennem - er ikke hans egen. Det er dér hvor eros krydser agape. Dér hvor vi på den ene side i Platons erotiske forstand, må begære en bedre verden, kæmpe for at realisere det gode, det smukke og det sande. Men hvor vores projekter har det med ikke at lykkes helt.. Derfor får vi nådessvaret agape, som er eros med tilbagevirkende kraft: Livsmiraklet. Der er mere end nok kærlighed i verden, ellers var vi her overhovedet ikke.

Og i denne hypatinske ånd vil jeg slutte af med en anekdote fra Kongens Have om Otto Gelsted, som en dag blev overfaldet af lommetyve, og til tyvene havde det elskværdige svar. ”Jeg har desværre ingen penge på mig, men hvis d´ herrer vil være så venlige at følge mig med sporvognen hen til mit værelse i Bredgade, så har jeg dér 50 kr. som De må få”.