Til forsiden

2003 Otto Steen Due

Per Øhrgaards
tale for
Otto Steen Due,
2003

Man kunne føle sig fristet til at klæde dagens hyldest til Otto Steen Due i heksametre. Men det er en fristelse, man hurtigt overvinder, når man ser dem, han selv skriver som afslutning på dem, han har oversat fra græsk og latin. Så bøjer man hovedet i smilende ærbødighed og holder sig til jævn dansk prosa. Dog ikke uden at vi først citerer fra oversætterens efterskrift til Vergils Æneide, der udkom i 1996. Her står der:

Selv har jeg arbejdet, nej, jeg vil hellere sige: har leget
godt og hårdt med det danske sprog som jeg dog holder
mest af,
selvom, nej, netop fordi jeg kan bruge adskillige andre.

Og det er da også grunden til, at Otto Steen Due i dag skal have Det Danske Akademis Otto-Gelsted-pris. Han har oversat fra i hvert fald to sprog, men han har også leget med det danske. Og nok skriver han i bemeldte efterskrift til Æneiden, at hvis man vil læse noget om Vergil, må det blive hos andre, thi oversættelsen er forsynet med register, men ikke med kommentar. Og sin oversættelse af Ovids “Forvandlinger” fra 1989 gav han endnu færre ord med på vejen. Men sine Homer-oversættelser har Due forsynet med “ledsagere” - hefter ville være for lidt, men tykke bøger er det heller ikke -, som giver både oplysning og kommentar uden i øvrigt at genere teksten, som er i et bind for sig selv.

For prismodtageren er jo ikke “kun” oversætter, hvilket for så vidt kunne være tilstrækkeligt, når man ser, hvad han har bedrevet, men også en lærd dr.phil. og professor (nu emeritus, men det kan man jo heller ikke blive uden først at have haft sine meriter). Doktor blev han på en afhandling om Ovids Metamorfoser, han er forfatter til mange andre større og mindre værker, medudgiver af storværket Imperium Romanum om Europas historie, og han var i mange år direktør for Det danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom. Så derfor er det Otto-Gelsted-prisen, han skal have. Den er nemlig ikke kun en oversætterpris, og så er der i dette tilfælde det særlige raffinement, at Otto Gelsted selv var en elsker og formidler af det klassiske, en oversætter og skribent for hvem Hellas stod i centrum, men Rom ikke langt borte.



Trods disse akademiske fortjenester er det alligevel oversættelserne, der står i centrum her. For Det Danske Akademi er et litterært akademi, som ikke hædrer en hvilken som helst dr. eller professor, men en, der kan skrive - og det kan Otto Steen Due. På den anden side kunne han ikke skrive, som han gør, hvis han ikke havde sin akademiske dannelse, for der skal jo også skrives om noget og oversættes fra noget. Netop kombinationen af lærdom og formidling karakteriserer Otto Steen Due, og den er værd at hæge om og give priser til i en tid, som synes at kræve stadig stærkere specialisering på den ene side og - på den anden side - at have svært ved at holde formidlingsniveauet. At oversætte de græske og latinske klassikere er aldrig ”blot” en oversættelsesindsats, det er altid tillige et stykke kulturformidling i langt bredere forstand. Det parlando, som man møder i Dues indledninger og kommentarer, kan ikke opnås uden den højeste lærdom, og formidlingens kunst er det at kunne bruge denne lærdom - og samtidig forme den.

Al oversættelse er naturligvis et stykke formidling. Oversættelse af ikke-samtidige tekster er det i særlig grad, og oversættelser af græske og latinske klassikere i ganske særlig grad. Der er en original, hvis ordlyd står fast - sådan i det store og hele -, medens oversættelsen må og skal tage farve af den tid, den bliver til i, altså søge at gengive de klassiske ord og billeder og begreber med skyldig hensyntagen både til, hvad forskningen mener de betyder, og behovet for at gøre sig forståelig for nutidsmennesker. Det er grunden til, at oversættelser af klassikere altid forældes, selvom klassikerne selv ikke gør det - det er derfor, de oversættes igen og igen. Særlig gode klassikeroversættelser holder længere end andre; det har været tilfældet med Christian Wilsters Homer-oversættelser, og det vil også være tilfældet med Otto Steen Dues oversættelser af Homer, Vergil, Ovid, Terents osv. Det tør jeg sige til trods for, at de sproglige markedsmekanismer kan vise sig at være hårdere ved Due end ved Wilster. Den gamle Homer-oversættelse blev jo for visse passagers vedkommende gjort til skolelekture for generationer, og både før og efter 68 læste man “Vreden, Gudinde, besyng...”, mens det er mere usikkert, om skolen i fremtiden vil sørge for, at vi læser “Syng os, gudinde, om vreden...” Men så må vi selv sørge for det, og Otto Steen Dues oversættelser skal nok klare sig blandt dem, der vil gøre sig fortrolige med en central del af vores kulturtradition, netop fordi de i kraft af det anvendte sprog vil få nemmere ved at gøre det på egen hånd. Døde sprog findes ikke, når de bliver oversat så levende som her. Som når Diomedes i Iliadens 10. sang “lå på et velgarvet skind af en frilandsopdrættet bøffel” - hvor Wilster skrev “Strakt paa Huden han laa af den markopfostrede Oxe”. Eller når det om den stakkels Dolon senere i samme sang hedder: “Tungen slog klik i hans mund, og han klapred med hele gebisset”, medens Wilster holdt sig til at skrive: “Tungen var slagen med Lamhed, og Tænderne klappred i Munden”...

Man kan nemt tro, at Wilster var mere klassisk i sin oversættelse, fordi han blev det. Men ser man nærmere efter, var hans sprog selvfølgelig også bundet til tiden. Tag nu f.eks. Odysseens sjette sang, Odysseus’ møde med Nausikaa. Her er vi først i paladset, og stemningen mellem far og datter er hjertelig og privat, det er næsten som hos H. C. Andersen, hvor kongen også selv går ud for at lukke op, da prinsessen banker på døren:

Trædende nær hun talede saa til sin elskede Fader,
skriver Wilster, men fortsætter så ganske i biedermeierstil:
Hør! Lille Faer! vil ei du en Vogn mig lade bespænde,
Høi og med dygtige Hjul, at til Vask vore prægtige Klæder
Ud jeg til Elven kan kjøre, som smudsige ligge herhjemme.
Sømmeligt er det for dig, som færdes med Folkenes
Drotter,
Reenlige Klæder at bære, naar sammen I sidde paa
Raadsthing;

Det er jo godt, at hun sådan tænker på sin fars behov, og det skyldes naturligvis, at Pallas Athene forinden har mindet hende om, at hun snart skulle se at få vasket, for ellers kan hun jo ikke møde Odysseus. Og nu den familiære situation hos Otto Steen Due:

Hun trådte hen til sin elskede far og sagde således:
Far, vil du ikke nok gøre giggen klar med de fine,
rullende hjul? Så vil jeg køre ned med vasketøjssækken
og få det vasket i floden. Der er en del der er snavset.
Også du selv må jo helst, når du mødes med dine grander
og skal forhandle med dem, ha rene klæder på kroppen.

Den med granderne er svær at stå for, Nausikaas respekt for stormænd, som det jo også kunne have heddet, er begrænset. Og i betragtning af, at faiakerne lever temmelig isoleret på en lille ø, Scheria, er det nok mere dækkende end “folkenes drotter”, der snarere leder tanken hen på Wienerkongressen. Ingen ved, hvor Scheria er; det er et sted, hvor man tager godt imod fremmede, så det er ikke så sært, at det er svært at finde på landkortet. I øvrigt er dronningen - ligesom i Prinsessen paa Ærten - en mere betydningsfuld person end kongen, i hvert fald er det hende, Odysseus skal bede om godt vejr hos, når han kommer til paladset, siger Nausikaa. Wilster:

Der ved den blussende Ild staar ogsaa en Stol, hvor min
Fader
Sidder froe som en Gud, naar han Bægeret tømmer ved
Gilde.
Ham skal du gange forbi, og strax med Armene favne
Ydmyg min Moder om Knæe, at du Hjemfærdsdagen maa
skue (...)

Og Due:

Foran min mor er der rejst en trone til far, hvor han sidder
stolt som en gud og drikker sin vin af et guldrandet bæger.
Ham skal du blot gå forbi. Det er vores mor du skal lægge
armen om knæene på for at få en lykkelig hjemfart (...)

Og så bliver tonen hos Due næsten proust’sk, i hvert fald dansk proust’sk, da Odysseus beder pigerne gå væk, mens han tager bad, fordi han “føler det pinligt/ sådan at blotte mig helt i et flor af flagrende piger.” Wilsters Odysseus måtte “blues/ Nøgen at vise mig her i en Kreds af haarfagre Piger.” Men i øvrigt er det jo ikke sådan, at Due altid laver om på Wilster: “Den rosenfingrede dagning” må selvfølgelig ofte blive stående, og det lykkelige ægteskab, som Odysseus skildrer for Nausikaa, har hos begge oversættere sit højdepunkt i, at det er “til ærgrelse for deres fjender”.

Som alle gode oversættere er Otto Steen Due gået til opgaven med ydmyghed og selvbevidsthed på samme tid. Han ved godt, hvad det kræver at være oversætter, men han ved også godt, hvad hans arbejde er værd. I forordet til sin oversættelse fra 1986 af “Brødrene” af Terents skriver han: ”Oversætteren har før (i 1960) gengivet ”Brødrene” på dansk, men har fundet, at det arbejde, der vel var hæderligt nok for en gymnasiast, ikke bør stå ved siden af de oversættelser af Terents, som han nu med større kyndighed og efter bedre principper foretager.” I “Æneiden” lader han heller ingen tvivl tilbage om sine egne evner. I hans versificerede efterskrift står der, at hvis læseren ellers kan norsk: “prøv da Kraggerud, selv om hans bøger er grimme og dyre -/ ikke for tekstens skyld (dér tror jeg nok, jeg er bedre!)”, men for de analyser, der følger med. Men mest fræk er han i sin ledsager til Odysseen. Ikke nok med at han i forordet (som allerede i ledsageren til Iliaden) “udtaler en forbandelse over enhver, der vil ændre og beskære i oversættelsen”, medens han gerne ser forbedringer af sine kommentarer, thi videnskaben må man jo ikke standse, men kunsten er evig, når den først er der. Næ, det bliver værre, når vi kommer til eposets slutning, hvor Athene til allersidst standser blodbadet i hallen, og det kommer til forsoning. Det er slapt, mener Due, og skriver: ”De tre sidste vers fuser endnu mere utilfredsstillende ud i originalen end i oversættelsen.”

Så Homer kan have været aldrig så vågen - når det gælder om at få afsluttet Odysseen, kan han ikke hamle op med Otto Ste’en. Det er godt at vide, når man nu, som de fleste af os, alligevel må holde sig til Due, når man læser Homer.

Så nu vil jeg be’ dig herop, at det kan besegles med håndtryk,
at prisen, vi skylder hellenernes Otto, som også hed Gelsted,
blir givet for græsk og latin og for dansk - til Otto Steen Due.