Til forsiden

2002 Erik Skyum-Nielsen

Mogens Brøndsteds
tale for
Erik Skyum-Nielsen,
2002

Akademiet ønsker at hæge om vore gode forfattere og digtere – men det bør også hæge om de gode kritikere. Det vil sige både dem der er kyndige til – med et udtryk af Vilhelm Andersen – at taksere litteraturen på roden, og dem der kan måle kvaliteten af de voksende forfatterskaber. Erik Skyum-Nielsen har i snart 25 år røgtet dette vigtige hverv på dagbladet Information, og for et par år siden fik han som den første Litteraturrådets pris. Jeg citerer motiveringen efter det seneste nummer af tidsskriftet Standart: for ”ved sit anmeldende virke at have sat en særlig standard for kortkritiken og dermed for litteraturen”. Det kan ikke siges meget bedre, og syn for sagn kan man få i de anmeldelser og artikler, der er optrykt i udvalgene ”Fra ånden i munden”, ”Engle i sneen” og det seneste fra i år ”Ordet fanger”. Der er det rette spil i titlerne, for det man har i munden er sproget, og det som fanger er også sproget. Men en mere principiel optakt var hans bog fra 1982 Modsprogets proces, som drejede sig om det anderledes sprog der skal bære de nye erkendelser, og som han kaldte modsproget. Det var fra først af 60er-modernismens skrifteksperimenter, som han havde sporet allerede hos en ældre forfatter, i H. C. Branners sene tekster, og analyseret frem i en vægtig afhandling vi kan tage for os igen ved Branners 100-årsjubilæum om få måneder. I næste omgang interviewede ban en række af de yngre digtere og prosaister og udvidede materialet med nogle teoretiske essays til bogen om modsprogets proces. Her ville han vise hvordan arbejdet med det kunstneriske sprog medfører ”udviklingen af en frigørende bevidsthed”. Det indebar nogle holdninger til virkeligheden både psykologisk og politisk, som de enkelte forfatterskaber skulle leve op til. Uanset om han har fastholdt dette program, var det væsentlig at en trediveårig kritiker kastede sig ud i en pejling og tolkning af den litterære situation og dens fremtidige kurs.

Samme år formulerede han et ”kritisk manifest” i tidsskriftet Luftskibet, hvor han erklærede at stå på et femdobbelt grundlag: et nykritisk (der respekterer værkets autonome helhed), et semiologisk (der tager hensyn til overindividuelle sprogstrukturer), et psykoanalytisk (der medtager både det personligt ubevidste og de kollektive fantasmer), et marxistisk-ideologikritisk (der regner med den klassemæssige forankring og samfundshistoriske baggrund), men først og fremmest et æsteticistisk, der af teksten forlanger at få en følelsesmæssig og intellektuel oplevelse. Det sidste har han gentaget ved modtagelsen af Litteraturrådets pris: ”En kritiker må kunne lade sig henrykke og bjergtage, forføre blot på den fascination og kraft, der udgår fra et andet menneskes erfaringer, tanker og drømme artikuleret i værkets formsprog.” Og varieret endnu en gang for få uger siden, da en anmeldt roman ikke indfriede disse forventninger: ”Hvad jeg håber på når jeg læser en ny bog, det er at blive henrykt, voldført, bjergtaget, begejstret”. Så må vi acceptere når han på det sidste har ladet sig voldtage – undskyld bjergtage – af engle i sneen, som hans nyeste samling af artikler hedder; dog gør jeg opmærksom på, at dette ikke gælder frøken Smilla og hendes sne. Og det har da rent kunstneriske grunde, idet han andetsteds har defineret den ideale kritiker som ”en teoretisk og historisk skolet læser, der brænder lige så meget for kunstnerisk kvalitet som en digter brænder for sit personlige æstetiske projekt”.

Hvad det for Skyum vil sige at være teoretisk skolet, fik vi et indtryk af gennem hans femdobbelte manifest. Hvad det vil sige at være historisk skolet, vil jeg slutte med at sige noget om. Han har foruden meget andet været tilknyttet Det kongelige Biblioteks projekt ”Klassikerkatalog” og publiceret et par bøger om klassikerbegrebet – den ene med titel fra vores egen Søren Ulrik Thomsen ”I øjenhøjde”. Det markerer at den klassiske digter fra at være en højtidelig Colossus i baggrunden (med Oehlenschlægers udtryk om Shakespeare) løftes ned fra piedestalen så vi kan se ham i øjnene og mærke hans aktualitet. Nu handler det her – ligesom i Det kgl. Biblioteks nævnte projekt – om oversat litteratur, og Det danske Akademi er gennem sin oversætterpris, som også uddeles i dag, opmærksom på værdien af at de fremmedsproglige værker gennem fordanskning drages med ind i den hjemlige litterære tradition. Lad mig minde om at Otto Gelsted, hvis pris vi nu uddeler, fordanskede Homer, de græske tragikere, Catul og henved 60 andre; efter hans død udsendte Gyldendal som julebog ”Hellas i mit hjerte”. Skulle det samme overgå Skyum, ville det måske hedde ”Island i mit hjerte” efter hans ophold som dansk lektor i Reykjavik. Nu vil jeg altså ikke slå dig ihjel for at obducere dig, men det kunne jo være at der også var et hjerterum for de danske klassikere. I hvert fald har Akademiet et sådant: efter det gamle Gyldendals Bibliotek i 50 bind fra 1960erne besørgede det en fortsættelse, kaldet ”Gyldendals Bibliotek, Ny dansk litteratur” på 25 bind i 1970erne, begge rækker redigeret af Erling Nielsen. Det kunne måske være på tide at overveje en tredje serie af klassisk dansk prosa og lyrik efter 1970 – og hvem kunne vel redigere en sådan bedre end en anden E. Nielsen?

Under alle omstændigheder – tillykke med Gelstedprisen!