Tage Skou-Hansens tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1990
Steen Eiler Rasmussen, som døde i sommer, var medlem af Akademiet siden 1961. Han blev tooghalvfems - og alligevel så det ud, som om hans død kom bag på medierne. Som om de havde indstillet sig på, at han ville leve altid. Nekrologerne var forsinkede, de måtte skrives om, fordi han blev ved med at skrive og blande sig i tingene.
Steen Eiler Rasmussen tog tråden op efter den prunkløse danske klassicisme. Klarhed, enkelhed og funktionsduelighed prægede de huse han byggede. Som professor i bygningskunst og byplanlægger var det omgivelserne, omsorgen og forståelsen for brugerne han lagde vægt på. Den selvfølgelige, harmoniske løsning på dagligdagens opgaver.
Bauhaus-bevægelsen var en stor inspiration for ham. Men det som Bauhaus så som modernisme - knapheden i udformningen og opdyrkningen af det formålsbestemte - fandt han nok især i England, og dér var det allerede gammelt. Angelsaksere har en smag foldet rene, holdbare væsen og en sans for tingenes konkrete egenskaber, og Steen Eiler med sin fornuftige fantasi kunne skrive om deres håndværk og brugsting ligesom en engelsk erfaringsfilosof fra det attende århundrede. Det splinternye og opsigtsvækkende brød han sig ikke om. Men gammeldags var han ikke. Han holdt af storbyen.
Bogen om London fra 1934 gjorde ham internationalt kendt. Han skrev om Amsterdam, Delft og København og andre dejlige stæder. „Om at opleve arkitektur“ hedder et hovedværk, som har inspireret en generation af arkitekter. Og han forstod at videregive sine oplevelser til andre end fagfolk. Han forelæste for fulde huse for mennesker, som troede sig uden forudsætninger, og de lærte af ham uden at føle sig belærte. Uden at mærke andet end fornøjelse. Hvem husker ikke også hans felttog for Christiania i 70’erne.
I sine essays gik Steen Eiler Rasmussen langt uden for arkitekturens verden, og de handler frem for alt om det som ikke har nytteformål. Det er af det unyttige vi lærer alt det elementære, skrev han, lærer at bruge sanser og kræfter på en usystematisk og smertefri måde. Og her kom det særlige hos ham måske tydeligst frem. Alt det han vidste om slægtskabet mellem kunstarterne og deres samspil med andre livsytringer.
Han kunne se, at hvert eneste af Vermeers billeder var en studie i, hvordan personer og genstande virkede i et rum med en ganske bestemt lysvirkning. Han kunne sammenligne Michelangelos figurer på det sixtinske kapels loft med et avisbillede af fire fodboldspillere. Svinget var det samme. Netop dén drejende bevægelse af kroppen.
Steen Eiler syntes at Det danske Akademi burde være mere udadvendt. Længe efter at han var gået over til passivt medlemskab kunne han dukke op til vores møder med velforberedte indlæg. Han ventede tålmodigt på at få ordet, og når han havde fået det, så beholdt han det. Han talte som han skrev - distinkt, ligefremt, fuldstændig sagligt og tilsyneladende lidenskabsløst. De nødvendige pauser lagde han ikke efter punktummerne, men inde midt i sætningerne, så han ikke kunne afbrydes, før han havde sagt alt hvad der lå ham på sinde. Måske et forslag til en møderække med danske komponister om forholdet mellem musik og sprog. Eller en ny romankonkurrence, „Fremmed i Danmark” skulle den hedde.
Han må have moret Karen Blixen. Han var nabo til hende og en af hendes ældste venner. Han moderniserede Rungstedlund og planlagde sammen med Karen Blixen en udnyttelse af sidefløjen, den som til næste forår bliver åbnet som museum. Steen Eiler Rasmussen var også den første formand for Rungstedlundfonden.
Mødet med Videnskabernes Selskab blev ikke til noget i år. Kredsen af forskere og digtere har været omtrent den samme og alle deltagere følte nok, at dialogen ikke kunne fortsætte som før uden Christian Crone. Uden hans viden og indlevelse og glæde ved erkendelse. Det var Christian Crone, der sammen med Billeskov Jansen tog initiativet til denne møderække. Torben Brostrøm skrev ved Christian Crones død: „Hans åbenlyse og smittende interesse for andre mennesker og andre livsområder virkede magnetisk, så man i hans selskab kunne fristes til at føle sig bedre end man er.“
Forfattermødet fandt sted den første weekend i september. For femogtyvende gang! Nordisk gæst var Tor Åge Bringsværd. Atmosfæren er vel ikke så rå og hjertelig som dengang modernismen brød igennem. Den er næsten blevet høflig. Alle litterære former er principielt accepterede lige nu. Men det kan ændre sig - bedre sig, om man vil. Interessen for mødet er igen i stigen og ikke færre end tretten forfattere nåede at læse op. Pia Tafdrup, Klaus Høeck, Uffe Harder og Torben Brostrøm stod for arrangementet.
Så har Akademiet haft besøg af Folketingets Kulturudvalg. Det er ikke sket før. Men vi syntes at Kulturudvalget burde se os - og Rungstedlund. En redegørelse for Akademiets virksomhed og økonomi blev efterfulgt af en uformel drøftelse. Hvis vores bagtanke med denne invitation ikke skulle være indlysende nok, kan jeg røbe at vi har haft underskud på driften de seneste år og snart kan se ende på vores opsparede kapital, - den del altså, som ikke er beregnet på priser. Det skyldes ikke nogen pludselig ødselhed. Den bevilling, som vi efter ansøgning modtager af tipsmidlerne, bliver bare ikke forhøjet.
Men i samme forbindelse vil jeg meget gerne fortælle, at bestyrelsen for Beckett-fonden allerede har bevilget os et éngangsbeløb til driften på hundrede tusind kroner. Beckett-fonden er en af vores private velgørere, den samme som i 1984 stiftede Beatriceprisen.