Jørn Lunds tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1996
Ord er farlige. De kan synes flygtige, når de bevæger sig gennem luften, men de kan ikke tilbagekaldes. Man hænger på dem. Specielt hvis man skriver dem ned.
Ord er stærke. De kan skabe indtryk og liv, de kan rejse en bygning i vores forestillingsverden. Og de slår stærkere end meget andet, ligesom de kan skabe større glæder. Man kan sige det med blomster, men ord kan sige det bedre.
Ord kan være bærere af synspunkter og holdninger, af ånd og kultur, af jammerlighed og intriger. Ord er et glimrende udflugtsmiddel.
Hvis man undervurderer ordenes betydning eller den kraft, der ligger hos ordkunstnerne, får man sig en lærestreg. Forfattere kan nemlig også være farlige og deres gennemslagskraft stor. Det kan komme bag på det politiske system. Da Ib Michael tog spørgsmålet om bibliotekspengene op, var ekkoet nok større, end man havde ventet. Og hverken den politiske etik eller fantasi slog til, da årets Aristeion-pris skulle uddeles i Danmark.
Hvem skulle også tro, at lige netop forfatterne kunne slå så stærkt igennem? Forfattere, digtere er ikke nogen begunstiget samfundsgruppe, de fleste har indtægter langt under gennemsnittet, nogle er ligefrem fattige. De skønlitterære forfattere tegner sig heller ikke for nogen større del af danskernes fritidsaktiviteter, og de skal blive politiske for at komme på avisernes forsider. Man kan let komme til at undervurdere deres betydning.
Ordets offentlige iscenesættelse kan da også gøre det svært at overskue forholdet mellem det fiktive og det faktiske. En af de mange ministerstorme handlede om en respekteret politiker, der brændte sig på nogle ord. Han skrev, hvad alle og enhver vidste, men han glemte, at man ikke altid må sætte ord på den fælles viden. Han ville lægge en brik i den mosaik, der udgør en af de nye politiske myter: eposset om høvdingens fald, et sidestykke til myten om Hakon Jarls død, Hakon Jarl, som var trofast mod de gamle dyder, men måtte vige for Olav Tryggvason, der så, hvor det bar hen, og som kunne spille på de nye medier. Fælt knager granen i mørke nat.
Når det gik så galt for udenrigsministeren, for ham var det jo, hænger det nok sammen med den uvirkelighed, politikerne let kommer til at leve i. De ledende er under stadig overvågning og skal som regel udtale sig under tidspres - og de kan ikke engang stole på deres partifæller. Medierne pisker dem rundt i manegen, de kan dårlig sige nej til selv de mest latterlige vilkår for den politiske samtale, og de kommer let på afstand af sig selv. Det bedste middel mod denne uvirkelighed er paradoksalt nok fiktionen, vel at mærke den, der giver mulighed for sansning og fordybelse, den der fastholder musikaliteten som element og korrektiv til de hurtige manøvrer.
Det Danske Akademi samles om litteraturen og udøver ikke nogen større politisk indflydelse, selv om potentialet er betragteligt. Vi bruger ordene på litterære emner ved de månedlige Rungstedlundmøder. En lørdag/søndag i efteråret er Akademiet vært for en række forfattere, der læser op af endnu uudgivne værker.
Den nyere litteratur lever dialogisk med den ældre. Blandt efterårets digtsamlinger rummer eksempelvis tre en hilsen til Brorson, et fromt barn af sin tid, javel, men med appel også til slemme drenge i det tyvende århundrede. Det er mig en stor glæde for en gangs skyld at kunne oplæse tre stykker poesi i denne kreds. For på akademimøderne er intet vanskeligere end at formå poeterne til at læse op af egne værker. Men jeg har ikke bedt om tilladelse, her kommer tre citater fra Jørgen Gustava Brandt, Benny Andersen og Klaus Rifbjerg.
Jørgen Gustava Brandt kommer i sin natursansning tæt på Brorson i digtet "Spadseretur III", fra samlingen Ansigt til Ansigt.
"Mens jeg tænker på noget andet
følger jeg stiens slyngning
gennem Sung
på Amager
Jeg ser og ånder
Synet bedrager ikke -
forestillingen om ting og tings
beskaffenhed kan
om jeg forstiller mig forført
af stemningen
Men det er uafviseligt sandt at
bærrene sidder der og lyser med deres mørke
og dråberne hænger
på grenene
sent på året
og jeg er ret glad
og bier
næsten som Brorson
der i sin stilhed engang sang
at her vil bies
og her vil ties."
Klaus Rifbjergs digt fra samlingen Leksikon, en titel, der har gjort stort indtryk på mig, hedder slet og ret "Brorson":
"op al den ting
som han har gjort
hans herlighed at prise
det mindste han
har skabt er stort
sign. gud"
Benny Andersen havde Brorson som pensum, hvad der ikke var noget problem for ham, altså Benny Andersen, men for hans gode kammerat Elof J.:
"Vi holdt altid sammen
Vi cyklede til skole fra Dyssegårdsvej
ud ad Vangedevej til Bakkegårdsskolen
Jeg bankede salmevers ind i ham undervejs
Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde
Kom så
Øh
Han havde svært ved udenadslæren
så jeg vedblev
De mægted ej det mindste blad
Elof endelig
forpustet af at træde i pedalerne
At sætte på en nælde!"
Det er jo digteres lod at blive pensum. Tænk, hvis de havde måttet vige pladsen i skolen for massemedier og sagprosa.
Akademiet har i det forløbne år været på vingerne, i hvert fald i konkret forstand. I april tog vi af sted til Stockholm, til en akademisammenføring med Det Svenske Akademi, som er rigere, ældre, mere indflydelsesrigt og mere splittet end det danske. Det Svenske Akademis direktør og dets sekretær kunne oplyse, at mødet var historisk. Aldrig har Det Svenske Akademi mødtes med et andet akademi. Mødet og ikke mindst det efterfølgende samvær var udbytterigt.
I dag skal vi glæde os over en række af vor egen tids litterære indsatser. I talerne motiveres tildelingen af årets akademipriser, og musikken leveres af harpespilleren Tine Rehling og fløjtespilleren Toke Lund Christiansen.