Jens Smærup Sørensens tale ved Det Danske Akademis årsfest den 30. november 2007

Velkommen til Det Danske Akademis syvogfyrretyvende årsfest. – Vi vil feste som der er blevet festet alle de tidligere gange, ved at uddele priser og medaljer. Hans Otto Jørgensen vil modtage Otto Gelsted-prisen. Christina Hesselholdt – Beatrice Prisen. Jokum Rohde – Kjeld Abell Prisen. Flemming Quist Møller – Silas Prisen. Erik Aschengreen – Selskabets Pris. Og endelig vil Blixen-medaljen blive overrakt til Lars Roar Langslet. Vi skal indimellem høre jazz-musik, spillet af Carsten Dahl. Og festen vil sidst på eftermiddagen slutte med at også næser og ganer bliver tilgodeset ved et lille traktement her nedenunder.

Nogle af jer har måske allerede bemærket at det ikke er Jørn Lund, der står her og taler. Det har han jo ellers gjort de sidste 13 år. Derudover har han – som Akademiets sekretær – tilrettelagt og ledet vore månedlige møder på Rungstedlund, veloplagt, iderigt, elegant, ja, med alle de – også i denne forsamling sikkert velkendte – evner og talenter, der naturligvis fik os til at håbe, at han ville forsætte med det i mange år endnu, og altså faktisk blive lige så permanent, som andre akademier kan kalde deres sekretærer. Han skal dog også her i dag have tak for en indsats, som blev, og vil vise sig at blive, alt andet end forbigående.

Ifølge Akademiets fundats er medlemskab livsvarigt. Hvilket jo indebærer – når vi mister et medlem – at det så er et tab for mange flere og for meget mere end os, for en familie og en vennekreds, for dansk litteratur og åndsliv. – Jørgen Gustava Brandt døde den 1. december 2006. Han havde været medlem af Akademiet siden 1969, og takket være en tilsyneladende umættelig interesse for den til stadighed nyeste lyrik og prosa kunne han igen og igen, gennem alle årene, skærpe den almindelige opmærksomhed og årvågenhed over for ethvert glimt af noget særligt, personligt og originalt i den yngste litteratur. Han afleverede også skriftligt et stort antal anbefalinger af unge digtere, oftest så meget desto varmere som de befandt sig i randen af, eller helt uden for, massemediernes synsvidde.

Endnu et dødsfald har i det forløbne år berørt Akademiet. Jytte Borberg deltog i vores årlige forfattermøde på Rungstedlund i slutningen af februar. Hun læste op af et upubliceret værk, sådan som det er ideen med mødet, hendes tekst blev drøftet og vurderet af kollegerne, og Jytte Borberg lyste som altid af glæde over at være til i verden og blandt mennesker. Hun døde så brat – 89 år gammel. – I situationen udviste personalet på Rungstedlund stor konduite og handlekraft, og Akademiet takker dem for det.

Til stede ved dette forfattermøde var i øvrigt Jens Blendstrup, Christina Hesselholdt, Bent Q. Holm, Maja Lee Langvad, Marianne Larsen, Martin Larsen, Niels Lyngsø, Eske K. Mathiesen, Sidsel Falsig Pedersen, Jokum Rhode, Peter-Clement Woetmann og som nordisk gæst Ulf Karl Olov Nilsson. Desuden medlemmer af Akademiet.

Jørgen Gustava Brandt var i mere end 30 år ansat ved Danmarks Radio. I langt det meste af den periode beskæftigede han sig med programmer om lyrik. Han producerede og medvirkede selv i et utal af udsendelser, en eller to hver uge, om gammel og ny, dansk og udenlandsk digtning, og titusinder af lyttere fulgte hans kyndige og varmt engagerede formidling, og han og de udgjorde tilsammen en vigtig bestanddel af det man nu – i et måske nærmest sentimentalt tilbageblik – kan finde passende at kalde en kulturnation. Resterne af den har, siden han i 1995 gik af, opnået en væsentlig højere velstand, men en lyrikmedarbejder i Danmarks Radio kan der nu slet ikke længere blive råd til.

Pengeøkonomi er i hvert fald hvad man i DR henviser til, når nogen beklager institutionens tiltagende åndelige smalhans. Nej, man benægter faktisk samtidig at det er gået tilbage med kulturstoffet. Påstår at der stadig er masser af det, men at det måske bare kan være lidt svært at finde for de lyttere og seere, der hænger ved det gamle, og som tiden er ved at løbe fra. Et tidssvarende publikum skulle derimod nemt kunne få øje på det, og stort set alle vegne i de mangfoldige talkshows og i de endeløse lidt-snak-og-lidt-musik-programmer. For her fyger det med henvisninger til kunst og litteratur og med hurtige udmeldinger fra både producenter og forbrugere, om hvad de lige synes, og hvordan de sådan har det med lidt af hvert og det hele.

Stof og substans mangler der nu alligevel. Sagen selv mangler, og for litteraturens vedkommende mangler den helt og aldeles. Der udsendes ikke længere oplæsning af hverken lyrik eller prosa fra Danmarks Radio. Man har fuldstændig givet afkald på de mægtige succeser som radioteatret og radioromanen i flere årtier kunne skaffe institutionen. Man har valgt at afskaffe det, og man fremfører også økonomiske argumenter for det, men prisen på en oplæsning har aldrig været så høj, at man rigtig kan overbevises om, at den totale nedskæring ikke først og fremmest er udtryk for en kulturpolitisk prioritering.

Dette forhold var baggrunden for at vi i september udsendte en kort pressemeddelelse, hvori vi formulerede en protest netop imod dette, at mulighederne for at møde kunstneriske udtryksformer i de elektroniske medier er blevet voldsomt reduceret, og vi bemærkede især at Danmarks Radio gennem sin store betydning for kunst og kultur her i landet havde påtaget sig en forpligtelse, som det altså nu i løbet af kort tid har svigtet.

Det kan i parentes lige nævnes at vi ret sjældent sådan enstemmigt henvender os til offentligheden, og der findes endda i denne offentlighed dem der mener, at vi gør det for sjældent, og som i det hele taget anklager Akademiet for at være for passivt. Men betingelsen for det modsatte ville jo være større og hyppigere enighed, og Akademiet er ikke et parti, indøvelse af gruppedisciplin optræder ikke på nogen af vore hverken skrevne eller skjulte dagsordener. Hvis vi for resten sad der og ret tit mente det samme, ville der snart ikke være nogen mening med, at vi sad der overhovedet. Og når vi alligevel i tilfældet DR kunne mene det samme, kunne det måske tydes sådan, at det ville være svært at mene noget andet.

Et af de meget få eksempler på en mere grundig behandling af et litterært emne i fjernsynet, inden for det sidste års tid, var en temaudsendelse i DR 2 om krimigenren – nutidens altovervældende biedermeier eller livstilslitteratur. Udsendelsen bar titlen ”Fra lavkultur til bestseller”. En formulering der indebærer den opfattelse at begrebet ’bestseller’ repræsenterer noget højt, og det kunne vel begrundes med den vurdering at krimierne med tiden har højnet sig, men andre ændringer spiller væsentligere ind. Nemlig dels en stærkt forøget tillid til markedet også som kvalitativ målestok, og dels en stadig større vanskelighed ved at afgrænse det demokratiske princip – flertallet skal og må have ret – fra noget som helst område af tilværelsen.

Rent litterære eller kunstneriske kriterier – som de fx kaldes i loven om Kunstfonden – eksisterer naturligvis fortsat, men i den offentlige bevidsthed sløres de af mediernes stadige henvisning til bestsellerlister og fremhævelse af salgssucceser. Hertil bidrager også et stigende antal litterære priser, der uddeles efter publikumsafstemninger – i smukkeste overensstemmelse med enhver demokratisk tankegang, men i konflikt med det forhold at litterære kvaliteter – lige så vel som håndværksmæssige eller videnskabelige kvaliteter –strengt taget kun kan vurderes med nogen gyldighed af fagfolk. – Hvis nogen nu skulle tage dette forbehold over for publikumsafstemninger og lægge det sammen med det faktum, at visse akademimedlemmer for nylig har stået som tabere i sådan en afstemning, så kunne de måske nemt, på den anden side af lighedstegnet, komme til det resultat, at rønnebærrene er sure. – Men nej, vi synes såmænd de er så søde og lykønsker hver den, der kan nå dem. Vi vil kun hævde at også det moderne, kommercielle samfund har brug for egentlig kvalitativ skelnen, og dermed også for noget så udemokratisk som Det Danske Akademi, sammensat af fagfolk – praktikere, kritikere og teoretikere.

Demokrati er godt. Men det appellerer ikke nødvendigvis til større eftertænksomhed og dybere overvejelser, og det forudsætter dem heller ikke. Det må derfor støtte sig til undtagelser fra sig selv; også et totaliseret demokrati ville være endnu en tilbygning til helvede.

Ved det danske demokratis aftenparty her den 13. november kunne vi 117 gange høre journalister spørge politikerne om, hvordan de havde det i maven, og hvilke mavefornemmelser der nu var under udvikling. Og mange politikere var da snart med på den og ønskede også uopfordret at meddele os, hvordan de hver især havde det i maven, og hvad deres mavefornemmelser efterhånden fortalte dem.

Demokrati er godt. Men – kære prismodtagere – I er blevet udpeget i en af demokratiets sprækker, fjernt fra markedets støj. Og det er ikke alene sket ud fra hvad I har foranlediget af fornemmelser i Akademiets maver – eller endnu længere sydpå – men også i betragtning af hvad I har kunnet bevæge i vore hjerter, og slet ikke mindst hvad I har sat gang i i vore hoveder.

Hjerteligt velkommen til jer alle!