Jens Smærup Sørensens tale ved Det Danske Akademis årsfest den 27. november 2009

Velkommen til Det Danske Akademis årsfest. Velkomsten gælder naturligvis hver eneste af jer, der har været så venlig at møde op, og den gælder i ganske særlig grad årets prismodtagere og vore gæster fra Norge og Sverige.

Siden sidste årsmøde har vi mistet Inger Christensen. Under alle vore drøftelser nød vi godt af hendes sikre gehør for litterær kvalitet, også i tekster man kunne tro lå hende fjernt. Hun udtrykte altid sit syn på sagerne meget kort og meget stilfærdigt, men med kompromisløshedens voldsomme efterklang. Hun var skrap og morsom. Skødesløse jugementer og vaklende tankegange huede hende slet ikke; til gengæld blev hun glad hvis nogen gad opføre sig rigtig tosset. Vi savner hende. Hun var medlem af Det Danske Akademi fra 1978 til sin død den 2. januar 2009.

Akademiet blev stiftet i 1960, og det fylder altså til næste år 50. Vi kan dog allerede i dag fejre et jubilæum, og ikke bare et 50-års, men et 250-års-jubilæum, og det er jo virkelig noget. I 1966 blev Selskabet til de Skiønne og Nyttige Kunsters Forfremmelse nemlig en del af Det Danske Akademi, og dette selskab blev stiftet i 1759, lige her omkring 1. december.

Selskawet – som de vel længe blev ved med at udtale det – skulle nok egentlig har været et akademi. For sådan kaldte man en række lignende foretagender der i samme periode blev oprettet rundt omkring i Europa. Forbilledet for dem alle sammen, Det Franske Akademi, havde dog her i 1759 allerede 125 år på bagen. Det blev i 1634 opfundet af kardinal Richelieu, som også, med Ludvig den 13.’s billigelse, skrev dets vedtægter og heri betitlede dets medlemmer De Udødelige. Hans idé med alt dette var – ud over at hans akademi altså skulle bestå til evig tid – at det skulle opstille regler og normer for det franske sprog, skabe et standardiseret rigssprog med henblik på en styrkelse af den kongelige centralmagt.

Tanker om sprogrensning og national anseelse lå også bag dannelsen af Selskabet, og når det ikke også af navn blev et akademi, var det, som man senere har ment, et typisk udtryk for dansk beskedenhed og afsmag for al forfængelig glimmer. Til gengæld har ingen nogen sinde bebrejdet det, at det var selvbestaltet, i modsætning jo til flere andre af slagsen, eksempelvis Det Svenske Akademi, der med fuld royal musik trådte frem i 1786.

Selskabet, der trods alt havde indhentet et forhåndstilsagn om en vis kongelig finansiering, offentliggjorde sig allerede inden jul med en lang programartikel. Heri beskrives naturligvis baggrund og formål, og efter en omtale af de nyttige kunster, kommer blandt andet følgende om de skønne:

Men andre videnskaber sigter til at forbedre hjertet ved at fremsætte sandheden således, at den må opvække behagelige følelser i sjælene. Man har kaldt disse de skønne videnskaber, og derved forstået poesien og veltalenheden; man har regnet dem blandt de frie kunster for at tilkendegive, at nemmet og indbildningskraften har lige så meget at gøre i disse kunster, som i de andre, der efterligner naturen ved farver, - - - ved lyd eller ved legemets bevægelser. Hjertet og smagen er dommere i disse videnskaber og kunster.

Selskabet havde i sinde at uddele priser og ikke mindst at udgive skrifter. Og for nu ikke straks at få et hvilket som helst skribleri smidt i hovedet, værger medlemmerne for sig med denne præcisering:

Vi modtager alle slags poetiske værker, når deres indhold ikke strider imod religionen, dyden, sæderne og den beskedenhed, der især bør være videnskabernes og kunsternes dyrkere egen. Nedrige satirer og uanstændig skæmt har vi med alle veltænkende tildømt den visseste foragt.

Medlemmerne lover dog samtidig at give alt, hvad der måtte indkomme, en fair chance, men først og fremmest vil de selvfølgelig sikre at enhver udgivelse bliver af høj kvalitet:

"... det bliver en lov for os med den nøjeste agtsomhed og upartiskhed at prøve de stykker, vi lægger for dagen; både er vi læserne dette skyldige, [men ] også forfatterne, der betror os deres arbejder; thi kaldte vi det godt, der ikke var det, hvad vægt skulde da vor dom have? og hvad skulde bevæge ypperlige værkers forfattere til at søge vort bifald, når de måtte frygte for at se sig sat ved siden af de middelmådige gejster, hvis lod en hastig forglemmelse bør være."

Rigtig meget andet – smukt og godt og sandt – kan man finde i denne erklæring. Det var i øvrigt Tyge Jesper Rothe der skrev den, og det ville da uden tvivl have fornøjet ham at vide at hans tiptiptipoldebarn, endda af samme navn, endnu har hånd i hanke med hans selskab. Advokat Tyge Jesper Rothe er nemlig i dag Akademiets og dermed også Selskabets administrator.
Hvad Selskabet i tidens løb kom til at høre mest for, var den ellers så glimrende, men nu for længst glemte ordning med at udbetale en klækkelig årlig gage til sekretæren. Mange gange oversteg den langt det samlede prisbeløb der kunne komme de nok så ypperlige forfattere til gode. Hvad der derimod skulle blive Selskabets største og mest ubetvivlede fortjeneste indtraf i dets første par årtier. Det var dets temmelig resolutte og vedvarende støtte til Johannes Ewald. En digter vi stadig kan betragte som et geni, og som i sin levetid ikke på noget tidspunkt eller på nogen måde var i stand til at klare sig uden sådan en temmelig resolut og varig støtte.

Ewald kom allerede som et meget ungt talent, han var 18 år gammel, i kontakt med Selskabet, og frem for alt med et medlem der hed Adolph Gotthard Carstens. Carstens kom til at fungere som en hel forfatterskole for Ewald, med almenkulturel vejledning og lærdom, med manuskriptgennemgange og forslag til rettelser, og han fik inden så længe resten af Selskabet med på at trykke nogle stumper af sin begavede elev.

Indimellem kom dette her Selskab jo også til at skuffe Ewald, og en gang i midten af 1760’erne så dybt, at han forbandede det langt ind i helvede og kylede pennen fra sig og svor, at han ikke ville røre den igen i to år. Hvilket han vistnok holdt, og han skrev så igen, og blev støttet igen. Mange år senere, som knap 40-årig, kunne han, med al sin inderlige taknemmelighed, skrive sådan her om Carstens, og om Selskabet og allerførst om en anden af dets hovedaktører, Jens Schelderup Schneedorff:

"Den patriotiske Tilskuers ædelhjertede forfatter lærte mig at sætte pris på mit arbejde ved en opmuntring, der langt overgik mit håb, og det var efter hans råd, at jeg foreviste det til Selskabet for de skiønne Videnskaber. Her mødte jeg den lykke, som gjorde epoke i min sjæl, som gav den sin sidste bestemmelse og som egentlig har modnet mig til digter, om jeg ellers fortjener dette navn. Jeg blev kendt af de danske musers ivrigste og viseste beskytter, af en mand, hvis æreminde i alle hensigter bør og vil være udødeligt, i fald det ellers nogen tid var betroet digterkunsten at tildele dette held – med ét ord, af hr. konferensråd Carstens."

Dette blev højdepunktet i Selskabets historie, og resten af den er ikke fri for at være – fra somme tider en lille smule til andre gange forfærdelig – sørgelig. Selskabet fik afgørende betydning for en række klassikerudgivelser, frem for alle Christian Wilsters oversættelser af Homer og Euripides. Men der kunne så gå flere årtier hvor det intet nævneværdigt foretog sig, fx fra 1870 og en 30-40 år frem, hvor man, med en overbemanding af teologer, kun kunne blive enige om at støtte en enkelt uforglemt forfatter, og det var selvsagt Johannes Jørgensen.

Selskabets forfald kunne vel så siges at være lærerigt for lignende institutioner – hvis vi ellers kunne tage ved lære. Fejlene kan i hvert fald opsummeres som almindelig slendrian, bedsteborgerlig moralisme, æstetisk forsigtigpeteri, hensyn til om et publikum tilfældigvis gad læse hvad man ellers godt vidste, var fremragende værker, og en så godt som permanent vaklen mellem, på den ene side, absurd og håbløs ignorering af tidsånden og, på den anden, alt for står lydhørhed for en i tiden herskende smag. Hertil kom jo så sekretærernes grådighed, og ikke mindst en aldeles lammende bekymring over at man generede en hel bunke forfattere ved at uddele priser til enkelte andre.

K.F. Plesner skrev i 1959 om Selskabets første 200 år, og den lille bogs første sætning er denne: ’Enevælden er akademiernes tid’. Og det er så sandt som det er sagt. Og det kan naturligvis give anledning til nogle spørgsmål om akademier i demokratiets tid: Kan fx Det Danske Akademi – et elitært og selvbestaltet selskab – gøre sig nyttigt og inspirere, udvikle, højne og frigøre nogen eller noget i et samfund, hvor alle interesser, også når de kan se ud til at være af mere ideel art, må opnå deres betydning og virkning gennem udspekuleret holdningsmanipulation af alle, og dernæst af hin enkeltes måde at bruge sit dankort på? Og kan Akademiets priser – hvis vi lige ser bort fra den øjeblikkelige glæde modtagerne kan have af dem – kan de da virkelig være til gavn for dansk litteratur, når vi nu i øvrigt har fået et omfattende statsligt støttesystem, og når intet fornuftigt menneske længere anerkender nogen anden autoritet end sit eget forgodtbefindende – og så da bestsellerlisten – når det skal afgøres om et litterært værk er noget værd?

Disse spørgsmål hører til i kategorien De Svære. De er faktisk så svære at det kunne være fristende at lade dem stå lidt hen, ja, måske endda at lade dem stå hen – et års tid – jo, det er en fristelse jeg med det samme vil falde for. I må altså vente, i åndeløs spænding, til vores næste årsfest – samme tid, samme sted – med at høre de korrekte svar. Jeg går ud fra at I alle sammen vil møde op.

Efter denne cliffhanger vil vi nu ufortrødent overrække årets priser fra Akademiet og fra Selskawet. Selskabets pris til Steffen Heiberg, Kjeld Abell-prisen til Line Knutzon, Otto Gelsted-prisen til Per Aage Brandt, Beatrice Prisen til Merete Pryds Helle og Silas Prisen til Kim Fupz Aakeson.

De taler, der i dag bliver holdt for prismodtagerne, vil I også snart kunne se på vores hjemmeside. Dér vil I også kunne hente oplysninger blandt andet om hvem, der er medlem af Akademiet, og om hvem der deltog i vores årlige forfattermøde.

Men nu skal vi allerførst høre musik. Jazz-musik med Jacob Dinesen på saxofon, Hugo Rasmussen på bas og Frands Rifbjerg på trommer.