Jens Smærup Sørensens tale ved Det Danske Akademis årsfest den 29. november 2011

Velkommen til årsfest i Det Danske Akademi. Vi skal om lidt overrække nogle priser: Otto Gelsted-prisen til forfatteren og kritikeren Lars Bonnevie, Kjeld Abell-prisen til tegneren og dramatikeren Nikoline Werdelin og Selskabets Pris til forfatteren og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Et særligt velkommen skal lyde til jer tre, og til vore gæster fra de norske og svenske akademier – det er fra Norge Nils Heyerdahl, præses i sit akademi og tidligere chef for radioteatret i NRK, og fra Sverige Jesper Svenbro, digter og forskningsleder ved Centre national de la recherche scientifique i Paris.

For et par måneder siden var det europæisk sprogdag, og i den anledning arrangerede Dansk Sprognævn sammen med Det Danske Akademi et møde om sproget og litteraturen. Og fordi det skulle begynde ved aftenstid lige dér omkring jævndøgn, blev det kaldt et Skumringsmøde, og det fandt sted i Hofteatret på Christiansborg, og der var fuldt hus. I fire stive klokketimer holdt et generøst publikum ud at lytte til oplæg om dansk og tysk, om dansk og norsk, om dansk og de øvrige nordiske sprog, og indimellem naturligvis til oplæsninger af digte og prosa. Endelig hørte en paneldebat med i pakken.

Heri deltog ud over repræsentanter for Sprognævnet og Akademiet også den nu forhenværende kulturminister Per Stig Møller. Det gjorde han som fagligt interesseret i emnet og især fordi han havde medvirket til, at dette møde overhovedet kunne holdes. Det var nemlig en følge af en samarbejdsaftale mellem Dansk Sprognævn og Det Danske Akademi, der på kulturministerens initiativ var indgået tidligere på året.

I aftalen står der bl.a.: ”Det Danske Akademi skal fremover påtage sig en ny rolle i sprogdebatten, så litteraturens bidrag til det danske sprog og dets vækst kan styrkes”. Det bestemmes at Akademiet skal afgive skriftlige responsa på Dansk Sprognævns forslag til ændringer i dansk retskrivning. Frem for alt lægges der op til en nærmere kontakt mellem de to institutioner med henblik på drøftelser af fælles initiativer til fremme af fælles anliggender.

Og sådanne foreligger. Akademiet har jo til formål at ”virke for dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen”. Og selv om man kan sige at Sprognævnet med stort anlagt videnskabelighed beskæftiger sig med sproget, og at Akademiet kun med sin ret så tomhændede lidenskab sysler med litteraturen, så lader det sig for ingen af parterne gøre at se på det ene uden at tage det andet i betragtning.

Sproget er i sit væsen allerede litteratur, eller det er hvert øjeblik på vej til at blive det. Det etablerer uafbrudt og uvægerligt et symbolsk, men dog nogenlunde beboeligt parallelunivers, og her findes ikke den sprogbruger, også kaldet det menneske, som ikke hver evige eneste dag frembringer et embryonalt digt og et par brokker af en fortælling – om digtet så bare er et rablende glædesudbrud eller en lille klagesang, og om fortællingen ikke skulle være meget mere end en nødløgn eller et forsøg på at reparere en svigtende hukommelse. Og at vi alle er fælles om ikke alene sproget, men også om litteraturen som et biologisk grundvilkår, det er lige præcis hvad der kan give mening til ikke at udrette så forfærdelig meget andet i tilværelsen end at digte. Jeg vil til og med tro at det var vores instinktive trang til digtning, der i sin tid fremtvang sprogets opståen. Selvfølgelig kan jeg ikke bevise at det var sådan det gik til; det virker bare sandsynligt at en flok dyr engang ikke længere kunne leve med at være indespærret i den umiddelbare sansnings øjebliksverden.

Men hvordan står det så til, lige for tiden, med disse symbiotiske organer, sproget og litteraturen?

Ja, det står vel skidt til, må vi gå ud fra. Med sproget går det da i al fald gudsjammerligt. Færre og færre orker at slå op i en ordbog for at finde ud af hvad business og breaking news mon kan hedde på dansk, mens flere og flere i alle afdelinger af samfundslivet ihærdigt forsøger at gøre sig forståelige på gebrokkent danglish eller det rene kaudervælsk. Journalister, skrivende så vel som talende, sjusker intetanende med grammatikken, og de gamle redaktører med det strenge blik over halvbrillen er for længst gået på pension. Og naturligvis kommer der hver sæson nye generationer til som får endnu nogle udtryk og vendinger galt i halsen, eller omvendt sagt: Vi andre må hele tiden halse af sted efter dem der bruger ordene forkert for at følge med i, hvordan de nu skal bruges korrekt.

Men også med litteraturen står det jo som sædvanlig skralt til. Store forlag aflyser helt eller halvt udgivelsen af skønlitteratur, eller de bruger alle kræfter på at få fingre i de seneste og dygtigst lancerede produkter fra den internationale fiktionsindustri. Den litterære kritik foretrækker næsten alle vegne at udtrykke sine vurderinger ved hjælp af små søde klistermærker, og man blæser på at velkalkuleret stemningspirring og original skaberkraft dermed kun kan blive ét fedt. Samme barnagtighed gror man fast i når der er tale om ny litteratur i radio og fjernsyn. Der pludres kælent om hvad man rigtig, rigtig godt kan lide, eller tværtimod om det der ikke lige er mig; begge dele baseret på en opfattelse af digtningens eventuelle værdi som et instrument til mere eller mindre flatterende selvpejling. Hvis den endelig skal have lov til at kradse en lille smule, måske endda på indersiden af kraniet, så skal det da være på en måde som man ifølge moden lige for øjeblikket bør lade sig kradse på.

Ja, man kunne blive ved. Man kunne blive ved med at harcelere over alt hvad der foregår i landet, sådan som det tager sig ud i Jeronimus’ gadespejl. Man kunne også lette rumpen og bevæge sig ud i det hele og så måske få øje på – og øre for – både sproget og litteraturen på ny. Man ville da lige om hjørnet opdage at dagligsproget sprudler af opfindsomhed, og at der med ordspil, brandere, forvrængninger og verbal importvirksomhed – også fra flere andre sprog end engelsk – med stor hast breder sig en ny uhelbredelig legesyge; oven i købet og ikke mindste i skriftlige former, i sms’er, på blogs, i facebook og twitter, og både blandt rapperne og de umiddelbart mere tyste bogpoeter. Men alt sammen med så meget fynd og klem at vores sprog igen og igen forhindres i at synke ned i en alt for dyb og udslukt slummer.

Og nogle af disse energikilder kan så nå frem og flyde ud i den kulturelle hovedstrøm, og dermed jo risikere at blive væk. Offentligheden er centripetal. Den tenderer mod at drage enhver vild og vital ytring ind i sin vindstille midte; og glemmer så næsten at den vil gå helt i stå, visne hen og dø, når den lukker sig for raseriet i de yderste periferier. Men det gælder også for litteraturen at det er i udkanterne den kan hente sin styrke. I det oversete, i det skjulte og det skæve, det gale eller det kejtede. I alt hvad en økonomisk rationalitet fortrænger af indre og ydre natur.

Digtning er som bekendt form, men en form der på sin højde netop ikke undsiger et underliggende virvar. Den insisterer på liv, og liv og virkning kan en litterær tekst i dag fx opnå når den begræder vores sammenbidte velfærdsidyl med et stort grin; eller når den med et skrig af rædsel og vrede får det til at klirre og knase i de hellige markedshaller. Den kan gøre underværker ved i sin levende kunstfærdighed at fremstille enhver menneskelig sansning og følelse, men også ved at møde en kultur, der i sig selv er blevet en opvisning i grumt og udspekuleret gøgl, med noget så jævnt og uromantisk som nogle linjer fyldt med klar fornuft.

Men for så vidt som altså den slags dråber fortrinsvis pibler frem i afsides områder, for så måske alt for hurtigt at sive ned i en kloakrist på Rådhuspladsen i København, ja, så er det jo er en kedelig historie som også Det Danske Akademi med sine priser indskriver sig i. Og det skal det endda.

Ligesom de alternative forlag og de små tidsskrifter, der oftest er de første til at opfange og viderebringe det nye eller det for tiden oversete i litteraturen, jo meget gerne må vokse sig større og komme til at spille en rolle i den bredest mulige offentlighed – i parentes bemærket kan det kun vække jubel og optimisme at nogle af dem i de senere år er kommet i stand til at udgive stadig større værker, herunder klassikere, oversatte og tilmed nyoversatte. Således uddeler Akademiet da heller ikke sine priser til forfattere for at holde dem fri af noget centrum for nogens opmærksomhed, men tværtimod for at vifte dem endnu nærmere ind mod dette tællelys.

Men vi gør det kun hvis vi er temmelig sikre på at de ikke vil forsvinde i flammen, og hvis vi kan mærke at de stadig bærer dufte og farver med sig fra deres udklækning i fjerne afkroge. Om – med andre ord – en egenartet erfaringsform og en spontanitet i udtrykket endnu holder dem flyvende.

Det Danske Akademi har i år optaget et nyt medlem, forfatteren og dramatikeren Astrid Saalbach. Det kan bestå af maksimalt 20 medlemmer og har nu – med hendes medlemskab – 16. Heri er ikke medregnet de medlemmer der er overgået til passivt medlemskab, og dét er i år både Tage Skou-Hansen og Per Kirkeby. De blev begge indvalgt i 1982 og har altså nu gennem snart 30 år, og som enhver kan tænke sig, bidraget stærkt og væsentligt til Akademiets arbejde. De øvrige, stadig aktive, medlemmer er: Benny Andersen, Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Klaus Høeck, Pia Juul, Peter Laugesen, Jørn Lund, Klaus Rifbjerg, Frederik Stjernfelt, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Poul Erik Tøjner, Per Øhrgaard og mig.

Akademiet har i årets løb afholdt 7 ordinære møder på Rungstedlund. Dertil kommer det årlige forfattermøde, en lørdag og søndag i slutningen af februar, hvor en række forfattere er inviteret til at læse op af egne – gerne ufærdige – tekster og diskutere de andres. Et par særlige regler håndhæves på det strengeste: Ingen af de tekster der læses må tidligere have været publiceret, og den oplæsende må ikke selv gå ind i diskussionen af sine tekster. I år deltog – ud over medlemmer af Akademiet – forfatterne: Annelise Marstrand Jørgensen, Kristen Bjørnkjær, Peter Adolphsen, Jens-Martin Eriksen, Kristian Bang Foss, Chresten Forsom, Lars Frost, Trisse Gejl, Kirsten Hammann, Ida Jessen, René Jean Jensen, Josephine Klougart, Thomas Krogsbøl, Dorrit Willumsen, Theis Ørntoft og fra Norge Tone Hødnebø.

Lad mig slutte med at minde om at dette her var, hvad vi kalder Akademiets årsberetning. Den leveres af Akademiets sekretær, i vid udstrækning for egen regning. Sekretæren vælges, uden mange omstændeligheder, af de øvrige medlemmer for en periode på fem år. Disse fem er nu for mit vedkommende meget snart udløbet, og min efterfølger er allerede udpeget, og det bliver professor Per Øhrgaard.